Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Et nyt hold narcisser er på banen i fin stil

Narcissus ‘Golden Pearl’

Der sker så meget i haven lige nu, at det kan være svært at følge med. Forhåbentlig får det ikke en brat ende som følge af ubehagelige vejrfænomener. Under alle omstændigheder gælder det om at nyde forårets lyksagligheder i store mundfulde, mens man kan. Lige nu har et nyt hold narcisser meldt sig på banen som afløsere for de små frontløbere, der så småt er ved at have udspillet deres roller for i år. Tænk, at det allerede er tre uger siden krinolinenarcisserne indledte narcissæsonen, som det ses her. Nu er den fyldte narcis, Narcissus ‘Golden Pearl’ sprunget ud og kæmper med de gule kejserkroner, Fritillaria imperialis ‘Lutea’ om at score opmærksomheden.

Narcissus ‘Minnow’

I den anden ende af skalaen for narcisser er den lille bitte Narcissus ‘Minnow’ begyndt at blomstre. Den er simpelthen så fin med de små, lysegule blomster med helt flad trompet. Dem er det godt at have mange af 🙂

Narcissus ‘Thalia’

Det er det også af en anden af mine yndlings narcisser. Og det har jeg heldigvis, for den rent hvide Narcissus ‘Thalia’ vokser i stort antal i skovbunden mellem køkkenhaven og terrassen, hvor de er kommet stabilt igen gennem flere år.

Narcissus ‘Thalia’

‘Thalia’ er en af de lidt senere narcisser, der først er lige ved at springe ud. Det er sjovt at se, hvor meget voksestedet betyder for, hvornår udspringet sker. Inde i skovbunden er de kun lige ved at komme i gang, men ude i haven, hvor solens stråler har mere magt, er de markant foran.

Previous

Miniatureskov genrejst omkring spejlbassinet

Next

Overvintret eucalyptus og andet godt i det eksotiske hjørne

2 Comments

  1. Keld

    Hej Lotte
    Kender du den lille narcis ‘Paperwhite’ – med mange helt hvide små blomster
    på hver stilk?
    Hvis ikke – så prøv at Google den – tror du vil elske den.
    Fandt den i Meny-supermarked – en potte med 3 løg i blomst for en 20-er –
    den er rigtig skøn men måske svær og ikke helt hårdfør?

    • Lotte Bjarke

      Hej Keld
      Tak for tippet. Jeg kender den godt, og den er virkelig sød. Det er en Narcissus tazetta sort, der desværre ikke er hårdfør her til lands. Man kan tit købe dem som duft-tazetter ved juletid.
      Mange hilsner Lotte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén