Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Category: Træer og buske (Page 1 of 14)

Frosten kalder de sidste farver frem i haven

Haven her er gået fri længe, men nu har nattefrosten også nået Sondrup. Der er hvidt i den nederste del af haven og på bakken ude foran om morgenen, men inde i det inderste af haven, ser der stadig lunt og efterårsagtigt ud, selv om temperaturen nok er lige på vippen, og der absolut ikke føles lunt. Bladene rasler ned, og kuldegraderne får de sidste farver frem i træernes blade, mens de kæmper for at trække den sidste næring i land, før bladene falder.Mispel, Mespilus germanica, holder bladene længe og runder sæsonen af med at blive lysende gult. De sære frugter, der kaldes aberøve, bliver siddende længe endnu. Faktisk skulle det være nu, de er ved at være spiselige, for frosten gør de ellers så stenhårde frugter bløde og medgørlige. Jeg tror nu, de er bedre som pynt end som fødevare, selv om de engang blev regnet for en delikatesse, der skulle spises i det begyndende stadie af forrådnelse og skylles med med portvin 🙂Der er noget særligt over lyset sådan en november morgen, hvor egetræerne, der omkranser haven stadig lyser gult, mens det yndefulde forfald bliver mere udtalt dag for dag. Det gælder om at nyde det, for det varer ikke længe, før sceneriet skifter helt. Efter frosten skal der ikke meget vind til, før træerne står nøgne og hortensiaens blomsterskærme mister farven.En enkelt sommerblomst, tobaksblomst, Nicotiana mutabilis, lader som det hverken er november eller frostvejr. Den står der nok så fint i mange eksemplarer og blomstrer videre med sine pink, lyserøde og hvide blomster. Den kom godt nok sent i gang, men den har da vist blomstret lige så længe som sine sommerblomstkolleger, der for længst er gået til. Et dejligt lyspunkt i novemberlandskabet, selv om farverne jo høre en helt anden årstid til.

Roserne Fru Nørby og Lise Nørgaard flytter ind

Udgivelsen af Torben Thims bog, Rosa – forædleren, blev fejret på behørig vis i forbindelse med Odense Blomsterfestival 2016. Her navngav vores alle sammens Ghita Nørby en ny rose, forædlet af Rosa Eskelund. Rosa ‘Fru Nørby’, som den smukke rose i Rosa Eskelunds Plant’n’relax serie nu hedder, har fyldte, cremefarvede og duftende blomster, og den er remonterende, så den blomstrer hele sommeren. Torben Thims bog om Rosa Eskelund og hendes passion for roser kan man læse mere om og købe her. Torben Thim er selv passioneret rosoman og har skrevet adskillige bøger om roser, blandt andet bogen Ghitas roser, sammen med Ghita Nørby. Læs mere om den her.Rosa spurgte, om ikke jeg havde lyst til at prøve den nye rose selv. Det var lidt svært at sige nej til. Midt på ugen kom der så en dejlig pakke fra Grønløkke Planteskole, der producerer roserne, med både ‘Fru Nørby’ og en anden lækker rose fra Rosas forædling, der er opkaldt efter og navngivet af Lise Nørgaard. Roserne har ligget godt beskyttet i en sæk siden ankomsten, for det gjaldt jo om at passe på, at de barrodede roser ikke tørrede ud, før jeg kunne nå at plante dem.For lige at være på den sikre side, satte jeg roserne i en spand vand, mens jeg gravede huller til dem. Nu er roser jo ikke lige min spidskompetence, for den tørre sandjord her i haven, er dybest set ikke særlig velegnet til roser. I håbet om at gøre det lidt rart for de nye roser, så de alligevel bliver godt tilpas med indflytningen, har jeg investeret i rosenjord, der indeholder i hvert fald lidt af det ler, som roserne godt kan li’, men som der er meget lidt af i havens jord. Med hjælp fra datteren blev rosenjord og havejord blandet i plantehullerne, og så blev roserne ellers plantet efter alle kunstens regler med podestedet 8-10 cm under jorden og en ordentlig spand vand til at skylle efter med.‘Fru Nørby’ fik plads i det store, centrale bed, hvor den cremefarvede nuance vil passe perfekt, mens rosen ‘Lise Nørgaard’, der har stærkt fyldte, pink roser med et nostalgisk udtryk, blev plantet i det eksotiske hjørne. Nu er der ikke andet at gøre, end at glæde sig til næste år, når roserne springer ud.

Kristtorn og julerose er i julehumør i utide

I øjeblikket få man et større chok, hver gang man åbner fordøren. Tre -fire solsorte letter under stor tumult og højlydt protestskræppen fra den store kristtorn, Ilex aquifolium, der står helt fuld af bær lige uden for døren. Bærrene er simpelthen en af solsortenes helt store livretter på denne årstid.Nu hører jeg ikke til dem, der synes, det hører sig til at jule fra begyndelsen af november, men det er svært ikke at komme en lillebitte smule i julestemning ved synet af de smukke, lakrøde bær mellem de skinnende blanke blade. Jeg tror aldrig, der har været så mange som i år.Erfaringen siger, at solsorten ikke levner mange bær til den dag, der bliver givet grønt lys for julerier her i huset, men da jeg nævnte det problem forleden, foreslog Eliane, at sætte nogle grene i vand i ly for de sultne solsorte. Det er hermed gjort, så må vi se, om de holder sig så længe. Foreløbig hygger de i hvert tilfælde fint i drivhuset.Kristtornen er i øvrigt ikke alene om at være i julehumør i utide. Der er allerede vældig gang i julerose, Helleborus niger, der har foldet de første, snehvide blomster ud. Jeg har plantet en del tidligere krukkeplanter ud i trappebedet, hvor man kan glæde sig over dem ved den daglige passage, og det gør jeg allerede, for der er masser af knopper på vej, der sørger for blomster i haven, selv om vinteren nærmer sig.

Ukuelige roser trækker sommeren i langdrag

Det er ikke nogen hemmelighed, at hvis der er noget, haven her ikke er kendt for, så er det sine roser. Roser og tør sandjord er simpelthen en skidt kombination. Så meget desto mere bemærkelsesværdigt er det, at der faktisk er nogle af havens ukuelige roser, der vælger at blomstre nok så fint, selv om det jo med al tydelighed er blevet efterår. Her er det den dansk forædlede rose, ‘Inner Wheel Forever’, som Rosa Eskelund har forædlet. Det er oven i købet en velgørende rose, for salget af sorten støtter kvindeorganisationen Inner Wheels internationale hjælpearbejde for børn.Austin rosen ‘Harlow Carr’ er den rose, der har vokset længst i haven. David Austin Roses beskriver den da også som en “tough little rose” på sin hjemmeside, og det må siges at holde stik. Den blomstrer ikke overdådigt, som den nok ville gøre i andre misundelsesværdige haver, men den blomstrer hvert år, og den gør det altså endnu. Fine, fyldte gammeldags rosenblomster, der dufter præcist, som roser skal.En sej lille rose er også en fin betegnelse for Rosa ‘Pastella’, der har blomstret det meste af sommeren. Det er sjovt at følge, hvordan blomsterfarven ændrer sig i takt med temperaturen. Den er langt mere lyserød nu end tidligere på sommeren, hvor den havde sart ferskenfarvede og grønne nuancer. Ret lækker, både i den ene  og den anden afskygning.Den nye mikrorose ‘Lilly Rose’ fortsætter med at charmere i sin krukke. Faktisk er den helt fuld af knopper, så jeg tror, den skal flyttes ind i det nye drivhus til overvintring. Få historien om den nye krukkerose her.

Ukuelig slyngende hjerteblomst i sydbøgen

Den smukke sydbøg, Nothofagus antartica, er så småt ved at lægge an til gule høstfarver på de bittesmå blade, der gør den til sådan et dejligt træ at have i haven, fordi det ikke skygger ret meget.Men høstfarver er ikke de eneste gule nuancer, der lyser op i træets krone netop nu. Den sjove slyngende hjerteblomst, Dicentra scandens, blomstrer vildt og ukueligt i trætoppen, som den har gjort det siden sidst i juli. Jeg har rykket adskillige ranker ned, for at den ikke helt skal kvæle sydbøgen med sine smukke og umådeligt frodige blade, men den blomstrer lystigt videre, som om intet var hændt.Slyngplanten med de aflange, citrongule hjerteblomster visner ned hvert år men kommer igen med raketfart, når det bliver forår. De første år, jeg havde den, gik det nogenlunde adstadigt for sig, men jeg skal da love for, at den har fået godt fat og tydeligvis holder meget af sit voksested.Nu er den oven i købet begyndt at sætte frø. Det er ikke noget, jeg har lagt mærke til før, og det er nok også tvivlsomt, om de når at modne. Faktisk har jeg selv formeret planten fra frø, jeg fik fra det engelske haveselskabs have, Wisley Gardens, for mange år siden, da de havde en ordning med, at medlemmer kunne få tilsendt overskudsfrø fra haven.

Brogetbladet hyld lyser op i det skyggefulde hjørne

Jeg holder umådelig meget af hyld og især af blomsternes fantastiske duft, der for mig er ensbetydende med midsommer og lange, lyse aftner på min barndoms terrasser. Når vi var rigtig heldige, lavede mor friturestegte hyldeblomster dyppet i beignet dej og drysset med rigeligt flormelis. Det var endnu bedre end pandekager 🙂 Så stor var min glæde, da jeg forleden fik en ny og spændende hyld forærende. Sambucus nigra ‘Harlequin’ hedder sorten, der har de lækreste brogede blade i hvide, limegrønne og grågrønne nuancer. Nu går jeg og pønser på den helt rigtige placering til sådan en brogetbladet hyld. Den bliver ikke så stor, halvanden meter høj og bred, så den er forholdsvis nem at få passet ind i haven. Jeg tror, den skal plantes her i det lidt skyggefulde hjørne, hvor den vil stå og lyse op og være et godt blikfang blandt hosta, påskeklokker og bregner. Sambucus ‘Harlequin’, der er en specialitet fra Gunnar Christensens planteskole, blomstrer med hvide skærme i juni og får sorte bær ganske som den helt almindelige hyld.Sambucus ‘Harlequin’ er i øvrigt ikke den eneste hyld, der står i venteposition til en plantning her i haven. For nogle uger siden investerede jeg nemlig i den rød- og fligetbladede sort, Sambucus nigra ‘Black Lace’, der bare er så flot med det næsten sorte løv og de rosa blomsterskærme, der oven i købet kan blive til lyserød hyldeblomstdrik. Den glæder jeg mig allerede til, så nu må jeg se at finde et godt sted til den også, mens det er så perfekt plantevejr.

Roser og efterårsblomster lyser op og giver haven glød

Den første efterårsmåned er en realitet, men det lægger heldigvis ikke en dæmper på haveglæden her i haven. For de er der jo, en hel stribe efterårsblomster plus de planter, der bare ikke kan holde op med at blomstre, selv om høstfarverne også er begyndt at melde sig.I den store krukke, der skjuler et kloakdæksel midt i det rosa bed, fortsætter rosen med de søde, sart lyserøde, næsten enkle blomster med at blomstre. Den har gjort det længe i al stilfærdighed. Ikke noget overdådigt flor, men dejligt, at der har været friske blomster at glæde sig over i månedsvis. Rosen er en af kreationerne fra den danske rosenforædler Rosa Eskelund. Sortsnavnet er ‘I need you’.Kærtepileurt, Polygonum amplexicaule, fortsætter også sit blomstershow som den har gjort det hele sommeren, både i det rosa bed og helt ude på kanten af afgrunden, hvor den tappert og med ret stor succes tager kampen op med græs og diverse ukrudt, der trænger sig på. Det giver sådan en ret fin “her mødes haven og naturen” effekt, synes jeg.Den ultimative lys-spreder i haven lige nu er jødekirsebær med det meget sigende kælenavn japanlygter. Physalis alkekengi på latin. De fine, papiragtige orange frøgemmer ligner virkelig små, asiatiske lygter, der er hængt op ind gennem bedet på terrassen for at holde mørket på afstand. Det meste af året vrisser jeg tit og ofte af planten, der har ukrudtslignende tilbøjeligheder og breder sig med underjordiske udløbere, men lige nu og i mange uger fremover, er den nu ikke til at stå for.

Er det mon mosegris, der er synderen?

Netop hjemkommet, euforisk over lækkert havevejr og let om hjertet ved udsigten til en dejlig lang weekend, gik jeg en tur i haven og glædede mig over de begyndende høstfarver og det lækre farvesceneri, de har sat i værk sammen med den røde grønkål, Brassica ‘Redbor’, der bare bliver mere og mere intens i farven i takt med, at temperaturen falder.Ikke mindst troldnød, Hamamelis x intermedia, spreder glæde omkring sig. Og det ikke bare nu. Det bliver vildere og vildere, og når festfyrværkeriet af farver er slut, står blomsterknopperne allerede på spring klar til at give vinterens bedste overraskelse. En absolut uundværlig busk her i haven.Så var det, at mit blik faldt på den lille, lækre japansk ahorn med det lysende limegrønne løv. Eller på det, der plejer at være den lille lækre. Den har ikke fået høstfarver. Den er simpelthen visnet. Det er slet ikke i orden.Euforien er hermed afløst af en mindre charmerende sindstilstand. For da jeg trak lidt i planten, fulgte den med op. Roden er brutalt gnavet over. Så nu spørger jeg panelet. Er det mosegris, mus eller måske en bæver :-), der har været på spil? Jeg har ikke erfaring med mosegris, men der er de seneste år sporadisk forsvundet en ellers veletableret plante hist og pist. Ja, og masser af tulipanløg. I foråret var det min højt elskede finstrået elefantgræs, det gik ud over. Der var intet tilbage under jorden. Så nu må jeg undvære dens flotte høstfarver 🙁

Jeg gider simpelthen ikke ha’ mosegris. Så er det sagt. Jeg har oven i købet lige plantet den her smukke, efterårsblomstrende busk i samme bed. Kyskhedstræ, Vitex agnus-castus, hedder den. (Frøene blev i oldtiden brugt til at hæmme sexualdriften, forlyder det). Fælden er sat, men det plejer ikke at hjælpe et klap. Måske skal jeg bruge familieformuen på kejserkroneløg, der siges at kunne holde mosegris på afstand. Gode råd modtages gerne. Desværre er kommentarfeltet på bloggen stadig forsvundet og lader sig ikke uden videre genskabe, men der kan kommenteres direkte fra nyhedsmail’en eller på helt hen i havens Facebook side. På forhånd tak og god weekend derude.

Grøn magi på skyggeterrassen med hortensia

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at skyggeterrassen har været et temmelig overflødigt element i haveplanen i år. Jeg tror ikke, jeg har siddet der en eneste gang for at lige svalet af i det flimrende lys mellem træerne. Og det er  der vist heller ikke andre der har.Dermed er skyggeterrassen nok også blevet temmelig forsømt gennem sommermånederne, men den er der jo stadig, og jeg går faktisk og nyder synet, når jeg passerer den. Den er grøn og hyggelig med stor frodighed og duften af mos og jord. Frodigheden skyldes ikke mindst de flotte Magical Four Seasons hortensiaer, der blev plantet ud i begyndelsen af juni for at slutte kredsen omkring skyggeterrrassen, nu da flere af de oprindelige træer i cirklen er væk, fordi de blev for store.Da de blev plantet, var blomsterne fint og sart syrenfarvede, men hen over sommeren har de skiftet farve flere gange, og nu er de helt grønne. Det er seriens helt særlige kendetegn. Den syrenfarvede sort hedder Hydrangea Magical Four Seasons ‘Amethyst’. Jeg synes, den er helt fantastisk, og den viser ingen tegn på, at den har tænkt sig at visne. Det er da en langtidsholdbar blomst. Se her, hvordan den så ud på plantetidspunktet.Skyggeterrassens krukker er selvfølgelig plantet til med skyggetålende planter som bregner og astilbe. De har stort set passet sig selv hele sommeren – om man så må sige – takket være vejret. Nogle af dem er kommet lidt til vejrs, fordi de står på de palisader af træstammestykker, der hjælper til med at skabe det lille haverum.For at understrege rumvirkningen lidt ekstra, er skyggeterrassen forsynet med et grønt plantegardin. Det er den rankende plante korsknap, Glechoma hederacea, der hænger ned fra en gren ved indgangegen til det svale haverum. Planterne overvintrede faktisk på stedet og kom fint igen, da de blev forkælet med lidt frisk jord i foråret.

Sensommerbed i pink nuancer i topform

En stor del af haven er for alvor gået i sensommermode med brune frøstande og kæntrede planter oven på regn og blæst i mere end rigelige mængder. Men det pink bed – der har været en del udfordringer med i år – ser faktisk bedre ud, end det længe har gjort. Det hænger selvfølgelig sammen med, at mange af planterne i bedet netop er sensommerblomstrende. De giver lige et plus på haveglædekontoen mellem bygerne. Et dejligt sensommerbed.Duehoved, Chelone obliqua, er en af de stauder, der brillerer nu, hvor de fleste kolleger er begyndt at falme. Lækker farve, god stabil struktur, der aldrig kræver støtte eller opbinding, og sjove blomster, der vitterligt ligner duehoveder. En klar sensommerfavorit her i haven.

Kattehale, Lythrum salicaria, har stået model til en del rusketure på det seneste, men har rejst sig fint igen. Også en dejlig, pålidelig sensommerstaude, der aldrig er noget ballade med 🙂

Den helt skønne tobaksblomst, Nicotiana mutabilis, der blev forspiret fra egne frø i det tidlige forår, har været urimeligt længe om at komme i gang i år. Men nu kører det for den. Lette blomsterstande med små blomster i alle nuancer af pink, lyserødt og hvidt. Den er slet ikke til at stå for.Endelig er der jo bedets ubestridte mirakel. Ja ikke fordi almindelig hortensia, Hydrangea macrophylla, almindeligvis er noget mirakel, men i lyset af, at busken trives  bedst på fugtig jord i halvskygge og dybest set ikke tåler udtørring, klarer den sig fantastisk her i haven år efter år. Jeg har garanteret sagt det før, men jeg elsker den måde, blomsterstandene blegner på, når sensommeren sætter ind. Gradvist kommer de lysende pink blomster til at se ud som om de er lavet af vintage gavepapir fundet i et fjernt hjørne på et glemt loft. De er virkelig lækre.

Page 1 of 14

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén