Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Category: Træer og buske (Page 1 of 14)

Afløsning på vej til kriseramte buksbom

Jeg har gang i en fuldstændig uvidenskabelig prøvedyrkning af forskellige buksbomsorter, og nu opdager jeg til min skræk, at noget ikke er rigtig fat. De to ældste kugleklippede buksbom er af ukendt oprindelse, men de har været helt fine i fem-syv år og har endda fundet sig i at blive flyttet rundt på. Nu ser de ærlig talt noget skrantende ud ikke mindst i sammenligning med de navnesorter fra Nygaards Planteskole, der også er med i afprøvningen. Øv. Tydeligt kriseramte buksbom.Frem kom farfars gamle lup. Og gisp. Det ser faktisk ud til, at den frygtede buksbomkvistdød, Cylindrocladium buxicola, er nået til Sondrup. I hvert fald har grenene præcis de langsgående brune streger som plantedoktor.dk beskriver som et typisk symptom på angreb af svampesygdommen. Nu bliver de to planter med symptomer i hvert fald gravet op og destrueret, så sygdommen ikke spreder sig.Buksbomkvistdød har mange døde buksbomhække på samvittigheden i England, Tyskland og Holland og de senere år også her til lands, så planteforædlerne arbejder på højtryk for at finde resistente sorter eller andre alternativer til buksbomelskende havefolk. Et af alternativerne plantede jeg for et par år siden, og den trives fint her i haven. Så fint, at den skal klippes noget hyppigere end de “rigtige” buksbom. Det er nemlig slet ikke en buksbom men en kristtorn, Ilex crenata, der har bittesmå blade lige som buksbom og fint tåler klipning til både hække, kugler og kaniner.Faktisk har jeg lige været så heldig at få forærende nogle andre planter, der markedsføres som et sundt og hårdført alternativ til buksbom med varemærket Bloombux af den tyske planteskole Baumschule Diderk Heinje, der også sælger planter til danske havecentre. Igen er der overhovedet ikke tale om buksbom men om en særlig krydsning af to rododendron vildarter, Rhododendron hirsutum og Rhododendron micranthum. Bloombux har kompakt vækst og små blade og kan fint bruges til indramning af bede. Det skal jeg selvfølgelig have prøvet af, men foreløbig er planterne lige parkeret i drivhuset til frosttruslerne er ovre.Da Bloombux jo altså er en rododendron, kan den også noget som buksbom ikke kan. Den blomstrer nemlig med fine, sart lyserøde blomster i maj-juni, som billedet fra planteskolen viser. I øvrigt er det værd at bemærke, at Bloombux hører til gruppen af de såkaldte INKARHO rododendron, der er kalktolerante og derfor kan dyrkes uden større anstalter, selv om man ikke har et surbundsbed. Jeg glæder mig til at komme i gang 🙂

 

 

Vinterblomster er vitaminer til forårsfornemmelserne

Hvis der er noget, der kan sætte skub i mine forårsfornemmelser, så er det, når jeg begynder at kunne mærke, at dagene bliver længere. Ja, det er koldt, men det er allerede mærkbart både morgen og aften, at foråret rykker nærmere. Når jeg oven i købet kan gå ud i en solstråle og glæde mig over spirende løgvækster, gule erantis og småfugle, der også har noteret sig, at dagene er blevet længere – for ikke at tale om havens buske med vinterblomster, der er i fuld gang med det aparte forehavende, det er at stå i knop eller blomst i sne og frost, så er der ikke et øje tørt. Den smukke, stedsegrønne skimmia, Skimmia japonica, der står med fine, kuglerunde, teglrøde blomsterknopper på spring er et af havens vinterblomstrende vidundere.

Jeg er, som nogen allerede ved, stor fortaler for, at haven skal have noget dejligt at byde på uanset årstiden. Noget af et aller dejligste netop nu er troldnød, Hamamelis x intermedia, der simpelthen trodser ethvert tilløb til vinter og bare blomstrer løs med sjove, krøllede vinterblomster, der ligner gavebånd, på de nøgne grene. Den er plantet i alt for få haver, fordi den ikke tiltrækker sig synderlig opmærksomhed på de årstider, hvor de fleste går på planteshopping. Lige nu er den simpelthen guld værd for haven, og af samme grund er den endnu engang udnævnt til ugens yndlingsplante, som det fremgår af sidepanelet og menuen Ugens plante her på bloggen. Sådan en burde alle haver have.Dagens tredje favorit med helt skønne vinterblomster er vinter-snebolle, Viburnum tinus, der har foldet sine knopper ud og nu står med de sødeste blomsterskærme i rosa, lyserøde og cremefarvede nuancer. Busken, der siges at være sart, trives på matriklens lune sandjord i lunt læ ved indgangen til skovhaven og er efterhånden blevet mere end tre meter høj, uden at det stedsegrønne løv har været ramt af væsentlige frostskader gennem årene.

Nyt hjem til baby egetræer fra haven

De baby egetræer, der nu i et par måneder har udviklet sig fra spirende agern fra haven sat på flasker med vand, er begyndt at se lidt blege ud. Ikke så mærkeligt, for de er vokset så fint og blevet til rigtige, små egetræer trods en skrap diæt bestående af postevand.Når de trods alt har klaret sig så godt, skyldes det formentlig, at de har haft en madpakke at tære på i deres tykke, næringsholdige kimblade, der sidder inde i agernet. Men de er helt tydeligt begyndt at trænge til jord med ordentlig næring i.Egetræer har pælerod, så det var faktisk nødvendigt at rodbeskære træerne lidt for at kunne plante dem i pottemuld i små lerpotter. Det tager de ikke skade af, og de ser da også ret søde ud i potterne. Så søde faktisk, at datter Anne fluks forelskede sig i dem og ønskede sig et par til krukkerne i kolonihaven i Odense. Så nu er to af træerne flyttet hjemmefra og venter på, at det bliver forår, så de kan blive plantet ud.
Meget tyder på, at fascinationen af agern og egetræer er arvelig 🙂 Her får I lige far Ibs fortælling om The Oak, som han lige har skrevet til sin gamle ven Jørgen.

The Oak

Vi var blevet gift i 1960 og havde fået lejlighed på Strandboulevarden i København. Det må så være i foråret 1961, at vi en søndag gik en af vore ture i Dyrehaven. Træerne var lysegrønne, hjortene græssede på Eremitagen, og i skovbunden piblede det op med små, nye bøge- og egetræer.

Vi udvalgte et smukt lille egetræ (en stilk med to små blade) og tog det med hjem i lejligheden, hvor det fik plads i vindueskarmen i en urtepotte. Træet voksede. Det tabte bladene om efteråret, men sandelig om ikke det fik nye blade næste forår.

I 1963 begyndte vi at synes, det var synd for det lille træ, at det skulle stå dér og glo over på Frihavnskirken, – dag ud og dag ind. Der var også tale om, at vi skulle flytte til Jylland, så en skønne dag måtte vi overrække træet til vores gode ven, Jørgen. Han havde hus og have ude i Gentofte, så det kunne næsten ikke være bedre. Træet blev plantet, det hyggede sig meget i parcelhuskvarteret – og det voksede bare videre.

Det fik nu ikke ro i så lang tid, for så var det Jørgens tid til at flytte. Hundested var målet, og sandelig om ikke han tog træet med og fik det plantet på ny. Det voksede bare videre, selvom klimaet på skrænten ned til Kattegat var lidt mere barsk end villahaven i Gentofte. Det blev efterhånden et rigtigt træ, og en skønne dag kom der agern på; – og næste forår piblede det op med små bitte planter ovre i Hundested.

Vi var efterhånden blevet etableret med hus og have i Hørning, og ved et af Jørgens hyggelige sommerbesøg medbragte han en lille plante, sådan at vi igen havde et egetræ, som oven i købet var i familie med det gamle. I daglig tale hed træet nu ”The Oak”!

Årene gik og efterhånden blev træet i Hørning også stort, og endeligt kom året, hvor der dryssede agern, og foråret efter begyndte der at dukke små egetræer frem, – stilke med to små blade! Selvfølgelig fandt vi et ege-barnebarn, som kunne komme hjem til det gamle træ ved Kattegats kyst.

Den lille ny fandt sig aldrig til rette i blæsten. Den lever, men vokser faktisk ikke.

”The Oak” vokser stadigvæk, og vil ikke blive fældet så længe Jørgen bestemmer.

I efteråret 2017 fandt vores Lotte agern i sin hyggelige skovhave, og de kom i stuen med stilk og tre-fire blade. Det er selvfølgelig ikke direkte efterkommere, men vi kan jo tale om adoption? Vi sendte omgående en forespørgsel til Hundested om det gamle træ og modtog et billede taget af Jørgens barnebarn.

57 år er gået, og nu er det så Lotte, der har ansvaret. Hvis hun er heldig, vil hun om 50 år have et smukt egetræ i sin have; – måske lige så flot som den såkaldte Sparekasse-eg nede ved Hejlsminde?

”Springer eg før ask! Så går sommeren i vask”!

Smukt, iskoldt tryllestøv har forvandlet haven

Der var noget sælsomt i luften, da jeg slog øjnene op her til morgen. Lyset var simpelthen anderledes, end det plejer at være. Da jeg fik rullet persiennerne op  viste det sig nok at være lidt magisk men helt uden at være mystisk. Der var simpelthen blevet drysset lidt tryllestøv i form af sne og frost ud over haven i nattens løb.

Det var en glædelig overraskelse og så endda på en lørdag morgen, hvor der er tid til at nyde synet af haven, der lige er blevet opgraderet en gang. Sådan et drys virker som en ansigtsløftning på den efterhånden lidt slidte og trætte vinterhave.

Heldigvis er der stadig stauder, der står med dekorative vinterstandere som garanter for, at haven ikke bliver alt for trist i de kolde måneder. De står endnu skarpere i kontrast til det hvide landskab. Her er det anisisop, Agastache anisata, der fører sig frem.

Det er også værd at glæde sig over havens stedsegrønne og ikke mindst vinterblomstrende planter på sådan en morgen. Det næsten sort-hvide vinterfoto er smukt, men det bliver nu ikke ringere af, at der også er et lille farvestrejf at finde. Det sørger Skimmia japonica for, så den er klar favorit til at afløse vintersnebolle, Viburnum tinus, som ugens yndlingsplante.

Laurbærblade af egen avl til julemaden

Jeg har haft en ægte laurbær, Laurus nobilis, i fem år, men jeg har aldrig høstet et eneste blad. Ikke før nu altså. Busken blev oprindeligt plantet i det gamle drivhus, der ikke er mere, men den var voldsomt plaget af skjoldlus og sodskimmel, så bladene så meget lidt lækre ud.Det gør de til gengæld nu 🙂 Da drivhuset blev revet ned for at give plads til det nye, gravede jeg den medtagede busk op, klippede den grundigt tilbage og plantede den i det eksotiske hjørne, hvor der er lunt og lækkert. Den klarede vinteren og begyndte at skyde fint i foråret, så i år kunne jeg endelig høste hjemmedyrkede laurbærblade til flæskestegen. Mens det ser ud til, at laurbærbusken kan klare klimaet i det eksotiske hjørne, der jo ikke er mere eksotisk, end det østjyske klima tillader, er det åbenbart for hård kost for skjoldlusene, som jeg ikke har set noget til, siden busken kom ud under åben himmel.Laurbærblade er i øvrigt ikke det eneste, der kan høstes til at sætte smag på julemaden i det eksotiske hjørne. Rosmarin, Rosmarinus officinalis, står super flot og stritter med sine aromatiske skud.Et eksperiment, der går ud på at afdække, hvad der kan lade sig gøre, nær den gamle mur på den sydvendte skråning, er dyrkning af figenkaktus, Opuntia ficus-indica. Det forlyder, at det skulle være muligt, men jeg har meget svært ved at tro på det for alvor. Planten blev plantet i foråret, så den har til gode at bevise, at den kan overvintre. Indtil nu går det da meget godt, og den første frost har den tacklet. Det bliver spændende at følge.

Staudernes vinterstandere med julepynt

Det har været skiftevis koldt og bistert og lige vel vådt de seneste dage. Jeg ved nu godt, hvad jeg foretrækker, for selv om frosten bider lidt i næsen, er det et flot syn, når haven lige får et fint lag glasur af rimfrost for ikke at tale om et lille drys pulversne. Så er det, at jeg bliver lidt ekstra glad for staudernes vinterstandere, der nok er visne men alligevel er med til at sikre, at der er noget at glæde sig over i staudebedene, selv om stauderne jo reelt er gået i hi. Det samme gælder sommerfuglebusk, Buddleja davidii, der selvfølgelig er visnet men alligevel ser dejlig ud og stadig har frø at byde på i sine vinterstandere til havens sultne småfugle.Det er selvfølgelig ikke alle stauder, der kan det der med vinterstandere. For eksempel Hosta vælger simpelthen at forsvinde fra jordens overflade. Men hestemynte, Monarda didyma, er en af de stauder, det ville være synd at klippe ned om efteråret. Den har nemlig de fineste vinterstandere med små, perfekt kugleformede frøstande, der lige får en ekstra tand på charmeknappen, når der kommer et drys sne.En staude, der virkelig kan noget på denne årstid, er jødekirsebær, Physalis alkekengi. Ja, det kan den på flere årstider. Om sommeren river jeg mig lidt i håret over den temmelig aggressive plante, der farer rundt i staudebedet på terrassen med sine uregerlige, underjordiske udløbere. Men sidst på sommeren, når de grønne, oppustede frøgemmer langsomt bliver gule og til sidst orange, så de ligner japanske lygter, har jeg svært ved at stå for dem. Og når jeg kommer ud en vinterdag og ser, hvordan de japanske lygter er forvitret og forvandlet til det fineste filigran, så er jeg helt solgt. De vinterstandere er simpelthen havens smukkeste julepynt.

Vinterblomstrende planter er en gave fra haven

Der er langt mellem de blomstrende træer og buske i haven i december, men heldigvis er der nogle få vinterblomstrende mønsterbrydere, der trodser kalenderen. En af dem er oktoberkirsebær, Prunus subhirtella ‘Autumnalis’, der længe har stået med svulmende blomsterknopper og altså nu er begyndt at springe ud. Det virker tosset, og blomstringen går da også i stå, når der kommer frost, men knopperne lader sig ikke gå på, så når vejret bliver mildere igen, er der nye knopper parat til at springe ud. Sådan et blomstrende træ på en vinterdag er simpelthen som at få en gave fra haven.I kategorien vinterblomstrende buske er vintersnebolle, Viburnum tinus, en af årstidens absolutte favoritter her i haven. Den smukke, stedsegrønne busk danner knopper i efterårets løb, og nu er de blomsterskærmene begyndt at springe ud. Busken har ry for at være sart, men her i det østjyske går det fint. Den ældste af buskene er nok tre meter høj og har blomstret hvert eneste år.Vintersnebolle danne også fine, langtidsholdbare blåsorte bær, der er en smuk sidegevinst til blomstringen. Her i haven kommer der en ny vintersnebolle til næsten hvert år, for det er også en oplagt plante til jule- og vinterkrukkerne, der er nem at genbruge i haven.Julerose, Helleborus niger, er en anden af årstidens mønsterbrydere, der i år meget passende blomstrer lystigt nu, da juletiden nærmer sig. Havens efterhånden ret store bestand stammer også fra tidligere års julekrukker. De bliver planet ud, når krukkekarrieren er forbi, og trives tydeligvis strålende med havens sandede jord, bare de bliver plantet i lidt skyggefulde omgivelser.

I øvrigt er det værd at notere sig, at netbutikken Plantetorvet lige nu holder flytteudsalg. Der er masser af gode tilbud i alle kategorier fra planter til havetilbehør og med garanti også et par julegaveideer til haveglade. Besøg den her.

Skimmia er havens bedste genbrugsplante

Ved gårsdagens julefrokost kom jeg – surprise 🙂 – til at snakke lidt have med min bordherre, der var i gang med at lægge planer for et staudebed ved indkørslen. Skimmia, udbrød jeg spontant, selv om Skimmia japonica selvfølgelig overhovedet ikke er en staude men en fin, stedsegrøn busk. Udbruddet var selvfølgelig affødt af, at netop Skimmia er en af de planter i haven, der giver aller mest glæde lige nu, som den står der fyldt med optimistiske, kuglerunde blomsterknopper. Lige så vild med stauder, jeg er, lige så vigtigt synes jeg, det er, at der også er noget smukt at glæde sig over i haven i vinterhalvåret. Ikke mindst ved indkørslen og de steder, man dagligt passerer eller kigger ud på inde fra huset. Et staudebed, der udelukkende er plantet til med stauder, er ikke særligt spændende lige nu.Her i haven bliver der plantet nye Skimmia hvert år. Ikke fordi de gamle går til. Det gør de nemlig ikke. De trives uden problemer og vokser sig støre og flottere år for år. Men fordi Skimmia ikke alene er gode haveplanter, de er også super krukkeplanter til vinterens krukker. Dertil kommer så, at Skimmia også er en eminent genbrugsplante. Når vinterkrukkesæsonen er forbi, planter jeg dem ud i haven, hvor de bare fortsætter med at se godt ud. I foråret var det den skønne sort Skimmia ‘Finchy’, der blev plantet ud i haven som genbrugsplante. Den står med limegrønne knopper nu, der vil udvikle sig til flødefarvede blomster, når det engang bliver forår, som det ses her.I år er det en ny sort, der har fundet vej til en af vinterens krukker. Skimmia japonica ‘Attraction’ hedder den. Knoppernes farver er knapt så rød, som Skimmia ‘Rubella’ men heller ikke lige så grøn som Skimmia ‘Finchy’. Jeg er spændt på at se, om den lever op til forventningerne. Foreløbig er den i hvert fald ret lækker, synes jeg. Og jeg ved lige, hvor den skal stå, som the kartoffelwoman sagde. Jeg har nemlig store planer for staudebedet på terrassen, der ærgrer mig dagligt i vintermånederne, fordi jeg i min staudebegejstring har glemt at supplere med stedsegrønne planter, jeg kan glæde mig over i de kommende måneder.

Frosten kalder de sidste farver frem i haven

Haven her er gået fri længe, men nu har nattefrosten også nået Sondrup. Der er hvidt i den nederste del af haven og på bakken ude foran om morgenen, men inde i det inderste af haven, ser der stadig lunt og efterårsagtigt ud, selv om temperaturen nok er lige på vippen, og der absolut ikke føles lunt. Bladene rasler ned, og kuldegraderne får de sidste farver frem i træernes blade, mens de kæmper for at trække den sidste næring i land, før bladene falder.Mispel, Mespilus germanica, holder bladene længe og runder sæsonen af med at blive lysende gult. De sære frugter, der kaldes aberøve, bliver siddende længe endnu. Faktisk skulle det være nu, de er ved at være spiselige, for frosten gør de ellers så stenhårde frugter bløde og medgørlige. Jeg tror nu, de er bedre som pynt end som fødevare, selv om de engang blev regnet for en delikatesse, der skulle spises i det begyndende stadie af forrådnelse og skylles med med portvin 🙂Der er noget særligt over lyset sådan en november morgen, hvor egetræerne, der omkranser haven stadig lyser gult, mens det yndefulde forfald bliver mere udtalt dag for dag. Det gælder om at nyde det, for det varer ikke længe, før sceneriet skifter helt. Efter frosten skal der ikke meget vind til, før træerne står nøgne og hortensiaens blomsterskærme mister farven.En enkelt sommerblomst, tobaksblomst, Nicotiana mutabilis, lader som det hverken er november eller frostvejr. Den står der nok så fint i mange eksemplarer og blomstrer videre med sine pink, lyserøde og hvide blomster. Den kom godt nok sent i gang, men den har da vist blomstret lige så længe som sine sommerblomstkolleger, der for længst er gået til. Et dejligt lyspunkt i novemberlandskabet, selv om farverne jo høre en helt anden årstid til.

Roserne Fru Nørby og Lise Nørgaard flytter ind

Udgivelsen af Torben Thims bog, Rosa – forædleren, blev fejret på behørig vis i forbindelse med Odense Blomsterfestival 2016. Her navngav vores alle sammens Ghita Nørby en ny rose, forædlet af Rosa Eskelund. Rosa ‘Fru Nørby’, som den smukke rose i Rosa Eskelunds Plant’n’relax serie nu hedder, har fyldte, cremefarvede og duftende blomster, og den er remonterende, så den blomstrer hele sommeren. Torben Thims bog om Rosa Eskelund og hendes passion for roser kan man læse mere om og købe her. Torben Thim er selv passioneret rosoman og har skrevet adskillige bøger om roser, blandt andet bogen Ghitas roser, sammen med Ghita Nørby. Læs mere om den her.Rosa spurgte, om ikke jeg havde lyst til at prøve den nye rose selv. Det var lidt svært at sige nej til. Midt på ugen kom der så en dejlig pakke fra Grønløkke Planteskole, der producerer roserne, med både ‘Fru Nørby’ og en anden lækker rose fra Rosas forædling, der er opkaldt efter og navngivet af Lise Nørgaard. Roserne har ligget godt beskyttet i en sæk siden ankomsten, for det gjaldt jo om at passe på, at de barrodede roser ikke tørrede ud, før jeg kunne nå at plante dem.For lige at være på den sikre side, satte jeg roserne i en spand vand, mens jeg gravede huller til dem. Nu er roser jo ikke lige min spidskompetence, for den tørre sandjord her i haven, er dybest set ikke særlig velegnet til roser. I håbet om at gøre det lidt rart for de nye roser, så de alligevel bliver godt tilpas med indflytningen, har jeg investeret i rosenjord, der indeholder i hvert fald lidt af det ler, som roserne godt kan li’, men som der er meget lidt af i havens jord. Med hjælp fra datteren blev rosenjord og havejord blandet i plantehullerne, og så blev roserne ellers plantet efter alle kunstens regler med podestedet 8-10 cm under jorden og en ordentlig spand vand til at skylle efter med.‘Fru Nørby’ fik plads i det store, centrale bed, hvor den cremefarvede nuance vil passe perfekt, mens rosen ‘Lise Nørgaard’, der har stærkt fyldte, pink roser med et nostalgisk udtryk, blev plantet i det eksotiske hjørne. Nu er der ikke andet at gøre, end at glæde sig til næste år, når roserne springer ud.

Page 1 of 14

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén