Haveglæder, tips og tricks

Forskud på skærehavens lyksaligheder

Jeg har taget forskud på skærehavens lyksaligheder med en flok corona-ramte sommerblomster. Det lyder nok lidt kryptisk, men forklaringen er desværre ret enkel.

Mon ikke vi alle sammen er blevet ramt af aflysninger af arrangementer og begivenheder, vi længe har gået og glædet os til. I min kalender er det en stribe forårsforedrag om at slippe havelæden løs, der er blevet streget over, og også en planlagt workshop om planteformering, der skulle have været afholdt for Haveselskabet i Østjylland i samarbejde med Gartneriet Pedersen. Øv altså!

Svovlgul kosmos, Cosmos sulphureus

Til formålet havde vi fremstillet et større antal øveplanter af blandt andet svovlgul kosmos, Cosmos sulphureus, til at lave knibeøvelser med og klippe stiklinger på. De blev sået lidt vel tidligt, så de kunne være klar til dagen for arrangementet, og siden blev de pottet op. Og de var virkelig helt klar, da dagen oprandt. Desværre uden workshop, for da var alle arrangementer jo aflyst på grund af coronakrisen. Men planterne, der i øvrigt er fremelsket af frø af egen avl fra haven her, holdt jo ikke op med at vokse af den grund. De har stået og hygget sig vældigt under fine forhold i gartneriet, og derfor står de allerede i fuldt flor og giver hidtil usete muligheder for at tage forskud på skærehavens lyksaligheder.

Nu har jeg befriet gartneren for en del af planterne, så kan kan få råderet over sit væksthus igen. Hvis de skal blive til noget fornuftigt til havebrug, er det på høje tid at få dem knebet, så de kan forgrene sig og blomstre i skærehaven og blomsterbedene, når det rent faktisk bliver tid til det. De skyder fint fra de nederste bladhjørner, så jeg er sikker på, at det bliver rigtig godt trods tyvstarten. Nu er de blevet indlogeret i det grønne drivhus, indtil det er sikkert at plante dem ud.

Derfor var det, at jeg pludselig stod med et forskud på skærehavens lyksaligheder. Nøøøj hvor bliver det dejligt, når jeg igen kan plukke blomster til alle de buketter, jeg har lyst til 🙂 Planlægningen af skærehaven er i fuld gang.

En rundtur i haven gav heldigvis mere materiale til en weekendbuket af den farverige slags.

Vibeæg, Fritillaria meleagris

Der er for eksempel virkelig gang i havens dejligt mange vibeæg, Fritillaria meleagris, så jeg synes godt, jeg kan være bekendt at klippe lidt til en buket. Uha, det giver haveglæde helt ned i tæerne.

Dermed en lille, glad havebuket på en trist baggrund. Jeg har helt sikkert aldrig før haft svovlgul kosmos, vibeæg og tulipaner i samme buket, men de kan da sagtens enes. God weekend derude.

Og husk lige, at mine bøger ‘Slip haveglæden løs – fryd, facts og fiduser’ og ‘Sommerblomster – Fra frø til fryd’ kan bestilles lige der, hvor du plejer at købe bøger – også på nettet og også i en række af Home & Gardens havecentre.
Læs mere om bøgerne her.

 

Previous

Favoritnarcisser med farver som solstrejf og månestråler

Next

Gensyn med ganske særlige blomster

9 Comments

  1. Joy

    oiiii hvor er svovl gul kosmos fantastisk flot

    • Lotte Bjarke

      Du har fuldstændig ret 🙂 Den er virkelig lækker og fantastisk god i buketter.

  2. Anonym

    Hvor er det trist at vi ikke fik den workshop. Jeg havde glædet mig, jeg var også med sidste år. Og jeg ville elske at få gul kosmos, jeg vidste ikke at den også er i gul. Er det en gartneriet har ? Vi skal derud 17 juni med Haveselskabet, hvis det bliver til noget. Mvh. Susanne

    • Lotte Bjarke

      Hej Susanne
      Ja, det var vist en streg i regningen for os alle sammen. Det var så hyggeligt sidste år. Men mon ikke vi får en chance igen til næste år. Svovlgul kosmos er ikke i gartneriets sortiment, men du kan sagtens nå at købe frø og forspire nogle selv. Den kan også sås direkte på friland.
      Håber, vi se til næste år.
      Lotte

  3. Karen Engsig-Karup

    Knibeøvelser… hehehe…!

  4. Joan lybæk

    Tak for din dejlige nye bog. Fuld af gode råd og inspiration.
    Kun savner jeg navnet og facts om en blomst, der optræder på allersidste opslag m foto. Er det rudbeckia? Og hvordan skal den behandles. Den ser så kraftig og levedygtig ud. Og lækre farver.

    • Lotte Bjarke

      Hej Joan
      Tak for din hilsen. Dejligt, at du er glad for bogen 🙂
      De ferskenfarvede blomster i midten af billedet er ganske rigtigt håret solhat, Rudbeckia hirta, her i et sortsmix, der hedder Sahara. De fås i mange, lækre, brændte, røde og gyldne farver. Jeg forspirer dem i vindueskarmen, prikler til individuelle potter og planter dem ud i haven, når risikoen for frost er ovre. De er dejligt nemme, at have med at gøre, og de blomstrer i en lang periode, så de kan kun anbefales.
      Mange hilsner Lotte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén