Nu blomstrer sommerfuglebusken, der blev skåret helt ned til sokkeholderne i april, fordi den var blevet alt for voldsom og alt for ranglet. Buddleja davidii ‘Pink Delight’ hedder sorten, der har store toppe af behageligt pink blomster til glæde for sommerfugle med flere.
I forbindelse med beskæringen blev jeg enig med mig selv om, at jeg sagtens kunne bruge nogle flere sommerfuglebuske. Derfor var det ikke alt det afklippede, der blev til haveaffald. Nogle skud blev klippet til stiklinger, der blev stukket i gennemfugtet pottemuld, dækket med fiberdug for at dæmpe fordampningen og placeret beskyttet i drivhuset.
Stiklingerne slog rod alle som en og er blevet til fine, nye buske, der ligefrem er begyndt at blomstre.
De nye buske er nu blevet plantet som baggrund for køkkenhaven. Inde i mit hoved bliver det både flot og godt, når bier og sommerfugle fremover sværmer over køkkenhaven i august.
Nana Hecquet
Næh, kan man det!?! Det vil jeg da prøve næste år. Tak for tip!
Lotte Bjarke
Hej Nana
Det kan man, og det er utrolig nemt. Jeg opdagede det et år, hvor jeg brugte de afklippede grene som stativer til ærterne … og hele rækken slog rod.
Mvh Lotte
laila Axelgaard
Hej
kan man tage frø fra sommerfuglebusken og så dem ??
Lotte Bjarke
Det kan man godt – nogle gange så de endda sig selv. Men du får som regel pænere planter ud af at tage stiklinger, og metoden er også mere driftsikker.
Mvh Lotte
mia
Det er så morsomt at dyrke sine sommerfuglebuske selv.
Jeg har også benyttet mig at tricket, hvis jeg har set at folk har en sommerfuglebusk i en smuk farve. Det er kun at spørge, klippe af og sætte i jord.
Men de sår sig også gerne, – jeg har adskillige små planter, som er kommer af frø, der stille og roligt er drysset ned i diverse krukker i haven. I går lavede jeg en optælling, og der er 14 småplanter, som jeg skal have lavet en lille plantebørnehave til.
Ulempen ved de selvsåede, er at man ikke aner, hvilken farve busken får.
Lotte Bjarke
Hej Mia
Jeg har også haft selvsåede eksemplarer, men jeg synes, de har haft en tendens til at blive temmelig ranglede. Det gode ved stiklingerne er jo, at man ved, hvad man får.
Mvh Lotte
Jeannie Vogt
Jeg har en bror der har en webshop, han laver mængder af sommerfuglebuske, både kendte og mere ukendte, så jeg er godt forsynet med flere slags, bl.a. Pink Delight, der absolut er min yndling. Jeg ved der også er gang i Buddleja Globosa, den glæder jeg mig til at se, den har kuglerunde orange blomster. Meget alm. i England.
Lotte Bjarke
Hej Jeannie
Det lyder spændende – jeg har også haft kig på B. globosa men er i tvivl om, om den er hårdfør her til lands.
Mvh Lotte
Jeannie Vogt
Jeg købte og forærede min bror en plante fra England sidste år og den står stor og flot denne sommer, så sidste vinter har den da klaret i fin stil. Han er som nævnt ved at lave stiklinger af den plante nu, så jeg kan senere fortælle dig om hårdførheden.
Christina Horst
Er det bare en helt alm gren man tager? Eller?
Bh Christina
Lotte Bjarke
Hej Christina
Ja, du klipper bare en gren af og stikker den i jorden. Jeg “lavede” mine første hjemmelavede sommerfuglebuske ved et tilfælde, da jeg brugte nogle afklippede grene som klatrestativ til ærter. Det er utroligt nemt 🙂
Held og lykke. Mvh Lotte
Nanna
Hejsa. Hvornår beskære du de nye plantede sommerfuglebuske første gang? Er set samme år, Ellet venter du et par år, og hvor langt klipper du den så ned?
Vh. Nanna
Lotte Bjarke
Hej Nanna
Jeg begynder allerede beskæringen andet år for at få dem til at forgrene sig. Sig mig, hvordan har du fundet frem til det gamle blogindlæg. Jeg forundres dagligt over det store antal besøg netop dette indlæg stadig har og er meget nysgerrig efter, om det ligger et eller andet spændende sted, jeg ikke kender til. Håber, du kan hjælpe med opklaringen.
Mange hilsner Lotte
Mads
Når man søger på Google hvordan man laver stiklinger, dukker denne blog frem som nr 3 resultat hos mig.
Tænker du ikke man fint nok kan stille stiklingerne i en krukke frit i gårdhaven uden noget over? Nu er nattefrosten jo nok ovre.
Lotte Bjarke
Hej Mads
Det kan jeg ikke se, der kan være nogen som helst problemer i. Held og lykke med projektet.
Mvh Lotte
Louise
Hej Lotte,
Jeg faldt over dit indlæg om sommerfuglebuske fra stiklinger da jeg gerne selv vil igang med et lignende projekt.
Mit spørgsmål er dog om jeg kan forvente at buskene fra stiklinger vil blomstre allerede første år? Jeg kan se at du skriver at dine begyndte at blomstre, men er det en sjældenhed?
Og kan busken overleve i krukke de første sæsoner og senere plantes ud?
På forhånd tak for et super indlæg!
Jan
Hej kan man godt lave nye sommerfugle buske nu, da jeg har fået nogle grene fra en kollega og sat dem i vand .
Lotte Bjarke
Hej Jan
Jeg plejer at gøre det om foråret, men gætter på, at det også går fint nu. Men sæt dem i jord i stedet for i vand. Vandrødderne går til, når de senere sættes i jorden.
Mvh Lotte