Helleborus 15-9-1

Foråret starter i bedet med påskeklokker, Helleborus hybrider. Siden forsommeren har påskeklokkernes mørkegrønne bladet sikret en frodig grøn baggrund for skiftende blomsterflor, men nu må de lade livet. Nedenunder bladene er påskeklokkernes blomster nemlig på vej, og de skal have lys og luft til at udvikle sig.

Helleborus 15-1

Der er ikke noget bedre på denne årstid end at vippe de gamle blade lidt til side og opdage blomsterknopperne, der endnu bøjer hovederne mod jorden, men det varer ikke længe, før de løfter dem. De gamle blade bliver klippet af ved grunden, og de kommer ikke på komposten men bliver fjernet helt fra haven.

Helleborus 15-12-1

Bladene kan nemlig være smittet med plantesygdomme, der kan sprede sig til de nye blade, hvis ikke de bliver fjernet. Endnu en god grund til at få dem klippet af nu, hvor risikoen for at forvolde skade på andre fremspirende forårsvækster i bedet også er mindst.

Helleborus-86-1

Påskeklokkerne er dejlige vinterblomster, der skutter sig, hvis det skulle blive rigtig koldt, men nok skal klare den. Faktisk er de foran både erantis og vintergækker i år og er dermed havens første og højt elskede forårsbebudere. Nu er de klar, til det bliver rigtigt forår om en måned eller to. Det er tilladt at glæde sig.