Selv om køkkenhaven efterhånden ser ret miserabel ud, er der stadig gode grønsager at høste. Det er heldigt, for den besøgende datter var på ferie i Budapest i sidste uge, og forelskede sig totalt i ungarsk gullaschsuppe. Hun havde ligefrem paprika med hjem til formålet. Så nu er hun gået i gang med at fremtrylle sådan en med alt godt fra haven med inspiration fra den lækre madblog Valdemarsro og freestyling for resten.Det bliver således til efterårsmad med gulerødder, porre, selleri, hvidløg og snackpeber. Det simrer allerede lystigt i køkkenet, så hele huset dufter.Men suppen er ikke det eneste, der tegner lovende. Der er nemlig også gang i dessertkøkkenet. Så nu er jeg endnu mere glad for mine efterårsbærende hindbær af sorten ‘Autumn Bliss’, der stadig er leveringsdygtige i lækre bær. Det trækker op til en klassisk jordbærkage med hindbær og brombær – hvilket ikke gør den ringere – og selvfølgelig creme, mazarin og alt det gode, der hører til.De gule efterårshindbær af sorten ‘Fall Gold’ har aldrig ydet noget særligt, men bærrene modner da sporadisk, så dem kommer der også lidt af på dagens kage. De gule hindbær har en utrolig aromatisk næsten parfumeret smag, så det er fint at blande dem med de almindelige hindbær.