Der er den første december, og dagene er snart så korte, at det bliver mørkt, før det er blevet lyst. Det må der gøres noget ved, nu da vi er kommet ind i julemåneden. Så jeg fik lige skovlet en kubikmeter egeblade væk og sat skik på krukkegruppen i indkørslen med et par nye stedsegrønne planter tilsat lyskæder. Jeg har holdt årets julekrukker i det samme farvespektrum, som blev slået an med de første julekrukker omkring spejlbassinet forleden, som det ses her. Nemlig grå- og blågrønne nuancer, sølv og grønt. Især i den lidt mørke indkørsel er det smart at gå efter sølvgråt løv, der næsten lyser op af sig selv, modsat meget mørkegrønne planter, der hurtigt “forsvinder”, når dagslyset fader ud. Og når en lille blågran, Picea pungens ‘Glauca’ og den store flotte vindheks eller sølvtråd, Calocephalus brownii, yderligere bliver forsynet med en lyskæde, så bliver det straks mere indbydende og hyggeligt at træde ind i indkørslen.Den selvlysende, sølvfarvede plante til venstre i gruppen er et godt eksempel på, hvordan sølvgråt løv kan lyse op. Den burde være men er ikke en juleplante. Jeg har haft den hele sommeren, men den klarer sig, som det fremgår, fint endnu. Det er en Senecio candicans med sortsnavnet ‘Angel Wings’, der vel også nærmest understreger, at den englevingede plante passer perfekt til en julekrukkegruppe.Jeg kom også til at investere i en julerose, Helleborus niger, til julekrukkegruppen. Det er lidt hyggeligt, at de seneste års juleroser står nok så fint og blomstrer i højen bag krukkerne og kigger langt efter den nytilkomne, de kan regne med at få som nabo engang til foråret. Juleroser er super gode genbrugsplanter her i haven, hvor de villigt kommer igen og igen, lige meget hvor de bliver plantet. De hører til mine absolutte yndlingsplanter, fordi de blomstrer naturligt lige nu, hvor der er allermest brug for det.