De tidlige så stolte planter af jordskokker, Helianthus tuberosus, ligner ærlig talt ikke længere noget, det kan bruges til noget som helst. De lange stive stængler dejser hid og did, og får det hele til at se vældig rodet ud. Godt det foregår i et fjernt hjørne af haven, hvor situationen i det hele taget har været kaotisk under og efter sommerens tørke, hvor jeg måtte opgive at holde planterne i sandjorden opvandet under den bagende sol. Det eksotiske hjørne blev lige lovligt eksotisk, og jeg frygter lidt for at få gjort skaderne op, når det bliver forår igen.

Men tilbage til mine jordskokker. Det kan godt være planterne ser sølle ud, men under jorden er de det rene guld. Der kan høstes rigtig mange, store flotte og overraskende regelmæssige knolde lige nu, hvor der er mest brug for vintervitaminer fra haven.

Så der høstes løs og foræres til højre og venstre, for der er trods alt grænser for, hvor mange jordskokker, der kan sniges ind i menuen. Erfaringen siger, at det er vigtigt at få høstet så mange knolde som muligt, for uanset hvor grundig, man tror, man er, er der altid nogle tilbage i jorden, gearet til at sikre, at der også kommer jordskokker næste år. Faktisk har bestanden her flere gange overlevet at blive fræset, når kartoffelstykket har fået sin forårskur, så det gælder helt klart om at holde planterne i ave, hvis ikke det skal udvikle sig til et spiseligt ukrudtsproblem af gigantiske solsikkelignende planter.