Haveglæder, tips og tricks

Havebuket i Van Gogh’ske dimensioner fra egen solsikkemark

Sensommer og efterår har budt på et nyt element i haven, nemlig en solsikkemark. Den står i fuldt flor lige nu. Solsikkerne er nået hele vejen fra frø til fryd på rekordtid.

Solsikkemark

Jeg har svært ved ikke at trække på smilebåndet, når jeg for tiden nærmer mig det fjerne hjørne af haven, hvor en miniature solsikkemark byder på utallige glade gule blomstersole.

Solsikke, Helianthus annuus

Den glade solsikkemark blev til, da årets kartoffelhøst var bragt i hus, og kartoffelstykket var forvandlet til en kedelig brakmark. På lykke og fromme smed jeg nogle håndfulde af fuglenes solsikkefrø ud over jordstykket, og jeg skal da lige love for, at de var spiredygtige. Jeg havde egentlig ikke rigtig turdet tro på, at planterne kunne nå at blomstre, men den sene sommervarme vi fik, satte virkelig skub i tingene. Nu er det spændende, om solsikkerne også kan nå at sætte frø, så der bliver lidt vinterguf til dyrene. Rådyrene har i hvert fald fundet min solsikkemark og nipper lystigt af de nederste blade.

Solsikke solsikke kig den anden vej …

Jeg kommer hele tiden til at gå og recitere Halfdan Rasmussens gamle børnerim, når jeg går og glæder mig over min solsikkemark. “Solsikke solsikke kig den anden vej”. Og det gør de så 🙂 Alle hovederne vender mod syd, mens man i al ubemærkethed kan snige sig bag om hele flokken.

Solsikkens spiral

Sådan er solsikken på flere måder en plante med personlighed. De perfekte spiraler, frøene sidder i, er en anden historie, der kræver matematisk flair at forstå. Se bare her 🙂 For os knapt så matematisk begavede må jeg bare sige, at blomsten er et helt kunstværk i sig selv.

Havebuket a la Van Gogh

Og apropos kunstværk, så giver årets solsikkemark den dejlige sidegevinst, at der kan skæres solsikker til utallige buketter af den slags, Van Gogh ville have sat pris på. God weekend, derude.

Previous

Smukke dahlia fyldt med overraskelser i efterårshaven

Next

Eksotiske blomsterløg til det eksotiske hjørne

7 Comments

  1. Karen Engsig-Karup

    Hvor er din solsikkemark smuk, Lotte! Min er lidt mindre kunstnerisk. Det er nemlig kun de kerner, fuglene har tabt under foderbrættet. Et værre rod! Men nu hænger jeg de afblomstrede stængler op neden under fuglekasserne. Så kan fuglene ta’ selv.
    Der kom også fire forvildede planter i staudebedet, men fordi jeg elsker solsikker, vandede og bandt jeg dem omhyggeligt op. Lige indtil jeg opdagede, at det var jordskokker. Yrff! 😉

    • Lotte Bjarke

      Hej Karen
      Tusind tak – det var nok lidt heldigt, at solsikkemarken kom så sent i gang, at den topper nu. Desværre kommer det så nok til at knibe med frø til fuglene. Men man kan jo ikke få det hele…
      Jeg fornemmer, at du ikke er meget for jordskokker 😉
      Kh Lotte

      • Anonym

        Ork jo, jeg har i flere år haft et helt højbed med jordskokker. De er dejlige! Det første år satte jeg 5. Det følgende år satte jeg ikke nogen, men der kom alligevel ca 50. Året efter kom der vist 500, så nu holder jeg dem i en stor spand. De skal TI’VÆR’TI’FALD ikke i mit staudebed! 😉
        Kh Karen

  2. Lis Madsen

    Hej Lotte.
    Wow et skønt indlæg om dine solsikker. Og så fin en buket🌻
    God weekend.
    Kh Lis

  3. hanne thomsen

    Hej
    Nu har jeg prøvet at afmelde mig 5 – gentager – 5 gange. Gider du godt stoppe med at sende mig mails? For femte gang: på forhånd tak.
    Hanne

    • Lotte Bjarke

      Kære Hanne
      Jeg er forfærdelig ked af, at du føler, du bliver spammet. Mailudsendelserne sker helt automatisk, og de burde selvfølgelig stoppe lige så automatisk, når du afmelder dig. Jeg har haft fat i support, der nu forsikrer mig, at din mailadresse er slettet fra maillinglisten.
      Mvh Lotte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén