Haveglæder, tips og tricks

Det nye hjemmebyggede drivhus er min planteoase

I dag var der en, der spurgte mig, om jeg er glad for mit nye drivhus, som husets eminente handyman har designet og bygget. OM jeg er glad for mit nye drivhus! Når jeg falder ned efter dagens dont i min planteoase, er det til den her udsigt i et lækkert klima. Den er svær at løsrive sig fra, så fjernsynet har ikke mange chancer i øjeblikket.Drivhuset, der snarere er driverthus med planteværksted, er placeret, så der ikke er fuld sol, som et drivhus til tomatproduktion med videre kræver. Deraf det behagelige klima og den her udsigt, når man lægger nakken tilbage.I begyndelsen var der flere, der spurgte til, hvorfor der er to forskellige belægninger i drivhuset: trægulv bagerst, betonfliser forrest. Det hænger sammen med, at der inde i vores hoveder altid har været to zoner i drivhuset – en hyggezone og en arbejdszone med planteværksted, hvor der er jord på gulvet og dynamik i luften. Nu synes jeg, at jeg har fået tydeliggjort zoneinddelingen ved at skille de to “rum” med en væg af planter fra gulv til loft. Det skaber samtidig den stemning af planteoase, der var min drøm.Hængende planter, hjemmelavede kokedama og lanterner skaber det øverste af væggen. Den lækre hortensia har hængt der siden 1. april, og den er faktisk mere lækker end nogensinde nu, hvor farverne er intensiveret fra de oprindeligt lyseblå nuancer til et spektrum af blå, lilla og grønne toner. Det er en Hydrangea Magical Colours Your Home der, som det fremgår, ikke alene blomstrer utroligt længe men også byder på et markant farveskift i takt med, at blomsterne ældes med ynde. Den hængende Echerveria-kokedama stammer faktisk fra min adventsdekoration 🙂Drivhuset giver også rum for eksperimenter med sære planter. For eksempel den her virkelig mærkelige Eucalyptus et-eller-andet, der næppe nogensinde bliver et salgshit, men i hvert fald er iøjnefaldende.Det her virvar af en plante er en såkaldt jungleagurk, Melothria scabra, der skulle få små fine frugter, der ligner mini-vandmeloner. Den blomstrer fint med bittesmå gule blomster lige nu, så jeg håber at kunne høste de søde små frugter inden alt for længe. Fortsættelse følger. God aften fra driverthuset 🙂

 

 

Previous

Uønsket assistance til udtynding i rødbederækken

Next

Snyltehveps og rovmider er sluppet løs i drivhusene

6 Comments

  1. Super billeder! 🙂

  2. Elsker din tilgang til haven og livet, Lotte. Tak for et herligt kig i driverthuset og hyggeligt gensyn med dig i går. Glæder mig til at besøge din og gemalens herlige planteoase en dag. Fantastisk flot. Kh. til jer alle tre Jeanette

    • Lotte Bjarke

      Tak for den søde hilsen, Jeanette, og tak for i går. Endnu en dejlig dag. Du er altid velkommen til at kigge ind. KH Lotte

  3. Fremragende. Er selv ved at bygge orangeri/havehus, og glæder os meget til driverliv derude.

    • Lotte Bjarke

      Glæd jer 🙂 Det burde egentlig være en menneskeret at have et drivhus til at vegetere i 🙂 Mange hilsner Lotte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén