Cyclamen hederifolium-19Det er godt nok sidst på havesæsonen, men der dukker nu stadig gode overraskelser op, når man husker at kigge efter. Man bliver helt glad, når man pludselig opdager en ganske lille flok vedbendbladet alpeviol, Cyclamen hederifolium, dukke op trods en vældig masse græsukrudt i et forsømt hjørne af haven.Cyclamen hederifolium-18De bitte små alpevioler er da romantik for alle pengene. De kommer faktisk både tidligt forår og efterår, for der ligger knolde af såvel den sene, vedbendbladet alpeviol, og den – sjovt nok tidlige – tidlig alpeviol, Cyclamen coum, side om side.Borago officinalis-18Det hvide bed, der har været endevendt i løbet af sommeren, har en virkelig overraskelse at byde på. Der står nemlig den hvide udgave af hjulkrone, Borago officinalis ‘Alba’, og blomstrer nok så fint og optimistisk. Det er flere år siden, der blev sået et brev frø af den enårige plante i bedet, så renoveringen må have bragt nogle selvsåede frø frem i lyset, hvor de har kunnet spire. Cynoglossum nervosum-1Hundetunge, Cynoglossum nervosum, havde jeg ærlig talt glemt, jeg havde købt og plantet, men nu står den så pludselig der i det blå bed med sine himmelblå blomster, som om sommeren vil vare evigt. Der er ret beset ikke meget plante at komme efter, men blomstringen er forhåbentlig et signal om, at den har fundet sig til rette her i haven og vil meget mere til næste år.