Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Kategori: Stauder Page 1 of 23

Pinseviol og martsviol som fint bunddække

Pinseviol, Viola sororia ‘Freckles’

I den seneste måneds tid har det været martsviol, Viola odorata, der har været det fineste blomstrende bunddække i mange af havens bede. Men nu det er blevet påske, er det pinseviol, Viola sororia, der har taget over. Der er desværre ikke noget, der hedder påskeviol 🙂 Jeg har plantet en del af den helt særlige sort, Viola sororia ‘Freckles, der nu breder sig lystigt i bunden af bedene. Den er så sød med de fregnede blomster, synes jeg. En super genbrugsplante, der stammer fra tidligere års forårskrukker.

Pinseviol, Viola sororia

Til gengæld erindrer jeg ikke, at have plantet den “rigtige” blå pinseviol. Noget tyder på, at planterne har smidt om sig med frø, der slår tilbage til deres oprindelse. De kommer rigtig mange steder. Det har jeg det helt fint med, for jeg synes generelt, at violerne er rigtig gode som bunddækkeplanter. Og de er nemme at fjerne, hvis det bliver for meget.

Vibeæg, Fritillaria meleagris

Det gælder for både pinseviol og martsviol, at de efter afblomstring i forårsmånederne, lader bladene vokse og bladstænglerne strække sig. Her er det den søde pink martsviol, som de blomstrende vibeæg, Fritillaria meleagris, bruger som fodpose. Viola odorata Miracle ‘Classy Pink’ hedder sorten, der nu er næsten afblomstret.

Den hvidblomstrede martsviol, Viola odorata ‘Miracle ‘Bride White’ er afblomstret langs trædestien og omkring det lille spejlbassin/fuglebad i det hvide forårsbed. Den er allerede begyndt at gøre lidt mere fyldest som bunddække, end det gjorde under blomstringen.
Bassinet, der tidligere har været brugt som bålfad, har fået ny opgave efter sidste sommers tørke, hvor adgang til vand i haven blev nærmest livsvigtigt for fugle, egern, pindsvin, og hvad vi ellers har. Hermed er der også en mulighed for at komme til fadet for de mere generte, der ikke har lyst til at nærme sig det store spejlsbassin på terrassen.
Reklame: Bålfadet/fuglebadet/spejlbassinet kan erhverves hos Zinkbakken se her.

Det hvide forårsbed står i fuldt påskeflor

Det hvide forårsbed under den opstammede kristtorn blomstrer, så det er en lyst. Det fantastiske morgelys, vi bliver forkælet med her i påskeferien, gør alle de hvide blomster selvlysende. Det er virkelig som et stort påskeæg til havenørden, der for en gangs skyld har god tid til at gå morgentur i haven 🙂

Påskeklokke, Helleborus x orientalis

Det er så dejligt, at påskeklokkerne, Helleborus x orientalis, holdt hele vejen til påske. De lagde jo tidligt ud i år i den milde vinter, men står heldigvis længe, og er også smukke længe efter, at blomstringsperioden egentlig er ovre. Påskekokkerne danner grundstammen i det hvide forårsbed, når de springer ud, mens foråret endnu kun er spirende. Og de fortsætter egentlig med at spille hoverollen i bedet sommeren igennem, hvor de nye blade snart danner et tæt, grønt bunddække. Der er skyggefuldt i bedet og derfor ikke meget farve på i sommermånederne.

Narcissus ‘Misty Glen’

Mon ikke også det er i anledning af påsken, at den smukke, rent hvide narcis, Narcissus ‘Misty Glen’ er sprunget ud? Timingen er i hvert fald ret perfekt, og den gør lige nu sit til at gøre det hvide forårsbed til en lækker oplevelse.

Sommerhvidblomme, Leucojum aestivum

Den fine sommerhvidblomme, Leucojum aestivum, der nærmest har forvildet sig rundt i hele bedet, er også sprunget ud. Den har heldigvis en langvarig blomstringsperiode, for de dinglende, blondekantede blomsterklokker har en stor plads blandt mine forårsyndligsplanter.

Sikkerhedszone og ny staudeholder til yndefuld staude

Hold nu op, hvor det gror og grønnes derude. I det pink bed fortsætter magtkampen med flere stærke kombattanter. Nu har det været nødvendigt at etablere en sikkerhedszone for at beskytte den smukke og yndefulde lægekvæsurt, Sanguisorba officinalis ‘Pink Tanna’. Ellers ender den formentlig som taberen.

Lægekvæsurt, Sanguisorba officinalis

Lige nu er det ellers lægekvæsurt, der er mest fremme i skoene. Så langt fremme, at tiden er inde til at få monteret en staudeholder, så de lange, yndefulde blomsterstængler, der følger, ikke vælter ud over det hele.

Drejeblomst, Physostegia virginiana

Men jeg ved jo godt, at det kun er et spørgsmål om tid. Ud over almindeligt ukrudt som nælder, skvalderkål og stauden slangeurt, Polygonum bistorta, der får samme behandling, er der to hovedkombattanter i bedet. Her er den ene nemlig drejeblomst, Physostegia virginiana, ved at opruste til kampen om pladsen mod yndlingsfjenden duehoved, Chelone obliqua.

Drejeblomst og duehoved

Det er ellers to dejlige stauder, jeg sætter meget pris på, men de har altså imperialistiske tilbøjeligheder. De kæmper efter hvert deres grundprincip. Drejeblomst suser rundt i bedet og sætter overraskelsesangreb ind over det hele ved hjælp af lange udløbere. Nu har jeg pillet adskillige skud ud af de fredsommelige lægekvæsurter. Duehoved derimod, breder sig støt og roligt fra sin base og udvider sit territorium fra år til år. I sin fremfærd kvæler den alt, hvad der kommer i vejen, og fik den lov ville den fylde hele bedet.

Det får den så ikke, og nu er de mest nærgående angreb på rosenkvæsurten brutalt gravet op, så freden er blevet genoprettet i hvert fald ind til videre. Lad mig lige reklamere lidt for den her fine staudeholder, jeg har fået, for det er jo lige nu, de stauder, der har tendens til at vælte, skal have en hjælpende hånd. Så vokser de fint til og skjuler staudeholderen senere på sæsonen. Det er nu næsten ikke nødvendigt med den her ret pæne staudeholder, der er stærk og gedigen og let at se på på samme tid. Den er dansk produceret, fremstillet i 6 mm jern, er nem at montere, og så kan den hænge på en knage i skuret om vinteren. Der er 20 forskellige standardmodeller at vælge imellem, så mon ikke det dækker de fleste behov. Se de mange valgmuligheder her.

Den søde primula-tid er endelig begyndt

Primula Belarina ‘Cream’

Den søde primula-tid er kommet vældig godt fra start, og nu pibler de frem alle vegne i haven. Nogle vil måske mene, at primula-tiden har været i gang længe her i haven, men indtil nu har det jo været primula’er i krukker, det har handlet om. Først nu er den “rigtige” primula-tid begyndt, hvor de små forårsfine stauder dukker op til et glædeligt gensyn. Gensynsglæden er ikke mindst, når den lækre, dobbeltblomstrede Primula Belarina ‘Cream’ melder sin ankomst.

Primula Belarina ‘Pink Ice’

Søstersorten Primula Belarina ‘Pink Ice’ er ikke mindre dejlig med sit mylder af dobbelte blomster, der ligner små roser og vitterligt har samme farve som barnsdommens jordbæris … den der uden jordbær i den trefarvede fødselsdagsis, I ved nok. De er i øvrigt begge kommet til haven for adskillige år siden som krukkeplanter, så der er tale om super gode genbrugsplanter.

Storblomstret kodriver, Primula vulgaris

Det bliver selvfølgelig ikke primula-tid uden den her sart lysegule sag. I modsætning til de forædlede Belarina sorter vokser den faktisk vildt i den danske natur og blomstrer netop nu i skovbunden rundt omkring. Jeg holder meget af storblomstret kodriver, Primula vulgaris, så den passer jeg godt på i haven. Sidste år blev en hel flok faktisk flyttet i forbindelse med fældningen af det gamle, syge piletræ og etableringen af et nyt bed på stedet. Heldigvis har de klaret flytningen fint.

Kugleprimula, Primula denticulata

Til den søde primula-tid hører også kugleprimula, Primula denticulata. Den er kun så småt ved at komme i gang, så de kugleformede blomsterstande er ikke engang rigtig kugleformede endnu. Men det skal nok komme, og der er heldigvis optræk til masser af blomsterbolde.

Kødædende planter fanger fluer i drivhuset

Kødædende planter

Jeg har altid været fascineret af kødædende planter og husker tydeligt suset, da jeg som barn på en botaniseringstur med min læremester Thorkild fandt den vildtvoksende soldug, Drosera rotundifolia, i en mose. Det var stort 🙂
Nu har jeg etableret min egen lille mose i drivhuset med græsser og en flok kødædende planter, så nu forventer jeg at få kvalificeret hjælp i kampen mod sørgemyg, vandfluer, og hvad vi ellers har, når der er fugtig jord til stede.

Fluefanger, Dionaea

Grrr. Der er simpelthen noget tegneserie over den her fluefanger, Dinaea, der smækker kæberne sammen, når et insekt rammer de fimrehår, der sidder nederst på bladene. Så er det goodbye insekt, for planten går fluks i gang med at fordøje det og ad den vej skaffe sig et tilskud af næringsstoffer. Ret drabeligt og bestemt ikke en plante for veganere.

Fluetrompet, Sarracenia

Fluetrompet, Sarracenia, er en anden slægt af kødædende planter. En mystisk konstruktion, der også kalder uhyggelige, fantasifulde historier frem. Godt de ikke er større. Fluetrompet er faktisk vinterhårdfør ned til -15 grader, men det kræver, at man har et sumpet område i haven. Og det har jeg jo desværre ikke. Hmm jeg må se, om jeg kan regne noget ud. Det er Gartneriet Lammehave, der har specialiseret sig i at producere kødædende planter. De sælges i butikker over hele landet.

Sådan ser min nyanlagte minimose ud i sin helhed. De kødædende planter er suppleret med japansk star, Carex brunnea ‘Sophia’ og bagerst er det det smukke prydgræs med det drabelige navn blodgræs. Imperata cylindrica ‘Red Baron’ hedder sorten. Navnet blodgræs kommer af ublodige årsager nemlig græssets fantastiske røde høstfarve.
Hele molevitten er plantet i terra cotta urtepotter, der er placeret på et smukt, rundt zinkfad med høj kant. Det har den fordel, at der kan stå vand i zinkfadet, så den moseagtige vandforsyning til planterne er stabil. Zinkfadet, der kan bruges til alverdens ting, kan købes her. Og piiist, det er på tilbud netop nu.

Rosengeranie, Pelagonium graveolens

Nu jeg er gået i gang med insektbekæmpelsen i drivhuset, så har jeg også udstyret det med et par rosengeranier også kendt som duftgeranier – også kendt som myggebalsam planten eller ørepineplanten. Kært barn har mange navne. På latin hedder den Pelargonium graveolens. Det smarte ved disse typer af rosengeranie, der vel at mærke fås med et væld af forskellige dufte, er, at den særlige, lidt skarpe, lidt citrusagtige duft, skulle kunne holde myg på afstand. Det er virkelig genialt, hvis det virker efter hensigten. Jeg hader myg! Foreløbig bliver de prøvet af i drivhuset, hvor det virker uovertruffent – omend nok især fordi, myggene ikke er vågnet op til dåd endnu. Vi må se, hvad der sker, når de gør. Planterne stammer fra Hawaii Gartneriet, der sælger dem til butikker over hele landet.

Martsviol og pinseviol i fine farver

Martsviol, Viola odorata Miracle ‘Classy pink’

Violer er, som de fleste vil vide, almindeligvis blå, ligesom roser er røde. Men det er ikke hele sandheden. Den her martsviol, Viola odorata Miracle ‘Classy Pink’ er jo for eksempel ikke spor blå. Den står og blomstrer i fine, bunddækkende tuer og spreder, som martsviol jo gør, den lækreste duft i luftrummet omkring sig.

Martsviol, Viola odrata Miracle ‘Bride White’

Den snehvide martsviol,Viola odorata Miracle ‘Bride White’ er en anden undtagelse fra reglen. Begge de to har startet karrieren her i haven som krukkeplanter, der er blevet plantet ud til genbrug. Det går, som det fremgår, super godt. Det er da et dejligt bunddække.

Derfor er der selvfølgelig også plantet violer i forårskrukkerne i år, så bestanden i haven vil vokse yderligere. De øvrige planter i forårskrukken er i øvrigt også gode genbrugsplanter, siger min erfaring.

Pinseviol, Viola soraria ‘Rubra’

Nu vi er ved krukkerne, så er der flere violer at komme efter netop nu. Her er det den helt skønne pinseviol, Viola sororia ‘Rubra’ der blomstrer med sine – for violer – store, smukke blomster i en lækker farve. Pinseviol kommer som navnet mere end antyder noget senere end martsviol, så selv om jeg kan se de skyder i haven, er der endnu et stykke tid, til de blomstrer.

Pinseviol, Viola sororia ‘Freckles’

Det glæder jeg mig ellers til, for jeg har genbrugt en masse af den her pinseviol, Viola sororia ‘Freckles’. Den er helt i særklasse med fine, fregnede blomster, der ser ud som om de er blevet ramt af sprøjt fra en malerpensel.

Martsviol, Viola odorata

Den”rigtige” martsviol, Viola odorata, kommer heldigvis af sig selv, og den er jo heller ikke så ringe.
Weekendens vejrudsigt varsler, at tiden er inde til at slippe haveglæden løs for alvor. Så nu kan jeg ikke dy mig for at minde dig om min havebog, Slip haveglæden løs – fryd, facts og fiduser. Hvis du mangler tips til, hvordan du kommer i gang, hvad du kan plante hvor og hvorfor. Eller hvis du har brug for staldtips til havearbejdet, så er bogen et godt sted at lede. Den er også en oplagt gaveide 🙂 Bogen kan bestilles hos boghandleren eller direkte hos forlaget på www.forlagetlinnea.dk, hvor der også er smagsprøver fra de mere end 200 sider og på de mere end 400 billeder at få. Der er forårstilbud netop nu: Skriv rabatkuponkoden Forår i feltet, så sparer du fragten.

Påskeklokkernes kapløb trækker sæsonen i langdrag

Påskeklokke, Helleborus x orientalis

Påskeklokkernes kapløb er en årligt tilbagevendende begivenhed, der altid får det samme udfald. Gruppen med nærmest svovlgule blomster kommer altid først. Faktisk har de ofte været så tidligt på færde, at blomsterknopperne har fået frostsvidninger i kanten. Men heldigvis ikke i år, hvor der nærmest ikke har været frost på matriklen.

Den ret uanselige svovlgule farve gør ikke den stabile vinder af påskeklokkernes kapløb til noget specielt spektakulært. Men så alligevel. Når man vender de beskedent nikkende blomster om, afslører der sig et helt kunstværk.

De næste påskeklokker, der folder blomsterne ud, er rent hvide og efter min mening noget af det smukkeste. Alle mine forskellige påskeklokker stammer fra samme kilde, nemlig Gartneriet Spiren, de er plantet samtidig for 8-10 år siden, og de står næsten alle sammen i det samme bed. Så det er lidt sjovt, at der er så stor forskel på, hvornår de springer ud. Det må ligge i deres forskellige gener.

Sidst i påskeklokkernes kapløb ligger altid den mystiske, næsten sorte sort, som jeg også er ret vild med og meget fascineret af. Tænk at blomster kan være så tæt på at være sorte.

Men den ligger der side om side med endnu en klynge rent hvide, der endnu ikke har foldet blomsterne helt ud. Jeg synes faktisk, der er ret dejligt, at påskeklokkerne topper i forskelligt tempo, for det gør jo, at sæsonen bliver dejligt lang.

Påskeklokker med forårsfornemmelser kræver rettidig omhu

Påskeklokkerne, Helleborus x orientalis, har indtil nu brugt de gamle blade til at beskytte de nye blomster, men bladene er godt nok ved at være udtjente og har nærmest lagt sig i en ring omkring de nye blomsterskud i midten. Et klart signal til, at nu er det ingen skam at beskære påskeklokkerne og fjerne bladene. Faktisk tvært imod. Der er allerede spor af svampesygdommen julerosesortplet på de gamle blade, og det kan, når uheldet er ude, brede sig til blomsterne. Det gjorde det sidste år, hvor jeg var alt for sent på den og blev nødt til at fjerne en del angrebne blomster. Det var ikke morsomt.

Påskeklokke, Helleborus x orientalis

Til gengæld er det om ikke morsomt så ualmindelig dejligt at opdage, at de nye blomster er stærkt på vej og står og nikker fint i kulden med knopperne på spring. Det er virkelig påskeklokker med forårsfornemmelser, der er klar til at afløse juleroserne, Helleborus niger. De er ved at være færdige for i år, men de var også tidligt i gang i det milde vejr.

Jeg har fluks fattet saksen og gjort kort proces med de gamle blade, der ikke kommer på komposten men bliver behørigt destrueret, så jeg ikke risikerer noget. Fugtigt vejr fremmer spredning af svampesygdommens sporer, så det er godt at få klaret den opgave på en kold, tør dag.

Således opmuntret af den allerførste virkeligt forårsrelaterede opgave i haven kan jeg også gå og glæde mig over de fine påskeklokker med forårsfornemmelser, der er på vej med blomster i mange fine nuancer fra hvide over creme til næsten sorte.

Hjortetunge og skjoldbregne skaber skovstemning i vintermånederne

Hjortetunge, Phyllitis scolopendrium

Jeg holder så meget af bregner, der skaber den her urgamle skovstemning i haven med deres smukke og sære strukturer. Ikke mindst de vintergrønne arter er guld værd, for de står nok så fint og lyser op nu, hvor så meget andet er gråt. Selv deres navne understeger stemningen. Hvad mener i fx om hjortetunge, der hedder Phyllitis scolopendrium på latin. Det er da et smukt navn til en smuk bregne.

Hjortetunge er i øvrigt også super god til vinterkrukkerne. Ja, den her har faktisk stået to år i samme krukke. Den er en lidt atypisk bregne med hele, lysende lysegrønne blade med markante streger af sporer på undersiden. Den skal vist have et mere permanent voksested i haven til foråret.

Blød skjoldbregne, Polysticum setiforum

En anden vintergrøn bregne, jeg går og glæder mig over lige nu, er blød skjoldbregne, Polysticum setiforum. Skjoldbregne … endnu et perfekt navn til en fortidig plante, synes jeg. Den har det mest utrolige, meget findelte løv, og den vokser frygtelig langsomt. Den har stået der i årevis og måtte for min skyld gerne have lidt mere fylde, men det kommer forhåbentlig.

Denne her bregne, som jeg har forlist navnet på, er også med til at give haven frodighed i vintermånederne med sine vintergrønne bregneblade. Jeg håber, den også har et fint navn, der klæder den. Umiddelbart ligner den meget almindelig mangeløv, Dryopteris filix-mas, der vokser vildt overalt på matriklen.

Men det er jeg sikker på, at det ikke er. Almindelig mangeløv er nemlig absolut ikke vintergrøn. Den er gået fuldstændig i hi under jorden, hvor den venter på, at det bliver forår, så den igen kan rulle sine sjove nye skud, der ligner bispestave, ud midt i et hav af liljekonvaller. Det bliver nu godt 🙂

Krydderurter fra det eksotiske hjørne til julemaden

Der er ikke så meget grin ved det spiselige staudebed lige nu, selv om den dæmpede farveholdning i rødbrun og grågrøn egentlig er lidt lækker. Men toppene af de forskellige krydderurter og stauder får helt generelt lov at stå, til det bliver forår her i haven.Der er jo stadig frø til småfuglene i mange af dem, og de beskytter også planterne lidt mod den værste frost, når blade og så videre falder på jorden og så småt begynder at kompostere og vende tilbage til jorden. Og så er de simpelthen dekorative. Ikke mindst hestemynte, Monarda didyma, har de fineste vinterstandere.

Samtidig, et andet sted i haven, er der fortsat smagfyldte krydderurter at høste af til julemaden. I “det eksotiske hjørne”, hvor en gammel mur luner og giver læ på den sydvendte skrænt, kan der i hvert fald plukkes al den rosmarin, Rosmarinus officinalis, vi kan nå at guffe os igennem. Og det selv om vi er flere i familien, der er ret pjattede med rosmarin. Jeg var bekymret for planten midt på sommeren, da der var ørkentilstande i den ende af haven, og jeg blev nødt til at opgive at holde planterne med vand, men rosmarinen klarede skærene uden at kny, mens en del naboplanter måtte give op.En anden succeshistorie fra “det eksotiske hjørne” handler ikke om krydderurter – men så alligevel. Den lille laurbær busk, Laurus nobilis, leverer laurbærblade til flæskestegen og andet godt, så den bruges jo nærmest som en krydderurt. Busken blev flyttet fra det gamle drivhus, da det nye skulle bygges. Der havde den stået i årevis og været voldsomt plaget af skjoldlus og dertil hørende sodskimmel.

Men busken tåler åbenbart forholdene under åben himmel væsentligt bedre end sine plageånder, så selv om den ikke ligefrem har vokset sig stor her i det kolde nord, har den det fint og er leveringsdygtig i de flotteste laurbærblade til julemaden.

Page 1 of 23

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén