Haveglæder, tips og tricks

Forspiring i køleskabet

Januar1630Så er der gang i planteværkstedet igen. Posten har nemlig været forbi med en spændende kuvert med blomsterfrø. Og nogle af dem kræver ifølge frøposerne lidt særbehandling for at komme i gang.Januar1630-6Frøene kan være op til seks uger om at spire, så det er på høje tid at få dem i jorden, hvis de skal nå at blive klar til sæsonstart. Mens de spirer, vil de gerne have perioder ved skiftende høje og lave temperaturer, så nu får de foreløbig en uge eller to i køleskabets grønsagsskuffe, før de får plads i vindueskarmen. Så må jeg se, om de skal have flere kuldeforskrækkelser hen ad vejen. Bortset fra det, er frøene sået på helt almindelig vis i gennemfugtet spiremuld i en bakke.Polygonum orientalis Princess Feather-8Den ret fantastiske, meterhøje orientalsk pileurt, Polygonum orientalis, er en af de krævende sommerblomster, jeg drømmer om at prøve i haven. Forhåbentlig lykkes spireøvelserne, så drømmen kan blive til virkelighed.Cleome spinosa Sparkler Blush-5Samme spireopskrift lyder for den lyserøde edderkoppeplante, Cleome spinosa ‘Sparkler Blush’, som jeg faldt for ved sommerens besøg i Park der Gärten i Bad Zwischenahn nær Oldenburg i Tyskland. Den så så fin og blomstereng-agtig ud sammen med skærmplanten tandstikkerurt, Amni visnaga ‘Green Mist’, at jeg bare måtte prøve begge dele. Tandstikkerurten vil jeg dog vente lidt med at så, så den ikke kommer for tidligt i gang.

Previous

Til snigpræmiere på foråret

Next

Sjove kartofler til forspiring

3 Comments

  1. Jeannie Vogt

    Flotte frø planter du har fået fat i, specielt den orientalske Pileurt er skøn 🙂

  2. Bente

    Jeg har sået Pileurten, Kiss me over the garden …… men jeg såede dem friske i efteråret og nu spirer de lystigt!
    Jeg er spændt på om det lykkes for dig, jeg har forsøgt mange gange med frø i frøbreve…

    • Lotte Bjarke

      Hej Bente
      Det går ærlig talt ikke ret godt med pileurten. En enkelt spirede men kunne ikke slippe ud af frøskallen, så nu er den også død 🙁 Sidste år kom er vel tre planter, men de så meget sølle ud og fik aldrig rigtig energi til at vokse. Nu tror jeg, at jeg giver op og nøjes med at glæde mig over stauden kærtepileurt, Polygonum amplexicaule, som jeg til gengæld har rigtig meget held med.
      Mvh Lotte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén