Hele sommeren har jeg løbende plukket kæmpeevighedsblomst, Helichrysum bracteatum, og andre blomster til tørring i en enkelt og ufatteligt produktiv række af blandede blomster, der egner sig til formålet. 
Især kæmpeevighedsblomst har været fantastisk, og de bliver bare ved og ved at komme med flere blomster i takt med, at jeg plukker.
Blomsterne bliver, efterhånden som de bliver høstet, hængt til tørre med hovederne nedad i en gammel krydderurtetørrer. Det bringer mindelser om mit teenageværelse dengang i 70’erne og 80’erne, da tørrede blomster var virkelig hot, loftet var fuld af buketter, og en støvet, lidt krydret duft kendetegnede atmosfæren. Jeg købte posen med de blandede blomster i et anfald af nostalgi i foråret, for jeg har altid været fascineret af de knitrende, papiragtige evighedsblomster.
Så nu er det store spørgsmål, hvad sådan en høst kan bruges til anno 2018. I formiddags søgte jeg ly for det utilregnelige vejr i drivhuset og gav mig til at eksperimentere lidt. Således resultatet. En langtidsholdbar buket, der fint kan stå i stuens mørke hjørne, hvor stueplanterne ikke vil gro. Lidt retro måske, men jeg synes egentlig godt, vi kan give evighedsblomster en renæssance.
Kategori: Havebuketter (Page 1 of 5)
Jeg går lige og hygger lidt om haven, for jeg får fint havebesøg i morgen. Skyggeterrassen, der ellers har været god brug for denne sommer, gør ikke meget væsen af sig længere, men nu er den blevet piftet lidt op med en farverig sensommerbuket fra haven. Den lyser vældigt op på terrassen, hvor det hele ellers er grønt i grønt.
Jeg tænkte ellers, at det nok var svært at finde blomster nok til en hel sensommerbuket, men der tog jeg grundigt fejl. Den dybtrøde Dahlia ‘Lesotho’ og papiragtige hortensiaskærme fylder godt i en buket, og det samme gør Skt. Hansurt, Sedum telephium, der har stået hele sommeren med de fineste lysegrønne skærme men nu er sprunget ud som rosa i anledning af efterårets komme. En dejlig staude, der er meget værd i haven næsten hele året rundt.
En anden staude, der er genial at have i haven, hvis man godt kan lide at plukke buketter, er kærtepileurt, Polygonum amplexicaule. Den blomstrer og blomstrer, og der er ingen der opdager, at man klipper masser af stilke til sin sensommerbuket.
Selv den nu totalt kaotiske køkkenhave har guf at byde på til buketter. De sidste ikke-spiste fennikel blomstrer med skyer af gule skærme, der ser herlige ud sammen med palmekålen og er lige så herlige i buketterne.
Endelig må jeg lige slå et slag for håret solhat, Rudbeckia hirta. En sommerblomst, der blev forspiret og udplantet i foråret. Jeg tror aldrig, jeg har oplevet en blomst, der holder så længe i vasen som den. Dem skal jeg helt klart have flere af næste år i mange forskellige lækre, brændte farver.
Når man nu er sådan en kæmpe klovn, at man har fået placeret de høje sommerblomster i kanten af bedet, så må man lære det på den hårde måde: De vælter. Til min undskyldning må jeg sige, at jeg fik byttet om på nogle småplanter i den hektiske udplantningsfase, så jeg troede faktisk, jeg plantede rosa sommerasters i det pink bed og ikke solgule håret solhat, Rudbeckina hirta. Suk.
Det går meget bedre med de eksemplarer, det lykkedes at få plads til længere inde i bedet, hvor de kan støtte sig til buske og stauder. Ret fine, synes jeg, også selv om de giver farvekoordineringen i bedet et ordentligt skud for boven.
I bedet på kanten, hvor jeg endnu har til gode at se de rosa sommerasters springe ud, har mexicanerhat, Ratibida columnifera, været lidt af et hit denne sommer. De har blomstret og blomstret i gule og orange farvenuancer, så det har været en ren lyst. De holder sig pænt på benene, men siger ikke nej tak til lidt støtte fra stauderne.
I køkkenhavens række af blandede blomster til tørring har den sjove tragtbæger, Molucella laevis, det også lidt svært med at holde sig oprejst. Men skuddene er altså også blevet meget lange efterhånden – og meget tunge – så der skulle ikke meget byge til at få dem til at lægge sig. Til gengæld søger de hurtigt opad igen, når de er tørre, så de har efterhånden fået en temmelig spøjs facon, og de andre blomster i rækken er ret trætte af dem.For ikke at skulle gå og ærgre mig over de væltede blomster, har jeg nu fået ryddet lidt op. Og der er jo ingen grund til, at de fine sommerblomster skal gå til spilde, så nu blev de til en hyggelig søndagsbuket i glade sommerfarver.
Jeg er blevet den heldige ejer af den nye In Bloom – Lush & Lovely vase, som Dorthe Kvist har designet for Erik Bagger A/S, så i anledning af weekenden står der selvfølgelig havebuket og afprøvning af vasen på dagsordenen.
Den fine metalkugle, som Dorthe kalder en Flowercharm, er et væsentligt element i konceptet. Kuglen lægges ned i vasen, og blomsterstilkene stikkes en for en ned i hullerne. Jeg fandt hurtigt ud af, at det er smartest at begynde med de blomster, der har de tykkeste stængler, men ellers fungerer det simpelthen fantastisk, når man gerne vil have en let og løst opbygget buket.
Den dekorative Flowercharm omfavner blomsterstænglerne og holder dem på plads, så enhver får mulighed for at trylle med blomster til lækre buketter.Jeg gik på rov i folden på den anden side af vejen og fandt de fineste tidsler og græsser, som nu er kombineret med skvalderkål og andre skærmplanter fra haven, lodden løvefod, Alchemilla mollis, og hvad der ellers er at plukke af lige nu. Så her er min debut buket i Lush & Lovely vasen, der næsten får skvalderkål og tidsler til at ligne dyre snitblomster fra blomsterhandleren. Det bliver helt sikkert ikke den sidste.
Lige da jeg hørte om Lush & Lovely vasen med den tilhørende Flowercharm første gang, fik jeg et flash-bach til min barndom. Min mor havde en fakir. Det er en mærkelig sætning og i virkeligheden temmelig misvisende. Hun havde snarere en taburet til en mini-fakir. En tung, stikkende sag beregnet til at lægge ned i vasen til at holde på blomsterne. Jeg fik fat i mine forældre, der fik gravet fakiren frem af gemmerne. Oven i købet i original emballagen. Så nu er jeg lige nødt til også at få den prøvet af.
Fakiren kan også det der med at holde på en enkelt blomsterstængel, så man ikke behøver mere end to hænder for at skabe en buket. Men den er selvfølgelig noget mindre fiks end den fine Flowercharm og gør sig nok bedst i en vase, der ikke er gennemsigtig.
Dermed blev det også til en weekendbuket til driverthuset, for Lush & Lovely buketten har selvfølgelig fået ærespladsen på spisebordet.
I kan opleve, hvordan Dorthe Kvist selv tryller med vasen her.
For en del år tilbage, lagde jeg en pose blandede bolsjer af overskydende tulipanløg langs soklen foran drivhuset i køkkenhaven med den tanke, at de da kunne bruges til en weekendbuket, og så var det det. Men af en eller anden mystisk grund bliver de bare ved med at komme igen og bliver flere og flere, mens de tilsvarende tulipaner, der omhyggeligt og farvekoordineret blev plantet i blomsterbedene, for længst er væk. Det har simpelthen udviklet sig til den dejligste tulipanskærehave med en sælsom blanding af sorter, der egentlig kan kunsten at klæde hinanden.
Selv den sarte, sorte papegøjetulipan, Tulipa ‘Black Parrot’ kommer igen i det smalle bed langs drivhussoklen. Det samme gør en række hvidløg, der har delt sig voldsomt og nu er leveringsdygtige i frisk snitgrønt fra det tidligste forår. Den overflod kalder da på en weekendbuket sammensat efter de forhåndenværende søms princip. Foruden assorterede tulipaner er der vibeæg, Fritillaria meleagris, og sommer hvidblomme, Leucojum aestivum, i buketten, der har et solidt skelet af grene af blomstrende fuglekirsebær, Prunus avium, der netop nu danner hvide blomsterskyer i luftrummet over haven.
Jeg snuppede også nogle grene af den blomstrende bærmispel, Amelanchier laevis, der er så fin lige nu med de lette, hvide blomster og det nyudsprungne bronzefarvede løv.
Men sneen langsomt trækker sig tilbage, presser forårsfornemmelserne sig på. De vil have plads og næring vil de, så noget må der gøres. Jeg besluttede mig for at gå på jagt efter vinterblomster til en lille havebuket, der kan sprede lidt forårsstemning inden døre. En oplagt kandidat er vintergæk, Galanthus nivalis, der blomstrer så fint og snehvidt midt i sneen. Hvert år kæmper de sig trofast op gennem bunddækket af liden singrøn, Vinca minor, så de er temmelig langstilkede af vintergækker at være og dermed buketkvalificerede.
Den skønne skimmia, Skimmia japonica ‘Finchy’, der har gulgrønne blomsterknopper, er et andet af lyspunkterne i haven nu, og den kan vist godt undvære nogle af de forårsagtige skud til min buket.
Havens gamle piletræer giver heldigvis en omgang mere, trods et ondartet svampeangreb, og står fyldt med søde, bløde gæslinger, der også gør sig godt i en havebuket med fine vinterblomster.Sidste ingrediens i opskriften på buketten er selvfølgelig troldnød, Hamamelis x intermedia ‘Arnold Promise’. Stor er den ikke, årets første havebuket, men den udfylder sin rolle perfekt som forårsspreder. Jeg bliver i hvert tilfælde selv glad, når jeg kigger på den 🙂
Det er en af årets vildeste uger, for det er nu, der ikke alene er EM i håndbold men også IPM i Essen i Tyskland. IPM er verdens nok største fagmesse for planter, floristik og teknik inden for gartnerbranchen, så det er et godt sted at tjekke, hvis man vil have en ide om, hvad fremtiden bringer af gode, grønne sager. En planteudstilling byder selvfølgelig på en nyhedskonkurrence, hvor to ud af årets seks nyhedspriser faktisk gik til det danske gartneri Queen for henholdsvis en Kalanchoe stueplante og en ditto snitblomst. Stort tillykke med priserne 🙂 Særligt interesserede kan læse mere her 🙂 Kigger vi ud i haven, var der i kategorien stauder en pris til den snehvide kæmpestenbræk, Bergenia cordifolia ‘Schneekristall’. Ret lækker 🙂 Den kan jeg sagtens finde plads til nogle stykker af, når den når til Danmark.
Nu er jeg jo generelt ret pjattet med hvide blomster, så jeg faldt også grundigt for orangeblomst, Choisya ternata, præsenteret som krukkeplante. Den er ikke spor orange, men blomsterne ligner dem i Citrus slægten, som den er i ret tæt familie med, og de dufter også skønt og aromatisk. I virkeligheden en busk, men den er ikke vinterhårdfør her til lands.
Gyldenlak, Erysimum cheiri, er en dejlig forårsblomstrende sag, der almindeligvis har røde, gyldne eller lilla nuancer i blomsterne. Men se nu lige her. Den findes også i en fin, hvidblomstret udgave. Den må jeg på jagt efter.
Ud over planter er der gang i blomsterbinderierne på en planteudstilling som IPM Essen, hvor nogle af verdens bedste florister mødes og sætter hinanden stævne. I det store inspirationsområde faldt jeg fuldstændig for den her buket, der er næsten sølvfarvet takket være de fine frøstande af judaspenge, Lunaria annua. Dem må jeg vist hellere dyrke nogle flere af, så jeg kan kopiere ideen. Her er de kombineret med stjerneskærm, Astrantia, skabiose, Scabiosa og fine, enkle klematis, Clematis montana.
Apropos hvide blomster og floristik på højt plan, så havde de to berømte danske blomsterkunstnere Kristine Lyngsaa Gudiksen og Lene M. Christiansen dekoreret den scene, hvor den officielle åbning af IPM 2018 fandt sted under overværelse af HKH Prinsesse Benedikte. Danmark var nemlig partnerland for IPM Essen i år, så der var mange fine danske fingeraftryk at finde på den internationale messe, hvor de danske gartnere fyldte en hel hal med danske blomster og planter. Billedet yder slet ikke den meget smukke og lette nordisk inspirerede scenedekoration retfærdighed, for lyset i lokalet var ikke sådan at tackle, men jeg håber, I får en fornemmelse af, hvor elegant og lækkert det så ud.
I dag har jeg været så heldig at blive forkælet med en kæmpe tulipanbuket af sprøde, forårsfine, hvide tulipaner af min søde familie. Jeg elsker tulipaner 🙂 så nu går jeg og smiler lige så stille, hver gang jeg får øje på buketten.Faktisk var der så mange tulipaner, at jeg ikke kunne finde en vase, der var stor nok. Derfor blev det til en tulipanbuket nr. 2, og jeg kom til at tænke på, at jeg for et par år siden i en lignende situation havde meget stor succes med at sætte den ene buket udenfor. Den holdt simpelthen i ugevis, som den stod der og spredte glæde og forårsstemning omkring sig i krukkegruppen ved fordøren.
Så nu har en ny tulipanbuket gjort de langtidsholdbare hyacinther, der har stået der siden begyndelsen af december, selskab. Jeg synes, det ser mega hyggeligt og forårsagtigt ud og glæder mig allerede over at kunne nyde synet i flere uger, hvis bare ikke det bliver alt for meget frostvejr. Hvis det trækker op til det, må jeg flytte de sarteste af planterne + min tulipanbuket ind i drivhuset.
De røde grønkål, Brassica ‘Redbor’ i køkkenhaven har lagt sig ned og er efterhånden noget værre rod. Til gengæld står stolt kavaler, Cosmos bipinnatus, stadig strunk og med masser af blomster. De er jo sået i køkkenhaven med henblik på havebuketter, så det gav alt i alt lige anledning til et nyt forsøg med en oktoberbuket til søndagsbordet med udgangspunkt i en af de røde kålstokke. Så blev der da ryddet lidt op.
Sådan en kålstok er jo nærmest en hel buket i sig selv, så de andre blomster blev bare stukket ind mellem kålbladene. Kærtepileurt, Polygonum amplexicaule, og kinesisk Skt. Hansurt, Sedum spectabile, er også stadig leveringsdygtige ud i buketblomster.De dybrøde blomster af Dahlia ‘Lesotho’ har fulgt kålstokkenes eksempel og ligger hen ad jorden. Jeg tror simpelthen, de store blomster bliver for tunge, når de bliver våde, og det gør de jo hele tiden. Det gælder om at redde dem i en fart, for ellers går de til, når de kommer i nærkontakt med jorden. Heldigvis klæder de kålen rigtig godt, så de er selvfølgelig også selvskrevne i kålbuketten.
Smilet kan godt blive en smule anstrengt, når endnu en heftig byge slår endnu flere af sensommerens blomster til jorden. Dahlia med store, tunge blomsterhoveder er nogen af dem, det går hårdt ud over, men de har en forbløffende evne til at genrejse sig. De store planter ligger mange steder hen ad jorden, men der går ikke lang tid, før skud med nye knopper drejer stænglen 90 grader og fortsætter optimistisk opad.
I bagklogskabens klare lys kan jeg godt se, at jeg burde have sørget for en form for støttepædagog til Dahlia ‘Lesotho’, som, jeg jo godt ved, bliver alt for høj til at holde sig oprejst i uvejr. Det må blive næste år. Knoldene er overvintret i flere omgange, så de helt fantastiske og i virkeligheden alt for store sort-røde blomster er et dejligt gensyn.
En rundering i haven med løftet saks resulterede i en hel bakke fuld af væltede blomster plus lidt forskelligt, der har holdt skansen, men som ville passe fint i en væltebuket, så de væltede blomster kommer til ære og værdighed og ikke bare går til spilde. Det hjælper lidt på irritationen.
En af de stauder, der aldrig vælter, er kærtepileurt, Polygonum amplexicaule. De fine røde blomsteraks var også med som staffage i en væltebuket i begyndelsen af august, som det ses her. Det siger lidt om, hvor dejligt længe den blomstrer. Det er virkelig en staude, der giver valuta for pengene.
Således dagens havebuket, der nok ikke var blevet til, hvis ikke dahlia, hortensia og kinesisk skt. hansurt havde tabt hovedet. Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget… God søndag derude.
