Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Kategori: Projekter Page 1 of 10

Projekt skærehave er udfordret af biodiversiteten

Skærehave

Det går egentlig rigtig fint med projekt skærehave, men enkelte rækker af sommerblomster er nu alligevel lidt udfordrede. Nu ligger det mig jo fjernt at sige noget ondt om begrebet biodiversitet i haven. Men jeg synes alligevel det er lidt skrapt, når en vinbjergsnegl metodisk guffer halvdelen af række med mørkerøde kornblomster, Centaurea cyanus, i sig og grådigt udvælger sig de pæneste eksemplarer af håret solhat, Rudbeckia hirta. Førstnævnte må vist eftersås, solhatten ser heldigvis ud til at klare skærene og kommer nedefra.

Der er også et meget lidt genert rådyr, der hygger sig i haven i øjeblikket og gør det lidt svært at være velsmagende sommerblomster og stauder. De udplantede solsikker bliver aldrig til solsikker, for der står kun pinde tilbage. Og så har jeg fået grundig hjælp til knibning af den fine fløjlsblomst, Tagetes patula ‘Ildkongen’. Hjælp jeg egentlig hellere ville have klaret mig foruden. Derfor er der nu blevet installeret bambuspinde omviklet med gammel t-shitog dyppet i hjortetakolie. Håbet er, at den meget markante lugt får Bambi og Co. til at gå uden om projekt skærehave.

Blomsterkarse, Tropaeolum majus

Man kan argumentere for, at blomsterkarse, Tropaeolum majus, hører fint og naturligt hjemme i en have med sommerblomster. Men det er altså ikke tilfældet i det omfang, de selvsåede planter myldrer frem. De bliver luget i hundredevis sammen med det forårskåde fuglegræs, der lige i øjeblikket kalder på en ugentlig ukrudtshakning.

Udtynding af jomfru i det grønne

Det er oven i købet ikke bare ukrudtet, der skal luges lige nu. I de rækker, der er sået direkte, er der en del, der som sædvanlig står for tæt, fordi det er svært at dosere de små frø. Så der er ikke andet at gøre end at få luget de overskydende planter væk, selv om det gør lidt ondt. Her er det jomfru i det grønne, Nigella damascena, det går ud over.

Men alt i alt begynder projekt skærehave for alvor at antage den projekterede vifteform, der blev født som streger på et stykke papir, som det ses her. Der er lidt, der skal efterplantes, men det når jeg nok til. Jeg er absolut glad for resultatet indtil nu.

Stolt kavaler, Cosmos bipinnatus ‘Pink Popsocks’

Så foreløbig vil jeg glæde mig over, at den allerførste blomst er sprunget ud i skærehaven. Et lidt unseligt eksemplar af stolt kavaler, Cosmos bipinnatus ‘Pink Popsocks’, der er en sjov fyldt version af den traditionelle kavaler. Der kommer forhåbentlig mange flere.

Til slut lige en efterlysning: Jeg mangler adressen på vinderen af to billetter til Cph Garden. Pia Løbner, det er dig der er den heldige. Send din adresse til post@lottebjarke.dk, så kommer billetterne susende med posten.

Skyggeterrasse – nu med hængekøje og krukkeplanter

Mexicansk hængekøje

Jeg er med på, at behovet for en skyggeterrasse ikke ligefrem har været påtrængende i dag. Omvendt husker jeg også sidste sommer, hvor selvsamme behov nærmest var latent. Og da dagen i dag så ovenikøbet blev dagen, hvor den hængekøje, jeg til min store overraskelse fik i fødselsdagsgave, skulle testes, var det en god anledning til at få gjort skyggeterrassen gjort klar til sæsonen. Jeg var ydermere så heldig at have besøg af niecen, der hjalp godt til – ikke kun med at afprøve hængekøjen.

Oprindeligt var vores skyggeterrasse omgivet af unge egetræer, som en eller anden før vores tid havde plantet i en cirkel. Den bare kaldte på at blive udnyttet som haverum der midt i den uberørte del af haven. Siden er egentræerne vokset betydeligt, så for at markere haverummets cirkelform, har vi lavet en palisade af krukker med skyggetålende planter og træstammestykker. “Belægningen” består fortsat af græs – eller skal vi sige mos – der bliver slået en sjælden gang, når der er behov.

Kongebegonie, Begonia rex

Blandt de krukkeplanter, der kan noget under skyggefulde forhold, er kongebegonie, Begonia rex. Normalt betragtes de som stueplanter, men i sommermånederne er de også supergode krukkeplanter, der ikke stiller de store krav. Og så har de jo de der helt fantastiske farvetegninger og bladformer, der virkelig skaber blikfang på en skyggeterrasse som min.

Sølvnyresnerle, Dichondra argentea

Jeg har også sørget for grønne gardiner til min skyggeterrasse. Her er det til venstre den sølvgrå sølvnyresnerle, Dichondra argentea ‘Silver Falls’ og til højre pengbladet fredløs, Lysimachia nummularia. Der er ikke så meget gardiner over dem endnu, men det kommer der forhåbentlig.

Således er årets udgave af vores skyggeterrasse indrettet, og jeg glæder mig allerede til at prøvekøre hængekøjen på en lang, doven sommereftermiddag. Den tegner lovende 🙂

Forspiret Dahlia med støttepædagog

Jeg har længe haft 4 x forspiret Dahlia stående lunt og godt i drivhuset med henblik på udplantning i det nyrenoverede bed i indgangspartiet. Bedet har fået en total make-over, siden de gamle fyrretræer og kristtorn måtte bukke under for motorsaven i februar, som det ses her. Det er egentlig utroligt at tænke på, at den krigsskueplads, indgangspartiet var forvandlet til efter fældningen, allerede nu er begyndt at se frodig fornuftig ud. Tænk, hvad planter kan gøre 🙂 Jeg indrømmer, at det var med angst og bæven, projektet blev sat i gang, men nu er jeg ikke i tvivl om, at det var rigtigt at gå så drastisk til værks.

De 4 x forspiret Dahlia er fire forskellige sorter men alle med sådan en lækker, sart orange eller ferskenfarvet nuance. Jeg tror det bliver rigtig fint, når de fylder hullerne i bedet ud sammen med en masse sommerblomster, der også er blevet plantet i dag.

Der er kommet fine planter med gode rødder ud af forspiringen. Jeg har knebet toppen af planterne for at få dem til at buske bedre og få flere skud at blomstre på. Jeg har også tjekket vejrudsigten, og det ser ud til at være forsvarligt at plante de kuldskære planter ud nu. Trækker det op til ubehageligheder, må de have en dyne på.

Selv om Dahlia planterne bliver knebet grundigt, siger erfaringen, at de nemt vælter til alle sider, når de store, smukke blomster bliver ramt af en regnbyge. Derfor er det smart at give sådan en nyudplantet forspiret Dahlia en støttepædagog allerede nu. Så nu har de fået en af de pæne og praktiske staudeholdere fra Zinkbakken, så de kan holde sig oprejst. Jeg forventer, at planterne skjuler staudestøtten, når de vokser til, men indtil da synes jeg ikke, de diskrete staudestøtter i gedigent jern skæmmer bedet. De fås i flere størrelser og med ben i flere længder, som det ses her.

Indlægget er sponseret.

Fra drømmen om det gule bed til virkelighed

I dag er en dag, jeg har glædet mig til længe. Det blev nemlig dagen, da realiseringen af drømmen om det gule bed blev sat i værk. Drømmen daterer sig tilbage til begyndelsen af året, da havelængslen fik mig til at ty til desktop-gardening. Der blev tegnet, kigget billeder og bestilt frø. Det nogenlunde jomfruelige bed, hvor den gamle pil måtte lade livet, skal genopstå som et sommerblomstbed i gule og hvide nuancer. Se her, hvordan det begyndte…

Kors-vortemælk, Euphotbia lathyris

Det eneste, der allerede var på vej i det gule bed, er en række to-årige planter, der blev plantet i efteråret. Der er kongelys, Verbascum densiflorum, opgravet på matriklen og omplantet som værdigt medlem af den gule gruppe. Der er hvidblomstret judaspenge, Lunaria annua, der meget hensigtsmæssigt selv har sået sig i bedet. Og der er kors-vortemælk, Euphorbia lathyris, som jeg såede og udplantede sidste år. Allerede et ret forbløffende bekendtskab, der giver struktur til bedet, inden det rigtig er begyndt at tage form.

Nå, men nu handler det jo så om, at få overført planerne fra tegningen til den virkelige verden – og ikke mindst om at tilpasse dem til realiteterne. Det gik ikke helt op, så der blev freestylet en del, men det gør jo heller ikke noget. Der er heldigvis ingen facitliste.

I første omgang handlede det om at få delt arealet op i felter, så planterne kommer til at smyge sig naturligt ind og ud mellem hinanden, uden at det ender i det rene anarki. Der er jo lige blevet lagt fliser på terrassen, så der stod meget hensigtsmæssigt en pose fugesand i hjørnet af carporten. Perfekt til at tegne på jorden med. Med en plastpose med et lille hul i hjørnet, går det som en leg.

Se så – klar, parat, plant 🙂

Arsenalet af forspirede planter til projektet var betydeligt og endnu en grund til, at jeg har glædet mig til i dag. Det har været hyggeligt at passe plantebørnehaven og se de små vokse sig store, stærke og fornuftige. Men nu er tiden inde til, at de skal stå på egne ben, så mor kan slappe lidt af. Lunt og fugtigt vejr og en betryggende vejrudsigt. Det bliver ikke bedre.

Hermed er alle planter beregnet til det gule bed plantet og vandet behørigt, ligesom der er sået fler sommerblomster, der ikke bryder sig om omplantning, direkte i nogle af felterne. Nu gælder det bare om at holde planterne med vand i etableringsfasen, og så ellers sætte sig ned og vente på resultatet. Det bliver mega spændende, om planerne holder, og bedet bliver lige så fint, som jeg drømte om dengang i januar.

Min skøre skærehave tager form

Der kommer et tidspunkt i enhver hønemors liv, hvor hun er nødt til at se i øjnene, at kyllingerne har brug for at stå på egne ben. Således også alle de forspirede planter til min skøre skærehave, der er projekteret i køkkenhaven i år. Sådan lidt småsymbolsk har jeg valgt mors dag til øvelsen, der ikke er for de sarte. Det gælder jo om at ramme tidspunktet, hvor risikoen for mistrivsel inde i de snævre rammer er større end risikoen ved udplantning. Jeg vælger at tro på, at det i min lune køkkenhave er lige nøjagtig nu.

Ærteblomst, Lathyrus odoratus

De forspirede planter er blevet store og stærke. De er blevet knebet og afhærdet og er efterhånden svære at holde med vand. Det gælder ikke mindst ærteblomst, Lathyrus odoratus, der blev sået i toiletrullerør, fordi de godt kan lide, at der er plads til, at rødderne kan vokse i dybden. I princippet kan planterne plantes med toiletrullerør og det hele, men jeg valgte nu alligevel at pille pappet af, for rødderne havde ikke fundet vej ud gennem siderne. Der er jo ingen grund til at sætte barrierer for hurtig rodvækst efter udplantning.

Stolt kavaler, Cosmos bipinnatus ‘Pink Popsocks’

Til gengæld er der ingen grund til at fjerne tørvepotten fra Jiffy, som en flok stolt kavaler, Cosmos bipinnatus, er forspiret i. Det vil bare forstyrre de fine rødder, der er godt på vej gennem pottens sider. Så de kom i jorden med potte og det hele i min skøre skærehave. Samtidig blev der sået endnu en række sommerblomster, så hele jordstykket nu er fyldt ud. Formentlig er der sået/plantet alt for tæt, men det er svært ikke at blive grebet. Og jeg har jo ikke de autoriserede skærehavenet til at holde planterne oprejst, så jeg satser på lidt gensidig nabohjælp, hvor planterne støtter hinanden. Det er jo et eksperiment, så nu må vi se, hvordan det går.

Dermed tager min skøre skærehave form. Den oprindelige plan for projektet kan ses her, men der er naturligvis sket ændringer og rettet til undervejs. Så var der ikke så mange frø i posen som forventet. Og så var der mange flere af den ene end af den anden slags der spirede stik imod planerne. Jeg er formentlig også kommet til at bytte rundt på to slags sommerfloks, Phlox drummonidii, så der muligvis går lidt kuk i farvecirklen. Det går nu nok alligevel 🙂

Fra køkkenhave til skærehave for en sommer

Hvornår må man gå i gang i sin køkkenhave, skærehave og så videre? I ældre havebøger er svaret lidt kryptisk. Når jorden er bekvem, står der. Men hvad er nu det? Jorden er da ikke bekvem. Sofaen er bekvem. Og lænestolen. Men da ikke jorden… Bøgerne mener noget i retning af, når jorden er til at arbejde med, uden at den sidder fast i kager under gummistøvlerne. Lad det være sagt med det samme. Jorden er meget bekvem her på matriklen. Faktisk knastør, så hermed har startskuddet lydt for årets sæson synkront med den brummende lyd af fræseren.

Køkkenhave set fra luften

Sådan så min køkkenhave ud fra luften midt i maj sidste år. Jeg har fundet billedet frem, fordi jeg har stooore og formentlig ret skøre planer for denne sæson. Jeg har nemlig tænkt mig at transformere jordstykket fra køkkenhave til skærehave bare for i år. Egentlig har jeg altid sagt, at jeg i hvert fald ikke skulle have nogen skære have. Sådan noget pjat. Men det var kun indtil jeg så Jeannett Fruergaards helt skønne skærehave sidste sommer. En virkelig fed oplevelse. Og da man jo ikke skal være bange for at prøve noget nyt i haven, er det da lige det, alle de sommerblomster, der er på vej i drivhuset, skal bruges til. Og alle de frø, jeg er kommet til at købe… Køkkenhaven er hermed forvist til det sneglefri salatbed og aspargesbedet for i år. Det går nok endda.

Nu har jeg lagt en storstilet plan for det lille jordstykke. Det gælder jo om at få plads til en masse dejlige sommerblomster, der giver materiale til overdådige buketter hele sommeren. Måske skulle jeg overveje et buketkursus… Jeg har taget udgangspunkt i mine tre stativer til klatreplanter og ladet rækkerne med blomster stråle ud fra den halvcirkel, de danner. Det er på ingen måde efter skærehavebogen, formentlig alvorligt upraktisk og måske endda umuligt, men billederne inde i mit hoved er allerede fantastiske 🙂

Efter fræsning og efterfølgende udjævning med riven, kom de tre klatrestativer på plads. Så er jeg ligesom i gang. Planter af ærteblomst, Lathyrus odoratus, Susanne med det sorte øje i hvid model, Thunbergia alata ‘Alba Oculata’ og klokkeranke, Cobaea scandens, står allerede og hygger sig i drivhuset.

Derefter tegnede jeg mønstret op på jorden ved hjælp af rivens skaft. Det ser allerede sjovt ud. Nu har jeg også sået de mindst kuldskære arter i deres retmæssige riller. Morgenfrue, Calendula officinalis, kornblomst, Centaurea ‘Black Ball’ og dild, Anethum graveolens, blandt andre. Jeg håber, de spirer hurtigt frem, så strukturen er til at få øje på, når der skal sås mindre kuldetolerante sager og plantes forspirede planter ud. Ihh, hvor jeg glæder mig til at få min egen skøre skærehave 🙂

Ansigtsløftning til indgangspartiet 3.0

Det er næsten to måneder siden, projekt ansigtsløftning til indgangspartiet blev iværsat. Gamle fyrretræer og kristtorn måtte lade livet med hjælp fra kvalificeret skovhugger, som det ses her 🙂 Siden har området været en meget lidt indtagende brakmark. Men nu er det heldigvis blevet plantetid, så det er der hermed lavet om på.

Efter mange overvejelser om, hvad der skulle plantes for at genskabe en hyggelig havestemning helt fra havens entré, var jeg nået frem til, at der skulle a) noget stedsegrønt, b) noget vinterblomstrende og c) et træ med sensommercharme til. Derfor er der blevet indkøbt a) en laurbærkirsebær, Prunus laurocerasus i anselig størrelse, b) en kejserbusk, Viburnum bodnantense ‘Dawn’ og c) et paradisæbletræ, Malus ‘Gorgeus’, der både blomstrer smukt og får de fineste røde miniæbler. Indkøbene blev sat ud på jorden sammen med en masse genbrugsplanter fra vinterens krukker. Planterne blev flyttet rundt og rundt, indtil puslespillet gik op, og så gik projekt ansigtsløftning til indgangspartiet ellers ind i en ny fase.

Der blev gravet huller mellem de gamle rødder, og der blev fyldt vand i hullerne i massevis, før de forskellige træer og buske flyttede ind. Det var dejligt at se, hvor stor en forskel det gjorde for helhedsindtrykket i takt med, at bedets skelet i form af træer og buske kom på plads. Nu glæder jeg mig, til det hele vokser til og lukker sammen, men jeg er ret sikker på, at det kommer til at gå hurtigt.

Blåbær, Vaccinium angustifolium ‘Berrybux’

Dermed er jeg nået til det sjove. Nu skal mellemrummene i skelettet fyldes ud med stauder og andet godt. Rundt om paradisæbletræet er der nu plantet en mini-blåbærhæk af Vaccinium angustifolium ‘Berrybux’, der skulle kunne klippes og formes ligesom buksbom. Det bliver spændende at få prøvet af. Planterne har stået i drivhuset, siden jeg fik dem i januar, og nu er de virkelig kommet i forårshumør.

Fjergræs, Stipa tenuissima

Sidste år såede jeg en flok fjergræs, Stipa tenuissima. Det er et stedsegrønt, prydgræs, der også lyder det noget sjovere navn, Thorvaldsens hår. Jeg plantede dem sidste år tæt ved stien, der går gennem det store bed, men det har vist sig at være en fejldisposition. Så er det jo godt, at stauder kan flyttes 🙂

Nu er der etableret en lille flod af fnuglet fjergræs ind gennem trappebedet. Der skal selvfølgelig plantes noget andet imellem dem, men jeg tror, det bliver rigtig fint. Og hvis ikke, så må de flyttes igen.

Målrettet hærværk mod passionsblomst på bøjle

Sidste sommer gik det rigtig godt med at få passionsblomst, Passiflora caerulea, til at slynge sig hele vejen på tværs af drivhuset oppe under taget. Så jeg har egentlig gået og ventet på, at der skulle vise sig forårstegn i den overvintrede plante. Men da jeg nu var så heldig at få en frisk passionsblomst på bøjle forærende, blev jeg enig med mig selv om at springe ventetiden over og gentage tricket fra sidste år. Det går i al sin enkelhed ud på at vikle passionsblomsten af den bøjle, gartneren møjsommeligt har gået og viklet den op om. Lad det blive mellem os 🙂 Det er lidt hærværksbetonet, men det må være et af de tilfælde, hvor målet helliger midlet.

Det er en øvelse, der kræver tålmodighed og forsigtighed, for det viser sig, at den frodige passionsblomst på bøjlen består af én lang ranke, der er viklet og viklet. Derfor gælder det selvfølgelig om ikke at knække ranken. Der ryger et par slyngtråde undervejs, men det gør knapt så meget.

Snorene med hulsten, der fungerer som første base af klatrestativet, der leder ranken fra krukken på gulvet og op under taget, hang der fra sidste år. Dermed var det bare at lede den utroligt lange ranke på rette vej.

Faktisk er ranken så imponerende lang efter udviklingen, at den nye passionsblomst allerede fra dag et når hele vejen på tværs af huset. Nu mangler den bare at vokse sig til lidt fylde, så det bliver lige så fint og frodigt som sidste sommer, som det ses her.

Passionsblomst, Passiflora caerulea

Det bedste af det hele er, at passionsblomsten allerede har mange, store knopper, så det varer ikke længe, før sommerstemningen indfinder sig i drivhuset.

Fra fældet egetræ til forlænget svævende hegn

Jeg er meget glad for det lette, nærmest svævende hegn, der markerer, hvor til have-haven går, og hvor natur-haven begynder. Dels skaber det rum at have en form for hegn, selv om det er nok så let og nemt at vælte, dels har det stor psykologisk effekt på både mig og skvalderkålen, at vi ved hvis side af hegnet, der er hvis. Ja, okay, skvalderkålen er lidt svær at opdrage til at respektere fordelingen, men jeg arbejder på sagen.

Det svævende hegn sluttede lidt brat midt i skyggebedet, fordi gemalen, der har designet og konstrueret hegnet stærkt inspireret af de kastanjehegn, man kan købe sig til, løb tør for egegrene i passende tykkelse, sidst han var i gang. Men nu er der blevet ryddet lidt op i skovhaven, og dermed er der friske grene at arbejde med både til reparation af det gamle hegn, der sine steder er temmelig frønnet, og til forlængelse.

Egehegnet består i al sin enkelhed af grenstykker i passende længde. Enkelte er banket ned i jorden og danner hegnets skelet, mens resten bare er bundet sammen med kraftig ståltråd.

Det pyntede rigtig meget at få forlænget hegnet, så hele skyggebedet nu fremtræder som en del af haven. Nu kan indtrængende skvalderkål bare vente sig. Faktisk myldrer de første spæde skud allerede frem i jordoverfladen. Jeg må straks i gang med hakken på min side af det svævende hegn.

Ansigtsløftning til indgangspartiet 2.0

Så kom den store og længe ventede skovhuggerdag, hvor projekt ansigtsløftning til indgangspartiet skulle sættes i værk. Vores gode ven Gunnar, der har såvel skovhuggerteknik som -udstyr i orden, gik løs på de bortdømte fyrretræer. Diverse foranstaltninger til beskyttelse af blivende vækster blev etableret – nej det er ikke en garageoprydning – og så gik det ellers mod toppen, for træerne skulle pilles ned i bidder for ikke at lave ulykker.

Det krævede både omhu og finesse, men projektet blev gennemført til et flot 12-tal af skovhuggeren, der fik såvel toppene som stammerne til at lande præcis, hvor de skulle, uden at knække så meget som en enkelt forkert gren. Det var helt fantastisk at følge det fremadskridende arbejde. Stor tak til Gunnar 🙂

Indkørslen blev hurtigt fyldt, efterhånden som trækronerne gik i opløsning og landede på jorden, hvor de fylder betydeligt mere, end de syntes at gøre oppe i luften.

Heldigvis også med en masse fint brænde som resultat.

Nu ligner indgangspartiet så en krigsskueplads, og der skal tænkes store tanker om, hvad der skal plantes i stedet for de gamle fyrretræer, for at det får den tiltrængte ansigtsløftning. Jeg kan mærke, det bliver en god aften med en gedigen bunke havebøger inden for rækkevidde 🙂

Page 1 of 10

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén