Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Kategori: Køkkenhave Page 1 of 16

Jordskokker er vintervitaminer af høj karat

De tidlige så stolte planter af jordskokker, Helianthus tuberosus, ligner ærlig talt ikke længere noget, det kan bruges til noget som helst. De lange stive stængler dejser hid og did, og får det hele til at se vældig rodet ud. Godt det foregår i et fjernt hjørne af haven, hvor situationen i det hele taget har været kaotisk under og efter sommerens tørke, hvor jeg måtte opgive at holde planterne i sandjorden opvandet under den bagende sol. Det eksotiske hjørne blev lige lovligt eksotisk, og jeg frygter lidt for at få gjort skaderne op, når det bliver forår igen.

Men tilbage til mine jordskokker. Det kan godt være planterne ser sølle ud, men under jorden er de det rene guld. Der kan høstes rigtig mange, store flotte og overraskende regelmæssige knolde lige nu, hvor der er mest brug for vintervitaminer fra haven.

Så der høstes løs og foræres til højre og venstre, for der er trods alt grænser for, hvor mange jordskokker, der kan sniges ind i menuen. Erfaringen siger, at det er vigtigt at få høstet så mange knolde som muligt, for uanset hvor grundig, man tror, man er, er der altid nogle tilbage i jorden, gearet til at sikre, at der også kommer jordskokker næste år. Faktisk har bestanden her flere gange overlevet at blive fræset, når kartoffelstykket har fået sin forårskur, så det gælder helt klart om at holde planterne i ave, hvis ikke det skal udvikle sig til et spiseligt ukrudtsproblem af gigantiske solsikkelignende planter.

Krydderurter fra det eksotiske hjørne til julemaden

Der er ikke så meget grin ved det spiselige staudebed lige nu, selv om den dæmpede farveholdning i rødbrun og grågrøn egentlig er lidt lækker. Men toppene af de forskellige krydderurter og stauder får helt generelt lov at stå, til det bliver forår her i haven.Der er jo stadig frø til småfuglene i mange af dem, og de beskytter også planterne lidt mod den værste frost, når blade og så videre falder på jorden og så småt begynder at kompostere og vende tilbage til jorden. Og så er de simpelthen dekorative. Ikke mindst hestemynte, Monarda didyma, har de fineste vinterstandere.

Samtidig, et andet sted i haven, er der fortsat smagfyldte krydderurter at høste af til julemaden. I “det eksotiske hjørne”, hvor en gammel mur luner og giver læ på den sydvendte skrænt, kan der i hvert fald plukkes al den rosmarin, Rosmarinus officinalis, vi kan nå at guffe os igennem. Og det selv om vi er flere i familien, der er ret pjattede med rosmarin. Jeg var bekymret for planten midt på sommeren, da der var ørkentilstande i den ende af haven, og jeg blev nødt til at opgive at holde planterne med vand, men rosmarinen klarede skærene uden at kny, mens en del naboplanter måtte give op.En anden succeshistorie fra “det eksotiske hjørne” handler ikke om krydderurter – men så alligevel. Den lille laurbær busk, Laurus nobilis, leverer laurbærblade til flæskestegen og andet godt, så den bruges jo nærmest som en krydderurt. Busken blev flyttet fra det gamle drivhus, da det nye skulle bygges. Der havde den stået i årevis og været voldsomt plaget af skjoldlus og dertil hørende sodskimmel.

Men busken tåler åbenbart forholdene under åben himmel væsentligt bedre end sine plageånder, så selv om den ikke ligefrem har vokset sig stor her i det kolde nord, har den det fint og er leveringsdygtig i de flotteste laurbærblade til julemaden.

Rødbedemonster og glaskålzombie slår sig løs i køkkenhaven

Jeg kan ikke helt beslutte mig for, om det er alle rødbeders moder eller et veritabelt rødbedemonster, der i øjeblikket folder sig ud i køkkenhaven blandt de få tilbageværende rødbeder. Den har simpelthen vokset sig gigantisk stor og kunne snildt spille hovedrollen som foderroe i en film. Jeg tror den vejer et par kg og vil næppe være særlig delikat, hverken på den ene eller den anden måde. Men flot, der er den nu.Jeg tror nu nok mest på teorien om alle rødbeders moder frem for et rødbedemonster. Det ser da nærmest ud som om den folder sine blade beskyttende ud over de i rødbedehenseende normalt proportionerede rodfrugter omkring den -som en mor over sin børneflok.Rødbedemonster eller ej, så er der ingen tvivl om, at køkkenhaven også rummer et par glaskålzombier, der har undsluppet høst ved at forputte sig under det frodige dække af selvsået blomsterkarse hele sommeren. Men den første frost tog effektivt pynten af blomsterkarsen, og frem dukkede to overdimensionerede glaskål med utallige bladar der, hvor toppen engang har været.Et enkelt optimistisk skud sidder tilbage på den ene som et træ på en øde ø og minder om, hvor fine planterne var først på sommeren, da glaskålene var så delikate. Nu bliver det vist mest skovens dyr, der får fornøjelsen af de sidste XL rodfrugter i køkkenhaven

Opløftende høst af citrongræs, palmekål og porrer

På sådan en tung og mørk novemberdag, hvor man føler, skyerne hænger helt nede om ørerne på en, mens en stor del af haven er ved at gå i vinterhi, er det opløftende at komme om i køkkenhaven, der stadig har gode sager at byde på. Palmekålen er ligefrem dekorativ, som stokkene står – okay halvvejs ligger midt i den udtjente fennikel – med deres markante, buklede blågrønne blade i den døsige luft.Også porrer og bladselleri er der masser af krudt i, selv om det er nok så meget november, så der er rigeligt til en opløftende høst til en wokret. I midten er det citrongræs, der skal doseres med følelse, så der er alt for meget til dagens ret.Men den store flotte tue af citrongræs, Cymbopogon citratus, står stadig nok så flot og troner i drivhuset, hvor tomat- og agurkplanter for længst har givet op. Lidt sjovt, for citrongræs er da så absolut den mest eksotiske af de planter. Da jeg ikke rigtig tør tro på, at det varer ved, er der nu høstet og hakket rigeligt og puttet i fryseren til drysning i vinterens kokkerier. Jeg går og lurer lidt på, om jeg skal klippe tuen ned og prøve at vinterdække den. Jeg har svært ved at tro, at den kan overvintre, men det skader jo ikke at gøre forsøget.

Imperialistiske sommerblomster har besat køkkenhaven

Køkkenhaven har ikke så meget mere at byde på rent kulinarisk for i år, men der er trods alt stadig et par gulerødder og rødbeder tilbage i rækkerne, ligesom der kan høstes af både rød grønkål og palmekål, selv om planterne er mere eller mindre nedliggende. Og porrerne 🙂 De står fine og ranke, parat til at blive høstet løbende i de kommende måneder, når vi trænger til lidt hjemmedyrkede vitaminer. Min køkkenhaveplet er nu under alle omstændigheder, høst eller ej, et dejligt, fredfyldt og frodigt sted på jorden at opholde sig på en farverig oktoberdag – også selvom – eller måske fordi – den ser lidt kaotisk ud.Især en planteart sørger for, at frodigheden varer ved langt ud på efteråret. Det er de temmelig imperialistiske sommerblomster, selvsået blomsterkarse, Tropaeolum majus, der nærmest har besat køkkenhaven bid for bid i takt med at grønsagerne er blevet høstet, så der er opstået ledig plads. Det ser lidt voldsomt men også ret skønt ud, at blomsterkarsen sådan har fået sin anden ungdom og blomstrer lystigt efter at have været næsten tam sidst i tørkeperioden. Jeg nænner ikke at luge den, og da den smider vildt om sig med frø, er jeg sikker på, at den nok skal komme igen for fuld styrke næste år, lige meget om jeg synes eller ikke synes om det. men det synes jeg nu…

Køkkenhavekaos med blomster og grønsager i vild forvirring

Jeg er ret vild med det køkkenhavekaos, der har etableret sig, mens jeg har haft så travlt med at vande og pruste i varmen, at det der med at luge ukrudt har været helt på standby. Køkkenhaven er jo blevet tilgodeset med regelmæssig vanding, så det er absolut det frodigste sted i haven lige nu. Samtidig dyrker jeg en del blomster imellem grønsagerne for at have til vaserne, og de har nærmest taget magten.Men der er trods alt grønsager på vej. For eksempel ser rødbederne ret godt ud trods den ublide rådyrbeskæring, de fik tidligere på sommeren. Jeg tror snart, jeg høster dem, for jeg kan godt lide, at de ikke er alt for store.De blå ærter blev også nippet så grundigt tilbage af rådyrene, at jeg egentlig ikke troede, der ville blive noget som helst at høste. Men der er alligevel nogle ranker, der har klaret den og nu står med fine bælge fyldt med friske, grønne ærter. I den lidt forsømte køkkenhave har rankerne valgt at klatre rundt i de nærmeste planter i stedet for at bruge det stativ, der er stillet til rådighed. Det bidrager også til det frodige køkkenhavekaos.Hvis der er en plante, der kan det der med at tage magten i et ubemærket øjeblik, så er det blomsterkarse, Tropaeolum majus. Det er da ikke til at stå for 🙂 Det sjove er, at det nok er fem år siden jeg såede en pose af den sart lysegule sort ‘Milkmaid’. Den har troligt sået sig selv år efter år og har overtaget den forreste del af køkkenhaven, når løgene er blevet høstet. Indtil nu har den holdt den lysegule farve, men i år er der begyndt at dukke en del orange blomster op, så den har tydeligvis stille og roligt krydset sig tilbage til sit udgangspunkt. Hvis jeg skal bevare min lysegule bestand, må jeg vist hellere se at få luget de orange eksemplarer, før de sætter frø.

Nuttet jungleagurk, sær aspargesært og delikat valsk bønne

Vi begynder at kunne høste af årets eksperimener i den spiselige afdeling. I drivhuset har jungleagurk, Melothria scabra, vokset med raketfart, og de lange ranker med effektive slyngtråde er her og der og alle vegne og ikke bare på klatrestativet, hvor de burde være. Jeg tror nu ikke, det varer så meget længere. For planten er slemt angrebet af meldug og er begyndt at tabe bladene.Til gengæld har den sat massevis af sine små, sjove frugter, der ligner miniaturevandmeloner. Jungleagurk er botanisk set slet ikke en agurk, men smagen minder om agurk, der er dryppet med citronsaft. Frisk og ganske lækker, og dekorative, det er de små frugter i hvert tilfælde.

I køkkenhaven har jeg længe gået og luret på aspargesært, Tetragonolobus purpureus, der har blomstret længe med fine små ærteblomster i en lækker rød farve.Nu er planterne så også begyndt at danne sine sære, vingede bælge. De blev prøvesmagt i en pastaret i går, og jeg kan oplyse, at de smager udmærket men ikke af ret meget. Aspargesært er hverken ært eller asparges, men smagen skulle efter sigende minde om asparges. Det, synes jeg nu, er lidt af en tilsnigelse, men et sjovt tilskud til husholdningen er bælgene, der skal høstes, mens de er små.Valsk bønne, Vicia faba, er ikke nogen nyhed her i haven, hvor den efter et par år har fået status af nødvendighed. Der er ikke tale om en bønne men om en vikke, der er leveringsdygtig i en virkelig delikatesse fra grøntsagsafdelingen.Delikatessen gemmer sig inden i de store, ikke særligt kønne bælge. Her ligger de store, lækre frø blødt emballeret i vat og venter på at blive pakket ud. De skal smuttes ud af den yderste skal – det er nemt nok, hvis man hælder kogende vand over – og så skal de lige sauteres en gang. Mums – de smager så godt, at det er svært at tro, at de også kan være sunde 🙂

Kepaløg skal vejres og hvidløg skal tørres

Jeg er ikke helt tilfreds med mine vinterløg i år. Lidt for mange af dem er nemlig begyndt at blomstre, og selv om det ser fint ud, og blomsterne er super gode i vasen, var det jo lige nøjagtigt ikke det, der var meningen.
Om det er sorten af vinterhårdføre kepaløg, der ikke er Allium ‘Radar’, som jeg plejer at sætte, men  Allium ‘Troy’, eller årets mystiske vejr, der er årsagen, skal jeg ikke gøre mig klog på.Heldigvis er der dog flere ikke blomstrende end blomstrende løg i rækkerne, og deres toppe er væltet, så tiden er inde til at få løgene taget op.Samtidig et andet sted i køkkenhaven er de ganske almindelige kepaløg, der blev sat lidt sent i år på grund af kulden, også begyndt at lægge toppene ned, så de har faktisk indhentet vinterløgene. Det har jeg ikke oplevet før.Men nu er hele baduljen høstet og lagt til såkaldt vejring på jorden i kanten af køkkenhaven. Jeg tror nu ikke, de skal ligge der ret længe, for så ender de vist som ristede løg. Det er helt vildt, så varmt det er.

Hvidløgene signalerede også, at tiden er inde til at få dem taget op, ved at begynde at se visne ud i toppen. Så gælder det om at reagere på signalet, for inden længe begynder hvidløgene at spalte ud i fed, der hver især spirer og bliver til en ny plante. Det kan hurtigt blive til et totalt virvar. Jeg har prøvet 🙂 Hvidløgene er derfor nu taget op, og de er omgående lagt til tørre. Hvidløg skal nemlig ikke vejres som kepaløg i hvert fald ikke i fugtigt vejr, da de så nemt bliver angrebet af gråskimmel. Og det er der jo ikke meget ved.

Uønsket assistance til udtynding i rødbederækken

Efter regnen vokser grønsagerne i køkkenhaven som om, de bliver betalt for det. Faktisk var jeg ved at komme lidt bagud, for der var trængsel i rødbederækken og et udtalt behov for udtynding.Da jeg fik kigget nærmere efter viste det sig dog, at jeg allerede havde fået assistance til den opgave. Flere minirødbeder lå oven på jorden, og toppene var grundigt beskåret. Grumpf!En række lave ærter har også fået en topbeskæring, og det samme gælder de høje ærter på klatrestativet. De bliver vist aldrig særligt høje i år.Jeg plejer faktisk at kunne holde rådyrene så nogenlunde ude af køkkenhaven ved hjælp af ildelugtende hjortetakolie. Men det er alt for længe siden, vægerne er blevet frisket op, og den seneste uge har der ikke været nogen hjemme til at forstyrre, så det blev åbenbart for fristende. Nu har jeg moslet rundt i køkkenhaven, og desuden har jeg dyppet vægerne i frisk hjortetakolie, så nu håber jeg, grønsagerne får lidt fred til at vokse.Tilbage til rødbederækken, hvor jeg nu har fået foretaget den nødvendige udtynding, så de tilbageblevne planter har fået plads til at udvikle sig (om rådyret vil). Faktisk trækker jeg altid udtyndingen lidt for længe, for det resulterer i en håndfuld fine delikatesserødbeder i stedet for bare i haveaffald.

Japansk bladmynte gæster det spiselige staudebed

Krisen er afblæst i det spiselige staudebed, der ellers startede sæsonen i en ret sørgelig forfatning. Forårets kulde ramte de forskellige sorter af salvie og flere sorter af timian hårdt, så der var opstået nogle kedelige huller i beplantningen. Nu er hullerne heldigvis lappet med nye planter, der hurtigt har fået godt fat, og bedet ser dejligt og frodigt ud igen. Vi skal jo nødig gå ned på salvie til saltimbocca’en og timian til de kommende tomattærter.Det er lidt snyd, men i år er der plantet japansk bladmynte, Perilla frutescens,mellem krydderstauderne i bedet. Snyd fordi japansk bladmynte er en enårig plante. Men den er mega flot med det dybtrøde løv og gør sig supergodt i det spiselige staudebed, der jo er designet til både at være dekorativt og nyttigt. Japansk bladmynte smager som en mellemting mellem mynte og basilikum og hører hjemme i sushi-køkkenet. For et par år siden havde jeg den i drivhuset, hvor den blev kæmpestor i løbet af sommeren. Jeg forventer, at den får lidt mere rimelige dimensioner under åben himmel, men nu må vi se 🙂En sød krydderstaude lige nu er rosenmynte, Calamintha grandiflora, der står i fuldt flor med de fineste, pink blomster, der pynter i salaten eller på en dessert.Pibeløg, Allium fistolosum, er også en herlig krydderstaude, der blomstrer nu med kuglerunde blomsterskærme, som bierne er helt tossede med. Pibeløgenes kraftige, hule stængler – som man kan pibe i – bruges ligesom purløg, forårsløg eller porre.

Page 1 of 16

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén