Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Kategori: Havearbejde (Page 1 of 15)

Græskarlanterner og dansende flammer hygger i mørket

De seneste aftner med mildt og stille oktobervejr har kaldt på efterårshygge i haven. Det bliver efterhånden tidligt mørkt, men det kan man jo heldigvis pynte på med enkle midler. Det er højsæson for græskarlanterner, og et lille bål forlænger terrassetiden, hvis man lige tager et par lune tæpper til hjælp. Senere er det fint at kigge ud på inde fra stuen.

Jeg fik et par eftermiddagstimer i går til at gå med at kreere årets græskarlanterner. Det krævede nærmest hammer og mejsel at udhule det smukke, grågrønne græskar. Det vil jeg godt advare imod. Men det lykkedes da til sidst, og vist endda uden at jeg har pådraget mig varige men. Hullerne var til gengæld nemme at lave ved hjælp af et fladbor i boremaskinen.

Bålfadet er også ganske nyt. Jeg har været så glad for mit spejlbassin hen over sommeren, at det forekom som et naturligt supplement til hyggehjørnet på terrassen. Det er simpelthen en lidt mindre model af sejlbassinet fremstillet solidt og lokalt af cortenstål, der ruster så smukt. Det bliver jeg også superglad for, kan jeg allerede mærke. Jeg reklamerer gerne lidt for at både bålfad og spejlbassin kan købes her.

 

Forårsklar med fem slags prydløg og tre tulipansorter

Det har været en perfekt dag til en af mine yndlingsbeskæftigelser i efterårsmånederne: Jeg har taget hul på den næste havesæson ved at lægge en masse forskellige blomsterløg, mens det står helt klart og tydeligt inde i mit hoved, hvor smukt det bliver til foråret. Som nogle vil vide, er jeg ret vild med prydløg, så det har måske taget en lille smule overhånd i år. Sjovt så kæmpestor forskel der er på løgene af de forskellige arter. Fra venstre er det min favorit, Allium stipitatum ‘Mount Everest’, derefter en – nåja – anden favorit Allium nigrum. De får begge de smukkeste, hvide blomsterskærme. Dernæst Allium ‘Purple Sensation’ og så den sære honninglilje, Allium nectaroscordum, der i virkeligheden ikke er en Allium men har fået sin egen slægt: Nectaroscordum siculum. De små løg er først Allium neapolitanum ‘Cowanii’ og dernæst Allium neapolitanum.Jeg har gennem årene lagt mange løg af Allium ‘Mount Everest’, men de er desværre ikke så flinke til at komme igen. Derfor lægger jeg nye hvert år, for jeg vil nødig undvære det her forårssus.Desværre er det jo heller ikke ret mange tulipaner, der for alvor kommer igen og igen. Nogle af dem gider bare ikke, andre bliver formentlig sat til livs af diverse gnavere. Jeg har faktisk en mistanke om, jeg har lagt mange tulipanløg, jeg aldrig har set blomsten af, så sidste år lagde jeg stort set kun løg af narcisser, der ikke appellerer til sultne gnavere.Men når man nu elsker tulipaner og oven i købet har et nyt og jomfrueligt bed, hvor der yderligere oven i købet er plantet korsvortemælk, der har ry for at holde mosegrise på afstand, så må det ha’ en chance mere. Jeg har blandet tre tulipansorter og plantet dem efter tilfældighedsprincippet mellem hinanden. Det kommer forhåbentlig til at se fint og naturligt ud.Sorten Tulipa ‘Spring Green’, der er en af mine yndlings tulipansorter (som faktisk kommer igen flere gange), slår farvetemaet an i det nye bed sekunderet af den lysegule Tulipa ‘Formosa’. Det er også en Viridiflora-tulipa med de karakteristiske grønne tegninger på blomsterbladene. Den sidste i trekløveret er den cremehvide Tulipa ‘Purissima’.

Dyrk dit eget baby egetræ og vind en bog

Sidste år hyggede jeg mig meget med at spire agern fra haven på glas. Sådan et agern spirer villigt og udvikler sig hurtigt til det fineste baby egetræ, der pynter inden døre hele vinteren og kan plantes ud, når det bliver forår.Nu rasler det igen ned med agern. Jeg får et chok, hver gang et rammer drivhustaget, for det lyder præcist som et skud. Så jeg har søsat endnu et baby egetræ projekt. De her agern blev “sat over” for et par uger siden, og har, som det fremgår, allerede fuld fart på.Jeg tror aldrig, der har været så mange og så store, flotte agern på havens egetræer. De ligger nærmest i bunker i græsplænen, og mange er så småt begyndt at spire. Det er jo noget rod midt i plænen, så jeg har samlet en ordentlig bunke agern sammen. Tænk engang, hvor mange baby egetræer, de kan blive til.Den tanke gav mig lige en ide. Nu er der jo kun et par uger til, jeg skal med Forlaget Linnea på bogmessen Bogforum i BellaCenter for at præsentere min havebog “Slip haveglæden løs”. Så jeg tager selvfølgelig de mange dejlige agern med og deler ud til mine messegæster. Jeg har også skaffet en masse reagensglas, så du kan spire dit eget baby egetræ standsmæssigt. Du finder Forlaget Linnea i Centerhallen på NewPub standen den 26. og 27. oktober. Jeg håber, vi ses.
Som en ekstra gimmick udskriver jeg en Instagram konkurrence: Snup et agern, lad det spire, tag et foto og del på Instagram inden 22. december kl. 18 med #sliphaveglædenløs og #forlagetlinnea. Den, der dyrker det sødeste, sejeste eller sjoveste baby egetræ, får sig en ekstra julegave i form af et eksemplar af “Slip haveglæden løs”. Bogen sælges til messepris på Bogforum men kan selvfølgelig også som altid bestilles hos din boghandler eller direkte hos forlaget her.

Forsøg med kors-vortemælk mod muldvarp og mosegris

Tilplantningen af det nye, jomfruelige bed, der skal danne rygstød for træterrassen med morgensol nede i haven, er så småt gået i gang. Men kun så småt, for jeg har nogle vilde planer for en sommerblomstbeplantning, der skal prøves af i bedets første år. Men for at det nu ikke skal se alt for trist ud til foråret, har jeg linet et par to-årige planter op til plantning nemlig kors-vortemælk, Euphorbia lathyris, og filtbladet kongelys, Verbascum thapsus.Kors-vortemælk er ikke en plante, jeg kender noget som helst til. Men da jeg var på udkig efter frø af to-årige sommerblomster, faldt jeg over den og tænkte, at den da måtte prøves af. Den får limegule blomsterstande i det tidlige forår, men det der nok mest fangede min opmærksomhed var, at den efter sigende skal kunne holde muldvarpe og mosegrise på afstand. Det er jeg da nødt til at teste, for de kære dyr laver rimeligt meget ravage i den del af haven. Frøene blev sået i bakker i drivhuset midt på sommeren og siden blev planterne pottet op. Nu er de helt klar til udplantning.En af havens vilde men velkomne planter er den statelige filtbladet kongelys, der dukker op her og der og alle vegne. Ikke altid lige hensigtsmæssigt. Men de er nemme at luge eller flytte, og jeg tænker, at de vil gøre fin fyldest i det nye bed med deres himmelstræbende blomsterspir. De uldne rosetter af blade, som planten sætter første år, bliver store og lækre i det tidlige forår næste år og vil fylde pænt i det endnu råbende tomme bed. Siden følger blomstringen, og derefter dør planten og giver plads til andre aktører, der blomstrer senere på sommeren.

Forhistorisk tempeltræ i splinternyt bed

Det kære gamle piletræ, som var en af havens oprindelige mastodonter, klarede ikke sommerens tørke. Det var i forvejen svækket og dødsdømt efter angreb af purpur lædersvamp, og kombinationen af plantesygdom og tørke blev bare for meget.Det var trist at fjerne træet, der ligesom hørte til i haven, men det var nødvendigt, for det var uigenkaldeligt dødt. Til gengæld opstod der så mulighed for at få et nyt bed, der kan omfavne træterrassen med morgensol nede i haven. Efter fældning og møjsommelig rodopgravning har jordstykket fået to læs kommunal kompost og bliver dermed forhåbentlig lidt mere attraktivt for interessant plantevækst.
Tak til entreprenøren 🙂Det første, der blev plantet i det nye bed, var et smukt tempeltræ, Ginkgo biloba. Et forbløffende træ med en helt fantastisk historie. Botanisk set ligner det ikke andre nulevende plantearter, men 230 millioner år gamle fossile fund fortæller, at fortidens kæmpeøgler gik rundt i skove af tempeltræ. Det er da vildt at tænke på.Træets særegne vifteformede blade er hverken løvblade eller nåle men et eller andet midt imellem, og dets reproduktionsmekanisme er en historie helt for sig selv. Tempeltræ har været plantet omkring templer i fjernøsten i årtusinder og har været tilskrevet alverdens gode egenskaber fra at give evigt liv til at kurere kredsløbsforstyrrelser. Det er da ikke det værste træ at have i sin have. Og så er det oven i købet pænt og får fantastiske, lysende gule høstfarver.Faktisk har jeg fået mere end et tempeltræ i haven. Gartneriet Thoruplund producerer nemlig de sødeste mini-tempeltræer, og sådan et er havnet i min krukkegruppe ved fordøren indtil det kan flytte ind hos datter Anne. Der står det nok så fint og fejrer efterårets komme i godt selskab.

Morbærtræ med pagehår og blomstrende alpevioler

Det lille morbærtræ, hænge-morbær, Morus alba ‘Pendula’, er temmelig specielt og for så vidt også temmelig upraktisk indrettet. Den hængende sort er podet på en kort stamme, men de lange skuds vækstkraft er så stor, at de hurtigt kommer til at ligge hen ad jorden, så træet kommer til at ligne en uordentlig bunke. Stammen burde tydeligvis have været længere, men der kan da heldigvis rettes lidt op på helhedsindtrykket med en modeklipning.Morbær hører til gruppen af træer, der kaldes blødere. Det betyder, at de skal klippes i vækstsæsonen, altså mens de har blade. Ellers har de svært ved at hele sårene. Det samme gælder fx birk, valnød og alle arter af kirsebær og blomme, så det er bare om at komme ud med saksen nu, hvis der skal beskæres.Efter den omgang har mit morbærtræ fået pagehår, og ser langt mere let og elegant ud.

Under det tætte bladhang afslørede der sig også et vildskud af den absolut ikke hængendende type. En kraftig sag der var stærkt på vej i vejret. Det er det ikke mere.Det lille træ sætter sine sære, søde, parfumerede bær, der kan minde lidt om brombær, over en utrolig lang periode, så plukning er lidt af et tålmodighedsarbejde, hvis der skal samles sammen til en gang syltetøj.En ekstra grund til at få klaret beskæringen lige nu var, at den fine lille vedbendbladet alpeviol, Cyclamen hederifolium, vokser lige under træet. Den blomstrer nu på nøgne stilke, og det vil da være for tosset, hvis den skal være gemt væk under den hængende trækrone.

Tusindvis af frø af rød kvan indsamlet

Rød kvan – eller mere botanisk korrekt, rød skovangelik, Angelica sylvestris, der er en nær men knapt så voldsom fætter til rød kvan, Angelica gigas, har sat sit smukke, umiskendelig præg på bedet på kanten i månedsvis. De rødlilla stængler, de smukke skærme og det faktum, at de rager op over det meste, har gjort, at de har været sommerens blikfang i bedet.Det er de for så vidt endnu, men jeg har en hel flok stauder stående i kø til plantning, så nu må de lade livet, for det er jo årets bedste plantetid lige nu. Skovangelik er to-årige planter, der stod med store rosetter af rødlilla blade sidste år for så at fyre deres imponerende blomstring af i år, men som altså uafvendeligt vil dø med denne havesæson.Til gengæld er der ingen tvivl om, at de har sikret arvefølgen godt og grundigt. Skærmene er fyldt med modne frø, og erfaringen her i haven siger, at de selvsår sig med stor entusiasme. Så der er garanteret nye planter på vej.De får nu ikke lov at så sig alle sammen her i haven. Det ville blive lidt af et mareridt, og samtidig har jeg store planer med frøene. Så nu har jeg klippet de frøbærende skærme ned i en stor papirpose, hvor de fint kan ligge og tørre lidt. Så er frøene lige til at nulre af. Planerne løfter jeg sløret for senere, men jeg kan allerede nu afsløre, at de har noget med efterårets BogForum i Bella Center at gøre. Jeg deltager i messen for at præsentere min bog, Slip haveglæden løs – fryd, facts og fiduser, og håber selvfølgelig at hilse på rigtig mange.
Apropos, så vil jeg gerne anbefale bogen til alle, der mangler inspiration til, hvad og hvordan de skal plante, nu da årets absolut bedste plantetid er i gang. Få smagsprøver på bogen og bestil den her.

Selvsåede stauder ude af kontrol og ondsindet ukrudt

Jeg holder rigtig meget af den hvide krydderstaude anisisop, Agastache anisata ‘Alba’, der står og troner midt i det hvid-gule centrale bed og er så smuk, duftende og blomstrende i månedsvis. Normalt får frøstandene lov at stå at pynte hele vinteren, men det kommer desværre ikke til at ske i år. Jeg har nemlig lige opdaget, at planten har smidt helt vildt om sig med frø, der er blevet til en hel underskov af selvsåede stauder i bedet. Der er oven i købet et blomstrende eksemplar, der er blå, som arten, og ikke hvid som sorten, der hører hjemme i dette bed. Et friskt, grønt, duftende bunddække er selvfølgelig ikke så ringe, men med en stak nye stauder, der skal plantes i det fine plantevejr, er det simpelthen nødvendigt at få skabt lidt ledig jord – og det er jo heller ikke meningen at anisisopen skal erobre hele bedet.Der blev altså gjort kort proces med både frøstande og selvsåede stauder, selvom det gjorde lidt ondt i mit planteelskerhjerte.Til gengæld blev det glad igen, da der kunne plantes nye spændende stauder i den nu ledige jord.Nu jeg er ved uønsket plantevækst, vil jeg lige gentage sidste års advarsel mod bynke-ambrosia, Ambrosia artemisifolia, der er en voldsomt allergifremkaldende plante, der er på Miljøstyrelsens dødsliste. Dermed er den faktisk forbudt, men den sniger sig ind i haverne med fuglefrø og kan blive til rigtig mange, hvis den selv får lov at sætte frø. Lug den med handsker på og smid planten i skraldespanden, så der ikke er risiko for yderligere spredning. I år opdagede jeg to planter på det ryddede areal ved siden af det nye drivhus – de dukker op de underligste steder, så hold øje. Læs mere om bynke-ambrosia her.

Forfald og friske blomster i sensommerhaven

Sommervarmen speedede alting op i haven, indtil tørken satte foden alvorligt på bremsen. Det betyder, at sensommerhaven hurtigere end normalt kom til at se efterårstræt ud. Men nu, hvor der er kommet vand, er der faktisk også kommet friske blomster til, mens dekorativt forfald sætter sit præg på andre.Den smukke og langtidsholdbare hortensia, Hydrangea macrophylla Magical Four Seasons ‘Coral’ har skiftet farve endnu engang og har fået den lækreste, vintageagtige sart rosa-lidt grønne nuance i de nu nærmest papirlignende blomsterstande.

I det rosa bed er den sensommerblomstrende staude duehoved, Chelone obliqua, til gengæld lige sprunget ud og står nok så fint og lyser op i sensommerhaven. Den er hermed kommet på listen over tørketålende stauder, for den er sluppet helt uskadt gennem sommeren, og tuen er større end nogensinde. Det ender vist med at jeg må dele den, hvis ikke den skal komme til at fylde hele bedet.Sidste års frø af den søde tobaksblomst, Nicotiana mutabilis, blev forspiret i det tidligste forår og siden plante ud. Nogle af planterne har blomstret længe og er begyndt at sætte frø, mens andre først lige har indledt blomstringen og nu står og ser friske og forsommeragtige ud. Et udtryk for den variation, man kan opnå, ved at høste sine egne frø – til forskel fra frøposefrøenes mere ensartede vækst. Ikke så ringe endda, når resultatet som i dette tilfælde er en langstrakt blomstringsperiode.

Orientalsk pileurt og kertepileurt har klaret tørken

De seneste måneders tørke har været let forståelig anskuelighedsundervisning i, at der er meget stor forskel på, hvor godt forskellige planter klarer sig, når de må undvære vand. Det her er for eksempel min græsplæne. Et noget trist syn. Heldigvis er jeg ikke så bekymret for græsset, der nok bare er gået i dvale, mens det har været umuligt at vokse. Det skal nok komme igen.Der er desværre også en del af de stauder, der burde være på toppen netop nu, der har lidt alvorligt i sommervarmen. Men hvis der er en, der ikke har ladet sig gå nævneværdigt på ud over at hænge lidt med bladene, når det var værst, så er det kærtepileurt,Polygonum amplexicaule, der blomstrer lystigt nu. De to lysegrønne strittere i baggrunden er en anden af sommerens succeshistorier.Det er nemlig endelig endelig lykkedes mig at få orientalsk pileurt, Polygonum orientalis, til at blive til noget her i haven. Det skylder jeg Bente stor tak for. Hun sendte mig nemlig nogle friske frø sidste efterår. De blev sået med det samme, og det gjorde simpelthen tricket, som pose efter pose af indkøbte frø ikke har kunnet.Mine eksemplarer er fortsat ikke så imponerende som dem, jeg har set i udlandet, men det har nok også noget med tørken at gøre. De har fået vand, men kun til husbehov i ny og næ. Men blomsterne er der, og slægteskabet med kærtepileurt er nemt at få øje på. Det samme er årsagen til det poetiske engelske tilnavn ‘Kiss me over the garden gate’ 🙂 Orientalsk pileurt er en enårig plante, så nu satser jeg på, at den sætter frø, så jeg kan få etableret min egen bestand af den spektakulære plante, der kan ses folde sig ud her.

Page 1 of 15

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén