Solanum tuberosum-223De røde, blå og gule læggekartofler, der har stået til forspiring i vindueskarmen i soveværelset siden begyndelsen af februar, har efterhånden udviklet rigtig flotte spirer, så de er klar til at komme i jorden. Nu er de første 10 blevet lagt i det nyerobrede haverum for foden af en gammel mur, der dukkede frem af vildnisset i den uberørte del af haven. Resten må lige vente lidt, men skal nu også snart i jorden. Det vil være rart med nye kartofler ad flere omgange.Solanum tuberosum-225Jordstykket er sydvendt og skrånende og har den beskyttende, lunende mur i ryggen. Det må kunne give super tidlige kartofler. Jeg troede egentlig, der skulle køres kompost på, før der kunne dyrkes noget i jorden, men det må der være nogen, der har gjort tidligere. I hvert fald var det den fineste skovbundsagtige jord, der åbenbarede sig, da jorden blev fræset efter træfældningen. Nu er der bare et hav af trærødder at kæmpe med.Solanum tuberosum-228Jeg var så heldig at have niecen med de grønne fingre som havehjælper, så læggekartoflerne kom hurtigt på plads i hvert deres hul i bunden af en rende skabt til formålet. Renden er smart, for så er det nemmere at hyppe kartoflerne, når de begynder at skyde. Det gør de forhåbentlig snart, så vi kan få nye kartofler på bordet og plads til spændende, varmekrævende planter ved muren.