Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Ny, smuk stjerneprimula til julebordene

Der er dukket en ny og ualmindelig sød stjerneprimula op, der egner sig perfekt til december måneds hyggelige juleborde. Primula ‘Star Fever’ hedder sorten, som Gartneriet Pedersen sælger til butikker over hele landet.Den nye Primula ligner ikke de traditionelle forårsbebudere og er også tidligere på den, så de kan bruges til julens plantedekorationer allerde nu. De hvide blomster har smallere kronblade, så de virker lette og yndefulde og glimter som små stjerner mod de mørkegrønne blade. Ordet stjerneprimula har jeg selv fundet på, for jeg synes, det passer så godt til blomsterne.Der var lunt og hyggeligt i drivhuset i dag i solskinsvejret og dermed god anledning til at gå og blomsterhygge lidt. I blomsterkassen til sofabordet tindrer stjerneprimula og julestjerner i bløde farver sammen med hyacinter, stjernerosetter af Echeveria og en enkelt hvid novemberkaktus.Jeg ved godt, at mange synes, at en julestjerne skal være rød, men jeg er nu faldet temmelig grundigt for de nyere sorter med for eksempel sart laksefarvede blomster. I blomsterkunstneren Erik Buchs Blomsterværksted kaldes de anderledes julestjerner for vinterstjerner for at understrege, at stjernerne har deres berettigelse langt ud over selve juledagene. Det vil jeg også gå over til 🙂 Dekorationen her blev selvfølgelig lynhurtigt fragtet ind i stuen, for julestjerner tåler som bekendt absolut ikke kulde.

 

 

Previous

Adventsdekoration med hilsen fra skoven

Next

Omelet med fuglegræs med inspiration fra ny bog

2 Comments

  1. Ihhh hvor er den skøn den hvide stjerneprimula. Og et smukt navn du har valgt 😉
    Ville ønske jeg kunne rumstere rundt i drivhuset, for her var også smukt solskin, men ryggen gør knuder så der sker ikke så meget her.
    Men så må jeg nyde de smukke billeder
    Rigtig god aften

    Knus, Lone

    • Lotte Bjarke

      Tak for hilsnen, Lone.
      Jeg er ikke sikker på, at de autoriserede botanikere vil være helt tilfredse med at jeg blander mig i navngivningen, men man har vel lov at give et kælenavn 🙂
      Øv med ryggen – god bedring med den.
      KH Lotte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén