Haveglæder, tips og tricks

Lækre løgkrukker i en håndevending

De fleste af de krukker, der blev plantet til med diverse stedsegrønne planter før jul, klarer sig fint endnu. Men man kan godt blive lidt træt af julestemningen, nu da foråret trods alt rykker nærmere. Derfor har jeg flyttet lidt om på krukkerne, smidt de mest medtagne planter ud og suppleret med friske, forårsagtige krukker med spirende blomsterløg. Det ændrede stemningen lige tilpas, selv om de fleste af planterne er de samme, som de hele tiden har været.

 

 

 

 

Jeg hører ikke til dem, der var så smart at få lagt løg i krukkerne allerede i efteråret. Men så kan man jo heldigvis snyde lidt. Mange fine blomsterløg kan fås som potteplanter, og de kan snildt plantes om til krukker. Man kan roligt skille potteklumperne ad, så det bliver nemt at plante løgene, så det ser natuligt ud. Hvis man som jeg er så heldig at have lidt (!) mos i plænen, er det fint at bruge som bunddække mellem de spirende løg.

Nu hygger nye og gamle krukker i skøn forening ved fordøren. Løgene er ikke længere fremme, end at de godt kan klare lidt frostvejr, som det jo desværre trækker op til. Jeg tog den samme genvej til løgkrukker sidste år, som det fremgår her, og det gik i hvert fald helt fint, selv om de blev udsat for lidt af hvert fra vejrgudernes side.Apropos overlevere, så er jeg noget imponeret over den her multiflora hyacinth. Den har, som det ses her, stået på det lille bord ved fordøren siden slutningen af november i al slags vejr og er tilsyneladende helt uanfægtet og pønser faktisk omsider på at blomstre.

 

 

 

Previous

Læggekartofler skal vækkes blidt

Next

Mere plads til planter

5 Comments

  1. Laila Kjeldgaard

    Ny indlæg ja tak

  2. Sussi

    uha ja de krukkeløg…. jeg kan næsten ikke komme forbi dem, indtil nu (og jeg mener – indtil nu) er det blevet til
    5 potter med våriris i blå og lilla og ukendt farve (men i hvid potte)
    1 pot lyserøde scilla
    1 pot påskeliljer
    1 pot Bulbocodium (kender den ik, men der var et flot billede
    og div. hyacinter

    • Lotte Bjarke

      Hej Sussi
      Så er vi to 🙂
      Glæd dig til Bulbocodium, de er så fine, når de springer ud før de grønne blade.
      Held og lykke med driverierne.
      Mvh Lotte

  3. Jeg er mere standhaftig – har et princip om ikke at købe, men nyde dem, når de kommer ude i haven. Jeg nyder de smukke gule erantis lige nu i græsset. I efteråret fik jeg pottet en del vintergækker, som jeg satte i drivhuset, så her kan jeg hente en pottefuld til at tage ind. Jeg har haft vintergækker i vindueskarmen siden nytår, hvor de bare stod og tittede op gennem mos fra plænen. Nu står de også med hængende hvide knopper.

    • Lotte Bjarke

      Hej Karna
      Det var dog voldsomt standhaftigt 🙂 Jeg nyder simpelthen forårsløgene så meget. En fornøjelse vil jeg ikke snyde mig selv for. Og efter afblomstring planter jeg dem ud i haven, hvor der efterhånden er en solid bestand af tidligere krukkeløg, så der går ikke noget til spilde her i haven, hvor vintergækker og erantis også hører til årstidens absolutte yndlingsplanter.
      KH Lotte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén