Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Page 2 of 99

Dufttazetter spreder blomsterduft i vinterkulden

De nøgne jomfruer, der har været blikfang på det lille bord i krukkegruppen ved fordøren gennem de seneste uger er blevet afløst af smukke, hvide dufttazetter, Nacissus tazetta ‘PaperWhite’ og hvide hyacinter, Hyacinthus orientalis, der står på spring. Jeg synes, de hvide blomster og de mange bladplanter med sølvgråt løv klæder hinanden utroligt godt og lyser så smukt op på årstidens mange mørke dage.Dufttazetter ser fine og sarte ud og kan virke lidt som om, de som narcisser har taget helt fejl af kalenderen. Men de er mere hårdføre end som så og kan godt tåle et lille strejf af frost, så jeg synes, jeg får mere ud af at bruge dem ude end inde, hvor de hurtigt strækker sig i varmen.Med hyacinter har jeg det nok lidt lige som pigen i den gamle sang, “Det er i dag et vejr”. Jeg har i hvert fald svært ved at lade være med at købe rigeligt 🙂 Jeg er fuld af beundring over de små planter, man kan købe til nærmest uforskammet lave priser. Op af den  grimme plastpotte med hele molevitten, dump den ned i en frønnet lerpotte og top den op med lidt mos fra plænen. Instant juledekoration på den søde måde. Også hyacinterne holder dejligt længe udendørs, så længe det bare ikke sætter ind med hård frost.Ny i gruppen er også den sjove, stenurt, Sedum, som ligner gran, der er blevet krøllet sammen. Den har sådan en fin blågrøn farve og indgår både med form og farve et fint samspil med den pigtrådsagtige sølvtråd, Calocephalus brownii, og de lækre Senecio candicans Angel Wings, der foreløbig ikke lader sig mærke med, at det er blevet vinter. Det må simpelthen være sommerens bedste nyhed til os krukkefolk. Den hepper jeg på.

Svævende stueplanter i kokedama

Jeg har længe spekuleret på, om jeg selv ville være i stand til at kreere de fine svævende stueplanter, der er blevet helt vildt populære, ikke mindst takket være Kaja Skytte, der har forfinet teknikken og skabt begrebet Planteplaneter. Så i dag skulle det være. Lige en dag til at gå og hygge sig i drivhuset sammen med den lille varmeblæser, der er en af mine bedste venner på denne årstid.Kokedama er oprindeligt en japansk ting. Koke betyder mos og dama betyder bold. Teknikken går ud på, at planterne vokser i en kugle af jord, der er svøbt i mos, der hjælper til med at holde på fugtigheden. Jeg gik i gang efter de forhåndenværende søms princip, så kokedama a la Sondrup er fremstillet af pottemuld tilsat lergranulat, mos fra plænen – som der heldigvis er rigeligt af 🙂 og sejlgarn. Pottemulden skal være temmelig fugtig for at man kan forme den til kugler, erfarede jeg hurtigt.Det var lidt en udfordring at flække kuglen, uden at den smuldrede fra hinanden, men da det først var lykkedes, gik det som en leg. På med mosmåtterne en efter en og så ellers vikle, vikle, ligesom man vikler et garnnøgle. Til sidst trådede jeg enden af sejlgarnet og syede det lidt ud og ind mellem viklingerne, så den kom til at fungere som ophæng.Og se nu bare her. Det er faktisk ikke så svært at lave kokedama. Det bliver ikke de sidste, jeg har begået, for de klæder hinanden så fint. Til nummer to snuppede jeg en stikling fra en parasolpilea, Pilea peperomoides og stak den direkte i jordbolden. Det er et eksperiment, men det er smart, hvis det virker, for så behøver man ikke flække jordbolden helt for at få plads til rødder og potteklump. Planterne passes ved at nedsænke hele kuglen i en skål vand med et par ugers mellemrum og lade dem dryppe grundigt af, før de hænges op igen.

 

Ny, lækker Primula Pricanto til vintervindueskarmen

For nogle par år siden så jeg første gang Primula Pricanto, på en planteudstilling i Tyskland. Det var kærlighed ved første blik. Det er en serie helt specielle sorter af bægerprimula, Primula obconica, med blomster i støvede nuancer, der giver dem et rustikt og vintageagtigt præg. Nu kan man heldigvis også få dem i Danmark, hvor det er Gartneriet Pedersen, der producerer og sælger dem til butikker i hele landet.Den rødlilla sort hedder Primula Pricanto ‘Red’. Er den ikke lækker? Det ser sjovt ud, som blomsterne putter sig i det store grønne bæger, og de dufter dejligt, som Primula blomster skal.Den lysegul-grønne sort hedder Primula Pricanto ‘Lemon’, og der er også en støvet blålilla sag at komme efter. Det var faktisk den, jeg oprindeligt faldt for, som det ses her.De nye planter gav lige anledning til at forgrønne vindueskarmen i stuen og tage en lille smule hul på julerierne ved at supplere dem med nogle af de fine, danske julestjerner fra Stars for Europe, der flyttede ind her forleden.

 

Novemberplantning af havestedmoder

Med fare for at blive erklæret for helt skør har jeg lige plantet et par krukker til med havestedmoder, Viola x wittrockiana. Planterne er en souvenir fra min Hollandsekspedition i sidste uge. I Holland er det helt almindeligt at plante stedmoder nu, så havecentrene har masser af dem. Ideen er, at man kan have glæde af de blomster, de allerede har, indtil frosten tager dem, og at planterne så overvintrer og er klar til start i det aller tidligste forår. Om den også går her til lands må komme an på en prøve. Jeg valgte et par varmt røde sorter med tanke på den sig hastigt nærmende højtid.Eksperimentet med havestedmoder gav lige anledning til en make-over til krukkegruppen, der byder velkommen i indkørslen. Nu er den sådan lidt skovagtig og hyggelig med stedsegrønne i mange nuancer tilsat et strejf af rødt. Ikke for alvor julet men med tilløb. Og nem at opgradere, hvis det skal være.Bjergte, Gaultheria procumbens, er en af mine yndlings jule/vinterkrukkeplanter. Den står en evighed med de fine, lakrøde bær og lade sig ikke gå på af vintervejr. Den er helt selvskreven i krukkegrupperne på denne årstid. En sjov ting ved bærrene er, at de dufter og smager – præcist som en særlig slags tyggegummi fra min barndom, som jeg ikke kan huske navnet på.

Frosten kalder de sidste farver frem i haven

Haven her er gået fri længe, men nu har nattefrosten også nået Sondrup. Der er hvidt i den nederste del af haven og på bakken ude foran om morgenen, men inde i det inderste af haven, ser der stadig lunt og efterårsagtigt ud, selv om temperaturen nok er lige på vippen, og der absolut ikke føles lunt. Bladene rasler ned, og kuldegraderne får de sidste farver frem i træernes blade, mens de kæmper for at trække den sidste næring i land, før bladene falder.Mispel, Mespilus germanica, holder bladene længe og runder sæsonen af med at blive lysende gult. De sære frugter, der kaldes aberøve, bliver siddende længe endnu. Faktisk skulle det være nu, de er ved at være spiselige, for frosten gør de ellers så stenhårde frugter bløde og medgørlige. Jeg tror nu, de er bedre som pynt end som fødevare, selv om de engang blev regnet for en delikatesse, der skulle spises i det begyndende stadie af forrådnelse og skylles med med portvin 🙂Der er noget særligt over lyset sådan en november morgen, hvor egetræerne, der omkranser haven stadig lyser gult, mens det yndefulde forfald bliver mere udtalt dag for dag. Det gælder om at nyde det, for det varer ikke længe, før sceneriet skifter helt. Efter frosten skal der ikke meget vind til, før træerne står nøgne og hortensiaens blomsterskærme mister farven.En enkelt sommerblomst, tobaksblomst, Nicotiana mutabilis, lader som det hverken er november eller frostvejr. Den står der nok så fint i mange eksemplarer og blomstrer videre med sine pink, lyserøde og hvide blomster. Den kom godt nok sent i gang, men den har da vist blomstret lige så længe som sine sommerblomstkolleger, der for længst er gået til. Et dejligt lyspunkt i novemberlandskabet, selv om farverne jo høre en helt anden årstid til.

Julestjerneskov i naturfarver til spisebordet

Det var en stjerneklar nat, da jeg kom trillende hjem fra plantemessebesøg i Holland i går. Det vil sige, det var det overhovedet ikke. Det regnede og blæste og var helt mørkt og meget træls kørevejr på det sidste stykke. Men når man så kommer hjem til en ordentlig stak friske, danske julestjerner, fra de europæiske julestjerneproducenters forening, Stars for Europe, var turen næsten glemt. Jeg var i hvert fald helt stjerneklar. Nu har jeg gået og hygget mig med at kreere en lille julestjerneskov til spisebordet med julestjerner i blide nuancer kombineret med mos, bregner og grønne planter, toppet op – som de siger på restauranterne – med kogler og agern fra haven for at flytte lidt hyggelig skovstemning ind i stuen. Hele molevitten er sat ned i en metalbakke uden yderligere anstalter, så det var ikke noget kompliceret projekt. Der kan vandes direkte i bakken, så dekorationen er også nemt at passe.Det er nogle super fine, friske julestjerner, Euphorbia pulcherrima eller Poinsettia, jeg har fået, så dem kan jeg have glæde af længe, hvis bare de får det vand, de har behov for og står lyst og rart, som de gør på spisebordet ved de store vinduer. Man kan genkende en frisk julestjerne på blomsterne, der er de små runde kugler midt i stjernen. Hvis de er visne, er det tegn på, at julestjernen har set bedre dage, og så holder den knapt så længe.

Saxifraga Autumn Grace fortsætter charmeoffensiv

Jeg ved godt, jeg har nævnt det før, men jeg bliver lige nødt til at gøre det igen: Høststenbræk, Saxifraga cortusifolia, er simpelthen en gave til efterårshaven. Her er det sorten Saxifraga Autumn Grace ‘Miharu’, der for alvor ruller sig ud med det fineste blomsterflor, selv om der var rim på udsatte steder her til morgen.Planten, der er fra sidste år, har overvintret ude i krukken. Den gik under jorden, da det blev vinter, så det var noget af en overraskelse, da den begyndte at skyde igen i foråret og lige nøjagtig undgik at ryge på komposten, da jeg heldigvis opdagede, at der var noget, der rørte på sig i krukken. Nu ved jeg det til næste forår, så jeg ikke risikerer at komme til at kassere den lækre plante, der her er kommet i godt selskab med den smukke, rødbladede hvidkløver, Trifolium repens ‘Isabella’, som jeg i øvrigt ligeledes har gode erfaringer med at overvintre. Saxifraga Autumn Grace har jeg også haft stort held med at plante ud i haven, hvor den også står og blomstrer her på den yderste kant af havesæsonen 2017.

Roserne Fru Nørby og Lise Nørgaard flytter ind

Udgivelsen af Torben Thims bog, Rosa – forædleren, blev fejret på behørig vis i forbindelse med Odense Blomsterfestival 2016. Her navngav vores alle sammens Ghita Nørby en ny rose, forædlet af Rosa Eskelund. Rosa ‘Fru Nørby’, som den smukke rose i Rosa Eskelunds Plant’n’relax serie nu hedder, har fyldte, cremefarvede og duftende blomster, og den er remonterende, så den blomstrer hele sommeren. Torben Thims bog om Rosa Eskelund og hendes passion for roser kan man læse mere om og købe her. Torben Thim er selv passioneret rosoman og har skrevet adskillige bøger om roser, blandt andet bogen Ghitas roser, sammen med Ghita Nørby. Læs mere om den her.Rosa spurgte, om ikke jeg havde lyst til at prøve den nye rose selv. Det var lidt svært at sige nej til. Midt på ugen kom der så en dejlig pakke fra Grønløkke Planteskole, der producerer roserne, med både ‘Fru Nørby’ og en anden lækker rose fra Rosas forædling, der er opkaldt efter og navngivet af Lise Nørgaard. Roserne har ligget godt beskyttet i en sæk siden ankomsten, for det gjaldt jo om at passe på, at de barrodede roser ikke tørrede ud, før jeg kunne nå at plante dem.For lige at være på den sikre side, satte jeg roserne i en spand vand, mens jeg gravede huller til dem. Nu er roser jo ikke lige min spidskompetence, for den tørre sandjord her i haven, er dybest set ikke særlig velegnet til roser. I håbet om at gøre det lidt rart for de nye roser, så de alligevel bliver godt tilpas med indflytningen, har jeg investeret i rosenjord, der indeholder i hvert fald lidt af det ler, som roserne godt kan li’, men som der er meget lidt af i havens jord. Med hjælp fra datteren blev rosenjord og havejord blandet i plantehullerne, og så blev roserne ellers plantet efter alle kunstens regler med podestedet 8-10 cm under jorden og en ordentlig spand vand til at skylle efter med.‘Fru Nørby’ fik plads i det store, centrale bed, hvor den cremefarvede nuance vil passe perfekt, mens rosen ‘Lise Nørgaard’, der har stærkt fyldte, pink roser med et nostalgisk udtryk, blev plantet i det eksotiske hjørne. Nu er der ikke andet at gøre, end at glæde sig til næste år, når roserne springer ud.

Dahliaknolde på vinterferie i værkstedet

Luften har fået den skarphed, der er tegn på, at den første nat med frost lige pludselig rammer haven. Så nu har jeg besluttet mig for at grave mine dahliaknolde op og bringe dem i sikkerhed. Op med dem, af med toppen og så lynhurtigt et skilt på. Der går et splitsekund, før man (eller i hvert fald jeg) har glemt, hvilken knold der er hvilken, og det er noget bøvl, når de skal plantes igen til foråret. Jeg har gemt pappet fra poserne til de knolde, der blev indkøbt i foråret, så de kan fungerer som skilte, der minder mig om, hvordan blomsterne ser ud.Egentlig havde jeg forestillet mig, at knoldene skulle lægges til overvintring i den her flade trækasse, foret med aviser, så de kunne ligge behageligt og trygt i tør sphagnum. Men jeg kunne jo hurtigt se, at den ikke gik. Knoldene er simpelthen blevet alt for store i løbet af sommeren.I mangel af bedre, nåede jeg frem til, at det smarteste nok var at lægge dem i diverse krukker og baljer, hvor det er muligt at få dem nogenlunde dækket af den tørre sphagnum. Jeg forestiller mig, at det måske egentlig er ret smart, for det bliver da nemt at komme i gang med forspiringen, når den dejlige tid kommer. Nu er alle knoldene flyttet ind i værkstedet, hvor der er frostfrit og nogenlunde køligt. Der plejer de at kunne passe sig selv fint, indtil der er forår i luften.

Kristtorn og julerose er i julehumør i utide

I øjeblikket få man et større chok, hver gang man åbner fordøren. Tre -fire solsorte letter under stor tumult og højlydt protestskræppen fra den store kristtorn, Ilex aquifolium, der står helt fuld af bær lige uden for døren. Bærrene er simpelthen en af solsortenes helt store livretter på denne årstid.Nu hører jeg ikke til dem, der synes, det hører sig til at jule fra begyndelsen af november, men det er svært ikke at komme en lillebitte smule i julestemning ved synet af de smukke, lakrøde bær mellem de skinnende blanke blade. Jeg tror aldrig, der har været så mange som i år.Erfaringen siger, at solsorten ikke levner mange bær til den dag, der bliver givet grønt lys for julerier her i huset, men da jeg nævnte det problem forleden, foreslog Eliane, at sætte nogle grene i vand i ly for de sultne solsorte. Det er hermed gjort, så må vi se, om de holder sig så længe. Foreløbig hygger de i hvert tilfælde fint i drivhuset.Kristtornen er i øvrigt ikke alene om at være i julehumør i utide. Der er allerede vældig gang i julerose, Helleborus niger, der har foldet de første, snehvide blomster ud. Jeg har plantet en del tidligere krukkeplanter ud i trappebedet, hvor man kan glæde sig over dem ved den daglige passage, og det gør jeg allerede, for der er masser af knopper på vej, der sørger for blomster i haven, selv om vinteren nærmer sig.

Page 2 of 99

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén