Påskeklokke, Helleborus x orientalis

Påskeklokkernes kapløb er en årligt tilbagevendende begivenhed, der altid får det samme udfald. Gruppen med nærmest svovlgule blomster kommer altid først. Faktisk har de ofte været så tidligt på færde, at blomsterknopperne har fået frostsvidninger i kanten. Men heldigvis ikke i år, hvor der nærmest ikke har været frost på matriklen.

Den ret uanselige svovlgule farve gør ikke den stabile vinder af påskeklokkernes kapløb til noget specielt spektakulært. Men så alligevel. Når man vender de beskedent nikkende blomster om, afslører der sig et helt kunstværk.

De næste påskeklokker, der folder blomsterne ud, er rent hvide og efter min mening noget af det smukkeste. Alle mine forskellige påskeklokker stammer fra samme kilde, nemlig Gartneriet Spiren, de er plantet samtidig for 8-10 år siden, og de står næsten alle sammen i det samme bed. Så det er lidt sjovt, at der er så stor forskel på, hvornår de springer ud. Det må ligge i deres forskellige gener.

Sidst i påskeklokkernes kapløb ligger altid den mystiske, næsten sorte sort, som jeg også er ret vild med og meget fascineret af. Tænk at blomster kan være så tæt på at være sorte.

Men den ligger der side om side med endnu en klynge rent hvide, der endnu ikke har foldet blomsterne helt ud. Jeg synes faktisk, der er ret dejligt, at påskeklokkerne topper i forskelligt tempo, for det gør jo, at sæsonen bliver dejligt lang.