Tjuhej, poserne med læggekartofler er dukket op i butikkerne, så nu fik jeg lige reddet mig årets ration. Jeg kan bedst li’ at komme tidligt i gang, så læggekartoflerne ikke har ligget for længe i en mørk butik og er begyndt at bruge kræfter på at danne lange, blege spirer, der ikke dur til noget alligevel. Jeg forspirer altid læggekartofler, for det rykker den jubel dag, hvor årets første, hjemmedyrkede kartofler kan indtages, et par uger eller tre frem.Efter sidste års vilde eksperimenter med blå og røde kartofler, er årets valg lidt konservativt i år nemlig sorten ‘Gala’, der hører til de såkaldte middeltidlige sorter. Egentlig dyrker vi kun kartofler, for at ha’ de tidlige, men når vi så ikke kan nå at spise dem alle sammen, mens de er tidlige, siger erfaringen, at de virkelig tidlige sorter bliver triste og melede, hvis de får lov at ligge for længe i jorden. Derfor ‘Gala’. De røde og blå kartofler, som kan ses her, var sjove at prøve, men de gav ikke så meget, og de blev ærlig talt ikke ret kønne, når de blev kogt.Nu er læggekartoflerne sat til forspiring i vindueskarmen i soveværelset, hvor der er lyst og køligt, som knoldene skal ha’ det for at danne korte, tykke, livskraftige spirer. De er sat omhyggeligt, så den ende, der har flest sovende øjne, vender op ad. Hvert øje, der ses som en lille, rund knop, bliver til en spire, og jo flere spirer, jo flere kartofler kommer der ud af planten.