Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Kategori: Stauder (Page 1 of 21)

Staudesolsikker er havens humørbomber i tørken

Haven giver virkelig anskuelighedsundervisning i, hvilke planter der er tørketålende, og hvilke der absolut ikke er. Nogle af dem, der klarer sig godt trods et minimum af vanding, er havens staudesolsikker. Den her Helianthus ‘Lemon Queen’ blev plantet i foråret, og har som det fremgår klaret det der med at få sig etableret ganske udmærket.Den er blevet til en pæn, fyldig tue, den er lige så høj som mig, og nu er den også begyndt at blomstre med fine, små citrongule solsikkeblomster, som insekterne er ret pjattede med. Der er dejligt mange knopper på vej, så det er en investering, jeg er super glad for, nu hvor mange af havens andre sensommerstauder allerede ser meget slidte ud.Pilebladet solsikke, Helianthus salicifolius, er en anden af havens staudesolsikker, der virkelig har fundet sig til rette, efter at den blev plantet sidste år. Det er faktisk lige før, jeg er bekymret for, om jeg har undervurderet dens pladsbehov, men foreløbig går det.Pilebladet solsikke er en skulpturel plante, der fylder godt i landskabet hele sommeren, og nu har den også lige indledt en forhåbentlig langvarig blomstringsperiode ved at folde de første, små glade solsikkeblomster ud.Knapt så glade ser de hårdt prøvede jordskokker ud i det stærkt tørkeplagede eksotiske hjørne. Jordskok er jo i virkeligheden også en solsikke, Helianthus tuberosus. Jeg har i en tidligere have haft små, gule blomster i mine jordskokker, men det tror jeg ikke, de klarer i år. Til gengæld er jeg ikke så bekymret for, om der er knolde at høste af. Jordskokker er meget livskraftige planter, der som det fremgår ikke lod sig anfægte af, at de ved en fejl fik en omgang med fræseren i det tidligere forår. Det blev de bare til flere af 🙂Nu jeg er i gang med solsikkerne, er I også lige nødt til at ha’ det her billede af “rigtige” solsikker, den enårige Helianthus annuus. Billedet tog jeg i sidste uge, da jeg besøgte Jeanett Fruergaard og hendes fantastiske have. Er det ikke bare vildt skønt at have sin egen solsikkemark i haven? Den have kommer jeg tilbage til 🙂 Kig indenfor på Jeanetts blog her – og læg mærke til, at hun snart holder åben have. Et besøg kan varmt anbefales.

 

Blomsterbedet er et Eldorado for insekter og sommerfugle

Blomsterbedet nede i haven på kanten af skrænten har fået et markant lydspor, nu hvor sommerblomster og stauder nærmest blomstrer om kap. Der er simpelthen en evig summen af et mylder af insekter og lydløse, yndefuldt flagrende sommerfugle. Jeg skal med det samme indrømme, at bedet er blevet og bliver vandet på fornuftig vis om natten, når fordampningen er lav, for at sikre blomstringen. Som nævnt forleden (her), synes jeg, det er vigtigt at huske, at naturen er hårdt presset af den tørre sommer, og insekterne, der er livsvigtige for os alle sammen, har det som bekendt ikke for nemt i forvejen. Blomsterbedet fungerer som en oase, hvor der kan tankes op på den nektar, der er livsnødvendig for insekterne.Den røde skovangelik, Angelica sylvestris, der er knapt så voldsom som sin fætter rød kvan, Angelica gigas, men har de samme lækre, mørkerøde blade og smukke blomsterskærme, virker som en magnet på både bier, humlebier og blomsterfluer. Skærmene får besøg, så snart de stikker den første miniskærm ud af den store blomsterknop, der altid får mig til at tænke på et rumskib fyldt med aliens.Det er spændende at følge, hvordan forskellige insekter har deres præferencer blandt de nektarholdige planter. Humlebierne er for eksempel fuldstændig fjollede med virginsk ærenpris, Veronicastrum virginicum, som de nærmest besætter dag og nat. Om morgenen sidder de stadig i blomsterne og ser ud som om de sover en ordentlig brandert ud.Sommerfuglebuskens, Buddleja davidii, tiltrækningskraft på sommerfugle er legendarisk. Den er lige begyndt at springe ud og har hurtigt fået fint besøg. Foreløbig især af de hvide kålsommerfugle, men enkelte eksemplarer af alle de andre almindelige arter er også dukket op, og jeg er sikker på, at der er flere på vej, når det rygtes, at blomstringen er begyndt.De nyttige svirrefluer, der er kendt for at bekæmpe bladlus, huserer i de fleste af de blomstrende planter, men de er særligt glade for skærmplanter og kan tydeligvis ikke stå for den smukke gulerodsblomst, Daucus carota ‘Dara’.

Også den sjove sommerblomst mexicanerhat, Ratibida columnifera, som jeg har prøvet at så for første gang i år, er svirrefluerne virkelig glade for. Jeg troede egentlig, at det var frø af en orange sort, jeg købte i foråret, men mexicanerhattene har alle mulige gule og orange farver, der lyser op som lysglimt i blomsterbedet.

Præriekrukke med gule stauder i sommervarmen

Forleden var jeg så heldig at være med til et herligt arrangement med indlagt workshop i Gartneriet Pedersen. Den bundne opgave lød på at tilplante en krukke med en spændende staudekombination efter eget valgt. Det er noget af en opgave, når der er frit valg på alle hylder i en slikbutik af et staudegartneri. Så kan krukken kun være for lille 🙂 Men rygterne fra det prestigefyldte Chelsea Flowershow lyder, at gule farver er ved at blive taget til nåde af havedesignerne igen, så det var lidt oplagt at forsøge sig med en gul i gul kombination tilsat inspiration fra mit besøg i Lianne Pots forrygende præriehave i Holland forleden. Hermed resultatet. En gul præriekrukke 🙂Foruden prydgræs, som der nødvendigvis må være, hvis krukken skal have et prærietouch, er purpursolhat, Echinacea purpurea, også nærmest et must, når vi taler præriebeplantning. Den findes jo heldigvis i en meget lidt purpur men meget lækker gul version, så både tema 1 og tema 2 i min gule præriekrukke kunne blive honoreret.Røllike, Achillea millefolium, synes også at passe fint til prærieudtrykket.Og den karamelfarvede Heuchera, som jeg er ret vild med, blev valgt for at dysse det hele lidt ned og binde helheden sammen. Det var en herlig opgave, og det var sjovt at se, hvor forskelligt de forskellige deltagere valgte at tilplante deres på hver sin måde flotte krukker. Det er langt fra første gang, jeg planter stauder i krukker, for ikke mindst på denne årstid har man stor glæde af dem, og så er det dejligt at vide, at planterne kan genbruges i havens bede efter endt krukkekarriere.

Japansk bladmynte gæster det spiselige staudebed

Krisen er afblæst i det spiselige staudebed, der ellers startede sæsonen i en ret sørgelig forfatning. Forårets kulde ramte de forskellige sorter af salvie og flere sorter af timian hårdt, så der var opstået nogle kedelige huller i beplantningen. Nu er hullerne heldigvis lappet med nye planter, der hurtigt har fået godt fat, og bedet ser dejligt og frodigt ud igen. Vi skal jo nødig gå ned på salvie til saltimbocca’en og timian til de kommende tomattærter.Det er lidt snyd, men i år er der plantet japansk bladmynte, Perilla frutescens,mellem krydderstauderne i bedet. Snyd fordi japansk bladmynte er en enårig plante. Men den er mega flot med det dybtrøde løv og gør sig supergodt i det spiselige staudebed, der jo er designet til både at være dekorativt og nyttigt. Japansk bladmynte smager som en mellemting mellem mynte og basilikum og hører hjemme i sushi-køkkenet. For et par år siden havde jeg den i drivhuset, hvor den blev kæmpestor i løbet af sommeren. Jeg forventer, at den får lidt mere rimelige dimensioner under åben himmel, men nu må vi se 🙂En sød krydderstaude lige nu er rosenmynte, Calamintha grandiflora, der står i fuldt flor med de fineste, pink blomster, der pynter i salaten eller på en dessert.Pibeløg, Allium fistolosum, er også en herlig krydderstaude, der blomstrer nu med kuglerunde blomsterskærme, som bierne er helt tossede med. Pibeløgenes kraftige, hule stængler – som man kan pibe i – bruges ligesom purløg, forårsløg eller porre.

Den smukkeste præriehave fyldt med planteinspiration

På min vej hjem fra ugens arbejde i Holland blev det lige til en lille afstikker til planteskolen/besøgshaven Liannes Siergrassen i det nordlige Holland. Jeg “kender” Liannes præriehave fra Instagram og har længe drømt om at opleve den live. Det blev til en af de helt gode og meget inspirerende ud-af-haven oplevelser.

Lianne Pot er kvinden bag det mesterværk af en præriehave, der kan opleves for bare 3,5 euro. Hun er egentlig uddannet læge men lever nu af sin passion for prydgræsser blandt andet ved at designe præriehaver til både offentlige og private formål. Hendes egen præriehave fungerer som en slags showroom for designideerne og viser med al ønskelig tydelighed, hvor langt man kan nå med en god kombination af vildskab og velgennemtænkt plantning. Passionen lyser ud af hende, når hun fortæller om haven, og den er næsten til at føle på, når man går rundt i det naturlige men alligevel meget menneskeskabte plantehav. Det er bare så flot!Lianne anlagde den 3.500 kvadratmeter store have i 2009, hvor der blev plantet tusindvis af prydgræsser og stauder mellem hinanden. Der blev vandet efter plantningen men siden er arealet hverken vandet eller gødet. Planterne klippes ned i det tidlige forår.Den store præriehave er smuk i sin helhed, men kigger man den nærmere efter i sømmene, opdager man, at den er opdelt i afsnit med forskellig karakter. Dermed fungerer den også som showroom for for eksempel havefolk med drømmen om en lille præriehave i parcelhushaven, for dem der nok drømmer om vildskab men alligevel gerne vil styre farveholdningen lidt, eller for dem der går all-in og kun vil have planter, der vitterligt hører hjemme på de nordamerikanske prærier.Et nyanlagt afsnit af haven, der blev til sidste år, omfatter en flot og farverig steppebeplantning.I det hele taget er haven fyldt med inspiration til lækre plantesammensætninger og utraditionelle planter også til dem, der ikke nødvendigvis vil lægge haven om til præriehave men bare godt kan lide lidt vildskab i staudebedene. De faner vil jeg godt melde mig under.Et pitstop i den fredfyldte præriehave hos Lianne Pot, hvor tusindvis af insekters glade summen danner lydkulissen, kan varmt anbefales enhver, der er på de kanter. Jeg skal helt sikkert tilbage en sensommerdag, når prydgræsserne for alvor gi’r den gas. Det må være en fuldstændig fantastisk oplevelse. Den glæder jeg mig til 🙂
Besøg Liannes hjemmeside her.

 

Blå lærkespore, lyseblå blåstjerne og lilla blåkant

Der er ikke ret mange blomster, der er rigtig blå, men den blå lærkespore, Corydalis flexuosa ‘Spinners’ er en af dem. Indtil nu har den fint og diskret dækket jorden med sit smukke løv, men nu strækker blomsterstænglerne sig i vejret og de særprægede meget blå blomster står i fuldt flor. Jeg har haft den i mange år, og den kommer trofast igen trods den lidt skyggefulde og ret tørre placering, den har. Det passer den åbenbart godt.

Blåstjerne eller amsonia, Amsonia elliptica, er en anden staude i den blå afdeling, der ikke er så almindelig. Jeg så den i den skønne, hollandske planteskole De Hessenhof, hvor den nærmest havde udviklet sig til en hel busk. Måske kommer det også her, for der bliver mere og mere af den år for år, selv om der foreløbig er et stykke vej til at den kan kaldes buskagtig. Blomsterne, der ligner små, sart lyseblå stjerner, er bare så søde.En staude, jeg holder rigtig meget af, er almindelig blåkant, Nepeta x faassenii. Jeg forstår bare ikke, hvorfor den hedder blåkant, når nu blomsterne så åbenlyst er lyslilla 🙂 Men fred være med det. Jeg har mange af dem, for de er så gode i kanten af bedene, de blomstrer dejligt længe, og de passer til lidt af hvert.I år er der opstået et særligt vellykket partnerskab mellem almindelig blåkant og den rødbladede skovangelik, Angelica sylvestris, der også optræder i stort antal i haven i år. Det er selvsåede planter, der bare stod som små rosetter sidste år, men i år vil de virkelig frem, så jeg forventer en spektakulær blomstring senere på sommeren.

Akeleje og akelejefrøstjerne bestemmer selv

Det er højsæson for akeleje, Aquilegia vulgaris, og samtidig ruller akelejefrøstjerne, Thalictrum aquilegifolium, det helt store show ud med sine store, fluffy blomsterstande, der minder lidt om en gammeldags støvkost. De to stauder tilhører hver sin planteslægt, men er begge med i ranunkelfamilien. Navnesammenfaldet skyldes, som man kan aflede af det latinske navn, at akelejefrøstjernens blade ligner akelejens meget.Både akeleje og akelejefrøstjerne sår ivrigt sig selv, så man kan aldrig være helt sikker på, hvor man har dem. En ret charmerende egenskab, synes jeg, og når de placerer sig helt forkert, er det jo ikke værre, end at de kan luges væk.Den fine lyslilla akeleje er helt sikkert ikke en, jeg har plantet, for den har med stor omhu placeret sig midt i det bed, der bliver holdt i hvide og gule nuancer. Den må hellere blive flyttet, men ikke lige nu, for blomstrene har sådan en lækker farve.Den her fantastiske, næsten sortblomstrede sag har selv fundet vej til køkkenhaven formentlig med nogle frø i havekomposten. Den står pænt og troner i baggrunden, og er som sådan ikke i vejen, så den får også lov at blive stående indtil videre.Den stærkt fyldte, hvide og limegrønne Aquilegia ‘Winky’, er det til gengæld mig, der har bestemt voksestedet til. Jeg havde den i en krukke sidste forår og plantede den efterfølgende ud til genbrug. Det er jeg godt nok glad for nu, for den er utroligt smuk og passer perfekt i det hvide og gule bed i modsætning til den lilla. Er det ikke fascinerende, hvor forskellige sådan nogle akelejer kan være.

Kampen om skyggebedet står mellem storkenæb og skvalderkål

For nogle år siden plantede jeg bølgekronet storkenæb, Geranium phaeum i skyggebedet, fordi det forlyder, at den tætte og kraftigtvoksende staude til højre i billedet er i stand til at holde skvalderkål i skak. Sagen er nemlig den, at skvalderkålens domæne begynder lige på den anden side af hegnet, og det er ikke helt gået op for det imperialistiske ukrudt, at der eksisterer en grænse mellem haven og skvalderkål-land. Egentlig har jeg ikke været særligt imponeret over bølgekronet storkenæb indtil nu, men i år er der pludselig begyndt at ske noget.Der skal selvfølgelig stadig fjernes skvalderkål, men selvsåede planter af bølgekronet storkenæb er begyndt at dukke op og tage kampen op med skvalderkålen. De store blade dækker jorden godt, så der kommer i hvert tilfælde ikke skvalderkål op under dem. Jeg synes, den har sådan nogle fine blomster med en fantastisk farve og fikst tilbagebøjede kronblade. Nu er det så spørgsmålet, om der opstår et nyt, selvskabt ukrudtsproblem, fordi stauden breder sig for meget. Jeg satser på en god balance. Foreløbig ser det rart og frodigt ud.En anden plante, der flittigt sår sig selv i det skyggefulde hjørne af haven er miliegræs, Millium effusum ‘Aureum’. Den passer perfekt til den skovagtige stemning, jeg stræber efter i skyggebedet, og lyser dejligt op med sit smukke, limegrønne løv.Når jeg ser på skjoldblad, Darmera peltata ‘Nana’ i skyggebedet får jeg ikke bare associationer til skov men til urskov eller eventyrskov. De kæmpe store, parasollignende blade ser både eksotiske og lidt magiske ud, og her får hverken bølgekronet storkenæb eller skvalderkål lov at komme for tæt på, så der opstår risiko for udkonkurrering.

Nellikerod må være månedens bedste staude

Tulipanerne, narcisserne og de andre løgvækster er færdige for i år, og stauderne er så småt ved at komme i gang. Heldigvis er der en frontløber, der sætter lækre farver på forsommerhaven, mens vi venter på resten af stauderne. Rød nellikerod, Geum coccineum – her i sorten ‘Mai Tai’ er en helt uundværlig staude, der står i fuldt flor netop nu.Når man ser nærmere på de smukke blomster, er det ikke svært at gætte, hvor nellikerod hører til i det botaniske slægtstræ. Blomsterne ligner fuldstændigt miniatureroser, og rosenfamilien er selvfølgelig også det rigtige gæt.Der findes et hav af sorter i mange lækre farver. Her er det sorten Geum coccineum ‘Lipstick’ med let fyldte, blødt rødorange blomster. Også svær at stå for…Den viltre og lysende orange sort af nellikerod har enkle blomster og en kraftig vækst. Geum coccineum ‘Totally Tangerine’ er navnet. Her står den med den rødbladede skovangelik, Angelica sylvestris, som baggrund. Det er et ret godt partnerskab, synes jeg.Geum rivale ‘Two Tone Pearl’, ligner ikke rigtig de andre, men til gengæld minder den meget om den dejlige, vildtvoksende engnellikerod man kan være heldig at finde på fugtige steder. Det er ikke er så mærkeligt, for det er en forædlet sort af netop den. Blomsterne er mere beskedne og nikker som små klokker, og den diskrete farve er i min optik lækker som i virkelig lækker. Et nyt bekendtskab her i haven men stærkt på vej til at blive en ny kæledægge.

Løjtnantshjerte i tre farver står i blomst

Når nu ikke løjtnantshjerte, Dicentra spectabilis, kan blomstre til Valentins dag, er det perfekt, at den er timet til at stå i fuldt flor netop til Mors dag, som den gør i år. Den burde være med i alle Mors dag buketter, for den sender da kærlighedssignaler, der er helt utvetydige.Jeg synes simpelthen, det er fanastisk, at naturen kan komme på at skabe så smukt og perfekt hjerteformede blomster.Den mest almindelige løjtnantshjerte blomstrer med pink hjerteblomster, men den fine, hvide sort Dicentra spectabilis ‘Alba’ er ikke mindre dejlig med sine lange ranker af snehvide blomsterhjerter.En tredje, knapt så udbredt og knapt så vital sort hedder faktisk Dicentra spectabilis ‘Valentine’, selv om den altså også blomstrer nu med blomster i den rigtige, julehjerterøde farve.Mindre men stadig umiskendeligt hjerteformede blomster har småhjerte, Dicentra formosa, der nu også er en ualmindeligt fin staude med smukt, blågrønt løv, der dækker bunden så godt og så de små blomster samlet i klynger af aflange hjerter.

Page 1 of 21

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén