Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Fra drivhus til frodig vinterhave med hårdføre planter

En lang række stueplanter har tilbragt sommerhalvåret i drivhuset, hvor de har tilført den afslappende frodighed til rummet under glastaget, jeg holder så meget af. Men nu går den ikke længere. Heldigvis er der vinterhårdføre planter, der er klar til at afløse, og til at forvandle drivhuset til en vinterhave.

Der blev lige pludselig trængsel i vindueskarmene i gæsteværelset i annekset. Der er udsigt til frost, så alle de frostfølsomme stueplanter, der har nydt friheden i drivhuset hen over sommeren, er blevet reddet i ly. Håber overnattende gæster kan lide urban jungle konceptet 🙂

Jeg holder meget af ordet vinterhave. Der er sådan lidt mere svung over det end udestue, synes jeg. Ordet emmer lidt af gammelt engelsk herresæde, hvor vinterhaven huser en jungle af eksotiske vækster, vandet klukker hyggeligt i en fontæne mellem planterne, og klinkegulvet har fine mønstre. Måske sker der også et lille giftmord, men det var ikke gartneren, der gjorde det…
Jeg får nok aldrig en vinterhave, for det er vist ikke særligt politisk korrekt at varme sådan et rum op, og det er jo nødvendigt, hvis de eksotiske vækster skal overvintre. Men man har jo lov til at lege, at man har en vederkvægende vinterhave. Derfor har jeg flyttet alle de knapt så hårdføre men stadig frodige krukkeplanter ind i drivhuset, hvor de gør oliventræer, skærmliljer med flere selskab. Så nu er der igen hyggeligt og rart at være, selvom regnen trommer på taget og blæsten hyler i trækronerne.

Stuearalie, Fatsia japonica

Stuearalie, Fatsia japonica, er en af de planter, der befinder sig lige på kanten af sin komfortzone her til lands. Men den skulle kunne klare ned til -10 grader, og den er i hvert fald god til at skabe frodige omgivelser med sine store, skinnende grønne blade. Så mon ikke det går i drivhuset, hvor den ikke skal slås med overdreven fugtighed, som tit er en større trussel mod sarte planter end den egentlige kulde. Hvis vi får fimbulvinter, må den reddes inden døre, men foreløbig er den rigtig god i drivhuset.

Djævlens tunge, Opuntia humifusa

Der er også et par kaktus og sukkulenter, der bidrager til at skabe stemning og frodighed i min vinterhave. De skulle kunne tåle ned til -7 grader, så det varer i hvert fald et stykke tid, før der bliver for koldt under glastaget. Nu må vi se, hvad de dur til.

 

Previous

Langtidsholdbare blomster med Falmet skønhed

Next

Tomatsæsonen har slået alle rekorder i år

1 Comment

  1. Nu ser det også ud til at det bliver lidt mere køligt, men her ser det nu ikke ud til at vi frost. Det gør nu heller ikke noget for jeg mangler at sætte mine sarte planter ind og georginerne kommer først op om et par uger.
    Jeg har en Stuearalie plantet ud i mit Skovbed, der har den stået et par år kun med lidt grangren som dække, nu må vi se hvor længe det går 😊
    Mvh
    Lene Bedstemorshave

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén