En ny skærehavesæson står for døren, og der er virkelig trængselstilstande på plantebordet i drivhuset.

Priklede planter på plantebord med indlagt varme

Der er fuld fart på de priklede småplanter, så jeg håber, det snart bliver lunt nok til, at den nye skærehavesæson kan fejres med udplantning af de små. Ellers bliver jeg nødt til at plante dem om, så de får lidt mere jord om rødderne og dermed bliver lidt nemmere at holde med vand. Jeg har lige målt på jordtemperaturen derude, og midt på dagen rammer den de 10 grader, der er en forudsætning for at det er forsvarligt at plante ud. Men så er der jo nætterne, hvor det stadig er til den ret kolde side…

Afhærdning i skyggen

I dag har jeg i det mindste påbegyndt afhærdning af de små, så de er godt rustet, til den store dag kommer. De har været ude i en times tid midt på dagen, hvor de har mærket sol og vind på den blide måde med en placering i læ og let skygge. Hvis vejret holder sig til den milde side, bliver opholdet forlænget lidt i morgen og så fremdeles.

Overvintrede dahliaknolde fra skærehaven

Derudover har vi brugt weekenden på at gøre klar til en ny skærehavesæson. Der er simpelthen blevet ryddet op på arealet, og bunkerne af kompost er blevet jævnet ud og fordelt. Der bliver ikke fræset i år, for det gælder vist om at holde mest muligt på den smule fugt, der er i jorden, og der gør fræsningen ikke noget godt for regnskabet. Samtidig er vi også så langt henne på året, at det bare vil resultere i, at endnu flere ukrudtsfrø (jeg hader fuglegræs…) kommer frem i lyset, hvor de kan spire. Og der er nok at gøre med at holde justits med dem, der allerede er i gang. Men nu har jeg da et par uger, hvor jeg kan give ukrudtet kamp til stregen der, hvor der skal plantes. Til gengæld er jeg ved at være klar til at tilså det bed, hvor frøene skal i jorden direkte på det kommende voksested. Tænker, det bliver i løbet af ugen, jeg sår de mest hårdføre som kornblomst og morgenfrue.
Oprydningen bød også på en god overraskelse. For eksperimentets skyld efterlod jeg nogle få dahliaknolde i jorden i efteråret, da resten blev gravet op og kom i frostfri sikkerhed. Men se nu her. Knoldene har ligget i skærehavejorden, hvor de har hygget sig, og er lige så stille i færd med at spire. Det har nu heller ikke været særligt koldt i år. Nu er de blevet flyttet til det, der bliver et helt dahlia bed i skærehaven, hvor de siden vil få selskab af de knolde, der står til forspiring i drivhuset.

Tulipaner i skærehaven

Faktisk har jeg allerede taget hul på en ny skærehavesæson, for de tulipanløg, der blev lagt i efteråret i spredt fægtning, er begyndt at blomstre, så årets første skærehavebuketter kan kreeres.

Skærehavebuket den første dag i maj

Således søndagens havebuket med tulipaner fra skærehaven tilsat vibeæg, Fritillaria meleagris, og blomstrende grene af bærmispel, Amelanchier laevis. Dejligt med en belønningsbuket ovenpå hårdt havearbejde. Så er jeg i gang, og det føles godt.

OBS hvis du mangler tips og tricks til at dyrke blomster til afskæring, kan jeg anbefale min nye bog ‘Skærehaven trin for trin’ 😉
Den kan købes der, hvor du køber bøger, i en række havecentre og webshops. Signerede eksemplarer kan bestilles direkte fra Forlaget Linnea lige her.