Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Forhistorisk tempeltræ i splinternyt bed

Det kære gamle piletræ, som var en af havens oprindelige mastodonter, klarede ikke sommerens tørke. Det var i forvejen svækket og dødsdømt efter angreb af purpur lædersvamp, og kombinationen af plantesygdom og tørke blev bare for meget.Det var trist at fjerne træet, der ligesom hørte til i haven, men det var nødvendigt, for det var uigenkaldeligt dødt. Til gengæld opstod der så mulighed for at få et nyt bed, der kan omfavne træterrassen med morgensol nede i haven. Efter fældning og møjsommelig rodopgravning har jordstykket fået to læs kommunal kompost og bliver dermed forhåbentlig lidt mere attraktivt for interessant plantevækst.
Tak til entreprenøren 🙂Det første, der blev plantet i det nye bed, var et smukt tempeltræ, Ginkgo biloba. Et forbløffende træ med en helt fantastisk historie. Botanisk set ligner det ikke andre nulevende plantearter, men 230 millioner år gamle fossile fund fortæller, at fortidens kæmpeøgler gik rundt i skove af tempeltræ. Det er da vildt at tænke på.Træets særegne vifteformede blade er hverken løvblade eller nåle men et eller andet midt imellem, og dets reproduktionsmekanisme er en historie helt for sig selv. Tempeltræ har været plantet omkring templer i fjernøsten i årtusinder og har været tilskrevet alverdens gode egenskaber fra at give evigt liv til at kurere kredsløbsforstyrrelser. Det er da ikke det værste træ at have i sin have. Og så er det oven i købet pænt og får fantastiske, lysende gule høstfarver.Faktisk har jeg fået mere end et tempeltræ i haven. Gartneriet Thoruplund producerer nemlig de sødeste mini-tempeltræer, og sådan et er havnet i min krukkegruppe ved fordøren indtil det kan flytte ind hos datter Anne. Der står det nok så fint og fejrer efterårets komme i godt selskab.

Previous

Havebuket af mange slags evighedsblomster

Next

Forsøg med kors-vortemælk mod muldvarp og mosegris

2 Comments

  1. Jeg har rejst nogle gange i Japan. Her bruges Ginkgo biloba både ved templerne og som vejtræer midt i byen.
    Enkelte meget gamle udgåede eksemplarer, der af sikkerhedshensyn er fældet, har fået en kobberring omkring og mindeplade, for at ære træet.
    Vejen er endda ført uden om, selvom træet ikke er levende mere. Fantastisk træ. Tillykke med det.

    • Lotte Bjarke

      Jeg synes også, det er et helt fantastisk træ. Har set det i Holland med fuld knald på høstfarverne. Det er en oplevelse. Og tak for historien 🙂
      Lotte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén