De baby egetræer, der nu i et par måneder har udviklet sig fra spirende agern fra haven sat på flasker med vand, er begyndt at se lidt blege ud. Ikke så mærkeligt, for de er vokset så fint og blevet til rigtige, små egetræer trods en skrap diæt bestående af postevand.
Når de trods alt har klaret sig så godt, skyldes det formentlig, at de har haft en madpakke at tære på i deres tykke, næringsholdige kimblade, der sidder inde i agernet. Men de er helt tydeligt begyndt at trænge til jord med ordentlig næring i.
Egetræer har pælerod, så det var faktisk nødvendigt at rodbeskære træerne lidt for at kunne plante dem i pottemuld i små lerpotter. Det tager de ikke skade af, og de ser da også ret søde ud i potterne. Så søde faktisk, at datter Anne fluks forelskede sig i dem og ønskede sig et par til krukkerne i kolonihaven i Odense. Så nu er to af træerne flyttet hjemmefra og venter på, at det bliver forår, så de kan blive plantet ud.
Meget tyder på, at fascinationen af agern og egetræer er arvelig 🙂 Her får I lige far Ibs fortælling om The Oak, som han lige har skrevet til sin gamle ven Jørgen.
The Oak
Vi var blevet gift i 1960 og havde fået lejlighed på Strandboulevarden i København. Det må så være i foråret 1961, at vi en søndag gik en af vore ture i Dyrehaven. Træerne var lysegrønne, hjortene græssede på Eremitagen, og i skovbunden piblede det op med små, nye bøge- og egetræer.
Vi udvalgte et smukt lille egetræ (en stilk med to små blade) og tog det med hjem i lejligheden, hvor det fik plads i vindueskarmen i en urtepotte. Træet voksede. Det tabte bladene om efteråret, men sandelig om ikke det fik nye blade næste forår.
I 1963 begyndte vi at synes, det var synd for det lille træ, at det skulle stå dér og glo over på Frihavnskirken, – dag ud og dag ind. Der var også tale om, at vi skulle flytte til Jylland, så en skønne dag måtte vi overrække træet til vores gode ven, Jørgen. Han havde hus og have ude i Gentofte, så det kunne næsten ikke være bedre. Træet blev plantet, det hyggede sig meget i parcelhuskvarteret – og det voksede bare videre.
Det fik nu ikke ro i så lang tid, for så var det Jørgens tid til at flytte. Hundested var målet, og sandelig om ikke han tog træet med og fik det plantet på ny. Det voksede bare videre, selvom klimaet på skrænten ned til Kattegat var lidt mere barsk end villahaven i Gentofte. Det blev efterhånden et rigtigt træ, og en skønne dag kom der agern på; – og næste forår piblede det op med små bitte planter ovre i Hundested.
Vi var efterhånden blevet etableret med hus og have i Hørning, og ved et af Jørgens hyggelige sommerbesøg medbragte han en lille plante, sådan at vi igen havde et egetræ, som oven i købet var i familie med det gamle. I daglig tale hed træet nu ”The Oak”!
Årene gik og efterhånden blev træet i Hørning også stort, og endeligt kom året, hvor der dryssede agern, og foråret efter begyndte der at dukke små egetræer frem, – stilke med to små blade! Selvfølgelig fandt vi et ege-barnebarn, som kunne komme hjem til det gamle træ ved Kattegats kyst.
Den lille ny fandt sig aldrig til rette i blæsten. Den lever, men vokser faktisk ikke.
”The Oak” vokser stadigvæk, og vil ikke blive fældet så længe Jørgen bestemmer.
I efteråret 2017 fandt vores Lotte agern i sin hyggelige skovhave, og de kom i stuen med stilk og tre-fire blade. Det er selvfølgelig ikke direkte efterkommere, men vi kan jo tale om adoption? Vi sendte omgående en forespørgsel til Hundested om det gamle træ og modtog et billede taget af Jørgens barnebarn.
57 år er gået, og nu er det så Lotte, der har ansvaret. Hvis hun er heldig, vil hun om 50 år have et smukt egetræ i sin have; – måske lige så flot som den såkaldte Sparekasse-eg nede ved Hejlsminde?
”Springer eg før ask! Så går sommeren i vask”!
Sidste år designede og byggede min handyman ikke alene et drømmedrivhus helt fra bunden men også et plantebord med indlagt varme i håbet om at få aflastet vindueskarmene i forårsmånederne. Designet ses her. Nu er installationen blevet yderligere optimeret med et ekstra lille drivhus til at sætte oven på bordet i forspiringssæsonen, så varmen i bordpladen ikke bare forsvinder op i den blå luft. Både tag og front kan åbnes, så for meget varme og fugt på varme dage kan slippes ud. Det lykkes nogenlunde at holde temperaturen på 14-15 grader om dagen.
Ydermere er de vækstlyslamper, jeg investerede i til vindueskarmen sidste år, nu installeret som vækstlys i kippen på minidrivhuset i stedet. Det plantebord er jo nærmest ved at udvikle sig til et helt plantelaboratorium 🙂 🙂 🙂 Gæt hvem der er glad og i fuld gang med at så en hel masse… Læs mere om lamperne her.
Der er absolut ingen tvivl om, at de forspirede sommerblomster også er meget glade for de nye forhold. Her passer temperatur og lysniveau meget bedre sammen, end de gør i vindueskarmen, hvor der som regel er for meget varme og for lidt lys især på en grå og tåget dag som i dag.
Også operation forspiring af læggekartofler er flyttet ud i drivhuset, hvor spirerne udvikler sig helt perfekt.
Det er lidt sjovt at se, hvor stor betydning lys har for, hvordan forspiringen forløber. Til venstre den potte med papegøjeamarant, Amaranthus tricolor ‘Red Army’, der løb fra mig i mørket på gulvet i badeværelset, til højre potten med forspirede frø af anden omgang, der fik lys, så snart de var spiret. De ranglede planter bliver aldrig til ordentlige udplantningsplanter, men det tegner lovende for hold 2, der snart skal prikles.
