Stille og roligt får jeg puslet mig igennem alle havens krukkehjørner, og får dem gjort frodige og klar til en ny sæson. Nu er turen kommet til hyggehjørnet på terrassen, hvor der er læ og formiddagssol. Det perfekte sted til en kop formiddagskaffe, skulle jeg hilse og sige. Her er overvintrede potteroser, pelargonier og prydgræsser nu flyttet sammen med nogle af årstidens lækkerligheder nemlig nellikerod og tøffelblomst i, synes jeg, helt skønne farver

Rød nellikerod, Geum coccineum ‘Mai Tai’

Sidste forår tabte jeg helt mit hjerte til den sart abrikosfarvede sort af rød nellikerod, Geum coccineum ‘Mai Tai’. Det er heldigvis en staude, og den er også så småt ved at blomstre igen nede i haven, men nu har jeg fået fingre i et nyt eksemplar til krukkehjørnet.

Engnellikerod, Geum rivale ‘Two Tone Pearl’

Nellikerod hører i det hele taget til blandt mine favorit stauder med deres tidlige, graciøse blomstring og mange lækre farver. Engnellikerod, Geum rivale ‘Two Tone Pearl’ er en forædlet version af den dejlige vilde engnellikerod, man kan være heldig at finde i fugtige områder på denne årstid. Endnu en staude der har åbenlyse kvaliteter som krukkeplante og efterfølgende genbrugsplante i haven.

Tøffelblomst, Calceolaria Calycantus ‘Red’

Normalt synes jeg, tøffelblomst hører til de temmelig påtrængende sommerblomster, men lige den her, synes jeg er ret fed med de sære fløjlsagtige, mørkerøde blomster, der klæder nellikerodens nuancer, der går igen i rosens nye skud. Ikke noget dårligt naboskab, synes jeg, selv om jeg har det lidt som om, blomsterne holder øje med mig, når jeg går forbi.