Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Kategori: Sommerblomster Page 1 of 13

Projekt skærehave er udfordret af biodiversiteten

Skærehave

Det går egentlig rigtig fint med projekt skærehave, men enkelte rækker af sommerblomster er nu alligevel lidt udfordrede. Nu ligger det mig jo fjernt at sige noget ondt om begrebet biodiversitet i haven. Men jeg synes alligevel det er lidt skrapt, når en vinbjergsnegl metodisk guffer halvdelen af række med mørkerøde kornblomster, Centaurea cyanus, i sig og grådigt udvælger sig de pæneste eksemplarer af håret solhat, Rudbeckia hirta. Førstnævnte må vist eftersås, solhatten ser heldigvis ud til at klare skærene og kommer nedefra.

Der er også et meget lidt genert rådyr, der hygger sig i haven i øjeblikket og gør det lidt svært at være velsmagende sommerblomster og stauder. De udplantede solsikker bliver aldrig til solsikker, for der står kun pinde tilbage. Og så har jeg fået grundig hjælp til knibning af den fine fløjlsblomst, Tagetes patula ‘Ildkongen’. Hjælp jeg egentlig hellere ville have klaret mig foruden. Derfor er der nu blevet installeret bambuspinde omviklet med gammel t-shitog dyppet i hjortetakolie. Håbet er, at den meget markante lugt får Bambi og Co. til at gå uden om projekt skærehave.

Blomsterkarse, Tropaeolum majus

Man kan argumentere for, at blomsterkarse, Tropaeolum majus, hører fint og naturligt hjemme i en have med sommerblomster. Men det er altså ikke tilfældet i det omfang, de selvsåede planter myldrer frem. De bliver luget i hundredevis sammen med det forårskåde fuglegræs, der lige i øjeblikket kalder på en ugentlig ukrudtshakning.

Udtynding af jomfru i det grønne

Det er oven i købet ikke bare ukrudtet, der skal luges lige nu. I de rækker, der er sået direkte, er der en del, der som sædvanlig står for tæt, fordi det er svært at dosere de små frø. Så der er ikke andet at gøre end at få luget de overskydende planter væk, selv om det gør lidt ondt. Her er det jomfru i det grønne, Nigella damascena, det går ud over.

Men alt i alt begynder projekt skærehave for alvor at antage den projekterede vifteform, der blev født som streger på et stykke papir, som det ses her. Der er lidt, der skal efterplantes, men det når jeg nok til. Jeg er absolut glad for resultatet indtil nu.

Stolt kavaler, Cosmos bipinnatus ‘Pink Popsocks’

Så foreløbig vil jeg glæde mig over, at den allerførste blomst er sprunget ud i skærehaven. Et lidt unseligt eksemplar af stolt kavaler, Cosmos bipinnatus ‘Pink Popsocks’, der er en sjov fyldt version af den traditionelle kavaler. Der kommer forhåbentlig mange flere.

Til slut lige en efterlysning: Jeg mangler adressen på vinderen af to billetter til Cph Garden. Pia Løbner, det er dig der er den heldige. Send din adresse til post@lottebjarke.dk, så kommer billetterne susende med posten.

Krudt, ukrudt og midtimellem i det store staudebed

Det store staudebed

I det store staudebed midt i haven er frodigheden nærmest overvældende efter at planterne har fået både vand og varme at vokse af. Det skal også siges, at den sædvanlige forårslugning samtidig med nedklipning af stauderne var udfordret på grund af frost. Så for at være helt ærlig, er jeg kommet bagud, og det er det, der afspejler sig i den aktuelle frodighed.

Døvnælde, Lamium album

Der vokser både krudt, ukrudt og noget midtimellem i det store staudebed. Men grænserne er nok temmelig flydende. Til kategorien ukrudt hører i hvert fald døvnælde, Lamium album. Ikke fordi planten ikke er køn eller ikke passer i farveholdningen i bedet. Det gør den nemlig fint, og derfor er det også lidt svært at blive sur på den lige nu. Men den har altså nogle temmelig imperialistiske tilbøjeligheder, og den skal ikke slippes af syne alt for længe af gangen, så koloniserer den hele bedet.

Blomsterkørvel, Orlaya grandiflora

Men heldigvis vokser der trods alt flest planter i kategorien krudt i det store staudebed. En af mine yndlingsblomster lige nu er blomsterkørvel, Orlaya grandiflora. Det er en tidlig sommerblomst, jeg forspirede, udplantede og hægede om for nogle år siden. Det har så ikke været nødvendigt siden, for blomsterkørvel er super god til at så sig selv i passende doser, så den nok så fint og naturligt dukker op mellem stauderne.

Hjertegræs, Briza maxima

Jeg ved ikke, om det er rimeligt at give hjertegræs, Briza maxima, prædikatet midtimellem. Men det er dog venligere end at kalde den ukrudt. Hjertegræs er også en enårig sommerblomst, som jeg på samme måde selv har forspiret og udplantet for et par år siden. Den er både sød og lækker med sine fine, dinglende aks, der ligner små hjerter.

Hvad jeg ikke lige havde overvejet var, at hjertegræs simpelthen er specialist i selvsåning og på ingen måde har blomsterkarsens finfølelse, når det gælder dosering. Det er ikke til at se det, men jeg har faktisk allerede luget en del hen ad vejen. Alligevel har jeg nu en decideret hjertegræsskov, der infiltrerer både stauder, roser og buske i bedet. Det ser ganske godt ud lige nu, men jeg vil helt sikkert være over dem, så snart stråene begynder at gulne, for jeg kan ikke overskue yderligere familieforøgelse til næste år.

En solsikkebusk – sikke en plantenyhed

Solsikkebusk, Helianthus SunBelievable ‘Brown Eyed Girl’

Da jeg sidste år ved denne tid så den her plantenyhed på en udstilling i Holland, var jeg fuldstændig solgt. Det er noget så usædvanligt – og lækkert – som en solsikkebusk. Helianthus SunBelievable ‘Brown Eyed Girl’ hedder solsikkesorten, der opfører sig markant anderledes en andre solsikker.

I stedet for at skyde til vejrs som en raket, bryder den med nye skud fra alle bladhjørnerne. Og alle skuddene ender med en blomst, så planten ikke udvikler sig til en traditionel, meterhøj solsikke, men til en glad, blomstrende solsikkebusk på godt en halv meter. Ifølge forædleren kan en enkelt plante præstere 1.000 blomster på en sommer med en blomstringsperiode, der varer fra juni til november.

Nu må det komme an på en prøve. Den fine solsikkebusk kan nemlig også fås her til lands i år, og et par eksemplarer er heldigvis landet i min have. Den her er plantet i en stor krukke i den nyetablerede skærehave i den tidligere køkkenhave. Nu må den vise, hvad den dur til. Når den enkelte blomst visner, skal den klippes af, for at give plads til de næste.

Foreløbig er planten ikke så stor, men den ser livskraftig ud, min nye solsikkebusk. De smukke, gule blomster med det mørke øje efterlader ingen tvivl om, hvordan forædleren fandt på navnet ‘Brown Eyed Girl’. Heller ikke så underligt, at den scorede en tredjeplads i konkurrencen om at blive Plant of the Year på Chelsea Flowershow 2018. Fra sædvanligvis pålidelige kilde har jeg hørt, at den kan fås i Home & Garden havecentrene lige nu.

Tusind tak for de mange søde kommentarer fra deltagerne i konkurrencen om at vinde to billetter til CPH Garden 2019. Husk, at du stadig kan nå at deltage i konkurrencen. Se hvordan lige her.

Fra drømmen om det gule bed til virkelighed

I dag er en dag, jeg har glædet mig til længe. Det blev nemlig dagen, da realiseringen af drømmen om det gule bed blev sat i værk. Drømmen daterer sig tilbage til begyndelsen af året, da havelængslen fik mig til at ty til desktop-gardening. Der blev tegnet, kigget billeder og bestilt frø. Det nogenlunde jomfruelige bed, hvor den gamle pil måtte lade livet, skal genopstå som et sommerblomstbed i gule og hvide nuancer. Se her, hvordan det begyndte…

Kors-vortemælk, Euphotbia lathyris

Det eneste, der allerede var på vej i det gule bed, er en række to-årige planter, der blev plantet i efteråret. Der er kongelys, Verbascum densiflorum, opgravet på matriklen og omplantet som værdigt medlem af den gule gruppe. Der er hvidblomstret judaspenge, Lunaria annua, der meget hensigtsmæssigt selv har sået sig i bedet. Og der er kors-vortemælk, Euphorbia lathyris, som jeg såede og udplantede sidste år. Allerede et ret forbløffende bekendtskab, der giver struktur til bedet, inden det rigtig er begyndt at tage form.

Nå, men nu handler det jo så om, at få overført planerne fra tegningen til den virkelige verden – og ikke mindst om at tilpasse dem til realiteterne. Det gik ikke helt op, så der blev freestylet en del, men det gør jo heller ikke noget. Der er heldigvis ingen facitliste.

I første omgang handlede det om at få delt arealet op i felter, så planterne kommer til at smyge sig naturligt ind og ud mellem hinanden, uden at det ender i det rene anarki. Der er jo lige blevet lagt fliser på terrassen, så der stod meget hensigtsmæssigt en pose fugesand i hjørnet af carporten. Perfekt til at tegne på jorden med. Med en plastpose med et lille hul i hjørnet, går det som en leg.

Se så – klar, parat, plant 🙂

Arsenalet af forspirede planter til projektet var betydeligt og endnu en grund til, at jeg har glædet mig til i dag. Det har været hyggeligt at passe plantebørnehaven og se de små vokse sig store, stærke og fornuftige. Men nu er tiden inde til, at de skal stå på egne ben, så mor kan slappe lidt af. Lunt og fugtigt vejr og en betryggende vejrudsigt. Det bliver ikke bedre.

Hermed er alle planter beregnet til det gule bed plantet og vandet behørigt, ligesom der er sået fler sommerblomster, der ikke bryder sig om omplantning, direkte i nogle af felterne. Nu gælder det bare om at holde planterne med vand i etableringsfasen, og så ellers sætte sig ned og vente på resultatet. Det bliver mega spændende, om planerne holder, og bedet bliver lige så fint, som jeg drømte om dengang i januar.

Min skøre skærehave tager form

Der kommer et tidspunkt i enhver hønemors liv, hvor hun er nødt til at se i øjnene, at kyllingerne har brug for at stå på egne ben. Således også alle de forspirede planter til min skøre skærehave, der er projekteret i køkkenhaven i år. Sådan lidt småsymbolsk har jeg valgt mors dag til øvelsen, der ikke er for de sarte. Det gælder jo om at ramme tidspunktet, hvor risikoen for mistrivsel inde i de snævre rammer er større end risikoen ved udplantning. Jeg vælger at tro på, at det i min lune køkkenhave er lige nøjagtig nu.

Ærteblomst, Lathyrus odoratus

De forspirede planter er blevet store og stærke. De er blevet knebet og afhærdet og er efterhånden svære at holde med vand. Det gælder ikke mindst ærteblomst, Lathyrus odoratus, der blev sået i toiletrullerør, fordi de godt kan lide, at der er plads til, at rødderne kan vokse i dybden. I princippet kan planterne plantes med toiletrullerør og det hele, men jeg valgte nu alligevel at pille pappet af, for rødderne havde ikke fundet vej ud gennem siderne. Der er jo ingen grund til at sætte barrierer for hurtig rodvækst efter udplantning.

Stolt kavaler, Cosmos bipinnatus ‘Pink Popsocks’

Til gengæld er der ingen grund til at fjerne tørvepotten fra Jiffy, som en flok stolt kavaler, Cosmos bipinnatus, er forspiret i. Det vil bare forstyrre de fine rødder, der er godt på vej gennem pottens sider. Så de kom i jorden med potte og det hele i min skøre skærehave. Samtidig blev der sået endnu en række sommerblomster, så hele jordstykket nu er fyldt ud. Formentlig er der sået/plantet alt for tæt, men det er svært ikke at blive grebet. Og jeg har jo ikke de autoriserede skærehavenet til at holde planterne oprejst, så jeg satser på lidt gensidig nabohjælp, hvor planterne støtter hinanden. Det er jo et eksperiment, så nu må vi se, hvordan det går.

Dermed tager min skøre skærehave form. Den oprindelige plan for projektet kan ses her, men der er naturligvis sket ændringer og rettet til undervejs. Så var der ikke så mange frø i posen som forventet. Og så var der mange flere af den ene end af den anden slags der spirede stik imod planerne. Jeg er formentlig også kommet til at bytte rundt på to slags sommerfloks, Phlox drummonidii, så der muligvis går lidt kuk i farvecirklen. Det går nu nok alligevel 🙂

Perfekt vejr til afhærdning og jagt på gratis planter

Sådan en mild, stille dag, hvor der er trukket et tyndt gardin for solen er det simpelthen perfekt vejr til afhærdning af de forspirede sommerblomster, der står som sild i en tønde i drivhuset. Nøøj, hvor jeg glæder mig, til de kan plantes ud. Jeg tror faktisk, at jeg vover pelsen og planter de mest hårdføre ud i weekenden. Mange af dem trænger virkelig til at komme ud og stå på egne ben. De mange små planter står i praktiske – og pæne – zinkbakker, der er nemme at bære ud, hver gang det er perfekt vejr til afhærdning. De har efterhånden været ud og ind nogle gange i kortere perioder, for at de kan vænne sig til vind og sollys og hvad vi ellers har derude under åben himmel. Zinkbakkerne fås i mange størrelser hos Zinkbakken.

En god del af de forspirede planter er tiltænkt årets skøre skærehaveprojekt. Nu har jeg lige tilset arealet, hvor de første udsåede planter er spiret fint. Men jeg skal love for, at vand og milde temperaturer også har sat gang i uautoriseret fremspiring. Det er selvfølgelig ukrudt i rå mængder – især fuglegræs – der gør jordstykket grønt. Men der er nu også skatte at score i form af gratis, selvsåede planter. Der er for eksempel virkelig gang i blomsterkarse, Tropaeolum majus, der slet ikke er med i skærehaveplanerne. Til gengæld er den lysegule sort, som plejer at være ret stabil, på planen for et andet projekt: Et gult blomsterbed, som det ses her. Så nu har jeg gravet en flok af de selvsåede planter op og plantet dem i potter til senere udplantning.

De selvsåede planter behøver heldigvis hverken plads i drivhuset eller perfekt vejr til afhærdning. De har jo selv valgt at spire derude, så de er vant til mosten og skal nok klare sig. Jeg kunne selvfølgelig have plantet dem direkte om, men så er jeg bange for, at der går kludder i planerne for det gule bed.

Efter opgravningen fik jeg hakket den kommende skærehave for ukrudt. De første rækker af sommerblomster er heldigvis spiret frem, så jeg kan holde styr på, hvad det er, jeg har gang i. Jeg venter lige med at strege resten op igen, til jeg skal plante, for jeg vil ikke udelukke, at det kan blive nødvendigt at løbe endnu en tur med hakkejernet først.

Etårige slyngplanter til sommerkrukkerne

De etårige slyngplanter og alle de andre forspirede sommerblomster står efterhånden som sild i en tønde i drivhuset. Der er dem, der mener, at jeg er gået amok i år. Men det er selvfølgelig overhovedet ikke tilfældet. Med alle de projekter, der er linet op, er det nok snarere et spørgsmål, om der er planter nok. Jeg hælder mere til, at plantebordet – og i sidste ende drivhuset – er for lille 🙂

Plantebordet med indlagt varme og minidrivhus til at holde på samme, så længe det er koldt om natten, har simpelthen gjort underværker for plantekvaliteten i mit planteværksted. Jeg har sået forskellige etårige slyngplanter primært med henblik på projekt skærehave, og dem er der virkelig fuld fart på. Så meget, at jeg faktisk har startet afhærdningen af planterne, for lige pludselig bliver det bare nødvendigt at få dem plantet ud. Vejret har været fint til formålet idag.

De i toiletrullerør producerede ærteblomster, Lathyrus odoratus, er nogle af de etårige slyngplanter, der bare vil frem. Jeg har allerede knebet dem én gang for at få gang i forgreningen, og nu er det faktisk tid igen. Det tegner lovende det her.

Der er heldigvis rigeligt med planter til stativet i den kommende skærehave, der er projekteret i køkkenhaven i år, så der er også planter til en krukke. Jeg kan godt lide at have etårige slyngplanter, der kravler op ad et klatrestativ til at give højde i mine krukkegrupper. Planterne kan i princippet plantes med toiletrullerør og det hele, men jeg piller nu alligevel det lettere opløste pap af. Rødderne er nemlig ikke gået igennem det men kun ud gennem hullet i bunden, så mon ikke de breder sig hurtigere i krukkejorden, hvis ikke de skal forcere den barriere?

En anden af de etårige slyngplanter, der har fuld fart på og næsten ikke er til at styre i plantebørnehaven, er klokkeranke, Cobaea scandens. Også af den er det rigeligt med planter til en krukke 🙂 Og så letter det jo lidt på normeringen i plantebørnehaven at få skubbet nogle af de små videre i systemet.

Klokkerankeplanterne er omplantet til Jiffy tørvepotter, så her er der ingen grund til så meget som at overveje ikke at plante hele molevitten ud og dermed undgå at forstyrre rødderne. Da den store krukke ikke er dimensioneret til at bære rundt på, har jeg ovenikøbet dristet mig til at plante de første fire planter ud under åben himmel. Jeg står parat med fiberdugen, hvis det trækker op til frost, men mon ikke det går. Krukken står i læ helt op ad huset, hvor der er lunt og godt.

Overvintret pelargonie til genbrug

Et sikkert tegn på, at vi har haft en usædvanligt mild vinter, er, at jeg har en overvintret pelargonie, Pelargonium zonale, fra sidste sommers krukkehave. Den har simpelthen klaret sig igennem vinteren i det uopvarmede drivhus. Køn er den ikke, men hvor der er liv, er der håb, så nu har den fået en forårskur og kan forhåbentlig blive fin og blomstrende igen.

Kuren bestod ganske enkelt i at fjerne visne blade og stængler og klippe hele planten ned. Jeg klipper skuddene lige over et blad, for der er masser af sideknopper, der er helt klar til at bryde i bladhjørnerne. Forhåbentlig resulterer det i en flot, stor og godt forgrenet plante.

Pelargonien har tilbragt hele sidste sommer i krukken, så der er med garanti ikke mere næring i jorden. Derfor har jeg forkælet planten med Pindstrup gødningstabletter med langtidsvirkende gødning, der frigives over fem-seks måneder og forsyner planten med alle de næringsstoffer, den har brug for. Det er ret smart, når man er en knold til at huske at gøde sine krukkeplanter.

Faktisk bliver den selv samme pelargonie genbrugt på mere end en måde. Tidligere på året, da jeg ikke troede på projekt overvintret pelargonie, tog jeg nemlig stiklinger af planten og satte dem ind i sikkerhed i vindueskarmen. Stiklingerne slog fint rod og er nu ved at udvikle sig til nye planter, der kan gøre deres mor med selskab i sommeren krukker. Foreløbig har de fået plads på plantebordet med indlagt varme i drivhuset.

Planerne for det glade gule bed tager form

Både jeg og havens fugle savner den gamle, lettere kaotiske pilebusk, der desværre afgik ved døden sidste år efter et ondsindet angreb af svampesygdommen purpur lædersvamp. Men der er jo ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Vejen var simpelthen banet for et helt nyt og jomfrueligt bed at muntre sig med. Der er plantet en hassel, Corylus avellana og et tempeltræ, Ginkgo biloba, og der skal endnu en busk af en slags til som rygstød på kanten af skrænten. Og så er der lagt en vældig masse blomsterløg. Men ellers er der frit slag for vilde planer.Er der noget bedre end at lægge haveplaner på sådan en grå og kold dag som i dag. Jeg har helt fortabt mig i desktop gardening, for der skal jo snart bestilles friske frøforsyninger hjem som supplement til dem, der allerede ligger på lager. Jeg har længe gået og leget med tanken om det gule bed, så nu skal det være. I første omgang primært med sommerblomster – hvis det så virker, bliver de nok erstattet af stauder i fremtiden. Nu må vi se, hvordan det går.

Jeg har fundet frem til 15 forskellige arter af sommerblomster og prydgræsser i diverse gule, limegrønne, hvide og grønne nuancer, som skal smyge sig ud og ind mellem hinanden i gentagne “kolonier”. Billederne viser farveskalaen ved hjælp af nogle af de planter, jeg før har haft held med, men der er også nye bekendtskaber i projektet. Det bliver spændende at komme i gang for alvor. Heldigvis er der en del af planterne, der skal forspires, så jeg kan få styret min lyst til jord under neglene, mens andre skal sås direkte. Der bliver lidt med at navigere uden om tulipaner med videre, men det løser sig nok hen ad vejen.De allerførste planter er nu allerede på plads. Det gælder den toårige kors-vortemælk, Euphorbia lathyris, som blev sået og udplantet sidste år. Den siges at kunne holde muldvarpe på afstand. Det vil være dejligt, hvis det er rigtigt, for bedet ligner lige nu lidt af en muldvarpemagnet og er faktisk placeret på deres hovedfærdselsåre.En anden toårig plante, der allerede er på plads i bedet, er flitbladet kongelys, Verbascum thapsus. Den vokser vildt mange steder på grunden, så jeg har simpelthen gravet nogle af de smukke, sølvgrå rosetter op og flyttet dem til mit nye gule bed. Så er jeg i gang 🙂

 

Spiretest af hjemmelavede frø af sommerblomster

I 2017 høstede jeg som sædvanlig en dejlig masse frø af sommerblomsterne i haven. Frøene blev tørret efter alle kunstens regler, hvorefter de blev fyldt i papirposer og opmagasineret et sikkert sted, hvor de til hver en tid ville kunne findes igen. Og så blev de væk. Jeg ledte og ledte, da det blev sæson for forspiring, men de dukkede først op, da det for længst var for sent at komme i gang. Så nu har jeg en ordentlig bunke frø af lidt ældre dato, der måske/måske ikke kan bruges, når årets spirende haveplaner skal sættes i værk. Jeg ved ikke meget værre end at så frø, der nægter at spire, så for at finde ud af, hvor der skal nyinvesteringer til, og hvor jeg er godt dækket ind, har jeg iværksat en spiretest.Min spiretest går i al sin enkelhed ud på at placere en lille smule af hver slags frø på våde vatrondeller på et fad og holde øje med, om de spirer i løbet af en uges tid. Jeg har skrevet på fadet med Posca tuscher, som jeg blandt andet plejer at bruge til at male på blandt andet sten med (se her), for at holde styr på, hvad der er hvad. Skriften holder fint, mens testen forløber, men er nem at vaske væk bagefter.Sådan en spiretest giver ret hurtigt syn for sagen. Nogle frø spirer lynhurtigt i samlet flok, andre er lidt længere om at komme i gang, men gør det fint, mens nogle spirer meget sporadisk eller slet ikke. De sidste er der ingen grund til at gå og gemme på. De spirede frø kan desværre ikke rigtig bruges til noget, for der alt for længe til, planterne ville kunne plantes ud. Men det er alligevel dejligt at mærke suset, når de grønne spirer dukker op som en forsmag på de herlige, hektiske uger, hvor vindueskarmene fyldes af babyplanter. Og missionen er fuldført med denne første spiretest, der giver basis for at få ryddet op i kassen med frø.

Page 1 of 13

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén