Såjord test-1

Jeg er blevet bedt om at prøve en ny så- og priklejord fra Home & Garden og har derfor iværksat et lille og aldeles uvidenskabeligt forsøg. Det er jo ikke nok at prøve. Man er også nødt til at have noget at sammenligne med. Den sædvanlige pose med så- og priklejord blev fundet frem og et fad fyldt med hver af de to produkter. Til – må jeg indrømme – min overraskelse virkede den nye jordblanding umiddelbart noget mere lækker end den, jeg plejer at bruge. Den fine sphagnum er tilsat sand, og det er nok det, der gør den mere luftig. Også efter opvanding.

Såjord test-2

Men det handler jo ikke om, hvad jeg synes. Det handler om, hvad frøene synes. Så nu er der sået to ens bakker med persillefrø, der altid er lidt besværlige at have med at gøre, fordi de er så længe om at spire. Desuden har jeg gensået vingetobak, Nicotiana ‘Lime Green’, der godt nok spirede flot i første omgang men derefter blev ramt af massedød, formentlig på grund af for meget lys og varme på et uheldigt tidspunkt.

Frøene blev dækket af et tyndt lag såjord – det var faktisk også nemmest med det nye produkt, der er lidt finere i strukturen – og derefter blev bakkerne sat til forspiring i vindueskarmen. Det bliver spændende at se, om der er forskel på fremspiring og plantekvalitet i de to produkter. Fortsættelse følger.