Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Category: Planteformering (Page 1 of 6)

Stiklinger af sødkartoffel med masser af rødder

For 14 dage siden brækkede jeg de første stiklinger af min spirende sødkartoffel, Ipomoea batata, og satte nogle af dem i et glas vand, mens resten blev stukket direkte i jord, som det ses her. Tiden er allerede inde til at gøre første del af forsøget op, for det er godt nok planter med fart på 🙂Stiklinger af sødkartoffel i urtepotten har tydeligvis fået rødder, for de er begyndt at løbe i vejret og få friske, grønne blade. Stiklingerne i vandglasset har udviklet masser af rødder, så nu er de også blevet stukket i jord, så eksperimentet fortsætter. Jeg håber, de sprøde rødder klarer mødet med jorden, så jeg får flere planter til udplantning i drivhuset, når det bliver forår.

Går det helt galt er der nu ingen ko på isen, for moderen til alle de små plantebørn skyder lystigt med friske skud, der kan blive til endnu flere stiklinger af sødkartoffel.

Et andet lille projekt begynder også at tegne lovende. I nogle uger har jeg haft et par avokado sten til at stå med enden i vandskorpen, og nu har i hvert fald den ene sendt en optimistisk rod ned i vandet. Det ser lidt voodoo-agtigt ud, når der bliver stukket tandstikker ind i stenene, men ellers kan de jo ikke hænge på glasset. Stenen er begyndt at sprække, så forhåbentlig kommer der også snart et topskud, så jeg får en fin stueplante ud af det.

Nyt hjem til baby egetræer fra haven

De baby egetræer, der nu i et par måneder har udviklet sig fra spirende agern fra haven sat på flasker med vand, er begyndt at se lidt blege ud. Ikke så mærkeligt, for de er vokset så fint og blevet til rigtige, små egetræer trods en skrap diæt bestående af postevand.Når de trods alt har klaret sig så godt, skyldes det formentlig, at de har haft en madpakke at tære på i deres tykke, næringsholdige kimblade, der sidder inde i agernet. Men de er helt tydeligt begyndt at trænge til jord med ordentlig næring i.Egetræer har pælerod, så det var faktisk nødvendigt at rodbeskære træerne lidt for at kunne plante dem i pottemuld i små lerpotter. Det tager de ikke skade af, og de ser da også ret søde ud i potterne. Så søde faktisk, at datter Anne fluks forelskede sig i dem og ønskede sig et par til krukkerne i kolonihaven i Odense. Så nu er to af træerne flyttet hjemmefra og venter på, at det bliver forår, så de kan blive plantet ud.
Meget tyder på, at fascinationen af agern og egetræer er arvelig 🙂 Her får I lige far Ibs fortælling om The Oak, som han lige har skrevet til sin gamle ven Jørgen.

The Oak

Vi var blevet gift i 1960 og havde fået lejlighed på Strandboulevarden i København. Det må så være i foråret 1961, at vi en søndag gik en af vore ture i Dyrehaven. Træerne var lysegrønne, hjortene græssede på Eremitagen, og i skovbunden piblede det op med små, nye bøge- og egetræer.

Vi udvalgte et smukt lille egetræ (en stilk med to små blade) og tog det med hjem i lejligheden, hvor det fik plads i vindueskarmen i en urtepotte. Træet voksede. Det tabte bladene om efteråret, men sandelig om ikke det fik nye blade næste forår.

I 1963 begyndte vi at synes, det var synd for det lille træ, at det skulle stå dér og glo over på Frihavnskirken, – dag ud og dag ind. Der var også tale om, at vi skulle flytte til Jylland, så en skønne dag måtte vi overrække træet til vores gode ven, Jørgen. Han havde hus og have ude i Gentofte, så det kunne næsten ikke være bedre. Træet blev plantet, det hyggede sig meget i parcelhuskvarteret – og det voksede bare videre.

Det fik nu ikke ro i så lang tid, for så var det Jørgens tid til at flytte. Hundested var målet, og sandelig om ikke han tog træet med og fik det plantet på ny. Det voksede bare videre, selvom klimaet på skrænten ned til Kattegat var lidt mere barsk end villahaven i Gentofte. Det blev efterhånden et rigtigt træ, og en skønne dag kom der agern på; – og næste forår piblede det op med små bitte planter ovre i Hundested.

Vi var efterhånden blevet etableret med hus og have i Hørning, og ved et af Jørgens hyggelige sommerbesøg medbragte han en lille plante, sådan at vi igen havde et egetræ, som oven i købet var i familie med det gamle. I daglig tale hed træet nu ”The Oak”!

Årene gik og efterhånden blev træet i Hørning også stort, og endeligt kom året, hvor der dryssede agern, og foråret efter begyndte der at dukke små egetræer frem, – stilke med to små blade! Selvfølgelig fandt vi et ege-barnebarn, som kunne komme hjem til det gamle træ ved Kattegats kyst.

Den lille ny fandt sig aldrig til rette i blæsten. Den lever, men vokser faktisk ikke.

”The Oak” vokser stadigvæk, og vil ikke blive fældet så længe Jørgen bestemmer.

I efteråret 2017 fandt vores Lotte agern i sin hyggelige skovhave, og de kom i stuen med stilk og tre-fire blade. Det er selvfølgelig ikke direkte efterkommere, men vi kan jo tale om adoption? Vi sendte omgående en forespørgsel til Hundested om det gamle træ og modtog et billede taget af Jørgens barnebarn.

57 år er gået, og nu er det så Lotte, der har ansvaret. Hvis hun er heldig, vil hun om 50 år have et smukt egetræ i sin have; – måske lige så flot som den såkaldte Sparekasse-eg nede ved Hejlsminde?

”Springer eg før ask! Så går sommeren i vask”!

Friske frø af orientalsk pileurt i postkassen

Der er efterhånden længe imellem, at der dumper et vaske ægte brev i postkassen. Men i dag er en af de helt gode dage. Brevet er fra Bente, der sender en dejlig hilsen og en lille pose friske frø af orientalsk pileurt, Polygonum persicaria. Dem er jeg helt vildt glad for, så tusind tak til Bente.Sagen er den, at jeg gentagende gange har indkøbt og sået frø af den fantastiske sommerblomst med det lige så fantastiske engelske tilnavn ‘Kiss me over the garden gate’. Jeg har set den blandt andet i Park der Gärten i Tyskland og har siden drømt om at have den i sommerhaven, men trods alle mine anstrengelser, er der aldrig kommet andet et par forkølede spirer ud af det.Det har Bente heldigvis en god forklaring på. Frøene skal simpelthen sås, mens de er helt friske for at spire ordentligt. Så nu har jeg skyndt mig at så halvdelen af frøene, mens den anden halvdel – også på Bentes anbefaling – er blevet puttet i fryseren til en forårssåning. Nu krydser jeg fingre for, at det endelig vil lykkes at få den statelige plante i næste sommers blomsterbede.Jeg har sået frøene i det sneglefri salatbed, der i forvejen rummer min staudebørnehave, nu da salaten alligevel er spist. Der måtte lige gang i Posca tuscherne, der skriver/maler på næsten hvad som helst, til skiltemaling igen, så de dyrebare frø er ordentligt markeret. Tuscherne kan købes her.

Frøhøst til næste års sommerblomster

Høstmaskinernes fjerne summen lægger hyggelig baggrundsmusik til havearbejdet i dag. Det er høsttid og høstvejr ikke bare på markerne men også i haven, hvor mange af sommerblomsterne står med frøstande fyldt med frø. Det gælder fx hjertegræs, Briza maxima, der rasler med de hjerteformede aks ligesom kornet på markerne.Det gælder jo om at få bragte modne frø i hus, mens det ikke er alt for fugtigt. Så i dag er jeg gået på frøjagt. Frøhøst er ensbetydende med gratis frø og dermed forhåbentlig planter til næste år. En ualmindelig dejlig beskæftigelse. Hjertegræsfrøene er i hvert fald helt modne, og aksenefalder nemt fra hinanden, når de bliver nulret mellem fingrene.

Jeg høster kun frø, jeg er helt sikker på, er modne. De skal rasle i frøkapslen eller slippe den uden modstand. Ellers er der jo risiko for, at de ikke er helt færdigbagte og dermed ikke spiredygtige. Fløjlsblomst, Tagetes patula ‘Ildkongen’ blomstrer stadig fint, men der er også en del frø, der allerede er modne. De er hermed høstet og hamstret 🙂

De forskellige arter og sorter af tobak, Nicotiana, blomstrer videre, men også de er begyndt at rasle med de første frøkapsler, der er fyldt med bitte-bitte små frø. Jeg husker stadig min forbavselse, da jeg i foråret åbnede en hjemkøbte pose med Nicotiana knightiana og fandt et mikro-reagensglas med en lille klat frø. Men frøene spirede godt og planterne udviklede sig fint. Jeg har været meget glad for de små limegrønne blomster, der har lyst fint op og fyldt godt ud hele sommeren. Det kunne være rart at blive selvforsynende med frø af den. Det bliver hermed afprøvet. Frø er der i hvert fald nok af.Det plejer at gå fint nok med narcistobak, Nicotiana sylvestris, der også allerede er leveringsdygtig i kapsler med modne frø, selv om blomstringen heldigvis ikke er slut endnu.De nyhøstede frø får lige lov at ligge i flade skåle inden døre i en uges tid, så jeg er sikker på, at frøene ikke er fugtige, når jeg fylder dem i papirposer.Jeg “glemmer” altid at smide de små poser med vandsugende krystaller, der følger med nye tasker og frakker, ud, for de er nyttige som en ekstra forsikring mod fugtighed på frølageret.

 

Hjemmelavede buske til Annes kolonihave

Sidst i november klippede jeg stiklinger af forskellige af havens buske og stak dem i jorden i et lunt hjørne af haven, som det ses her. Ideen var at producere nogle tiltrængte gratis buske til datter Annes nyindkøbte kolonihave, hvor der mangler en del beplantning, og hvor SU budgettet ikke rækker så langt.Det har været en rimelig stor succes. Stiklingerne blev tilset med vand i begyndelsen, fik et beskyttende minidrivhus at lune sig i over vinteren og passede ellers sig selv. Mange af dem begyndte at skyde pænt, da foråret kom. Især ribs, Ribes rubrum, har dannet masser af rødder, og alle stiklingerne er blevet til virkelig flotte planter allerede.

Dermed er buskene ved at være klar til at flytte i kolonihave. Der er som sagt ribs men også uægte jasmin, Philadelphus x virginalis, sommerfuglebusk, Buddleja davidii, og en enkelt snebolle, Viburnum opulus ‘Roseum’, der godt nok ser lidt sølle ud. Nu får de lige lov at danne endnu flere rødder i potter hen over sensommeren, og så er de klar til udplantning, når det for alvor bliver plantetid til september.Bag køkkenhaven blomstrer beviset på, at der nok skal komme pæne planter ud af de hjemmelavede buske i løbet af et par år. Rækken af sommerfuglebuske er nemlig blevet til på samme måde.

 

Stiklingeformering med høj succesrate

Da jeg sidst i maj plantede gråbladet evighedsblomst, Helichrysum petiolare i krukkerne, havde planterne allerede så lange skud, at jeg valgte at forkorte dem, for at få mere buskede planter. De afklippede skud skulle jo ikke gå til spilde, så de blev klippet til stiklinger og stukket i små potter med spiremuld. Gråbladet evighedsblomst – her i den gulbladede sort – er simpelthen noget af det nemmeste at stiklingeformere, så nu er der friske planter klar til sensommerkrukkerne.Stiklingerne har slået rod alle som en, og vokser så godt, at det igen er oplagt at korte skuddene af, så planterne busker sig pænt. Den ser lidt afpillet ud lige efter sådan en rundbarbering, men det betaler sig i længden.Dermed står jeg endnu engang med en håndfuld stiklinger – men da det begynder at knibe med krukkekapaciteten, får de nu prædikatet kompost i denne omgang.Efter plantning, er de nye planter hurtigt klar til at være med i krukkegrupperne, hvor de kan gøre de vildtvoksende moderplanter følgeskab. Gråbladet evighedsblomst er der virkelig gang i, og planterne er efter min mening guld værd i krukkegrupperne med deres fine løvfarver og rankende vækst, der væver helheden så smukt sammen. Og bliver de for rankede, kan man til hver en tid korte skuddene af, uden at planten tager det mindste anstød af det.

Sommerblomster flytter hjemmefra

Dagen begyndte mild, vindstille og med et let gardin trukket for solen. Så jeg besluttede, at i dag skulle det være. De forspirede sommerblomster er blevet lidt for besværlige at styre i børnehaven. Nu må de ud at stå på egne ben under åben himmel. De er flyttet så meget ind og ud på det seneste, at de må være rimeligt afhærdede, og de er efterhånden helt umulige at holde med vand i de små potter. Nu må det briste eller bære.Samtidig, et andet sted i haven… De tre ovale bede, der er blevet lagt sammen til et stort, der smyger sig ned gennem haven, mangler planter. Der er alt for meget bar jord i de partier, der var græsplæne før fusionen. Jeg bryder mig ikke om bar jord… Med tiden er det planen, at der skal masser af stauder i dem, men for nu lige at få styr på mulighederne i det nye bed og for komme i gang på en prisbillig måde, har jeg været meget flittig med forspiringen i år.Planterne blev sat ud på jorden i deres potter og der blev flyttet rundt og byttet plads til kabalen gik op – og så der stadig er plads til lidt stauder og de dahlia’er, der også er blevet forspiret, men endnu må vente lidt med at komme ud.De fleste blev plantet i små grupper af tre eller fem planter for at opnå lidt ro og fylde i helheden. Men enkelte, som her stor hjertegræs, Briza maxima, samt opiumsvalmue og kæmpeverbena blev med tilstræbt tilfældighed plantet enkeltvis ind gennem bedet i håbet om, at det hele kommer til at se lidt vildt og naturligt ud.Forrige år havde jeg den smukke rødbladede skovangelik, Angelica sylvestris, der kastede temmelig voldsomt om sig med frø, der fortsat spirer lystigt. Fine små planter, der er lige til at grave op og flytte. Så nu er der også flyttet sådan nogle ind i et af de nye bede. Drømmebilledet af hvor lækkert, det bliver, står klart og tydeligt inde i mit hoved. Forhåbentlig kommer virkeligheden til at leve op til det. Nu gælder det bare om at være på stikkerne med vandslangen, for der er nogen, der har trukket gardinet fra, og det tørrer voldsomt derude.

Forspirede planter flytter igen

De forspirede sommerblomster og grønsager har ikke haft nogen nem barndom i år. De blev sået og siden priklet om i hjemmelavede papirpotter. Så blev det dejligt martsvejr, og de blev flyttet ud i drivhuset. Men derefter fulgte knapt så dejligt aprilvejr, og planterne gik helt i stå. De måtte pottes op i lidt større potter, og til sidste blev hele molevitten flyttet ind i annekset for at få bare en lille smule varme til vækst. Hold nu op, der var trængsel. Nu er det heldigvis blevet mildere, og der er ikke mere frost på vejrudsigten, så nu flytter planterne igen. Midt på dagen får de lige lidt ekstra modstand under åben himmel, så de kan vænne sig til tanken om deres fremtidige friluftsliv. Der er lunt, læ og skyggefuldt på bænken og dermed perfekt klima til begyndende afhærdning.Men så varmt er det jo heller ikke, og blæsten er ret bister, så hen på eftermiddagen flytter de ind i drivhuset, så overgangen fra det lune indeklima til livets realitetter i det fri ikke bliver for brat.Den første nat – og hvis der bliver udsigt til meget kolde nætter – får de lige en fnuglet dyne af fiberdug på, der holder godt på varmen fra jorden gennem natten. Men dynen kommer af i dagtimerne, hvor der ikke skal meget sol til, før der er lunt og rart i drivhuset.En del af de små har fået knebet toppen af, og det giver allerede resultater. Hvilende knopper i de nederste bladhjørnet er blevet vækket og er begyndt at skyde, så planterne får en god forgrening fra bunden. Her er det den smukke fløjlsblomst Tagetes patula ‘Ildkongen’ fra frø af egen høst, det er gået ud over.

Krisehjælp med fiberdug til småplanter

Jeg synes, det er træls, det bliver ved med at være så koldt … Og det er jeg ikke alene om her på matriklen. I mangel af tilstrækkeligt med vindueskarme er en del af  de forspirede sommerblomster i papirpotter nødt til at stå i drivhuset, og nu er de ærlig talt ved at se ret forkølede ud. De ligner nogle, der mangler næring. Væksten er nærmest gået i stå, og mange af dem er blevet blege og let rødlige. Spørgsmålet er så, om de allerede har spist den gødning, der er i de små potter, eller om de simpelthen fryser, så deres maskineri kører på nedsat blus, og det derfor kniber med næringsoptagelsen.Noget må der gøres, for festen skulle jo meget nødigt stoppe her. Ergo har jeg valgt at potte de små planter op i lidt større potter, så det i hvert fald ikke kan være mangel på adgang til næring, der er problemet.Desuden har planterne, der er placeret i store zinkbakker, så det er nemt at vande, fået en tynd men lun dyne af fiberdug, der forhåbentlig kan hjælpe dem med at holde varmen, indtil det bliver lidt lunere igen.

Time-out for ærteblomster

Der er vildt meget knald på de forspirede ærteblomster, Lathyrus odoratus, i den solbeskinnede vindueskarm. Faktisk er de ved at blive lige, lovligt langstrakte, så nu er det vist nu, det gælder om at få lagt en dæmper på længdevæksten og i stedet få planterne til at forgrene sig.Det er en nem men ret hærværksbetonet øvelse at klippe toppen af de optimistiske, lysegrønne planter over blad nummer to, lige da de nu var kommet så godt i gang. Men på længere sigt er det super godt for dem, og de reagerer lynhurtigt på klippet ved at bryde fra sovende knopper i de nederste bladhjørner. Jeg gentager indgrebet flere gange, for jo flere skud, den enkelte plante har at blomstre på jo bedre.I det gode vejr får ærteblomsterne lov at komme ud under åben himmel midt på dagen, så de ikke får hedeslag i vindueskarmen. De står behageligt i let skygge og læ på bænken udenfor hoveddøren. Dermed er afhærdningen allerede så småt i gang, for planterne bliver stivet af, når de mærker lidt vindbevægelse, og det gør dem stærkere, når de til sin tid kan plantes ud. Der er to slags ærteblomst i bakkerne, den tofarvede, skønt duftende gamle sort Lathyrus ‘Matucana’ og den næsten sorte Lathyrus ‘Black Knight’, der ligner ‘Almost Black’, som prydede indgangspartiet sidste sommer, som det ses her.

Page 1 of 6

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén