Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Kategori: Havearbejde Page 3 of 17

Forhistorisk tempeltræ i splinternyt bed

Det kære gamle piletræ, som var en af havens oprindelige mastodonter, klarede ikke sommerens tørke. Det var i forvejen svækket og dødsdømt efter angreb af purpur lædersvamp, og kombinationen af plantesygdom og tørke blev bare for meget.Det var trist at fjerne træet, der ligesom hørte til i haven, men det var nødvendigt, for det var uigenkaldeligt dødt. Til gengæld opstod der så mulighed for at få et nyt bed, der kan omfavne træterrassen med morgensol nede i haven. Efter fældning og møjsommelig rodopgravning har jordstykket fået to læs kommunal kompost og bliver dermed forhåbentlig lidt mere attraktivt for interessant plantevækst.
Tak til entreprenøren 🙂Det første, der blev plantet i det nye bed, var et smukt tempeltræ, Ginkgo biloba. Et forbløffende træ med en helt fantastisk historie. Botanisk set ligner det ikke andre nulevende plantearter, men 230 millioner år gamle fossile fund fortæller, at fortidens kæmpeøgler gik rundt i skove af tempeltræ. Det er da vildt at tænke på.Træets særegne vifteformede blade er hverken løvblade eller nåle men et eller andet midt imellem, og dets reproduktionsmekanisme er en historie helt for sig selv. Tempeltræ har været plantet omkring templer i fjernøsten i årtusinder og har været tilskrevet alverdens gode egenskaber fra at give evigt liv til at kurere kredsløbsforstyrrelser. Det er da ikke det værste træ at have i sin have. Og så er det oven i købet pænt og får fantastiske, lysende gule høstfarver.Faktisk har jeg fået mere end et tempeltræ i haven. Gartneriet Thoruplund producerer nemlig de sødeste mini-tempeltræer, og sådan et er havnet i min krukkegruppe ved fordøren indtil det kan flytte ind hos datter Anne. Der står det nok så fint og fejrer efterårets komme i godt selskab.

Morbærtræ med pagehår og blomstrende alpevioler

Det lille morbærtræ, hænge-morbær, Morus alba ‘Pendula’, er temmelig specielt og for så vidt også temmelig upraktisk indrettet. Den hængende sort er podet på en kort stamme, men de lange skuds vækstkraft er så stor, at de hurtigt kommer til at ligge hen ad jorden, så træet kommer til at ligne en uordentlig bunke. Stammen burde tydeligvis have været længere, men der kan da heldigvis rettes lidt op på helhedsindtrykket med en modeklipning.Morbær hører til gruppen af træer, der kaldes blødere. Det betyder, at de skal klippes i vækstsæsonen, altså mens de har blade. Ellers har de svært ved at hele sårene. Det samme gælder fx birk, valnød og alle arter af kirsebær og blomme, så det er bare om at komme ud med saksen nu, hvis der skal beskæres.Efter den omgang har mit morbærtræ fået pagehår, og ser langt mere let og elegant ud.

Under det tætte bladhang afslørede der sig også et vildskud af den absolut ikke hængendende type. En kraftig sag der var stærkt på vej i vejret. Det er det ikke mere.Det lille træ sætter sine sære, søde, parfumerede bær, der kan minde lidt om brombær, over en utrolig lang periode, så plukning er lidt af et tålmodighedsarbejde, hvis der skal samles sammen til en gang syltetøj.En ekstra grund til at få klaret beskæringen lige nu var, at den fine lille vedbendbladet alpeviol, Cyclamen hederifolium, vokser lige under træet. Den blomstrer nu på nøgne stilke, og det vil da være for tosset, hvis den skal være gemt væk under den hængende trækrone.

Tusindvis af frø af rød kvan indsamlet

Rød kvan – eller mere botanisk korrekt, rød skovangelik, Angelica sylvestris, der er en nær men knapt så voldsom fætter til rød kvan, Angelica gigas, har sat sit smukke, umiskendelig præg på bedet på kanten i månedsvis. De rødlilla stængler, de smukke skærme og det faktum, at de rager op over det meste, har gjort, at de har været sommerens blikfang i bedet.Det er de for så vidt endnu, men jeg har en hel flok stauder stående i kø til plantning, så nu må de lade livet, for det er jo årets bedste plantetid lige nu. Skovangelik er to-årige planter, der stod med store rosetter af rødlilla blade sidste år for så at fyre deres imponerende blomstring af i år, men som altså uafvendeligt vil dø med denne havesæson.Til gengæld er der ingen tvivl om, at de har sikret arvefølgen godt og grundigt. Skærmene er fyldt med modne frø, og erfaringen her i haven siger, at de selvsår sig med stor entusiasme. Så der er garanteret nye planter på vej.De får nu ikke lov at så sig alle sammen her i haven. Det ville blive lidt af et mareridt, og samtidig har jeg store planer med frøene. Så nu har jeg klippet de frøbærende skærme ned i en stor papirpose, hvor de fint kan ligge og tørre lidt. Så er frøene lige til at nulre af. Planerne løfter jeg sløret for senere, men jeg kan allerede nu afsløre, at de har noget med efterårets BogForum i Bella Center at gøre. Jeg deltager i messen for at præsentere min bog, Slip haveglæden løs – fryd, facts og fiduser, og håber selvfølgelig at hilse på rigtig mange.
Apropos, så vil jeg gerne anbefale bogen til alle, der mangler inspiration til, hvad og hvordan de skal plante, nu da årets absolut bedste plantetid er i gang. Få smagsprøver på bogen og bestil den her.

Selvsåede stauder ude af kontrol og ondsindet ukrudt

Jeg holder rigtig meget af den hvide krydderstaude anisisop, Agastache anisata ‘Alba’, der står og troner midt i det hvid-gule centrale bed og er så smuk, duftende og blomstrende i månedsvis. Normalt får frøstandene lov at stå at pynte hele vinteren, men det kommer desværre ikke til at ske i år. Jeg har nemlig lige opdaget, at planten har smidt helt vildt om sig med frø, der er blevet til en hel underskov af selvsåede stauder i bedet. Der er oven i købet et blomstrende eksemplar, der er blå, som arten, og ikke hvid som sorten, der hører hjemme i dette bed. Et friskt, grønt, duftende bunddække er selvfølgelig ikke så ringe, men med en stak nye stauder, der skal plantes i det fine plantevejr, er det simpelthen nødvendigt at få skabt lidt ledig jord – og det er jo heller ikke meningen at anisisopen skal erobre hele bedet.Der blev altså gjort kort proces med både frøstande og selvsåede stauder, selvom det gjorde lidt ondt i mit planteelskerhjerte.Til gengæld blev det glad igen, da der kunne plantes nye spændende stauder i den nu ledige jord.Nu jeg er ved uønsket plantevækst, vil jeg lige gentage sidste års advarsel mod bynke-ambrosia, Ambrosia artemisifolia, der er en voldsomt allergifremkaldende plante, der er på Miljøstyrelsens dødsliste. Dermed er den faktisk forbudt, men den sniger sig ind i haverne med fuglefrø og kan blive til rigtig mange, hvis den selv får lov at sætte frø. Lug den med handsker på og smid planten i skraldespanden, så der ikke er risiko for yderligere spredning. I år opdagede jeg to planter på det ryddede areal ved siden af det nye drivhus – de dukker op de underligste steder, så hold øje. Læs mere om bynke-ambrosia her.

Forfald og friske blomster i sensommerhaven

Sommervarmen speedede alting op i haven, indtil tørken satte foden alvorligt på bremsen. Det betyder, at sensommerhaven hurtigere end normalt kom til at se efterårstræt ud. Men nu, hvor der er kommet vand, er der faktisk også kommet friske blomster til, mens dekorativt forfald sætter sit præg på andre.Den smukke og langtidsholdbare hortensia, Hydrangea macrophylla Magical Four Seasons ‘Coral’ har skiftet farve endnu engang og har fået den lækreste, vintageagtige sart rosa-lidt grønne nuance i de nu nærmest papirlignende blomsterstande.

I det rosa bed er den sensommerblomstrende staude duehoved, Chelone obliqua, til gengæld lige sprunget ud og står nok så fint og lyser op i sensommerhaven. Den er hermed kommet på listen over tørketålende stauder, for den er sluppet helt uskadt gennem sommeren, og tuen er større end nogensinde. Det ender vist med at jeg må dele den, hvis ikke den skal komme til at fylde hele bedet.Sidste års frø af den søde tobaksblomst, Nicotiana mutabilis, blev forspiret i det tidligste forår og siden plante ud. Nogle af planterne har blomstret længe og er begyndt at sætte frø, mens andre først lige har indledt blomstringen og nu står og ser friske og forsommeragtige ud. Et udtryk for den variation, man kan opnå, ved at høste sine egne frø – til forskel fra frøposefrøenes mere ensartede vækst. Ikke så ringe endda, når resultatet som i dette tilfælde er en langstrakt blomstringsperiode.

Orientalsk pileurt og kertepileurt har klaret tørken

De seneste måneders tørke har været let forståelig anskuelighedsundervisning i, at der er meget stor forskel på, hvor godt forskellige planter klarer sig, når de må undvære vand. Det her er for eksempel min græsplæne. Et noget trist syn. Heldigvis er jeg ikke så bekymret for græsset, der nok bare er gået i dvale, mens det har været umuligt at vokse. Det skal nok komme igen.Der er desværre også en del af de stauder, der burde være på toppen netop nu, der har lidt alvorligt i sommervarmen. Men hvis der er en, der ikke har ladet sig gå nævneværdigt på ud over at hænge lidt med bladene, når det var værst, så er det kærtepileurt,Polygonum amplexicaule, der blomstrer lystigt nu. De to lysegrønne strittere i baggrunden er en anden af sommerens succeshistorier.Det er nemlig endelig endelig lykkedes mig at få orientalsk pileurt, Polygonum orientalis, til at blive til noget her i haven. Det skylder jeg Bente stor tak for. Hun sendte mig nemlig nogle friske frø sidste efterår. De blev sået med det samme, og det gjorde simpelthen tricket, som pose efter pose af indkøbte frø ikke har kunnet.Mine eksemplarer er fortsat ikke så imponerende som dem, jeg har set i udlandet, men det har nok også noget med tørken at gøre. De har fået vand, men kun til husbehov i ny og næ. Men blomsterne er der, og slægteskabet med kærtepileurt er nemt at få øje på. Det samme er årsagen til det poetiske engelske tilnavn ‘Kiss me over the garden gate’ 🙂 Orientalsk pileurt er en enårig plante, så nu satser jeg på, at den sætter frø, så jeg kan få etableret min egen bestand af den spektakulære plante, der kan ses folde sig ud her.

Haven er en frøfabrik med stort sortiment af gratis frø

For de tidligste sommerblomster er blomstringen et overstået kapitel, men det betyder ikke, at de ikke længere har noget at byde på. Nu dukker de fine og opfindsomme frøstande op i havebilledet, og hvad endnu bedre er, de er fulde af gratis frø, der kan høstes og blive til nye blomster næste år. Haven er simpelthen en effektiv frøfabrik. Den to-årige judaspenge, Lunaria annua, er det adskillige år siden, jeg såede en pose autoriserede frø af, men lige siden er den spontant dukket op hist og pist efter selvsåning, så i virkeligheden behøver man ikke gøre de store anstalter for at sikre, at den kommer igen.Meeen nu er der altså noget særligt over at smutte de flade frø ud af de silkepapirsagtige mønter, og det giver jo også mulighed for selv at bestemme, hvor de skal vokse, så den chance kunne min indre frøsamler ikke stå for. Jeg tror nu, jeg så dem med det samme – i hvert fald nogle af dem – for hvis de når at spire i år, er der blomster til næste år.Blomsterkørvel, Orlaya grandiflora, er en af de tidligste sommerblomster. Eventyrlig dejlig med sine storblomstrede skærme og stadig dekorativ som frøstand. Men frøstanden er fyldt med spiredygtige gratis frø, så nu er pynten taget af i hvert fald nogle af planterne. Erfaringen siger, at de også selvsår, når man er heldig, så en del får lov at blive stående. Blomsterkørvel er en af mine absolutte yndlingsblomster, så dem kan jeg ikke få for mange af.Svovlgul kosmos, Cosmos sulphureus, giver stadig masser af lysglimt i blomsterbedet med lysende gule og orange blomster, men de er samtidig begyndt at sætte frø i de blomster, der blomstrede først. De er simpelthen perfekt modne til høst lige nu, så også her er høsten af gratis frø i fuld gang. Et greb om den modne frøstand, så har man hånden fuld af frø 🙂 Det er dejligt at være frøsamler.Frøhøsten strækker sig i sagens natur over en lang periode, men nu er den i hvert fald i gang. Jeg tørrer frøene i flade skåle inden døre et par uger, før de kommer i papirposer og ryger i frølageret i det mørke og kølige anneks.

Hjerteformede skoleagurker med kæmpekræfter

Der er fuld fart på agurkproduktionen i drivhuset, hvor den enlige plante sagtens kan holde husstanden forsynet med skoleagurker. Planten har for længst nået taget, så nu fortsætter den hen under glasset, hvor agurkerne hænger som julepynt fra en grangren.I anledningen af den kommende weekend tænkte jeg, at der godt kunne gøres lidt ekstra ud af agurkserveringen for at få lidt flere til at glide ned. Så i forgårs fandt jeg de agurkforme, jeg fik fra Home & Garden planteskolerne sidste år, frem igen. Formene kan bruges til at lave stjerne- og hjerteformede skoleagurker med. Princippet er enkelt. En agurk under udvikling puttes ind i formen, der spændes sammen med en masse strips.Det ser umiddelbart voldsomt ud med alle de strips, men det er absolut nødvendigt. Samtidig gælder det om at få stoppet projektet i tide. Den smuttede i denne omgang for de stjerneformede agurkers vedkommende. Den voksende agurk har simpelthen sprængt fire strips i stykker for at få plads til sin vækst. Sikke en lektion i naturens umådelige kræfter.Så gik det bedre med den anden form, der blev åbnet i tide. Dermed er der hjerteformede agurkskiver til fredagsmenuen. Det er da lidt hyggeligt 🙂

Evighedsblomster og rosenvinge til tørring

Da jeg bestilte frø hjem i det tidlige forår, blev jeg i et nostalgisk øjeblik fristet af en pose blandede frø af blomster til tørring. Normalt er jeg ikke meget for frøblandinger, for jeg vil gerne vide, hvad jeg sår, men her var muligheden for at få et gensyn med en hel stribe af planter, som jeg dyrkede i vildskab i den glade gymnasietid og fyldte loftet i mit værelse med. Frøene blev sået i køkkenhaven, og nu er der godt nok gang i planterne.Min fascination af de sære, papiragtige blomster som den rigtige kæmpeevighedsblomst, Helichrysum bracteatum, med de lækreste brændte farver, og som her rosenvinge, Helipterum roseum, er intakt. Jeg må bare finde på noget nyt at bruge dem til… Evighedsblomster og Co. skal høstes, lige når knoppen begynder at folde sig ud. Ikke før, for så folder den sig ikke ud, og ikke senere, for så vender blomsten nærmest vrangen ud på sig selv under tørring og bliver knapt så pæn. Derfor må blomsterne høstes hen ad vejen og tørres efterhånden. Nu projektet var sat i søen, blev dagens høst lige suppleret med lidt lavendler, Lavandula angustifolium, og med skærme fra de utidigt blomstrende kepaløg, Allium cepa. De ligner også nogle, der kan klare en tørring.Inden evighedsblomster hænges til tørre, er det en god ide at pille de grønne blade af. De egner sig i hvert tilfælde ikke til tørring, som blomsterne gør.Og så er det ellers bare op at hænge med hovedet ned, så stænglerne bliver stive nok til at holde hovederne højt, når den tid kommer. Det bliver sjovt at eksperimentere med evighedsblomster anno 2018, så høsten fortsætter lystigt i den kommende tid, for der er flere knopper og også flere arter på vej.

Sommertrimmede krukker på ferieophold i skyggen

Inden vi tog på ferie for en god uges tid siden sommertrimmede jeg mine krukker for at skrue lidt ned for planternes fordamning og dermed for deres behov for vand. Grå evighedsblomst, Helichrysum petiolare, der er en af mine yndlingsbladplanter til krukkegrupperne fik en grundig klipning.Der er jo hvilende sideskud i næsten alle bladhjørnerne, så sådan en klipning er faktisk en god ide, sommerferie eller ej. Den gør bare planterne mere tætte og mindre ranglede, og allerede her efter en god uges tid, er de fine igen.De blomstrende krukkeplanter fik klippet alle de udsprungne blomster af, selv om det gjorde lidt ondt. Men de ville jo bare være visne, når vi kom hjem igen, og blomsterne fordamper også vand.Derefter kom de mange krukker på ferieophold under skyggefulde forhold og efter en grundig opvanding vinkede vi farvel.Jeg skal blankt indrømme, at jeg har set frem til gensynet med bange anelser. Men gudskelov er det gået overvejende godt, og langt de fleste krukker har klaret skærene trods tørke og voldsom varme. Deres ferieophold gav så lige lejlighed til at få fejet pladsen foran huset. Og til at vise, hvor stor en forskel, krukkeplanterne gør for atmosfæren i haven. Her er før-billedet.Og her er efter-billedet.Det er ikke alle de blomstrende planter, der er i fuld gang endnu, men det skal nu nok komme, for knopperne er der, og i mellemtiden kan jeg sagtens nyde de rolige grønne nuancer.

Page 3 of 17

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén