Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Category: Sommerblomster (Page 1 of 9)

Frosten kalder de sidste farver frem i haven

Haven her er gået fri længe, men nu har nattefrosten også nået Sondrup. Der er hvidt i den nederste del af haven og på bakken ude foran om morgenen, men inde i det inderste af haven, ser der stadig lunt og efterårsagtigt ud, selv om temperaturen nok er lige på vippen, og der absolut ikke føles lunt. Bladene rasler ned, og kuldegraderne får de sidste farver frem i træernes blade, mens de kæmper for at trække den sidste næring i land, før bladene falder.Mispel, Mespilus germanica, holder bladene længe og runder sæsonen af med at blive lysende gult. De sære frugter, der kaldes aberøve, bliver siddende længe endnu. Faktisk skulle det være nu, de er ved at være spiselige, for frosten gør de ellers så stenhårde frugter bløde og medgørlige. Jeg tror nu, de er bedre som pynt end som fødevare, selv om de engang blev regnet for en delikatesse, der skulle spises i det begyndende stadie af forrådnelse og skylles med med portvin 🙂Der er noget særligt over lyset sådan en november morgen, hvor egetræerne, der omkranser haven stadig lyser gult, mens det yndefulde forfald bliver mere udtalt dag for dag. Det gælder om at nyde det, for det varer ikke længe, før sceneriet skifter helt. Efter frosten skal der ikke meget vind til, før træerne står nøgne og hortensiaens blomsterskærme mister farven.En enkelt sommerblomst, tobaksblomst, Nicotiana mutabilis, lader som det hverken er november eller frostvejr. Den står der nok så fint i mange eksemplarer og blomstrer videre med sine pink, lyserøde og hvide blomster. Den kom godt nok sent i gang, men den har da vist blomstret lige så længe som sine sommerblomstkolleger, der for længst er gået til. Et dejligt lyspunkt i novemberlandskabet, selv om farverne jo høre en helt anden årstid til.

Hjemmelavet plantebord med indlagt varme

Det nybyggede drivhus har i nogle uger igen været forvandlet til en byggeplads. Ikke fordi, der var noget galt med drivhuset, men fordi det skulle udstyres med en ekstra finesse i form af et plantebord med indlagt varme. Ideen er, at bordet skal kunne aflaste vindueskarmene i det tidlige forår og samtidig skabe bedre vækstbetingelser for de forspirede planter. Nu skal jeg bare have hittet en form for små plastictunneller eller lignende, der kan sørge for at holde varmen omkring planterne.Det er husets habile handyman, der selv har designet og bygget bordet på stedet. Det sidste er nødvendigt, for den kraftige betonbordplade gør bordet nærmest umuligt at flytte på, så nu står det, hvor det står. Der blev bygget støbeform til bordpladen og monteret rio-net til at bære den til formålet indkøbte varmeledning. Der blev støbt i flere omgange, og til slut blev overfladen slebet glat. En ualmindelig støvet omgang kan jeg hilse og sige.Det er bare blevet så fint og lækkert og giver samtidig en dejlig masse oplagringsplads til alle planteværkstedets nødvendigheder.Det kom lige tilpas, for der er flere af krukkeplanterne, der trænger til at komme lidt i ly for lave temperaturer og alt for meget regnvejr. Det gælder for eksempel den dejlige pelargonie, Pelargonium ‘Appleblossom’. Den har blomstret siden juni, da den blev plantet i krukken, og står fortsat med et hav af knopper. Problemet er bare, at de stærkt fyldte blomster og det fugtige vejr er en skidt kombination. Blomstrene går simpelthen til i gråskimmel, før de når at springe ud. Så nu er krukken flyttet ind i drivhuset, hvor den forhåbentlig kan nydes længe endnu. Læs mere om Pelargonium ‘Appleblossom’ her.

 

Friske frø af orientalsk pileurt i postkassen

Der er efterhånden længe imellem, at der dumper et vaske ægte brev i postkassen. Men i dag er en af de helt gode dage. Brevet er fra Bente, der sender en dejlig hilsen og en lille pose friske frø af orientalsk pileurt, Polygonum persicaria. Dem er jeg helt vildt glad for, så tusind tak til Bente.Sagen er den, at jeg gentagende gange har indkøbt og sået frø af den fantastiske sommerblomst med det lige så fantastiske engelske tilnavn ‘Kiss me over the garden gate’. Jeg har set den blandt andet i Park der Gärten i Tyskland og har siden drømt om at have den i sommerhaven, men trods alle mine anstrengelser, er der aldrig kommet andet et par forkølede spirer ud af det.Det har Bente heldigvis en god forklaring på. Frøene skal simpelthen sås, mens de er helt friske for at spire ordentligt. Så nu har jeg skyndt mig at så halvdelen af frøene, mens den anden halvdel – også på Bentes anbefaling – er blevet puttet i fryseren til en forårssåning. Nu krydser jeg fingre for, at det endelig vil lykkes at få den statelige plante i næste sommers blomsterbede.Jeg har sået frøene i det sneglefri salatbed, der i forvejen rummer min staudebørnehave, nu da salaten alligevel er spist. Der måtte lige gang i Posca tuscherne, der skriver/maler på næsten hvad som helst, til skiltemaling igen, så de dyrebare frø er ordentligt markeret. Tuscherne kan købes her.

Sensommerbed i pink nuancer i topform

En stor del af haven er for alvor gået i sensommermode med brune frøstande og kæntrede planter oven på regn og blæst i mere end rigelige mængder. Men det pink bed – der har været en del udfordringer med i år – ser faktisk bedre ud, end det længe har gjort. Det hænger selvfølgelig sammen med, at mange af planterne i bedet netop er sensommerblomstrende. De giver lige et plus på haveglædekontoen mellem bygerne. Et dejligt sensommerbed.Duehoved, Chelone obliqua, er en af de stauder, der brillerer nu, hvor de fleste kolleger er begyndt at falme. Lækker farve, god stabil struktur, der aldrig kræver støtte eller opbinding, og sjove blomster, der vitterligt ligner duehoveder. En klar sensommerfavorit her i haven.

Kattehale, Lythrum salicaria, har stået model til en del rusketure på det seneste, men har rejst sig fint igen. Også en dejlig, pålidelig sensommerstaude, der aldrig er noget ballade med 🙂

Den helt skønne tobaksblomst, Nicotiana mutabilis, der blev forspiret fra egne frø i det tidlige forår, har været urimeligt længe om at komme i gang i år. Men nu kører det for den. Lette blomsterstande med små blomster i alle nuancer af pink, lyserødt og hvidt. Den er slet ikke til at stå for.Endelig er der jo bedets ubestridte mirakel. Ja ikke fordi almindelig hortensia, Hydrangea macrophylla, almindeligvis er noget mirakel, men i lyset af, at busken trives  bedst på fugtig jord i halvskygge og dybest set ikke tåler udtørring, klarer den sig fantastisk her i haven år efter år. Jeg har garanteret sagt det før, men jeg elsker den måde, blomsterstandene blegner på, når sensommeren sætter ind. Gradvist kommer de lysende pink blomster til at se ud som om de er lavet af vintage gavepapir fundet i et fjernt hjørne på et glemt loft. De er virkelig lækre.

Stadig sæson for solhat og sommerfuglebusk

Det er mere end en måned siden, purpursolhat, Echinacea purpurea, begyndte at springe ud her i haven i diverse farver, som det ses her, men de blomstrer endnu. Farverne er måske blevet lidt blegede, og randkronerne er begyndt at at bøje sig lidt mere ydmygt, men det, synes jeg nu ikke, de er blevet mindre dejlige af. Mange har nævnt, at de har svært ved at få purpursolhat til at komme igen. Jeg vil gerne melde mig i koret, når det gælder de nye, stærkt forædlede sorter med vilde farver og former, men den gode gamle “rigtige” purpursolhat med den fantastiske farvekombination af støvet pink og rødbrun, volder ikke problemer her i havenJeg har oven i købet lige opdaget, at der er flere på vej. En ny generation af selvsåede småplanter dukker op hist og pist i bedet. De skal være så velkomne.Sidste år plantede jeg en spændende ny sommerfuglebusk, Buddleja davidii ‘Flower Power’ med en ualmindelig sød blomsterfarve i trappebedet, hvor purpursolhat også står. De matcher ret fint, synes jeg. Og nu hvor de øvrige sommerfuglebuske i haven er ved at se lidt slidte ud, er den lige begyndt at blomstre. Det er vi mange, der er glade for.Højt til vejrs over samme bed, er der også kommet godt gang i sensommerblomstringen takket være de mange kæmpeverbena, Verbena bonariensis, der blev plantet ud i foråret efter forspiring i vindueskarmen. En herlig plante med så stive stængler, at den holder sig oprejst uanset vind og vejr. Også den er sommerfuglene i øvrigt helt pjattede med.

Fingerbøl i ny rolle som sommerblomst

Fingerbøl, der måske er bedre kendt med det latinske navn Digitalis, er, når det skal være helt rigtigt, en to-årig plante, der sås det ene år, spirer og danner roset, for så at blomstre den følgende forsommer. Men se nu lige her. Ved hjælp af nye, hurtigtblomstrende sorter og et lille kunstgreb, kan fingerbøl også bruges som sensommerblomstrende sommerblomst.Her er det sorten Digitalis purpurea ‘Dalmatian White’, der blev sået medio marts ligesom de øvrige sommerblomster, der forspirede i vindueskarmen. De blev også pottet op samtidig og siden plantet ud i haven i begyndelsen af juni. Det er ikke svært at gætte, hvad sortsnavnet kommer af – og heller ikke hvad det danske artsnavn, fingerbøl, hentyder til. Der er i øvrigt en hel serie af ‘Dalmatian’ sorter i mange lækre farver. Digitalis ‘Dalmatian Peach’ ses her.

Det er skønt, når fingerbøl blomstrer i forsommeren, men det er ikke mindre skønt nu. Sommerblomsterne gav dem hurtigt baghjul og har blomstret dejligt hen over sommeren, men nu begynder de at se lidt slidte ud. (Altså undtagen narcistobak, Nicotiana sylvestris, der bare bliver ved og ved. En super naboplante til den hvide fingerbøl, synes jeg). Til gengæld står fingerbøl spirene der og lyser smukt op med smukke, friske blomsterspir. Jeg ved det ikke, men jeg tvivler på, at de giver en omgang mere næste år. Det kunne være dejligt, men for en sikkerheds skyld må der sås nogle flere, for det er helt klart en oplevelse, der tåler en gentagelse.

Frø til fremtidens valmuer og birkes til bollerne

Kun minderne er tilbage om sommerens største hit her i haven, de mørkt violette opiumvalmuer, Papaver somniferum ‘Dark Plum’. Men de minder er så gode, at der helt sikkert skal sås et nyt kuld til næste år. I år købte jeg frøene, forspirede i vindueskarmen i foråret og plantede de små planter ud med stor forsigtighed, for de bryder sig reelt ikke om at blive forstyrret. Heldigvis gik det over al forventning.Det gode ved opiumvalmuer er, at de ud over den smukke, smukke blomstring også har super dekorative frøstande. Dem har jeg glædet mig over længe, men nu er de begyndt at kæntre, og da frøstandende samtidig rasler lovende, er jeg blevet enig med mig selv om, at tiden er inde til høst. Håbet er, at der så er ganske gratis frø til endnu et valmueflor næste år. Jeg har ingen anelse om, om frøene er stabile, så blomsterne får samme lækre farve som forældrene, men det er da værd at prøve.Selv om frøkapslerne rasler lifligt, får de lige lov at stå til tørre og pynte i nogle dage, før jeg drysser frøene ud og tørrer dem i flade bakker. Jeg kunne formentlig sagtens lade frøene selvså i haven, og der dukker garanteret også selvsåede planter op til foråret, men for at være på den sikre side, er det nu rart at have frø i depot også. Til foråret vil jeg prøve dels at forspire frø som i år, dels at så på friland, når det bliver lunt nok. Måske kan jeg så få en ekstra lang blomstringsperiode ud af det – det kunne være lækkert.Frøkapslerne i kanden til højre kommer fra nogle andre og temmelig selvbestaltede opiumvalmuer, der bare dukkede op uden smålig skelen til mine farvekoordinerede bede… Nænnede at luge dem gjorde jeg dog ikke, når nu de havde udvist så meget initiativ 🙂Den har jeg dog ikke ligefrem tænkt mig at så igen, så jeg har primært høstet frøkapslerne for at undgå alt for voldsom invasion. Til gengæld har jeg tænkt mig at bruge frøene som birkes på de hjemmebagte boller, så helt til spilde går de skam ikke.

Kæmpeverbena med gode naboer

Jeg har lige haft en spændende ud-af-haven oplevelse i Park der Gärten, i den tyske by Bad Zwischenahn nær Oldenburg. Park der Gärten er et enormt område, der oprindeligt husede en af de store tyske haveudstillinger, og som har fået lov at henligge som park. Der er et hav af små demohaver, men efter min mening er de ikke den egentlige attraktion. Det er derimod de imponerende og betagende beplantninger, der smyger sig mellem demohaverne. De er en sand opvisning i, hvor meget man kan med sommerblomster, hvis man virkelig vil. Her er alle de store, de høje og de virkeligt i øjnefaldende, som man er nødt til at lave selv, hvis man vil have dem, Og her er der leget med former og farver, så man ind  bare står der i næsegrus beundring og andre gange nærmest bliver blæst bag over. Kæmpeverbena, Verbena bonariensis, som jeg selv bruger flittigt og holder meget af, er tydeligvis også gartnernes yndlingsplante, for den går igen i rigtig mange sammenhænge. Her som nabo til den forbløffende orientalsk pileurt, Polygonum orientalis, som det bare ikke vil lykkes mig at lave selv…

I de store bede er der skabt fantastiske kombinationer af sommerblomster, stauder, grønsager og prydgræsser i hæmningsløse mix helt uden smålig skelen til traditionelle opdelinger i plantegrupper. Det er bare flot og voldsomt inspirerende efter min mening. Det spektakulære prydgræs, Pennisetum glaucum ‘Purple Majesty’, troede jeg egentlig ikke, jeg kunne li’, men sammen med kæmpeverbena, og hvad vi ellers har, fungerer den til et 12’tal. Her er kæmpeverbena kommet i godt selskab med rød grønkål, Brassica ‘Redbor’ og den virkelig fnuglette prærie-hirse, Panicum virgatum ‘Fountain’, der nærmest ligger som en tåge ind gennem bedet. Den er jeg simpelthen nødt til at prøve at skaffe frø af 🙂

Det var også i Park der Gärten, jeg for nogle år siden opdagede den skønne tandstikkerurt, Amni visnaga ‘Green Mist’, som jeg siden har haft utrolig meget glæde af at så hvert år. Den er gartnerne vist også meget glade for, for den bliver meget flittigt brugt i beplantningerne. Her som et bølgende hav i selskab med kæmpeverbena. Wow.

Chokoladeblomst og stolt kavaler til lidt af hvert

Planteslægten kosmos er leveringsdygtig i nogle af sommerens allerbedste sommerblomster, hvis man spørger mig. De er smukke, blomstrer dejligt længe og så er de egentlig ret nemme at dyrke. En absolut darling her i haven er chokoladekosmos, Cosmos atrosanguineus. Den har holdt en lille blomstringspause i det kolde, våde vejr, men nu er virkelig gang i den igen i krukkegruppen ved fordøren.De fløjlsagtige, dybt mørkerøde blomster på graciøse, tynde stængler er simpelthen i særklasse. Chokoladekosmos er alle tiders krukkeplante, men på haveudstillingen IGA Berlin 2017, så jeg den faktisk også plantet i blomsterbede sammen med græsser, som det ses her. Det skal jeg vist prøve næste år.Det gør jo det hele lidt nemmere, når blomsterne så at sige har jordforbindelse også i dybden. I år har jeg haft utrolig meget glæde af den sart lysegule sort af stolt kavaler, Cosmos bipinnatus ‘Xanthos’, der blev forspiret inde og plantet ud i et blomsterbed. Den har blomstret i månedsvis og viser ingen tegn på at holde op.Den sart lyserøde stolt kavaler, Cosmos bipinnatus, gør det også ret godt i det pink bed, hvor den blander sig pænt med stauderne i bedet.Den lidt mere pangfarvede sort er til gengæld udnævnt til krukkeplante, og gør også det ganske godt, bare jeg husker at vande. Ind imellem ser den meget træt ud, men den retter sig hurtigt, når vandkanden kommer til undsætning.

Der vokser oven i købet også stolt kavaler i køkkenhaven. Blomsterne er nemlig super gode i buketter, så jeg har sået en pose blandede frø i forventning om at have gode forsyninger til sensommeren buketter. De er lige begyndt at blomstre, så den plan ser ud til at holde stik 🙂

Stiklingeformering med høj succesrate

Da jeg sidst i maj plantede gråbladet evighedsblomst, Helichrysum petiolare i krukkerne, havde planterne allerede så lange skud, at jeg valgte at forkorte dem, for at få mere buskede planter. De afklippede skud skulle jo ikke gå til spilde, så de blev klippet til stiklinger og stukket i små potter med spiremuld. Gråbladet evighedsblomst – her i den gulbladede sort – er simpelthen noget af det nemmeste at stiklingeformere, så nu er der friske planter klar til sensommerkrukkerne.Stiklingerne har slået rod alle som en, og vokser så godt, at det igen er oplagt at korte skuddene af, så planterne busker sig pænt. Den ser lidt afpillet ud lige efter sådan en rundbarbering, men det betaler sig i længden.Dermed står jeg endnu engang med en håndfuld stiklinger – men da det begynder at knibe med krukkekapaciteten, får de nu prædikatet kompost i denne omgang.Efter plantning, er de nye planter hurtigt klar til at være med i krukkegrupperne, hvor de kan gøre de vildtvoksende moderplanter følgeskab. Gråbladet evighedsblomst er der virkelig gang i, og planterne er efter min mening guld værd i krukkegrupperne med deres fine løvfarver og rankende vækst, der væver helheden så smukt sammen. Og bliver de for rankede, kan man til hver en tid korte skuddene af, uden at planten tager det mindste anstød af det.

Page 1 of 9

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén