Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Kategori: Køkkenhave (Page 1 of 16)

Rødbedemonster og glaskålzombie slår sig løs i køkkenhaven

Jeg kan ikke helt beslutte mig for, om det er alle rødbeders moder eller et veritabelt rødbedemonster, der i øjeblikket folder sig ud i køkkenhaven blandt de få tilbageværende rødbeder. Den har simpelthen vokset sig gigantisk stor og kunne snildt spille hovedrollen som foderroe i en film. Jeg tror den vejer et par kg og vil næppe være særlig delikat, hverken på den ene eller den anden måde. Men flot, der er den nu.Jeg tror nu nok mest på teorien om alle rødbeders moder frem for et rødbedemonster. Det ser da nærmest ud som om den folder sine blade beskyttende ud over de i rødbedehenseende normalt proportionerede rodfrugter omkring den -som en mor over sin børneflok.Rødbedemonster eller ej, så er der ingen tvivl om, at køkkenhaven også rummer et par glaskålzombier, der har undsluppet høst ved at forputte sig under det frodige dække af selvsået blomsterkarse hele sommeren. Men den første frost tog effektivt pynten af blomsterkarsen, og frem dukkede to overdimensionerede glaskål med utallige bladar der, hvor toppen engang har været.Et enkelt optimistisk skud sidder tilbage på den ene som et træ på en øde ø og minder om, hvor fine planterne var først på sommeren, da glaskålene var så delikate. Nu bliver det vist mest skovens dyr, der får fornøjelsen af de sidste XL rodfrugter i køkkenhaven

Opløftende høst af citrongræs, palmekål og porrer

På sådan en tung og mørk novemberdag, hvor man føler, skyerne hænger helt nede om ørerne på en, mens en stor del af haven er ved at gå i vinterhi, er det opløftende at komme om i køkkenhaven, der stadig har gode sager at byde på. Palmekålen er ligefrem dekorativ, som stokkene står – okay halvvejs ligger midt i den udtjente fennikel – med deres markante, buklede blågrønne blade i den døsige luft.Også porrer og bladselleri er der masser af krudt i, selv om det er nok så meget november, så der er rigeligt til en opløftende høst til en wokret. I midten er det citrongræs, der skal doseres med følelse, så der er alt for meget til dagens ret.Men den store flotte tue af citrongræs, Cymbopogon citratus, står stadig nok så flot og troner i drivhuset, hvor tomat- og agurkplanter for længst har givet op. Lidt sjovt, for citrongræs er da så absolut den mest eksotiske af de planter. Da jeg ikke rigtig tør tro på, at det varer ved, er der nu høstet og hakket rigeligt og puttet i fryseren til drysning i vinterens kokkerier. Jeg går og lurer lidt på, om jeg skal klippe tuen ned og prøve at vinterdække den. Jeg har svært ved at tro, at den kan overvintre, men det skader jo ikke at gøre forsøget.

Imperialistiske sommerblomster har besat køkkenhaven

Køkkenhaven har ikke så meget mere at byde på rent kulinarisk for i år, men der er trods alt stadig et par gulerødder og rødbeder tilbage i rækkerne, ligesom der kan høstes af både rød grønkål og palmekål, selv om planterne er mere eller mindre nedliggende. Og porrerne 🙂 De står fine og ranke, parat til at blive høstet løbende i de kommende måneder, når vi trænger til lidt hjemmedyrkede vitaminer. Min køkkenhaveplet er nu under alle omstændigheder, høst eller ej, et dejligt, fredfyldt og frodigt sted på jorden at opholde sig på en farverig oktoberdag – også selvom – eller måske fordi – den ser lidt kaotisk ud.Især en planteart sørger for, at frodigheden varer ved langt ud på efteråret. Det er de temmelig imperialistiske sommerblomster, selvsået blomsterkarse, Tropaeolum majus, der nærmest har besat køkkenhaven bid for bid i takt med at grønsagerne er blevet høstet, så der er opstået ledig plads. Det ser lidt voldsomt men også ret skønt ud, at blomsterkarsen sådan har fået sin anden ungdom og blomstrer lystigt efter at have været næsten tam sidst i tørkeperioden. Jeg nænner ikke at luge den, og da den smider vildt om sig med frø, er jeg sikker på, at den nok skal komme igen for fuld styrke næste år, lige meget om jeg synes eller ikke synes om det. men det synes jeg nu…

Køkkenhavekaos med blomster og grønsager i vild forvirring

Jeg er ret vild med det køkkenhavekaos, der har etableret sig, mens jeg har haft så travlt med at vande og pruste i varmen, at det der med at luge ukrudt har været helt på standby. Køkkenhaven er jo blevet tilgodeset med regelmæssig vanding, så det er absolut det frodigste sted i haven lige nu. Samtidig dyrker jeg en del blomster imellem grønsagerne for at have til vaserne, og de har nærmest taget magten.Men der er trods alt grønsager på vej. For eksempel ser rødbederne ret godt ud trods den ublide rådyrbeskæring, de fik tidligere på sommeren. Jeg tror snart, jeg høster dem, for jeg kan godt lide, at de ikke er alt for store.De blå ærter blev også nippet så grundigt tilbage af rådyrene, at jeg egentlig ikke troede, der ville blive noget som helst at høste. Men der er alligevel nogle ranker, der har klaret den og nu står med fine bælge fyldt med friske, grønne ærter. I den lidt forsømte køkkenhave har rankerne valgt at klatre rundt i de nærmeste planter i stedet for at bruge det stativ, der er stillet til rådighed. Det bidrager også til det frodige køkkenhavekaos.Hvis der er en plante, der kan det der med at tage magten i et ubemærket øjeblik, så er det blomsterkarse, Tropaeolum majus. Det er da ikke til at stå for 🙂 Det sjove er, at det nok er fem år siden jeg såede en pose af den sart lysegule sort ‘Milkmaid’. Den har troligt sået sig selv år efter år og har overtaget den forreste del af køkkenhaven, når løgene er blevet høstet. Indtil nu har den holdt den lysegule farve, men i år er der begyndt at dukke en del orange blomster op, så den har tydeligvis stille og roligt krydset sig tilbage til sit udgangspunkt. Hvis jeg skal bevare min lysegule bestand, må jeg vist hellere se at få luget de orange eksemplarer, før de sætter frø.

Nuttet jungleagurk, sær aspargesært og delikat valsk bønne

Vi begynder at kunne høste af årets eksperimener i den spiselige afdeling. I drivhuset har jungleagurk, Melothria scabra, vokset med raketfart, og de lange ranker med effektive slyngtråde er her og der og alle vegne og ikke bare på klatrestativet, hvor de burde være. Jeg tror nu ikke, det varer så meget længere. For planten er slemt angrebet af meldug og er begyndt at tabe bladene.Til gengæld har den sat massevis af sine små, sjove frugter, der ligner miniaturevandmeloner. Jungleagurk er botanisk set slet ikke en agurk, men smagen minder om agurk, der er dryppet med citronsaft. Frisk og ganske lækker, og dekorative, det er de små frugter i hvert tilfælde.

I køkkenhaven har jeg længe gået og luret på aspargesært, Tetragonolobus purpureus, der har blomstret længe med fine små ærteblomster i en lækker rød farve.Nu er planterne så også begyndt at danne sine sære, vingede bælge. De blev prøvesmagt i en pastaret i går, og jeg kan oplyse, at de smager udmærket men ikke af ret meget. Aspargesært er hverken ært eller asparges, men smagen skulle efter sigende minde om asparges. Det, synes jeg nu, er lidt af en tilsnigelse, men et sjovt tilskud til husholdningen er bælgene, der skal høstes, mens de er små.Valsk bønne, Vicia faba, er ikke nogen nyhed her i haven, hvor den efter et par år har fået status af nødvendighed. Der er ikke tale om en bønne men om en vikke, der er leveringsdygtig i en virkelig delikatesse fra grøntsagsafdelingen.Delikatessen gemmer sig inden i de store, ikke særligt kønne bælge. Her ligger de store, lækre frø blødt emballeret i vat og venter på at blive pakket ud. De skal smuttes ud af den yderste skal – det er nemt nok, hvis man hælder kogende vand over – og så skal de lige sauteres en gang. Mums – de smager så godt, at det er svært at tro, at de også kan være sunde 🙂

Kepaløg skal vejres og hvidløg skal tørres

Jeg er ikke helt tilfreds med mine vinterløg i år. Lidt for mange af dem er nemlig begyndt at blomstre, og selv om det ser fint ud, og blomsterne er super gode i vasen, var det jo lige nøjagtigt ikke det, der var meningen.
Om det er sorten af vinterhårdføre kepaløg, der ikke er Allium ‘Radar’, som jeg plejer at sætte, men  Allium ‘Troy’, eller årets mystiske vejr, der er årsagen, skal jeg ikke gøre mig klog på.Heldigvis er der dog flere ikke blomstrende end blomstrende løg i rækkerne, og deres toppe er væltet, så tiden er inde til at få løgene taget op.Samtidig et andet sted i køkkenhaven er de ganske almindelige kepaløg, der blev sat lidt sent i år på grund af kulden, også begyndt at lægge toppene ned, så de har faktisk indhentet vinterløgene. Det har jeg ikke oplevet før.Men nu er hele baduljen høstet og lagt til såkaldt vejring på jorden i kanten af køkkenhaven. Jeg tror nu ikke, de skal ligge der ret længe, for så ender de vist som ristede løg. Det er helt vildt, så varmt det er.

Hvidløgene signalerede også, at tiden er inde til at få dem taget op, ved at begynde at se visne ud i toppen. Så gælder det om at reagere på signalet, for inden længe begynder hvidløgene at spalte ud i fed, der hver især spirer og bliver til en ny plante. Det kan hurtigt blive til et totalt virvar. Jeg har prøvet 🙂 Hvidløgene er derfor nu taget op, og de er omgående lagt til tørre. Hvidløg skal nemlig ikke vejres som kepaløg i hvert fald ikke i fugtigt vejr, da de så nemt bliver angrebet af gråskimmel. Og det er der jo ikke meget ved.

Uønsket assistance til udtynding i rødbederækken

Efter regnen vokser grønsagerne i køkkenhaven som om, de bliver betalt for det. Faktisk var jeg ved at komme lidt bagud, for der var trængsel i rødbederækken og et udtalt behov for udtynding.Da jeg fik kigget nærmere efter viste det sig dog, at jeg allerede havde fået assistance til den opgave. Flere minirødbeder lå oven på jorden, og toppene var grundigt beskåret. Grumpf!En række lave ærter har også fået en topbeskæring, og det samme gælder de høje ærter på klatrestativet. De bliver vist aldrig særligt høje i år.Jeg plejer faktisk at kunne holde rådyrene så nogenlunde ude af køkkenhaven ved hjælp af ildelugtende hjortetakolie. Men det er alt for længe siden, vægerne er blevet frisket op, og den seneste uge har der ikke været nogen hjemme til at forstyrre, så det blev åbenbart for fristende. Nu har jeg moslet rundt i køkkenhaven, og desuden har jeg dyppet vægerne i frisk hjortetakolie, så nu håber jeg, grønsagerne får lidt fred til at vokse.Tilbage til rødbederækken, hvor jeg nu har fået foretaget den nødvendige udtynding, så de tilbageblevne planter har fået plads til at udvikle sig (om rådyret vil). Faktisk trækker jeg altid udtyndingen lidt for længe, for det resulterer i en håndfuld fine delikatesserødbeder i stedet for bare i haveaffald.

Japansk bladmynte gæster det spiselige staudebed

Krisen er afblæst i det spiselige staudebed, der ellers startede sæsonen i en ret sørgelig forfatning. Forårets kulde ramte de forskellige sorter af salvie og flere sorter af timian hårdt, så der var opstået nogle kedelige huller i beplantningen. Nu er hullerne heldigvis lappet med nye planter, der hurtigt har fået godt fat, og bedet ser dejligt og frodigt ud igen. Vi skal jo nødig gå ned på salvie til saltimbocca’en og timian til de kommende tomattærter.Det er lidt snyd, men i år er der plantet japansk bladmynte, Perilla frutescens,mellem krydderstauderne i bedet. Snyd fordi japansk bladmynte er en enårig plante. Men den er mega flot med det dybtrøde løv og gør sig supergodt i det spiselige staudebed, der jo er designet til både at være dekorativt og nyttigt. Japansk bladmynte smager som en mellemting mellem mynte og basilikum og hører hjemme i sushi-køkkenet. For et par år siden havde jeg den i drivhuset, hvor den blev kæmpestor i løbet af sommeren. Jeg forventer, at den får lidt mere rimelige dimensioner under åben himmel, men nu må vi se 🙂En sød krydderstaude lige nu er rosenmynte, Calamintha grandiflora, der står i fuldt flor med de fineste, pink blomster, der pynter i salaten eller på en dessert.Pibeløg, Allium fistolosum, er også en herlig krydderstaude, der blomstrer nu med kuglerunde blomsterskærme, som bierne er helt tossede med. Pibeløgenes kraftige, hule stængler – som man kan pibe i – bruges ligesom purløg, forårsløg eller porre.

Målrettede vinbjergsnegle med stedsans i køkkenhaven

Der er rigtig mange vinbjergsnegle her på matriklen. Jeg håber, det er et godt tegn, for jeg har til gengæld ikke set meget til dræbersneglene i år. Men vinbjergsnegle kan også li’ grønsager, så det er ærlig talt begyndt at gå lidt hårdt ud over køkkenhaven, hvor de især er vilde med diverse former for kål. Her er det en glaskål, der vist aldrig bliver til glaskål, der har haft besøg.

Lige nu er der oven i købet mange meget forelskede vinbjergsnegle i haven. Det ser ud som om, de danser tæt og svajer let til en blød melodi. Vi kan vist se frem til yderligere familieforøgelse.Nu bliver jeg jo ikke ramt af morderiske tanker ved synet af vinbjergsnegle, som jeg gør, når der trænger dræbersnegle ind i haven. I stedet samler jeg sneglene sammen i køkkenhaven og kaster dem ud i vildnisset, hvor de kom fra. Så nu har jeg, inspireret af min veninde Inge, sat mig for at finde ud af, om det er de samme vinbjergsnegle, der tager turen retur til køkkenhaven igen og igen. Forsøget, der blev sat i værk 31. maj, forløber med fire navngivne snegle.Det var egentlig ikke tænkt som et sneglevæddeløb, men havde det været det, har vi her en klar vinder. Efter bare to dage genfandt jeg en meget målrettet Ea med direkte kurs mod grønsagsrækkerne. Hun fik en ny flyvetur som præmie.Det får mig lige til at udskrive en lille konkurrence blandt dem, der aflægger visit, når vi holder åben have i weekenden i forbindelse med Haveselskabets Havefestival, hvor alle er velkomne. Der er en lækker Slip haveglæden løs
t-shirt til den, der genfinder en af de fire forsøgssnegle 🙂 Annes pop-up staudeshop i carporten sælger ikke alene stauder men også t-shirts og så selvfølgelig min havebog, ‘Slip haveglæden løs – fryd facts og fiduser’, til festivalpris. Haven på Sondrupvej 42 i Hundslund er åben lørdag og søndag fra 10-17.

 

 

Rabarber leverer råvaren til årstidens lækkerier

Hvis jeg skulle vælge én og kun én spiselig planter til at dyrke i haven, tror jeg måske, at det ville blive rabarber. Jeg elsker rabarbersmagen, og jeg er vild med den  smukke plante med de enorme blade. Samtidig er der ikke meget, der er så nemt og stabilt at dyrke som rabarber. Den her plante fulgte med i købet, da vi købte huset, så den er minimum 10 år gammel og sandsynligvis betydeligt mere. Den bliver stort set aldrig vandet, og alligevel står den nok så flot selv her på sandjorden efter flere ugers tørke.Datter Anne har været hjemme på besøg i weekenden, og det betyder som altid, at der sker en del mere i køkkenregionerne end ellers. Denne gang har hun fundet en opskrift på rabarbermojitos, der selvfølgelig skal prøves af, nu det er rabarbersæson.

Samtidig har jeg gang i en saftevandsproduktion med rabarber og hindbær fra fryseren som råvarer. Og jeg behøver vel ikke at nævne, at der allerede er blevet lavet en del rabarberkager i år. Valnødder i rabarbersirup til osten kan også anbefales. En anden god ting ved rabarber er jo, at de kan høstes længe før, der er frugt og bær. Ja, rabarber er en super anvendelig plante, når der skal fremstilles lækkerier fra haven.Tilbage til Annes rabarbermojitos, der er virkelig lækre og samtidig en nydelse for øjet. En aromatisk hjemmelavet rabarbersirup supplerer mynte, lime og hvid rom til perfektion. Virkelig lækkert 🙂 Opskriften stammer fra madbloggen portandfin.com. Du kan finde den her.

Page 1 of 16

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén