Helt Hen i Haven

Nedtælling til Havefestival med åben have

Der er nedtælling til Havefestival 2019, for det er næste lørdag og søndag, det går løs med åbne haver over hele landet og selvfølgelig også her på matriklen. Haven er åben begge dage fra 10-17 på adressen Sondrupvej 42, 8350 Hundslund. (Og der er staude pop-up shop i carporten). Nedtællingen indebærer selvfølgelig, at der er et par småting i haven, jeg gerne lige vil over inden. Men helt ærligt - det har bare ikke været havevejr i dag. Heldigvis ser udsigterne for næste uge betydeligt bedre ud - og heldigvis stod der også oprydning i drivhuset på min to-do liste. Det er hermed klaret. Det var faktisk ret hyggeligt at gå der og nusse under sit glastag med vinden susende i trækronerne over det.

Der må jo gerne se nogenlunde ordentligt ud i drivhuset, hvor der periodisk hersker kaotiske tilstande, når planteværkstedet arbejder på højtryk. Lige nu er der nogenlunde ro på, så jeg kan vist godt være bekendt at byde næste weekends havegæster på en kop kaffe i drivhuset, som traditionen foreskriver.

Der er noget særligt ved at gå og hygge sig i sin private jungle, også når der er nedtælling til Havefestival. Årets drivhusplanter har udviklet sig rigtig fint og skabt frodige, grønne kulisser. Jeg er ikke mindst imponeret over den overvintrede passionsblomst, Passiflora caerulea, der breder sig med blomstrende ranker under drivhustaget. Den lyserøde bægerranke, Dipladenia sanderi, har også været et meget positivt og meget blomstrende bekendtskab.

Praglys, thailandsk tulipan og bægerranke

Nogle af planterne i drivhuset er lidt til den eksotiske side. Det hører ligesom til i en jungle, synes jeg. Her er det den lyserøde sort af pragtlys eller ananaslilje, Eucomis bicolor, sammen med den spændende plante, der kaldes thailandsk tulipan, Curcuma alismatifolia, og den ivrige bægerranke. Det er da noget af en trio på en blæsende gråvejrsdag 🙂 Thailandsk tulipan har ikke det mindste med tulipaner at gøre, men er faktisk beslægtet med ingefær og gurkemeje. Den kan også bruges udenfor i krukker om sommeren.

Efter hovedrengøringen skal resultatet selvfølgelig nydes, så jeg har lukket alt, hvad lukkes kan, og tændt alle de stearinlys jeg har, så der ikke bare er rent og ryddeligt men også lunt og lækkert i drivhuset, og så har jeg ellers kastet mig over en yndlingsdisciplin: Armchair gardening. Jeg har nemlig været så heldig at få Nina Ewalds nye bog, Den store bog om små haver, og den er absolut værd at fordybe sig i - også selv om man har en stor have.

Jeg har omgående annekteret en af de mange gode ideer til haveindretning af små haver, nemlig bunddække med kogler. Det er meget pænere end bar jord, som der ellers har været bag plantebænken, fordi der er total skygge.
I bogen giver Nina en strøm af gode ideer til indretning af små haver, så man får udnyttet pladsen optimalt og skabt de lækre haverum, man får lyst til at leve i. Desuden har hun besøgt 13 meget forskellige men alle meget charmerende små haver rundt om i landet. Vi får en plantegning af haverne, baggrunden for indretningen og et væld af gode råd og ideer lige til at plukke af. Og det hele er selvfølgelig illustreret med de dejlige billeder, der er Ninas varemærke.
Læs mere om bogen og køb den her.

Nyeste blog indlæg

Efterårsplanter i blide nuancer til krukkerne


Blomsterkaos i skærehaven


Ny bil udløser nyt bed og planterokade


Selvsået kongelys og fennikel fuldender staudeskrænten


Tørketålende røllike er perfekt til den nye staudeskrænt


Gult og gråt og plantenyt til forårskrukkerne


Grænseoverskridende tulipanhøst skærehaven


Arkiver

Skriv et svar

Your email address will not be published. Required fields are marked *

LB Text & Ide

  • Artikler
  • Pressemeddelelser
  • Katalogtekster
  • Hjemmesidetekster
  • Havebøger
  • Affiliate marketing
  • Influencer

Lotte Bjarke

Sondrupvej 42 · 8350 Hundslund

+45 21487530 · post@lottebjarke.dk

Efterårsplanter i blide nuancer til krukkerne

Blomsterkaos i skærehaven

Ny bil udløser nyt bed og planterokade

Lotte Bjarke © Copyright 2023. All Rights Reserved