Diverse sommerprojekter i haven har affødt en temmelig omfattende forspiring af sommerblomster i år. Også for omfattende viser det sig nu, hvor både projekt “skør skærehave” og projekt “gult blomsterbed” er nået til næste stadie. Alt det, der er plads til, er nemlig udplantet. Men vi går jo ikke ind for plantespild her på matriklen. Så nu er overskudsproduktionen blevet ophøjet til DIY krukkeplanter.
Jeg har med andre ord plantet en hel masse krukker til med småplanter og er allerede begyndt at glæde mig til, at mine DIY krukkeplanter giver det flotteste blomstershow til sommer. Jeg ser det for mig. Et helt uventet og spontant men ret sjovt projekt, synes jeg selv 🙂 Sådan en gruppe med krukker tilplantet med DIY krukkeplanter giver selvfølgelig ikke øjeblikkelig wow-faktor som lækre indkøbte krukkeplanter. Men måske kan de noget andet – noget lidt mere vildt og anderledes. Jeg har smurt tålmodigheden, så nu får vi se.
I de fleste krukker har jeg plantet få eksemplarer af en enkelt art/sort, så krukkegruppen til sommer kan designes efter mine sædvanlige principper. Men jeg har også forsøgt mig med et mix af planter, der forhåbentlig klæder hinanden og forhåbentlig vil væve sig vildt og naturligt ind mellem hinanden. Farvespektret er hvidt, limegrønt, lysegult og blødt ferskenfarvet.
Den her krukke skal lige have et ekstra ord med på vejen, for den rummer ikke forspirede planter som de øvrige. Det er nemlig stiklingeformeret stolt kavaler, Cosmos bipinnatus, der blev til, da toppen blev knebet af de forspirede planter for at få dem til at forgrene sig. Topskuddene blev brugt som stiklinger, der hurtigt slog rod, og nu er de også fuldgyldige DIY krukkeplanter.
OBS husk, at det stadig kan være dig, der bliver den heldige vinder af to billetter til Cph Garden 2019. Se, hvordan du deltager her.
Der er kommet en hel flok nye minitræer til samlingen omkring spejlbassinet på terrassen. De fleste af træerne er fundet her på matriklen, gravet op og plantet i en krukke. Men nu er der også kommet minitræer til udefra. Forleden besøgte jeg Gartneriet Thoruplund, der kan noget ganske særligt. Gartneren har nemlig knækket koden til at få tempeltræ, Ginkgo biloba, til at spire. En kunst som de færreste mestrer, så han holder kortene tæt ind til kroppen. Resultatet er de sødeste små velproportionerede tempeltræer, der passer perfekt i min krukkeforsamling rundt om spejlbassinet. Minitræerne fås i butikker over hele landet.
Måske er der endda flere tempeltræer på vej til krukkegruppen. For jeg var så heldig at få lov til selv at så et par af tempeltræets nøddelignende frugter, der havde været igennem gartneriets hemmelige forbehandling. Nu venter jeg spændt på resultatet. De var allerede begyndt at spire, så det ser lovende ud.
Ny i gruppen af minitræer er også valnød, Juglans regia, der er spiret nok så fint fra sin store nød og har fuld fart på.
Og så er der kommet lidt flere reagensglasegetræer til. Agern fra haven opsamlet i efteråret spirede nok så fint og dekorativt på reagensglas, men nu er tiden inde til, at de skal have jord om rødderne, før de bliver alt for sultne.
Planterne er rigtig fine, men rødderne er så lange, at det er problematisk at potte dem. Så jeg starter med en rodbeskæring frem for at begynde at bøje rødderne rundt i potten. Der sker ikke noget ved at klippe det nederste af rødderne. Måske bortset fra at væksten hæmmes lidt. Men det gør jo lige nøjagtig ikke noget, når det gælder minitræer.
Det er i det hele taget tricket med de små træer, at de ikke skal have det alt for godt i krukkerne. For så bliver de hurtigt alt for store. Begrænset adgang til vand og gødning betyder, at de bevarer proportionerne pænt. Her er de lidt støre træer ahorn, fuglekirsebær og ask, der efterhånden har stået i krukkerne i mange år. De små nye træer er placeret tættest ved hækken, hvor der er lidt skygge, så de ikke får det alt for varmt, når solen skinner.
I dag er en dag, jeg har glædet mig til længe. Det blev nemlig dagen, da realiseringen af drømmen om det gule bed blev sat i værk. Drømmen daterer sig tilbage til begyndelsen af året, da havelængslen fik mig til at ty til desktop-gardening. Der blev tegnet, kigget billeder og bestilt frø. Det nogenlunde jomfruelige bed, hvor den gamle pil måtte lade livet, skal genopstå som et sommerblomstbed i gule og hvide nuancer. Se her, hvordan det begyndte…
Kors-vortemælk, Euphotbia lathyris
Det eneste, der allerede var på vej i det gule bed, er en række to-årige planter, der blev plantet i efteråret. Der er kongelys, Verbascum densiflorum, opgravet på matriklen og omplantet som værdigt medlem af den gule gruppe. Der er hvidblomstret judaspenge, Lunaria annua, der meget hensigtsmæssigt selv har sået sig i bedet. Og der er kors-vortemælk, Euphorbia lathyris, som jeg såede og udplantede sidste år. Allerede et ret forbløffende bekendtskab, der giver struktur til bedet, inden det rigtig er begyndt at tage form.
Nå, men nu handler det jo så om, at få overført planerne fra tegningen til den virkelige verden – og ikke mindst om at tilpasse dem til realiteterne. Det gik ikke helt op, så der blev freestylet en del, men det gør jo heller ikke noget. Der er heldigvis ingen facitliste.
I første omgang handlede det om at få delt arealet op i felter, så planterne kommer til at smyge sig naturligt ind og ud mellem hinanden, uden at det ender i det rene anarki. Der er jo lige blevet lagt fliser på terrassen, så der stod meget hensigtsmæssigt en pose fugesand i hjørnet af carporten. Perfekt til at tegne på jorden med. Med en plastpose med et lille hul i hjørnet, går det som en leg.
Se så – klar, parat, plant 🙂
Arsenalet af forspirede planter til projektet var betydeligt og endnu en grund til, at jeg har glædet mig til i dag. Det har været hyggeligt at passe plantebørnehaven og se de små vokse sig store, stærke og fornuftige. Men nu er tiden inde til, at de skal stå på egne ben, så mor kan slappe lidt af. Lunt og fugtigt vejr og en betryggende vejrudsigt. Det bliver ikke bedre.
Hermed er alle planter beregnet til det gule bed plantet og vandet behørigt, ligesom der er sået fler sommerblomster, der ikke bryder sig om omplantning, direkte i nogle af felterne. Nu gælder det bare om at holde planterne med vand i etableringsfasen, og så ellers sætte sig ned og vente på resultatet. Det bliver mega spændende, om planerne holder, og bedet bliver lige så fint, som jeg drømte om dengang i januar.
Sådan en mild, stille dag, hvor der er trukket et tyndt gardin for solen er det simpelthen perfekt vejr til afhærdning af de forspirede sommerblomster, der står som sild i en tønde i drivhuset. Nøøj, hvor jeg glæder mig, til de kan plantes ud. Jeg tror faktisk, at jeg vover pelsen og planter de mest hårdføre ud i weekenden. Mange af dem trænger virkelig til at komme ud og stå på egne ben. De mange små planter står i praktiske – og pæne – zinkbakker, der er nemme at bære ud, hver gang det er perfekt vejr til afhærdning. De har efterhånden været ud og ind nogle gange i kortere perioder, for at de kan vænne sig til vind og sollys og hvad vi ellers har derude under åben himmel. Zinkbakkerne fås i mange størrelser hos Zinkbakken.
En god del af de forspirede planter er tiltænkt årets skøre skærehaveprojekt. Nu har jeg lige tilset arealet, hvor de første udsåede planter er spiret fint. Men jeg skal love for, at vand og milde temperaturer også har sat gang i uautoriseret fremspiring. Det er selvfølgelig ukrudt i rå mængder – især fuglegræs – der gør jordstykket grønt. Men der er nu også skatte at score i form af gratis, selvsåede planter. Der er for eksempel virkelig gang i blomsterkarse, Tropaeolum majus, der slet ikke er med i skærehaveplanerne. Til gengæld er den lysegule sort, som plejer at være ret stabil, på planen for et andet projekt: Et gult blomsterbed, som det ses her. Så nu har jeg gravet en flok af de selvsåede planter op og plantet dem i potter til senere udplantning.
De selvsåede planter behøver heldigvis hverken plads i drivhuset eller perfekt vejr til afhærdning. De har jo selv valgt at spire derude, så de er vant til mosten og skal nok klare sig. Jeg kunne selvfølgelig have plantet dem direkte om, men så er jeg bange for, at der går kludder i planerne for det gule bed.
Efter opgravningen fik jeg hakket den kommende skærehave for ukrudt. De første rækker af sommerblomster er heldigvis spiret frem, så jeg kan holde styr på, hvad det er, jeg har gang i. Jeg venter lige med at strege resten op igen, til jeg skal plante, for jeg vil ikke udelukke, at det kan blive nødvendigt at løbe endnu en tur med hakkejernet først.
De etårige slyngplanter og alle de andre forspirede sommerblomster står efterhånden som sild i en tønde i drivhuset. Der er dem, der mener, at jeg er gået amok i år. Men det er selvfølgelig overhovedet ikke tilfældet. Med alle de projekter, der er linet op, er det nok snarere et spørgsmål, om der er planter nok. Jeg hælder mere til, at plantebordet – og i sidste ende drivhuset – er for lille 🙂
Plantebordet med indlagt varme og minidrivhus til at holde på samme, så længe det er koldt om natten, har simpelthen gjort underværker for plantekvaliteten i mit planteværksted. Jeg har sået forskellige etårige slyngplanter primært med henblik på projekt skærehave, og dem er der virkelig fuld fart på. Så meget, at jeg faktisk har startet afhærdningen af planterne, for lige pludselig bliver det bare nødvendigt at få dem plantet ud. Vejret har været fint til formålet idag.
De i toiletrullerør producerede ærteblomster, Lathyrus odoratus, er nogle af de etårige slyngplanter, der bare vil frem. Jeg har allerede knebet dem én gang for at få gang i forgreningen, og nu er det faktisk tid igen. Det tegner lovende det her.
Der er heldigvis rigeligt med planter til stativet i den kommende skærehave, der er projekteret i køkkenhaven i år, så der er også planter til en krukke. Jeg kan godt lide at have etårige slyngplanter, der kravler op ad et klatrestativ til at give højde i mine krukkegrupper. Planterne kan i princippet plantes med toiletrullerør og det hele, men jeg piller nu alligevel det lettere opløste pap af. Rødderne er nemlig ikke gået igennem det men kun ud gennem hullet i bunden, så mon ikke de breder sig hurtigere i krukkejorden, hvis ikke de skal forcere den barriere?
En anden af de etårige slyngplanter, der har fuld fart på og næsten ikke er til at styre i plantebørnehaven, er klokkeranke, Cobaea scandens. Også af den er det rigeligt med planter til en krukke 🙂 Og så letter det jo lidt på normeringen i plantebørnehaven at få skubbet nogle af de små videre i systemet.
Klokkerankeplanterne er omplantet til Jiffy tørvepotter, så her er der ingen grund til så meget som at overveje ikke at plante hele molevitten ud og dermed undgå at forstyrre rødderne. Da den store krukke ikke er dimensioneret til at bære rundt på, har jeg ovenikøbet dristet mig til at plante de første fire planter ud under åben himmel. Jeg står parat med fiberdugen, hvis det trækker op til frost, men mon ikke det går. Krukken står i læ helt op ad huset, hvor der er lunt og godt.
Trængslen tager alvorligt til i min plantebørnehave i drivhuset. Der bliver pottet og priklet, og der bliver sået flere sommerblomster, der efter fremspiring inde i varmen kræver deres plads i drivhuset. Det er lige godt en måned siden, jeg priklede et (alt for) stort antal tobaksblomster, Nicotiana, i Minikap bakker, som det ses her. Men nu bliver jeg altså nødt til at potte dem om igen. De har tydeligvis haft det strålende i bakkerne næsten alle sammen og behøver simpelthen mere plads til rødderne.
Minikap systemet, som Pindstrup står bag, har været et absolut positivt bekendtskab. Der er blevet rigtig fine planter ud af de spæde, der blev priklet, og det uden at jeg har spekuleret nævneværdigt på vanding i den forgangne måned. Det sørger et vandreservoir i bunden af Minikap’en for. Selvvandingssystemet hjælper heldigvis lidt på den pressede normering i min plantebørnehave, hvor enmandshæren godt kan være udfordret, når alle de små skal passes.
Omplantningen af 75 tobaksblomster (!) frigav pads i Minikap bakkerne, men der var også nærmest kødannelser for at få mere plads i den overfyldte plantebørnehave. Efter en spuling af bakkerne kunne næste hold komme til og få plads på mit plantebord med indlagt varme, hvor de kan hygge sig gennem de aktulle kolde nætter. Tobaksblomsterne må finde sig i at stå i bakker på gulvet i drivhuset, men de får en dyne af fiberdug på til natten, så de ikke kommer til at fryse. Minikap bakkerne, der også fungerer som minidrivhus, kan købes her. Det samme gælder i øvrigt Pindstrups så- og priklejord, der er lækker at arbejde med.
I en bakke med den sart lysegule stolt kavaler, Cosmos bipinnatus ‘Xanthos’ beregnet til projekt gult sommerbed, er planterne blevet alt for store allerede, til at det giver mening at plante dem i Minikap bakkerne.
Af samme grund droppede jeg de hjemmelavede papirpotter, jeg plejer at prikle i, og valgte i stedet de praktiske tørvepotter fra Jiffy. Potterne har den fordel, at de kan plantes med ud i jorden, når den tid kommer, så rødderne ikke bliver forstyrret endnu engang. Det samme gælder de ærteblomster, Lathyrus odoratus, der står bagved, for de er sået i toiletrullerør, der giver gode forhold for ærteblomsternes lange rødder. Til gengæld kræver de noget mere opmærksomhed i hverdagen i min plantebørnehave.
I efteråret gravede jeg nogle dahlia knolde op i forventning om at kunne genbruge dem i år og dermed få endnu flere dahlia planter. De blev sendt på vinterferie i det kølige værksted emballeret i tør spagnum i store potter, for knoldene, der er genbrugt flere gange, er efterhånden temmelig store. Nu fik jeg så lige kigget til dem og opdagede, at en af dem tydeligvis er blevet træt af at holde vinterferie. Den er simpelthen i fuld gang med at skyde med friske skud og trænger tydeligvis til både lys og vand. Sikke nu noget. Babu babu gik det til drivhuset, så der kan komme skik på dahlia situationen.
Egentlig var tanken jo, at jeg skulle have delt de efterhånden ret voluminøse knolde i flere enheder, netop for at få flere dahlia planter. Det kræver en skarp kniv og et øje for de nye spirer, der dukker op ved sidste års stængler. En knold i sig selv er ikke nok til at sikre familieforøgelsen, for en knold uden stængel spirer ikke.
Efter den temmelig voldsomme operation er de nye, individuelle planter lige sat tilbage i værkstedet til tørre, for jeg tør ikke plante knoldene, der jo har friske sår, lige nu. De risikerer bare at blive angrebet af skumle svampesygdomme. I næste weekend, når sårene er helet, bliver de plantet.
Jeg nænner ikke at dele den ivrigt skydende plante, men værksteds-skuddene er alt for bløde til, at der kommer noget godt ud af dem. Derfor har jeg nu klippet skuddene tilbage og håber, at planten vil skyde igen, forgrene sig og få stærke skud, der kan klare sig i fri dressur efter et forårsophold i det frostfri men kølige drivhus.
Her var det så, at jeg kom til at tænke på, at dahlia er ret nem at stiklingeformere. Jeg ved ikke, om de bløde skud dur til formålet, men når nu de er klippet af, er der jo ingen grund til ikke at afprøve endnu en vej til flere dahlia planter. Jeg klipper stiklingerne lige under et bladpar og fjerner de nederste blade.
Vupti er der fine stiklinger, lige til at stikke i gennemfugtet spiremuld i huller, dannet med priklepinden. Stiklingerne står nu på plantebordet med indlagt varme i drivhuset. Så må jeg se, om de vil noget.
Den sikreste vej til at få flere dahlia planter er selvfølgelig at købe sig til nogle friske knolde. Det er jo så også samtidig den eneste vej til at få planter med blomster i nye farver, så den vej er ikke til at slippe uden om. Ved at snuppe en tyvstart regner jeg med at få blomsterproduktionen tidligt i gang, så den kan vare rigtig længe. Nu har jeg pottet de nye knolde i store potter i gennemfugtet spiremuld med cirka 5 cm jord over knoldene. Potterne står i drivhuset samen med de øvrige tiltag, der skal resultere i flere dahlia planter til årets udgave af haven her.
Vi er endelig nået til midten af marts, og dermed er tiden for forspiring af en hel masse sommerblomster officielt nået. Jeg behøver nok ikke at sige, at jeg fluks er gået i gang med de arter, der er længst tid om at udvikle sig, og dem der vinder ved gentagne knibninger før udplantning som for eksempel ærteblomst, Lathyrus odoratus, og edderkoppeplante, Cleome spinosa. Et dejligt job i planteværkstedet i drivhuset på sådan en våd og kold dag.
Der er forskel på frø på mange niveauer, og det er afgørende for valget af forspiringsmetode. Når der ikke er yderligere krummelurer i forhold til krav til spiringsforholdene, lader jeg frøenes størrelse afgøre forspiringsmetode. Større frø, der er nemme at håndtere, sår jeg enkeltvis. Det sparer både undertegnede og de spæde planter for en prikling, der lige meget hvor blidt og omsorgsfuldt den udføres, ikke kan undgå at bremse plantens vækst og dermed sætte tid til.
Ærteblomst er en af de arter, der har store frø. De er nu sået i sådan et Minikap minidrivhus fra Pindstrup, som jeg fortalte om forleden, da jeg priklede de første tobaksblomster, som det ses her. Jeg følger tommelfingerreglen, at frø skal dækkes af et lag jord, svarende til frøets tykkelse, så de store frø bliver presset lidt ned i jorden og dækket til.
Når det gælder mindre frø, bredsår jeg i bakker. Den forspiringsmetode har den fordel, at den ikke kræver så meget plads i begyndelsen. Til gengæld venter priklearbejdet hurtigt efter fremspiring. Det gælder om at have en rolig hånd, når der sås, så frøene ikke kommer til at ligge så tæt, at priklearbejdet bliver urimeligt besværligt.
Efter såning presser jeg frøene let fast til jorden, så jeg er sikker på at der er skabt kontakt. Da vi holdt workshop om planteformering med Haveselskabet Aarhus forleden, lagde jeg mærke til, at der var mange, der af en eller anden grund kun fyldte bakkerne halvt op med jord. Men det betaler sig ikke at spare på jorden i bakkerne. Jo mere jord, jo nemmere er det at styre fugtigheden i jorden og jo mere plads har rødderne at arbejde på. Nu står alle de nysåede frø uafhængigt af forspiringsmetode i bakker på gulvet i badeværelset og luner sig ved gulvvarmen. De fleste frø spirer godt ved lun temperatur, men nu må jeg huske at holde øje med dem, for så snart de er spiret, skal de jo frem i lyset og stå ved lavere temperatur, så de ikke bliver ranglede.
Behovet for prikling af min muligvis lidt overdrevne produktion af tobaksblomst, Nicotiana, trænger sig på. Det er ikke alle seks sorter, der er lige langt, så jeg begynder fra den nemme ende for at komme i træning. Den lilla sort, Nicotiana ‘Perfume Purple’ er spiret behersket – og de små planter står derfor med fornuftig afstand og har vokset sig store. Det er i øvrigt lidt sjovt, for da jeg købte en pose frø af den ret lækre sort i dyre domme, fik jeg lige nøjagtig en plante ud af mine anstrengelser. Det er den, der nu skal stifte familie.
De spæde planter er forholdsvis nemme at løsne fra spirebakken med en spids blomsterpind. Min sædvanlige priklepind er alt for stor til formålet, for det her er virkelig pillearbejde.
Jeg har fået lov at prøve et smart minidrivhus – minikap fra Pindstrup. Det forekommer ret ideelt til prikling af tobaksblomsterne, så afprøvningen er hermed fløjtet i gang. Plantebakken er fyldt med spiremuld (i øvrigt fra samme kilde), jorden er trykket til, og der er lavet huller i midten med blomsterpinden, så de spæde planter kan sænkes ned i hullet uden at jeg gør vold på de fine rødder.
Det gik nogenlunde nemt med hold 1. Værre ser det ud med hold 2, Nicotiana knightiana, der i modsætning til forgængeren er spiret helt uhæmmet. Her er ikke andet at gøre, end at lirke en lille klump planter op og forsigtigt forsøge at skille dem fra hinanden. Priklingen foregår efter de stærkeres ret, så kun de største planter bliver priklet efter at være blevet befriet for deres irriterende små søskende. Jeg har priklet 30 styk, hvilket må være nok, selv om der går nogle stykker til undervejs, men der er stadig hundredevis tilbage, der får lov at stå som reserver i spirebakken, så længe de kan holde til trængslen.
Egentlig er det lige lovlig tidligt at prikle narcistobak, Nicotiana sylvestris, for planterne er endnu meget små. Men de små planter er begyndt at vælte i et område af spirebakken, der ser ud til at brede sig. Shit! Kimskimmel. Jeg hader kimskimmel!!! Skumle svampesygdomme, der tager livet af de ellers så lovende planter, før de rigtig kommer i gang. I håbet om at kunne redde så mange planter, som jeg reelt har brug for, er en stribe til syneladende sunde planter længst væk fra det angrebne område hermed priklet.
Sikke noget pillearbejde… Efter priklingen har jeg med uendelig forsigtighed vandet hver enkelt celle i plantebakken, så jeg er sikker på, at rødderne har kontakt til jorden og ikke til luftlommer, så de risikerer at tørre ud.
Minikap systemet ser ret smart ud. Det er ovenikøbet udstyret med en babysitter i form af en selvvanderfunktion, så jeg ikke behøver være bekymret for de små, når jeg er på farten. Den nederste bakke er et vandreservoir, oven på den er der en plantehylde med en plantedug, der når ned til vandet i begge ender og fungerer som væge. Herpå står plantebakken med de nypriklede tobaksblomster, og øverst monteres et låg af klar plast, der fungerer som minidrivhus. Minikap kan købes her.
Det smarte minidrivhus har jeg så stillet ind i det mididrivhus, gemalen har designet til det hjemmebyggede drivhus. Det lyder måske lidt indviklet, men er faktisk ganske enkelt og ikke så lidt praktisk. Mididrivhuset står nemlig på det specialfremstillede plantebord, der har indlagt varme i betonpladen. (Designet kan ses her). Drivhuset sørger for at varmen ikke forsvinder op i den blå luft, og både top og front kan åbnes, når der er behov for udluftning af fugt eller varme. Det letter trykket gevaldigt på vindueskarmen, at småplanterne allerede nu kan flytte ud i mididrivhuset, der desuden er forsynet med lysstofrør med plantelys i kippen. Plantelyset er forbundet til en timer, så det kører også af sig selv 🙂 Jeg købte mine plantelysarmaturer her, hvor der også er mere information at få om lys til planter generelt. Søg på vækstlys.
Den 16. februar, altså for godt to uger siden, såede jeg syv slags tobaksblomster til forspiring i vindueskarmen. Tobaksblomster er længe om at udvikle sig, så de hører til de utålmodiges yndlingsfrø. Her gør det ikke noget, at man kommer lidt tidligt i gang med driverierne. Læs om at så sådan nogle bittesmå frø her.
Jeg har imødeset spiringen med nogen spænding, da alle frøene er høstet her i haven de seneste par år. Der var altså ingen garanti for god spireprocent. Men jeg må sige, at mine bekymringer er gjort helt til skamme. Der er faktisk kun en enkelt af sorterne, der ikke er spiret, så syv slags tobaksblomster er blevet til seks. Det rækker nu nok også :-). Her er det den fine, mørkerøde Nicotiana alata ‘Baby Bella’ der blomstrede lige til det blev frostvejr, der spirer nok så flot.
Nicotiana alata ‘Baby Bella’
Sådan så Nicotiana ‘Baby Bella’ ud sidste år i juni. Måske er det børn af netop disse blomster, der spirer frem i bakken. Spændende, om de bliver lige så kønne som moderen. Det er jo ikke godt at vide, når planterne selv har stået for bestøvningen 🙂
Nicotiana knightiana
Den spændende Nicotiana knightiana med små limegrønne blomster havde jeg i 2017. Der blev høstet masser af frø, men da jeg ville så sidste forår, viste det sig, at jeg havde gemt frøene et så godt og sikkert sted, at jeg ikke kunne finde dem. De dukkede først op, da det var for sent at så, så de frø har nu overvintret to gange.
Af samme grund gav jeg den lidt ekstra gas og såede flere frø end normalt i forventningen om, at de nok ikke spirede særlig godt. Der tog jeg fejl. Grundigt endda. Det er absolut dem, der er spiret bedst og det i en sådan grad, at det kommer til at kræve ikke så lidt fingerspidsfornemmelse, når de spæde planter inden længe skal prikles. Det er tanken, at de skal indgå i det nye, gule blomsterbed, jeg planlagde i januar, derfor er det fint, der er mange af dem 🙂 Så må jeg bare gøre mig umage med priklearbejdet og få det udført snart, så de små planter ikke kommer til at ødelægge hinanden i kampen om lyset.
Kig indenfor, når vi holder åben have i forbindelse med Haveselskabets Havefestival den 24.-25. august 2019. Læs mere på www.haveselskabet.dk/node/35249
