Forspiring af læggekartofler

Drømmen om nye kartofer fra haven kan næsten få mundvandet til at løbe på denne årstid, hvor kartoflerne fra butikkerne bliver mindre og mindre interessante. Hvis der er noget, der giver næring til den drøm, så er det, at læggekartoflerne dukker op i butikkerne som et signal om, at nu er det nu, de første skridt til at gøre drømmen til virkelighed skal tages. Det er selvfølgelig ikke nødvendigt at forspire alle sine læggekartofler, men hvis man vil mærke suset af at kunne høste nye kartofler allerede sidst i juni, er det vejen frem.

Derfor har jeg investeret i en pose læggekartofler af sorten ‘Maya’, der er en af de tidlige sorter. Knoldene er tyvstartet lidt på forspiringen i butikken, men ikke så meget at det er et problem. Spirerne er korte og tætte og sidder og klynger sig til knoldene som små mærkelige fabeldyr. Nu er de blevet sat til forspiring i æggebakker, med den ende opad, hvor der er mest tilløb til spiring. Æggebakkerne har traditionen tro fået plads i vindueskarmen i soveværelset, hvor der er både lyst og køligt, så knopperne kan udvikle sig til korte, kraftige, grønne spirer, der kan tåle at blive lagt i jorden uden at knække, når den tid kommer. Dejligt at komme i gang.

Apropos forspiring, så vil jeg lige minde om, at det er i næste weekend, jeg holder workshop om frø, forspiring, prikling, stiklinger og meget mere i samarbejde med den gode gartner i Gartneriet Pedersen. Det er Haveselskabets Aarhus kreds, der arrangerer, men man behøver hverken at være medlem af Haveselskabet eller være århusianer for at være med. Læs mere om workshoppen og meld dig til her. Jeg håber, vi ses 🙂