Roser og sandjord er ikke nogen optimal kombination. Derfor er det meget begrænset, hvor mange roser, der vokser her på matriklen, og der må hygges lidt ekstra om dem, der trods alt er her.Faktisk er der jo allerede godt gang i roserne, og jeg er kommet meget senere i gang med den årlige beskæring, end jeg plejer. Projektet er gang på gang blevet udsat på grund af kulde og ubehageligheder, men i dag skal det være. Det går ud over nogle af de forårsfine nye blade, men der er masser af knopper længere nede i buskene, der er klar til at rykke.Beskæring handler jo i al sin enkelhed om at få facon på rosenbusken og undgå, at den bliver alt for ranglet. Når man klipper den tilbage lige over en knop, skyder den fra beskæringsstedet. Man kan endda være med til at bestemme buskens form ved at vælge knopper på hensigtsmæssig kurs ud af busken. Det er ret smart.Jeg prøver en ny strategi med havens ældste rose i det rosa bed i år. Sidste år var den ved at blive helt overvokset af stauderne – især kertepileurt, Polygonum amplexicaule – så jeg tænker, at en lidt ranglet busk faktisk vil være smart her. Det gør ikke noget, at den er bar for neden, det dækker stauderne for, og så kommer roserne forhåbentlig op i lyset. Det var teorien 🙂 Kort sagt, jeg har ikke klippet den nær så langt ned, som jeg plejer.Samtidig med beskæringen får roserne et næringstilskud at komme videre på. Det er simpelthen nødvendigt her på den magre sandjord, for roser er sultne planter. De får en spiseskefuld gødning hver. Så er der serveret.