Helt Hen i Haven

Fra køkkenhave til skærehave for en sommer

Hvornår må man gå i gang i sin køkkenhave, skærehave og så videre? I ældre havebøger er svaret lidt kryptisk. Når jorden er bekvem, står der. Men hvad er nu det? Jorden er da ikke bekvem. Sofaen er bekvem. Og lænestolen. Men da ikke jorden... Bøgerne mener noget i retning af, når jorden er til at arbejde med, uden at den sidder fast i kager under gummistøvlerne. Lad det være sagt med det samme. Jorden er meget bekvem her på matriklen. Faktisk knastør, så hermed har startskuddet lydt for årets sæson synkront med den brummende lyd af fræseren.

Køkkenhave set fra luften

Sådan så min køkkenhave ud fra luften midt i maj sidste år. Jeg har fundet billedet frem, fordi jeg har stooore og formentlig ret skøre planer for denne sæson. Jeg har nemlig tænkt mig at transformere jordstykket fra køkkenhave til skærehave bare for i år. Egentlig har jeg altid sagt, at jeg i hvert fald ikke skulle have nogen skære have. Sådan noget pjat. Men det var kun indtil jeg så Jeannett Fruergaards helt skønne skærehave sidste sommer. En virkelig fed oplevelse. Og da man jo ikke skal være bange for at prøve noget nyt i haven, er det da lige det, alle de sommerblomster, der er på vej i drivhuset, skal bruges til. Og alle de frø, jeg er kommet til at købe... Køkkenhaven er hermed forvist til det sneglefri salatbed og aspargesbedet for i år. Det går nok endda.

Nu har jeg lagt en storstilet plan for det lille jordstykke. Det gælder jo om at få plads til en masse dejlige sommerblomster, der giver materiale til overdådige buketter hele sommeren. Måske skulle jeg overveje et buketkursus... Jeg har taget udgangspunkt i mine tre stativer til klatreplanter og ladet rækkerne med blomster stråle ud fra den halvcirkel, de danner. Det er på ingen måde efter skærehavebogen, formentlig alvorligt upraktisk og måske endda umuligt, men billederne inde i mit hoved er allerede fantastiske 🙂

Efter fræsning og efterfølgende udjævning med riven, kom de tre klatrestativer på plads. Så er jeg ligesom i gang. Planter af ærteblomst, Lathyrus odoratus, Susanne med det sorte øje i hvid model, Thunbergia alata 'Alba Oculata' og klokkeranke, Cobaea scandens, står allerede og hygger sig i drivhuset.

Derefter tegnede jeg mønstret op på jorden ved hjælp af rivens skaft. Det ser allerede sjovt ud. Nu har jeg også sået de mindst kuldskære arter i deres retmæssige riller. Morgenfrue, Calendula officinalis, kornblomst, Centaurea 'Black Ball' og dild, Anethum graveolens, blandt andre. Jeg håber, de spirer hurtigt frem, så strukturen er til at få øje på, når der skal sås mindre kuldetolerante sager og plantes forspirede planter ud. Ihh, hvor jeg glæder mig til at få min egen skøre skærehave 🙂

Nyeste blog indlæg

Efterårsplanter i blide nuancer til krukkerne


Blomsterkaos i skærehaven


Ny bil udløser nyt bed og planterokade


Selvsået kongelys og fennikel fuldender staudeskrænten


Tørketålende røllike er perfekt til den nye staudeskrænt


Gult og gråt og plantenyt til forårskrukkerne


Grænseoverskridende tulipanhøst skærehaven


Arkiver

7 Replies to “Fra køkkenhave til skærehave for en sommer”

Hej Lotte.
Hvor ser det spændende ud. Held og lykke med skærehaven.
Påskehilsen fra Lis 🌼🐣

Tusind tak Lis – fortsat god påske til dig.
Mange hilsner Lotte

Hvor ser det spændende ud. Jeg håber vi får lov at følge udviklingen.
Mange hilsener fra Jette.

Tusind tak Jette. Jeg er selv meget spændt på, hvordan det udvikler sig 🙂 Fortsættelse følger selvfølgelig.
påskehilsner fra Lotte

Skriv et svar

Your email address will not be published. Required fields are marked *

LB Text & Ide

  • Artikler
  • Pressemeddelelser
  • Katalogtekster
  • Hjemmesidetekster
  • Havebøger
  • Affiliate marketing
  • Influencer

Lotte Bjarke

Sondrupvej 42 · 8350 Hundslund

+45 21487530 · post@lottebjarke.dk

Efterårsplanter i blide nuancer til krukkerne

Blomsterkaos i skærehaven

Ny bil udløser nyt bed og planterokade

Lotte Bjarke © Copyright 2023. All Rights Reserved