Helt Hen i Haven

Eventyrlig jul i den gamle have

Weekendens besøg i hovedstaden bød også på et besøg i den gamle have, Tivoli, der i denne søde juletid får nyt liv med hundredetusindvis af lys, der glimter som stjerner i decembermørket.

Jeg mindes tydeligt min barndoms besøg i den gamle have, når den årlige familieferie til hovedstaden med dens stribevis af familiebesøg, blev afbrudt af en tur i Tivoli. Det var magisk.  Jeg kunne glæde mig til den tur det meste af året, selv om jeg aldrig har været til noget, der kører hurtigt rundt eller farer op og ned. Det er lige så meget stemningen, glæden og smagen af verdens mærkeligste slik, candy floss, jeg mindes, som forlystelserne - selvom ballongyngen, baljerne og en tur på Tivolisøen hører med til historien. Dengang var Tivoli udelukkende en sommerfornøjelse, så derfor var det spændende at få muligheden for at opleve den gamle have i sit smukkeste vinterskrud i weekenden.

Jeg gik måske med en naiv forestilling om fredfyldt julestemning midt i al den trængsel og alarm, som juleshoppingen udløser i centrum. Men der tog jeg godt nok fejl. Der var afsindig mange mennesker, der havde fået samme ide, som vi havde, og trængslen var temmelig enorm inden for murene. Alligevel var det en dejlig oplevelse, for hele haven er pyntet op med juletræer, gran og hundredetusindvis af lys, der skaber en fuldstændig magisk julestemning.
I dag er det LED lys, der glimter overalt i Tivoli, men det er sjovt at tænke tilbage på, at de første lys-aftner i den gamle have blev arrangeret af selveste Georg Carstensen, der var Tivolis grundlægger, allerede i 1843. Dengang var det 10.000 orientalske olielamper, der skabte den eventyrlige stemning.

Blandt de meget fascinerende tableauer i år er det store juletræ foran Nimb pyntet med lys og glimtende krystaller a la smykkekunstneren Svarowski. En nyskabelse i Carstensens ånd, som skal opleves i år, hvis man ikke vil gå glip af chancen. 'Altid som aldrig før' er et motto, der sætter sit præg på Tivoli og gør hvert besøg til en ny oplevelse.

Er det ikke fantastisk, at Tivoli siden 1843 har ligget der som en oase, en dejlig have, midt i byen mellem dens gamle og nye tårne?

Alle de faktuelle oplysninger i ovenstående har jeg fra en helt fantastisk bog om Tivoli, der udkom midt på sommeren: 'Tivoli - en eventyrlig blomstrende have'. Det er Mariann Haugaard Steffensen, der har skrevet bogen og Ann Malmgren der er mester for billederne. Her er virkelig tale om et mesterværk - og et gedigent et af slagsen. Den smukke bog vejer 2,5 kg og er fyldt med viden og gode historier om alle de mange dejlige haver, små anlæg og smukke bygninger, der findes rundt om i Tivoli. Der er historiske anekdoter og detaljerede beskrivelser af, hvorfor de enkelte haver er designet, som de er, af chefgartner Tom Knudsen. Der er fokus på plantevalg og plantesammensætning, så man får lyst til at låne af ideerne til haven derhjemme. Og det hele er garneret med de smukkeste billeder, der bringer Tivoli stemningen til live, mens man læser, så man næsten kan smage sin candy floss igen.
Se, det er da endnu et godt forslag fra Lottes julegaveideservice 🙂 Bogen kan blandt andet købes her.

Nyeste blog indlæg

Efterårsplanter i blide nuancer til krukkerne


Blomsterkaos i skærehaven


Ny bil udløser nyt bed og planterokade


Selvsået kongelys og fennikel fuldender staudeskrænten


Tørketålende røllike er perfekt til den nye staudeskrænt


Gult og gråt og plantenyt til forårskrukkerne


Grænseoverskridende tulipanhøst skærehaven


Arkiver

2 Replies to “Eventyrlig jul i den gamle have”

Kære Lotte.
Hvor dejligt et indlæg fra Tivoli med fantastiske billeder. Bogen du viser har jeg lånt på biblioteket og den er flot med sine smukke billeder.
Apropos bøger, skønt at dine havebøger befinder sig i den boghandel, du skrev om i sidste indlæg. Tillykke med det.
Kh Lis

Kære Lis
Tak for din søde hilsen og rigtig god jul til dig og dine.
Kærlig hilsen Lotte

Skriv et svar

Your email address will not be published. Required fields are marked *

LB Text & Ide

  • Artikler
  • Pressemeddelelser
  • Katalogtekster
  • Hjemmesidetekster
  • Havebøger
  • Affiliate marketing
  • Influencer

Lotte Bjarke

Sondrupvej 42 · 8350 Hundslund

+45 21487530 · post@lottebjarke.dk

Efterårsplanter i blide nuancer til krukkerne

Blomsterkaos i skærehaven

Ny bil udløser nyt bed og planterokade

Lotte Bjarke © Copyright 2023. All Rights Reserved