For en tre-fire år siden investerede jeg i en koreakornel, Cornus sousa 'Satomi', til højen ved indkørslen. Det er en investering, der har båret om ikke frugt så i hvert fald blomster hvert eneste år siden.
Jeg har altid været fascineret af koreakornel, når jeg er stødt på den i haver og parker især lidt længere sydpå. Men jeg har aldrig rigtig troet på, at det kunne lykkes at dyrke det lettere eksotiske træ fra sydøstasien i min egen østjyske sandjord. Men jeg vovede altså alligevel pelsen for nogle år siden og foretog investeringen. Og jeg må sige, at alle bekymringer er gjort til skamme. Min koreakornel har det aldeles glimrende her på sandjorden i haven, der jo ligger forholdsvist lunt placeret.
Jeg synes næsten, man kan se på koreakornel, at den stammer fra sydøstasien. de vandrette grene og de fine blomster i lækre blide nuancer, der stiger op fra grenene på lodrette blomsterstængler.
Blomsterne ligner de smukkeste stjerner, selv om de i virkeligheden slet ikke er blomster. De rigtige blomster er de små i midten, der beskyttes af de farvede svøbblade. Teknikaliteter, for det er jo helhedsindtrykket, der er vigtigt, og det fejler i hvert fald ikke noget.
Koreakornel er ikke den eneste asiatiske gæst her i haven. Den har følgeskab af japansk snebolle, Viburnum plicatum tomentosum, der lidt kan ligne en hortensia ved første øjekast. Det skyldes blomsterstandes opbygning, der ligesom hortensiaens er sammensat af små, uanselige fertile blomster, og store, flashy sterile blomster, der ikke gør anden nytte end at se dejlige ud. Busken var en af de første, der blev plantet, da vi overtog hus og have her, men den er ikke blevet til alverden, selvom den blomstrer så nydeligt hvert år. Den er også placeret aldeles stedmoderligt, så jeg burde skamme mig. Knastørt og skyggefuldt er der, men det går altså alligevel.
Mispel, Mespilus germanica, kommer knapt så langvejs fra, men det er det dejligste træ, der burde være mere udbredt i danske haver. Se bare, hvor fint det blomstrer lige nu med store, enkle, snehvide blomster, der næsten ligner små roser. Senere kommer de mystiske frugter, der i princippet er spiselige, men som på ingen måde indbyder til, at man sætter tænderne i dem. Jeg nøjes i hvert fald med at nyde synet efter et enkelt forsøg. Men dejligt det er træet altså og desuden både nemt og pålideligt at dyrke.