Primula Belarina ‘Cream’

Den søde primula-tid er kommet vældig godt fra start, og nu pibler de frem alle vegne i haven. Nogle vil måske mene, at primula-tiden har været i gang længe her i haven, men indtil nu har det jo været primula’er i krukker, det har handlet om. Først nu er den “rigtige” primula-tid begyndt, hvor de små forårsfine stauder dukker op til et glædeligt gensyn. Gensynsglæden er ikke mindst, når den lækre, dobbeltblomstrede Primula Belarina ‘Cream’ melder sin ankomst.

Primula Belarina ‘Pink Ice’

Søstersorten Primula Belarina ‘Pink Ice’ er ikke mindre dejlig med sit mylder af dobbelte blomster, der ligner små roser og vitterligt har samme farve som barnsdommens jordbæris … den der uden jordbær i den trefarvede fødselsdagsis, I ved nok. De er i øvrigt begge kommet til haven for adskillige år siden som krukkeplanter, så der er tale om super gode genbrugsplanter.

Storblomstret kodriver, Primula vulgaris

Det bliver selvfølgelig ikke primula-tid uden den her sart lysegule sag. I modsætning til de forædlede Belarina sorter vokser den faktisk vildt i den danske natur og blomstrer netop nu i skovbunden rundt omkring. Jeg holder meget af storblomstret kodriver, Primula vulgaris, så den passer jeg godt på i haven. Sidste år blev en hel flok faktisk flyttet i forbindelse med fældningen af det gamle, syge piletræ og etableringen af et nyt bed på stedet. Heldigvis har de klaret flytningen fint.

Kugleprimula, Primula denticulata

Til den søde primula-tid hører også kugleprimula, Primula denticulata. Den er kun så småt ved at komme i gang, så de kugleformede blomsterstande er ikke engang rigtig kugleformede endnu. Men det skal nok komme, og der er heldigvis optræk til masser af blomsterbolde.