Det lille morbærtræ, hænge-morbær, Morus alba 'Pendula', er temmelig specielt og for så vidt også temmelig upraktisk indrettet. Den hængende sort er podet på en kort stamme, men de lange skuds vækstkraft er så stor, at de hurtigt kommer til at ligge hen ad jorden, så træet kommer til at ligne en uordentlig bunke. Stammen burde tydeligvis have været længere, men der kan da heldigvis rettes lidt op på helhedsindtrykket med en modeklipning.
Morbær hører til gruppen af træer, der kaldes blødere. Det betyder, at de skal klippes i vækstsæsonen, altså mens de har blade. Ellers har de svært ved at hele sårene. Det samme gælder fx birk, valnød og alle arter af kirsebær og blomme, så det er bare om at komme ud med saksen nu, hvis der skal beskæres.
Efter den omgang har mit morbærtræ fået pagehår, og ser langt mere let og elegant ud.
Under det tætte bladhang afslørede der sig også et vildskud af den absolut ikke hængendende type. En kraftig sag der var stærkt på vej i vejret. Det er det ikke mere.
Det lille træ sætter sine sære, søde, parfumerede bær, der kan minde lidt om brombær, over en utrolig lang periode, så plukning er lidt af et tålmodighedsarbejde, hvis der skal samles sammen til en gang syltetøj.
En ekstra grund til at få klaret beskæringen lige nu var, at den fine lille vedbendbladet alpeviol, Cyclamen hederifolium, vokser lige under træet. Den blomstrer nu på nøgne stilke, og det vil da være for tosset, hvis den skal være gemt væk under den hængende trækrone.