Haveglæder, tips og tricks

Forspirede planter flytter igen

De forspirede sommerblomster og grønsager har ikke haft nogen nem barndom i år. De blev sået og siden priklet om i hjemmelavede papirpotter. Så blev det dejligt martsvejr, og de blev flyttet ud i drivhuset. Men derefter fulgte knapt så dejligt aprilvejr, og planterne gik helt i stå. De måtte pottes op i lidt større potter, og til sidste blev hele molevitten flyttet ind i annekset for at få bare en lille smule varme til vækst. Hold nu op, der var trængsel. Nu er det heldigvis blevet mildere, og der er ikke mere frost på vejrudsigten, så nu flytter planterne igen. Midt på dagen får de lige lidt ekstra modstand under åben himmel, så de kan vænne sig til tanken om deres fremtidige friluftsliv. Der er lunt, læ og skyggefuldt på bænken og dermed perfekt klima til begyndende afhærdning.Men så varmt er det jo heller ikke, og blæsten er ret bister, så hen på eftermiddagen flytter de ind i drivhuset, så overgangen fra det lune indeklima til livets realitetter i det fri ikke bliver for brat.Den første nat – og hvis der bliver udsigt til meget kolde nætter – får de lige en fnuglet dyne af fiberdug på, der holder godt på varmen fra jorden gennem natten. Men dynen kommer af i dagtimerne, hvor der ikke skal meget sol til, før der er lunt og rart i drivhuset.En del af de små har fået knebet toppen af, og det giver allerede resultater. Hvilende knopper i de nederste bladhjørnet er blevet vækket og er begyndt at skyde, så planterne får en god forgrening fra bunden. Her er det den smukke fløjlsblomst Tagetes patula ‘Ildkongen’ fra frø af egen høst, det er gået ud over.

Previous

Dagens tulipan favoritter

Next

Farveskift i det rosa bed

2 Comments

  1. Ja det er bestemt heller ikke nem at være en lille spiret sommerblomst herhjemme i min have, de bliver også flyttet rundt med. Lige nu begynder det at være en udfordring, at det er for koldt i drivhuset når vi kører på arbejde,, og for varmt når vi kommer hjem.

    • Lotte Bjarke

      Hej Jeannett
      Det her forår har vist været en udfordring for både planter og havefolk. Håber ikke, de små får stress af alt det flytteri. Heldigvis ser udsigterne da lidt bedre ud nu, så forhåbentlig kan de snart komme ud under åben himmel, så pasningsniveauet daler en smule. Held og lykke med børnehaven.
      Mvh Lotte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén