Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Kategori: Stauder Page 1 of 22

Påskeklokker med forårsfornemmelser kræver rettidig omhu

Påskeklokkerne, Helleborus x orientalis, har indtil nu brugt de gamle blade til at beskytte de nye blomster, men bladene er godt nok ved at være udtjente og har nærmest lagt sig i en ring omkring de nye blomsterskud i midten. Et klart signal til, at nu er det ingen skam at beskære påskeklokkerne og fjerne bladene. Faktisk tvært imod. Der er allerede spor af svampesygdommen julerosesortplet på de gamle blade, og det kan, når uheldet er ude, brede sig til blomsterne. Det gjorde det sidste år, hvor jeg var alt for sent på den og blev nødt til at fjerne en del angrebne blomster. Det var ikke morsomt.

Påskeklokke, Helleborus x orientalis

Til gengæld er det om ikke morsomt så ualmindelig dejligt at opdage, at de nye blomster er stærkt på vej og står og nikker fint i kulden med knopperne på spring. Det er virkelig påskeklokker med forårsfornemmelser, der er klar til at afløse juleroserne, Helleborus niger. De er ved at være færdige for i år, men de var også tidligt i gang i det milde vejr.

Jeg har fluks fattet saksen og gjort kort proces med de gamle blade, der ikke kommer på komposten men bliver behørigt destrueret, så jeg ikke risikerer noget. Fugtigt vejr fremmer spredning af svampesygdommens sporer, så det er godt at få klaret den opgave på en kold, tør dag.

Således opmuntret af den allerførste virkeligt forårsrelaterede opgave i haven kan jeg også gå og glæde mig over de fine påskeklokker med forårsfornemmelser, der er på vej med blomster i mange fine nuancer fra hvide over creme til næsten sorte.

Hjortetunge og skjoldbregne skaber skovstemning i vintermånederne

Hjortetunge, Phyllitis scolopendrium

Jeg holder så meget af bregner, der skaber den her urgamle skovstemning i haven med deres smukke og sære strukturer. Ikke mindst de vintergrønne arter er guld værd, for de står nok så fint og lyser op nu, hvor så meget andet er gråt. Selv deres navne understeger stemningen. Hvad mener i fx om hjortetunge, der hedder Phyllitis scolopendrium på latin. Det er da et smukt navn til en smuk bregne.

Hjortetunge er i øvrigt også super god til vinterkrukkerne. Ja, den her har faktisk stået to år i samme krukke. Den er en lidt atypisk bregne med hele, lysende lysegrønne blade med markante streger af sporer på undersiden. Den skal vist have et mere permanent voksested i haven til foråret.

Blød skjoldbregne, Polysticum setiforum

En anden vintergrøn bregne, jeg går og glæder mig over lige nu, er blød skjoldbregne, Polysticum setiforum. Skjoldbregne … endnu et perfekt navn til en fortidig plante, synes jeg. Den har det mest utrolige, meget findelte løv, og den vokser frygtelig langsomt. Den har stået der i årevis og måtte for min skyld gerne have lidt mere fylde, men det kommer forhåbentlig.

Denne her bregne, som jeg har forlist navnet på, er også med til at give haven frodighed i vintermånederne med sine vintergrønne bregneblade. Jeg håber, den også har et fint navn, der klæder den. Umiddelbart ligner den meget almindelig mangeløv, Dryopteris filix-mas, der vokser vildt overalt på matriklen.

Men det er jeg sikker på, at det ikke er. Almindelig mangeløv er nemlig absolut ikke vintergrøn. Den er gået fuldstændig i hi under jorden, hvor den venter på, at det bliver forår, så den igen kan rulle sine sjove nye skud, der ligner bispestave, ud midt i et hav af liljekonvaller. Det bliver nu godt 🙂

Krydderurter fra det eksotiske hjørne til julemaden

Der er ikke så meget grin ved det spiselige staudebed lige nu, selv om den dæmpede farveholdning i rødbrun og grågrøn egentlig er lidt lækker. Men toppene af de forskellige krydderurter og stauder får helt generelt lov at stå, til det bliver forår her i haven.Der er jo stadig frø til småfuglene i mange af dem, og de beskytter også planterne lidt mod den værste frost, når blade og så videre falder på jorden og så småt begynder at kompostere og vende tilbage til jorden. Og så er de simpelthen dekorative. Ikke mindst hestemynte, Monarda didyma, har de fineste vinterstandere.

Samtidig, et andet sted i haven, er der fortsat smagfyldte krydderurter at høste af til julemaden. I “det eksotiske hjørne”, hvor en gammel mur luner og giver læ på den sydvendte skrænt, kan der i hvert fald plukkes al den rosmarin, Rosmarinus officinalis, vi kan nå at guffe os igennem. Og det selv om vi er flere i familien, der er ret pjattede med rosmarin. Jeg var bekymret for planten midt på sommeren, da der var ørkentilstande i den ende af haven, og jeg blev nødt til at opgive at holde planterne med vand, men rosmarinen klarede skærene uden at kny, mens en del naboplanter måtte give op.En anden succeshistorie fra “det eksotiske hjørne” handler ikke om krydderurter – men så alligevel. Den lille laurbær busk, Laurus nobilis, leverer laurbærblade til flæskestegen og andet godt, så den bruges jo nærmest som en krydderurt. Busken blev flyttet fra det gamle drivhus, da det nye skulle bygges. Der havde den stået i årevis og været voldsomt plaget af skjoldlus og dertil hørende sodskimmel.

Men busken tåler åbenbart forholdene under åben himmel væsentligt bedre end sine plageånder, så selv om den ikke ligefrem har vokset sig stor her i det kolde nord, har den det fint og er leveringsdygtig i de flotteste laurbærblade til julemaden.

Friske blomster på tærsklen til november

Det er en af mine yndlingskæpheste, at en have altid har noget at byde på uanset årstiden. Her kommer et af beviserne for den påstand. Det er den skønne høst-stenbræk, Saxifraga cortusifolia, der trækker sin blomstring, til det næsten er for sent her på tærsklen til november. Jeg var i hvert fald noget bekymret, da krukken her stod dækket af sne i weekenden, men blomsterstandene har rejst sig igen, og de fine stjerneblomster glimter på en efterårseftermiddag. Planten har i øvrigt overvintret fra sidste år i sin krukke og har fungeret som en smuk, bladplante hele sommeren.Høst-stenbræk er en staude, der kommer nok så fint igen og igen, når den bliver plantet ud i haven. Jeg er ret vild med de asymmetriske blomster, der får mig til at tænke på stjerneskud på nattehimlen.Jeg skal gerne indrømme, at det ikke ligefrem vrimler med friske blomster på tærsklen til november, men her er alligevel endnu en, der fører sig frem som en primadonna på en scene, hvor statisterne holder kaffepause. Den snehvide julerose,  Helleborus niger, er ude i god tid i år med den første blomst allerede nu næsten to måneder før jul. Men ok – julebelysningen er jo også blevet tændt i gadebilledet…Heldigvis er der masser af knopper i juleroserne, så jeg er sikker på, at der nok skal være blomster at glæde sig over ved juletid også. De holder jo dejligt længe. Juleroserne er i øvrigt også genbrugsplanter, der er kommet til haven som krukkeplanter og siden er blevet plantet ud. Det minder mig om, at jeg må have fat i nogle flere til vinterkrukkerne. Dem kan man bare ikke få for mange af i haven.

Sensommerbuket lyser op på skyggeterrassen

Jeg går lige og hygger lidt om haven, for jeg får fint havebesøg i morgen. Skyggeterrassen, der ellers har været god brug for denne sommer, gør ikke meget væsen af sig længere, men nu er den blevet piftet lidt op med en farverig sensommerbuket fra haven. Den lyser vældigt op på terrassen, hvor det hele ellers er grønt i grønt.Jeg tænkte ellers, at det nok var svært at finde blomster nok til en hel sensommerbuket, men der tog jeg grundigt fejl. Den dybtrøde Dahlia ‘Lesotho’ og papiragtige hortensiaskærme fylder godt i en buket, og det samme gør Skt. Hansurt, Sedum telephium, der har stået hele sommeren med de fineste lysegrønne skærme men nu er sprunget ud som rosa i anledning af efterårets komme. En dejlig staude, der er meget værd i haven næsten hele året rundt.En anden staude, der er genial at have i haven, hvis man godt kan lide at plukke buketter, er kærtepileurt, Polygonum amplexicaule. Den blomstrer og blomstrer, og der er ingen der opdager, at man klipper masser af stilke til sin sensommerbuket.Selv den nu totalt kaotiske køkkenhave har guf at byde på til buketter. De sidste ikke-spiste fennikel blomstrer med skyer af gule skærme, der ser herlige ud sammen med palmekålen og er lige så herlige i buketterne.Endelig må jeg lige slå et slag for håret solhat, Rudbeckia hirta. En sommerblomst, der blev forspiret og udplantet i foråret. Jeg tror aldrig, jeg har oplevet en blomst, der holder så længe i vasen som den. Dem skal jeg helt klart have flere af næste år i mange forskellige lækre, brændte farver.

Tørkeramte blomsterbede giver en ekstra omgang

Da jeg midt i sommervarmen var ved at blive ramt af en tørkedepression, fordi både haven og naturen omkring mig så ud som om, de var ved at stille træskoene og kunne futte af hvert øjeblik, det skulle være, var det svært at forestille sig, hvor hurtigt planterne kunne komme til hægterne igen efter nogle gode regnbyger. Nu er en god del af græsset (og hvad der ellers vokser i plænen) grønt igen, og bare det hjælper på helhedsindtrykket. Samtidig er der flere planter, der bogstaveligt talt har besluttet at give en ekstra omgang, og sensommerstauder og -buske er i fuld gang. Så selv om der stadig er en del, der ser mere slidt ud, end det burde, er det i det store hele ikke så ringe at være haveejer i dag her på matriklen.En staude, der blev plantet sidste efterår og som altså har haft sin første sæson her i haven denne sommer, er japansk asters, Aster ageratoides, i en hvid version. Den skal have mine varmeste anbefalinger med på vejen, for den har simpelthen blomstret sig uberørt gennem sommertørken, og gør det som det fremgår endnu. Samtidig er en både smuk, graciøs og naturlig. Ikke til at stå for.Rosen, Rosa ‘Fru Nørby’ blev også plantet sidste år og blomstrede smukt i begyndelsen af juli. Men sandelig ikke om den giver en omgang mere, nu hvor den har fået vand. Smukke, smukke blomster, der er cremefarvede i udspring og bliver mere hvide efterhånden.Snehvide er også blomsterne på syrisk rose, Hibiscus syriacus ‘W.R. Smith’, der bærer titlen som ugens yndlingsplante. En langsom starter, som jeg altid er bange for er død i det tidlige forår, men som til gengæld gemmer sin blomstring til september som en dejlig overraskelse.Sidst men ikke mindst er jeg lige nødt til at nævne min nye, sensommerblomstrende staudesolsikke, Helianthus ‘Lemon Queen’. Den forstår virkelig at sørge for, at staudebedet også har noget at byde på i sensommeren.

Selvsåede stauder ude af kontrol og ondsindet ukrudt

Jeg holder rigtig meget af den hvide krydderstaude anisisop, Agastache anisata ‘Alba’, der står og troner midt i det hvid-gule centrale bed og er så smuk, duftende og blomstrende i månedsvis. Normalt får frøstandene lov at stå at pynte hele vinteren, men det kommer desværre ikke til at ske i år. Jeg har nemlig lige opdaget, at planten har smidt helt vildt om sig med frø, der er blevet til en hel underskov af selvsåede stauder i bedet. Der er oven i købet et blomstrende eksemplar, der er blå, som arten, og ikke hvid som sorten, der hører hjemme i dette bed. Et friskt, grønt, duftende bunddække er selvfølgelig ikke så ringe, men med en stak nye stauder, der skal plantes i det fine plantevejr, er det simpelthen nødvendigt at få skabt lidt ledig jord – og det er jo heller ikke meningen at anisisopen skal erobre hele bedet.Der blev altså gjort kort proces med både frøstande og selvsåede stauder, selvom det gjorde lidt ondt i mit planteelskerhjerte.Til gengæld blev det glad igen, da der kunne plantes nye spændende stauder i den nu ledige jord.Nu jeg er ved uønsket plantevækst, vil jeg lige gentage sidste års advarsel mod bynke-ambrosia, Ambrosia artemisifolia, der er en voldsomt allergifremkaldende plante, der er på Miljøstyrelsens dødsliste. Dermed er den faktisk forbudt, men den sniger sig ind i haverne med fuglefrø og kan blive til rigtig mange, hvis den selv får lov at sætte frø. Lug den med handsker på og smid planten i skraldespanden, så der ikke er risiko for yderligere spredning. I år opdagede jeg to planter på det ryddede areal ved siden af det nye drivhus – de dukker op de underligste steder, så hold øje. Læs mere om bynke-ambrosia her.

Charmerende solbrud i det store skrud

Solbrud, Helenium, er en staude, jeg egentlig aldrig har skænket ret mange tanker. Det blev der lige vendt op og ned på i sidste uge, da jeg lagde vejen forbi det meget hyggelige hollandske staudegartneri Kwekerij Jacobs i det nordlige Holland. Ganske som jeg opdagede, at min have mangler asters, Aster, da jeg besøgte Piet Oudolfs private have, står det nu lysende klart, at den også mangler solbrud til at give sensommerhavens glød en ekstra tand. Kwekerij Jacobs er et lille økologisk staudegartneri, der er placeret uden for lands lov og ret men alligevel ikke så langt fra den slagne vej. Svinget er absolut værd at slå, for foruden salg af planteskolens stauder er der fri adgang til en 6.000 m2 stor demonstrationshave, såvel som til indehavernes private have.Haven er en vild og skøn staudehave med masser af prydgræsser og virkelig masser af solbrud, der er planteskolens speciale. Faktisk i en sådan grad at haven omfatter en stor samling  af solbrud. Omkring 100 forskellige sorter er der i alle nuancer af glødende gule, orange og røde nuancer. Man går bare og smiler for sig selv, nyder farverne, duftene og tusindvis af insekters ivrige summen. Så fedt 🙂De mange sorter af solbrud er forsynet med navneskilte, så man kan finde tilbage til dem i planteskolens sortiment, der i øvrigt omfatter meget andet end solbrud. Jeg behøver vel ikke at fortælle, at der fremover også vil være solbrud at finde her i haven.

Foreløbig har jeg investeret i sorten Helenium ‘Amber Man’, der har den lækreste teglrøde farve. En dejlig souvenir fra en dejlig ud-af-haven-oplevelse. Så må det vise sig, om haven egner sig til solbrud, men det er jeg nu ikke særlig nervøs for, for jorden i planteskolen så ikke meget anderledes ud end min egen. Nu må vi se.Se flere billeder på planteskolens hollandsksprogede hjemmeside her.

Inspirerende besøg i den private have hos Piet Oudolf

Her i haven har den hollandske havedesigner Piet Oudolf noget nær gurustatus. Så da jeg opdagede, at han holdt åben have i sin private have, samtidig med, at jeg var i Holland i sidste uge, var det simpelthen nødvendigt at få presset et besøg ind i programmet. Det blev en kæmpe oplevelse, som vil stå og flimre på nethinden længe.Piet Oudolf har skabt den naturlige havestil, hvor græsser og stauder – gerne af den høje slags – væves sammen til fantastiske tæpper. Det ser vildt og vildt lækkert ud, når planterne får lov at folde sig ud i (nøje planlagt) fri dressur med veltrimmede hække i kontrast, der rammer hele herligheden ind.De mange mange græsser giver helheden den skønne, uhøjtidelige lethed, der er Piet Oudolf s varemærke. Kigget til majsmarken på den anden side af hækken er også en dejlig detalje, der er værd at lægge mærke til.Bemærkelsesværdigt er det også at opleve, hvordan staudernes frøstande er tænkt ind i helheden, hvor de bidrager smukt med spændende farver og strukturer i sensommerhaven. En virkning der må vare ved langt hen på vinteren.Græssernes fnuglette aks – her i selskab med smalbladet kattehale, Lythrum virgatum – giver haven et næsten eventyragtigt præg, synes jeg.Efter det besøg er der ingen tvivl om, at der mangler nogle stauder i min egen have. Den her guldbaldrian, Patrinia scabiosifolia, for eksempel. Sikke nu en farve.Og den her vernonia, Vernonia crinita. En to meter høj lækkerbidsken 🙂Jeg bliver helt sikkert også nødt til at have nogle flere asters, for de er da bare guld værd i sensommerhaven og helt geniale sammen med prydgræsser. Godt det er blevet plantetid 🙂

Staudesolsikker er havens humørbomber i tørken

Haven giver virkelig anskuelighedsundervisning i, hvilke planter der er tørketålende, og hvilke der absolut ikke er. Nogle af dem, der klarer sig godt trods et minimum af vanding, er havens staudesolsikker. Den her Helianthus ‘Lemon Queen’ blev plantet i foråret, og har som det fremgår klaret det der med at få sig etableret ganske udmærket.Den er blevet til en pæn, fyldig tue, den er lige så høj som mig, og nu er den også begyndt at blomstre med fine, små citrongule solsikkeblomster, som insekterne er ret pjattede med. Der er dejligt mange knopper på vej, så det er en investering, jeg er super glad for, nu hvor mange af havens andre sensommerstauder allerede ser meget slidte ud.Pilebladet solsikke, Helianthus salicifolius, er en anden af havens staudesolsikker, der virkelig har fundet sig til rette, efter at den blev plantet sidste år. Det er faktisk lige før, jeg er bekymret for, om jeg har undervurderet dens pladsbehov, men foreløbig går det.Pilebladet solsikke er en skulpturel plante, der fylder godt i landskabet hele sommeren, og nu har den også lige indledt en forhåbentlig langvarig blomstringsperiode ved at folde de første, små glade solsikkeblomster ud.Knapt så glade ser de hårdt prøvede jordskokker ud i det stærkt tørkeplagede eksotiske hjørne. Jordskok er jo i virkeligheden også en solsikke, Helianthus tuberosus. Jeg har i en tidligere have haft små, gule blomster i mine jordskokker, men det tror jeg ikke, de klarer i år. Til gengæld er jeg ikke så bekymret for, om der er knolde at høste af. Jordskokker er meget livskraftige planter, der som det fremgår ikke lod sig anfægte af, at de ved en fejl fik en omgang med fræseren i det tidligere forår. Det blev de bare til flere af 🙂Nu jeg er i gang med solsikkerne, er I også lige nødt til at ha’ det her billede af “rigtige” solsikker, den enårige Helianthus annuus. Billedet tog jeg i sidste uge, da jeg besøgte Jeanett Fruergaard og hendes fantastiske have. Er det ikke bare vildt skønt at have sin egen solsikkemark i haven? Den have kommer jeg tilbage til 🙂 Kig indenfor på Jeanetts blog her – og læg mærke til, at hun snart holder åben have. Et besøg kan varmt anbefales.

 

Page 1 of 22

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén