Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Kategori: Køkkenhave Page 1 of 16

Grønsagshøst virker mod blæsevejrs-blues

Hvor er jeg træt af, at det blæser og alting vælter omkring mig. Jeg er vist ramt af et mildt tilfælde af blæsevejrs-blues. Men heldigvis blæser det jo ikke inde i drivhuset, og heldigvis er der virkelig kommet gang i både tomater, agurker og auberginer og sandelig også i de tre centralt placerede snack-peberplanter, der ellers ikke var de store forventninger til.

Cherrytomat ‘Favorita’

Cherrytomatplanterne nærmest bugner af tomater, så det vist bliver nødvendigt at tage fryseren til hjælp, hvis vi skal nå at have glæde af dem alle. Bare tanken om hjemmedyrkede tomater til vinterens gryderetter hjælper på mine blæsevejrs-blues. Her er det sorten ‘Favorita’, der kæmper om haveejerens gunst mod det sædvanlige førstevalg ‘Gardeners Delight’. Jeg må faktisk konstatere, at ‘Favorita’ er kommet bedst fra start.

Jeg har kappet toppen på de fleste af tomatplanterne, så de koncentrerer sig om at modne de mange tomater, de allerede har sat. Men et par af de mest ivrige får nu lov at fortsætte væksten under taget. Det er så hyggeligt, når der også er grønt i de højere luftlag, synes jeg.

Squash

Lige uden for drivhuset, er der godt gang i squashplanterne, der heldigvis ikke lider af blæsevejrs-blues. De producerer bare videre i højt tempo. Det gælder virkelig om at være over dem og få høstet, så snart blomsten visner, mens squasherne endnu er små og lækre. Vender man ryggen til et øjeblik, er de store som græskar – og efter min smag lige knapt så lækre. Den er nu flot, sådan en squashplante, men den kræver sin plads.

Hokkaido

Ved siden af squashplanterne er der plantet hokkaido. Dem er der også kommet fart på efter en lidt forsagt start. De så på et tidspunkt så triste ud, at de hver fik sådan et gødningsbolche med langtidsvirkende gødning beregnet til krukkeplanter. Hold nu op, det satte gang i festen. Rankerne er adskillige meter lange, og de sætter frugter, så jeg aldrig har set noget lignende.

Alt i alt må jeg sige at kuren virkede. Mine blæsevejrs-blues er lettet betydeligt, efter at jeg har bragt dagens høst i hus 🙂

Løghøsten er i hus og grøngødning tager over

Løghøsten er en af de årlige begivenheder i haven, hvor man aldrig behøver at være i tvivl om, hvornår der skal sættes ind.

Løgene sender et klart signal om at tiden er inde ved at lade toppen knække og lægge sig sjusket hen ad jorden.

Det er nemt at bringe løghøsten i hus, for her på sandjorden slipper løgene jorden ved et ganske let træk i toppen.

Jeg er nu ikke særlig imponeret over løghøsten i år. Løgene er simpelthen ikke blevet ret store, men når toppen er knækket, er der ikke udsigt til yderligere vækst, så der er ingen grund til at lade dem stå. Nu ligger løgene lige og vejrer lidt på jorden, før de bliver lagt til tørre om et par dage.

Jeg har den ringe jord i det forhenværende aspargesbed mistænkt for at være årsagen til den beherskede løghøst. Den del af køkkenhaven har aldrig fået tilført kompost, som resten af arealet har, for det har jo ikke været til at komme til for asparges – der i øvrigt også har det udmærket med sandjord. Det må der gøres noget ved, så i første gang har jeg eftersået jordstykket med forskellige planter til grøngødning. Det er planter, der har den særlige egenskab, at de kan samle kvælstof fra luften og dermed gøde sig selv og jorden. Her er det frø af gul lupin, Lupinus luteus, der er på vej i jorden. Grøngødning skal nedmuldes i jorden til efteråret, og og så skal jorden helt sikkert også have et læs kompost.

Mobil krydderurtekrukke til den nye grillsæson

Jeg har lige fået fingre i nogle spændende og samtidig smukke krydderurter. Og da dagens vejr jo indvarsler, at den nye grillsæson er lige om hjørnet, hvad kunne så være mere oplagt end at plante krydderurterne sammen i en mobil krydderurtekrukke, der kan flyttes rundt, alt efter hvor i haven der skal grilles. Her er det japansk bladmynte, Perilla frustescens, men røde blade, rød skovsyre, Oxalis acetocella ‘Rosea’, der har både spiselige blade og spiselige blomster, vietnamesisk koriander, Polygonatum odoratum, og rødbladet syre, Rumex sanguineus. Det er Gartneriet Viumlund, der leverer til butikker over hele landet, der står bag det store krydderurtesortiment.

Den teglfarvede hornviol, Viola cornuta, fra Lindvig Greenhouse, har i mine øjne en fuldstændig uimodståelig nuance, så den blev plantet mellem krydderurterne for at give lidt ekstra farve. Hornviolens blomster er jo også spiselige, når de kommer fra en kilde, hvor man er sikker på, at de ikke bliver sprøjtet med noget ubehageligt, så de passer fint i sådan en mobil krydderurtekrukke.

Dermed fik jeg lige trukket en af mine kæpheste af stalden i det dejlige vejr. Krydderurter kan da sagtens bruges som prydplanter 🙂 Nu står den nytilplantede krukke foreløbig på bordet ved bålpladsen i køkkenhaven, hvor der ellers ikke er meget grønt at komme efter endnu ud over piblende purløg. Der er nogen, der foreløbig ikke er kommet i gang med forårsoprydningen i det hjørne af haven, men det skal nok komme.

Friske mikrogrøntsager fra vindueskarmen

Tiny Gardens

Forleden kom der en spændende pakke fra Tiny Gardens med et ‘kom godt i gang sæt’. Tiny Gardens er en lille, dansk virksomhed, der er sat i verden for at give alle mulighed for at dyrke friske mikrogrøntsager i vindueskarmen, uanset om man bor på landet eller i byen. Eneste krav er faktisk, at man har en vindueskarm – grønne fingre er ikke engang nødvendige – det går næsten helt af sig selv 🙂

Mikrogrøntsager

Og hvad er så mikrogrøntsager? Ja, i hvert fald ikke raketvidenskab. Alle kender karse, der spises som kimplanter. Det er den ide, Tiny Gardens har produktudviklet og moderniseret. Faktisk er der et væld af grøntsager, der ikke bare kan spises men også giver fine og meget forskellige smagsoplevelser i kimbladstadiet. Sådan et ‘kom godt i gang sæt’ fra Tiny Gardens indeholder otte forskellige slags økologiske grøntsagsfrø til formålet. Blandet andet radise, rucola, basilikum og ært.

Tiny Gardens konceptet Root består af en enkel, stilren, dansk designet dyrkningsbakke i silikone samt hampemåtter til at dyrke mikrogrøntsagerne i. Måtterne bukkes ned i siderne og suger vand fra et reservoir i bunden af bakken, der dermed er selvvandende. Det er ret smart. Når hampemåtten har suget vand, drysses frøene med let hånd ud over måtten, og så er man i gang.

Jeg begyndte med at så rucola, der jo er kendt for både at spire og vokse hurtigt, så i løbet af en lille uge kunne der høstes de fineste mikrogrøntsager med rucolasmag til frokostbordet. Og bakken er så pæn, at den sagtens kan ryge med på bordet, så man hver især selv kan høste.

Det både smager og pynter på sådan en dag som i dag, hvor vejret simpelthen er for bistert til udendørs aktiviteter. Jeg er ellers helt klar til at komme i gang med at så sommerblomster til forspiring, så det var helt fint at kunne afreagere på mikrogrøntsagerne og oven i købet få noget nyttigt ud af det. Jeg tror, jeg er nødt til at få fat i nogle flere bakker, for det kunne være både lækkert og se dejligt ud at have flere forskellige slags mikrogrøntsager i produktion på en gang.

Tak til Tiny Gardens, der kan besøges her.

Drømmen om egne, nye kartofler til Skt. Hans

Forspiring af læggekartofler

Drømmen om nye kartofer fra haven kan næsten få mundvandet til at løbe på denne årstid, hvor kartoflerne fra butikkerne bliver mindre og mindre interessante. Hvis der er noget, der giver næring til den drøm, så er det, at læggekartoflerne dukker op i butikkerne som et signal om, at nu er det nu, de første skridt til at gøre drømmen til virkelighed skal tages. Det er selvfølgelig ikke nødvendigt at forspire alle sine læggekartofler, men hvis man vil mærke suset af at kunne høste nye kartofler allerede sidst i juni, er det vejen frem.

Derfor har jeg investeret i en pose læggekartofler af sorten ‘Maya’, der er en af de tidlige sorter. Knoldene er tyvstartet lidt på forspiringen i butikken, men ikke så meget at det er et problem. Spirerne er korte og tætte og sidder og klynger sig til knoldene som små mærkelige fabeldyr. Nu er de blevet sat til forspiring i æggebakker, med den ende opad, hvor der er mest tilløb til spiring. Æggebakkerne har traditionen tro fået plads i vindueskarmen i soveværelset, hvor der er både lyst og køligt, så knopperne kan udvikle sig til korte, kraftige, grønne spirer, der kan tåle at blive lagt i jorden uden at knække, når den tid kommer. Dejligt at komme i gang.

Apropos forspiring, så vil jeg lige minde om, at det er i næste weekend, jeg holder workshop om frø, forspiring, prikling, stiklinger og meget mere i samarbejde med den gode gartner i Gartneriet Pedersen. Det er Haveselskabets Aarhus kreds, der arrangerer, men man behøver hverken at være medlem af Haveselskabet eller være århusianer for at være med. Læs mere om workshoppen og meld dig til her. Jeg håber, vi ses 🙂

Jordskokker er vintervitaminer af høj karat

De tidlige så stolte planter af jordskokker, Helianthus tuberosus, ligner ærlig talt ikke længere noget, det kan bruges til noget som helst. De lange stive stængler dejser hid og did, og får det hele til at se vældig rodet ud. Godt det foregår i et fjernt hjørne af haven, hvor situationen i det hele taget har været kaotisk under og efter sommerens tørke, hvor jeg måtte opgive at holde planterne i sandjorden opvandet under den bagende sol. Det eksotiske hjørne blev lige lovligt eksotisk, og jeg frygter lidt for at få gjort skaderne op, når det bliver forår igen.

Men tilbage til mine jordskokker. Det kan godt være planterne ser sølle ud, men under jorden er de det rene guld. Der kan høstes rigtig mange, store flotte og overraskende regelmæssige knolde lige nu, hvor der er mest brug for vintervitaminer fra haven.

Så der høstes løs og foræres til højre og venstre, for der er trods alt grænser for, hvor mange jordskokker, der kan sniges ind i menuen. Erfaringen siger, at det er vigtigt at få høstet så mange knolde som muligt, for uanset hvor grundig, man tror, man er, er der altid nogle tilbage i jorden, gearet til at sikre, at der også kommer jordskokker næste år. Faktisk har bestanden her flere gange overlevet at blive fræset, når kartoffelstykket har fået sin forårskur, så det gælder helt klart om at holde planterne i ave, hvis ikke det skal udvikle sig til et spiseligt ukrudtsproblem af gigantiske solsikkelignende planter.

Krydderurter fra det eksotiske hjørne til julemaden

Der er ikke så meget grin ved det spiselige staudebed lige nu, selv om den dæmpede farveholdning i rødbrun og grågrøn egentlig er lidt lækker. Men toppene af de forskellige krydderurter og stauder får helt generelt lov at stå, til det bliver forår her i haven.Der er jo stadig frø til småfuglene i mange af dem, og de beskytter også planterne lidt mod den værste frost, når blade og så videre falder på jorden og så småt begynder at kompostere og vende tilbage til jorden. Og så er de simpelthen dekorative. Ikke mindst hestemynte, Monarda didyma, har de fineste vinterstandere.

Samtidig, et andet sted i haven, er der fortsat smagfyldte krydderurter at høste af til julemaden. I “det eksotiske hjørne”, hvor en gammel mur luner og giver læ på den sydvendte skrænt, kan der i hvert fald plukkes al den rosmarin, Rosmarinus officinalis, vi kan nå at guffe os igennem. Og det selv om vi er flere i familien, der er ret pjattede med rosmarin. Jeg var bekymret for planten midt på sommeren, da der var ørkentilstande i den ende af haven, og jeg blev nødt til at opgive at holde planterne med vand, men rosmarinen klarede skærene uden at kny, mens en del naboplanter måtte give op.En anden succeshistorie fra “det eksotiske hjørne” handler ikke om krydderurter – men så alligevel. Den lille laurbær busk, Laurus nobilis, leverer laurbærblade til flæskestegen og andet godt, så den bruges jo nærmest som en krydderurt. Busken blev flyttet fra det gamle drivhus, da det nye skulle bygges. Der havde den stået i årevis og været voldsomt plaget af skjoldlus og dertil hørende sodskimmel.

Men busken tåler åbenbart forholdene under åben himmel væsentligt bedre end sine plageånder, så selv om den ikke ligefrem har vokset sig stor her i det kolde nord, har den det fint og er leveringsdygtig i de flotteste laurbærblade til julemaden.

Rødbedemonster og glaskålzombie slår sig løs i køkkenhaven

Jeg kan ikke helt beslutte mig for, om det er alle rødbeders moder eller et veritabelt rødbedemonster, der i øjeblikket folder sig ud i køkkenhaven blandt de få tilbageværende rødbeder. Den har simpelthen vokset sig gigantisk stor og kunne snildt spille hovedrollen som foderroe i en film. Jeg tror den vejer et par kg og vil næppe være særlig delikat, hverken på den ene eller den anden måde. Men flot, der er den nu.Jeg tror nu nok mest på teorien om alle rødbeders moder frem for et rødbedemonster. Det ser da nærmest ud som om den folder sine blade beskyttende ud over de i rødbedehenseende normalt proportionerede rodfrugter omkring den -som en mor over sin børneflok.Rødbedemonster eller ej, så er der ingen tvivl om, at køkkenhaven også rummer et par glaskålzombier, der har undsluppet høst ved at forputte sig under det frodige dække af selvsået blomsterkarse hele sommeren. Men den første frost tog effektivt pynten af blomsterkarsen, og frem dukkede to overdimensionerede glaskål med utallige bladar der, hvor toppen engang har været.Et enkelt optimistisk skud sidder tilbage på den ene som et træ på en øde ø og minder om, hvor fine planterne var først på sommeren, da glaskålene var så delikate. Nu bliver det vist mest skovens dyr, der får fornøjelsen af de sidste XL rodfrugter i køkkenhaven

Opløftende høst af citrongræs, palmekål og porrer

På sådan en tung og mørk novemberdag, hvor man føler, skyerne hænger helt nede om ørerne på en, mens en stor del af haven er ved at gå i vinterhi, er det opløftende at komme om i køkkenhaven, der stadig har gode sager at byde på. Palmekålen er ligefrem dekorativ, som stokkene står – okay halvvejs ligger midt i den udtjente fennikel – med deres markante, buklede blågrønne blade i den døsige luft.Også porrer og bladselleri er der masser af krudt i, selv om det er nok så meget november, så der er rigeligt til en opløftende høst til en wokret. I midten er det citrongræs, der skal doseres med følelse, så der er alt for meget til dagens ret.Men den store flotte tue af citrongræs, Cymbopogon citratus, står stadig nok så flot og troner i drivhuset, hvor tomat- og agurkplanter for længst har givet op. Lidt sjovt, for citrongræs er da så absolut den mest eksotiske af de planter. Da jeg ikke rigtig tør tro på, at det varer ved, er der nu høstet og hakket rigeligt og puttet i fryseren til drysning i vinterens kokkerier. Jeg går og lurer lidt på, om jeg skal klippe tuen ned og prøve at vinterdække den. Jeg har svært ved at tro, at den kan overvintre, men det skader jo ikke at gøre forsøget.

Imperialistiske sommerblomster har besat køkkenhaven

Køkkenhaven har ikke så meget mere at byde på rent kulinarisk for i år, men der er trods alt stadig et par gulerødder og rødbeder tilbage i rækkerne, ligesom der kan høstes af både rød grønkål og palmekål, selv om planterne er mere eller mindre nedliggende. Og porrerne 🙂 De står fine og ranke, parat til at blive høstet løbende i de kommende måneder, når vi trænger til lidt hjemmedyrkede vitaminer. Min køkkenhaveplet er nu under alle omstændigheder, høst eller ej, et dejligt, fredfyldt og frodigt sted på jorden at opholde sig på en farverig oktoberdag – også selvom – eller måske fordi – den ser lidt kaotisk ud.Især en planteart sørger for, at frodigheden varer ved langt ud på efteråret. Det er de temmelig imperialistiske sommerblomster, selvsået blomsterkarse, Tropaeolum majus, der nærmest har besat køkkenhaven bid for bid i takt med at grønsagerne er blevet høstet, så der er opstået ledig plads. Det ser lidt voldsomt men også ret skønt ud, at blomsterkarsen sådan har fået sin anden ungdom og blomstrer lystigt efter at have været næsten tam sidst i tørkeperioden. Jeg nænner ikke at luge den, og da den smider vildt om sig med frø, er jeg sikker på, at den nok skal komme igen for fuld styrke næste år, lige meget om jeg synes eller ikke synes om det. men det synes jeg nu…

Page 1 of 16

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén