Billede

Der er ikke meget gang i de høstanemoner, Anemone japonicum, der blev plantet i januar i skvalderkål inficeret jord. Til gengæld er der rigtig meget gang i skvalderkålen, der pibler op omkring stauderne. Så det er nu – som i lige nu – høstanemonerne har brug for en hjælpende hånd.

Billede

Jorden blev løsnet med en gravegreb, og så mange rødder som muligt lirket op. Et lidt terapeutisk arbejde, hvor man kan blive forbløffende glad, når det lykkes at trække et ekstra langt rodstykke op. Jeg er godt klar over, at skvalderkålen så langt fra er udryddet i bedet, men fra nu af bliver alle nye skud mødt af hakkejernet, så planterne forhåbentlig mister energien på et tidspunkt. Chancen er i hvert fald størst, når man angriber lige nu, mens de bruger en masse energi på at sætte de nye skud – og er vedholdende…

Billede

Efter sådan et job gælder det om ikke at forfalde til oprydning – i hvert fald ikke hvis det indebærer, at den lugede skvalderkål ryger på komposten. Det vil med garanti bare resultere i endnu mere skvalderkål. I stedet er rødderne lagt til tørre og uskadeliggørelse i sol og vind.