Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Category: Havearbejde (Page 1 of 11)

Roserne Fru Nørby og Lise Nørgaard flytter ind

Udgivelsen af Torben Thims bog, Rosa – forædleren, blev fejret på behørig vis i forbindelse med Odense Blomsterfestival 2016. Her navngav vores alle sammens Ghita Nørby en ny rose, forædlet af Rosa Eskelund. Rosa ‘Fru Nørby’, som den smukke rose i Rosa Eskelunds Plant’n’relax serie nu hedder, har fyldte, cremefarvede og duftende blomster, og den er remonterende, så den blomstrer hele sommeren. Torben Thims bog om Rosa Eskelund og hendes passion for roser kan man læse mere om og købe her. Torben Thim er selv passioneret rosoman og har skrevet adskillige bøger om roser, blandt andet bogen Ghitas roser, sammen med Ghita Nørby. Læs mere om den her.Rosa spurgte, om ikke jeg havde lyst til at prøve den nye rose selv. Det var lidt svært at sige nej til. Midt på ugen kom der så en dejlig pakke fra Grønløkke Planteskole, der producerer roserne, med både ‘Fru Nørby’ og en anden lækker rose fra Rosas forædling, der er opkaldt efter og navngivet af Lise Nørgaard. Roserne har ligget godt beskyttet i en sæk siden ankomsten, for det gjaldt jo om at passe på, at de barrodede roser ikke tørrede ud, før jeg kunne nå at plante dem.For lige at være på den sikre side, satte jeg roserne i en spand vand, mens jeg gravede huller til dem. Nu er roser jo ikke lige min spidskompetence, for den tørre sandjord her i haven, er dybest set ikke særlig velegnet til roser. I håbet om at gøre det lidt rart for de nye roser, så de alligevel bliver godt tilpas med indflytningen, har jeg investeret i rosenjord, der indeholder i hvert fald lidt af det ler, som roserne godt kan li’, men som der er meget lidt af i havens jord. Med hjælp fra datteren blev rosenjord og havejord blandet i plantehullerne, og så blev roserne ellers plantet efter alle kunstens regler med podestedet 8-10 cm under jorden og en ordentlig spand vand til at skylle efter med.‘Fru Nørby’ fik plads i det store, centrale bed, hvor den cremefarvede nuance vil passe perfekt, mens rosen ‘Lise Nørgaard’, der har stærkt fyldte, pink roser med et nostalgisk udtryk, blev plantet i det eksotiske hjørne. Nu er der ikke andet at gøre, end at glæde sig til næste år, når roserne springer ud.

Dahliaknolde på vinterferie i værkstedet

Luften har fået den skarphed, der er tegn på, at den første nat med frost lige pludselig rammer haven. Så nu har jeg besluttet mig for at grave mine dahliaknolde op og bringe dem i sikkerhed. Op med dem, af med toppen og så lynhurtigt et skilt på. Der går et splitsekund, før man (eller i hvert fald jeg) har glemt, hvilken knold der er hvilken, og det er noget bøvl, når de skal plantes igen til foråret. Jeg har gemt pappet fra poserne til de knolde, der blev indkøbt i foråret, så de kan fungerer som skilte, der minder mig om, hvordan blomsterne ser ud.Egentlig havde jeg forestillet mig, at knoldene skulle lægges til overvintring i den her flade trækasse, foret med aviser, så de kunne ligge behageligt og trygt i tør sphagnum. Men jeg kunne jo hurtigt se, at den ikke gik. Knoldene er simpelthen blevet alt for store i løbet af sommeren.I mangel af bedre, nåede jeg frem til, at det smarteste nok var at lægge dem i diverse krukker og baljer, hvor det er muligt at få dem nogenlunde dækket af den tørre sphagnum. Jeg forestiller mig, at det måske egentlig er ret smart, for det bliver da nemt at komme i gang med forspiringen, når den dejlige tid kommer. Nu er alle knoldene flyttet ind i værkstedet, hvor der er frostfrit og nogenlunde køligt. Der plejer de at kunne passe sig selv fint, indtil der er forår i luften.

Oktoberhave med røde vintage nuancer

Havens bede er trukket i deres vintage outfit. Det må være en passende betegnelse for det graciøse forfald, der gradvist sætter mere og mere præg på haven. For heldigvis har oktoberhaven også sine stjerner, der sørger for, at helheden stadig er værd at nyde. Almindelig hortensia, Hydrangea macrophylla, bliver nærmest mere og mere lækker og får fantastiske røde farver, efterhånden som blomsterstandene bliver papiragtige. Og kinesisk Skt. Hansurt, der henlægger blomstringen til september-oktober, er så elskværdig at matche de lækre vintage nuancer perfekt. Det er én blandt mange grunde til, at den er udnævnt til ugens yndlingsplante i denne uge, som det fremgår af sidepanelet.Den ret skønne tobaksblomst, Nicotiana mutabilis ‘Marshmallow’ med blomster i mange nuancer, blomstrer også så fint endnu og passer perfekt til helheden.I nabobedet har den rødbladede japansk løn, Acer palmatum, skruet en tand op for løvfarverne. De dybt røde nuancer leder tankerne hen på fin gammel silke og velour her lige før tæppefald.Til gengæld er der ikke meget vintagetone over kristtorn, Ilex aquifolium, der har fået usædvanligt mange, strålende lakrøde bær i år. Det ser nærmest ud som om, den konkurrerer med pilebladet solsikke, Helianthus salicifolius, om at score mest mulig opmærksomhed. De smukke bær er nærmest instant naturlig julepynt, men desværre plejer det ikke at være ret mange af dem, der holder til jul. Når først solsorten får smag for dem, plejer det at gå rigtig stærkt med at få rippet grenene.

Ulovligt og ondsindet ukrudt afsløret

En ting er, at ukrudt kan være ondartet. Men når det så også er decideret ondsindet, kan det godt ødelægge den gode stemning. Sådan en slags ukrudt er bynke-ambrosia, Ambrosia artemisifolia. Planten er oven i købet ulovlig, da den er på Miljøministeriets liste over invasive arter, der skal bekæmpes. Så da jeg afslørede et enligt eksemplar under foderbrættet, blev der selvfølgelig gjort kort proces. Bynke-ambrosia er voldsomt allergifremkaldende og kan brede sig voldsomt, så det gælder om at få den udryddet. Ved første øjekast er den nem at overse, for den minder en del om den helt almindelige gråbynke, Artemisia vulgaris, som det latinske navn da også fortæller. Artemisifolia betyder noget i retning af med blade som bynke. Læs mere om plantens vej til haven her.Ondsindet men ikke ligefrem ulovlig er pigæble, Datura stramonium, der desværre har det med at invadere vores “kartoffelmark”, hvor den vokser sig stor i ly af kartoffelplanterne. Pigæble har meget smukke, hvide blomster, men man kan ligefrem se på frøstanden, at den ikke har gode hensigter. Hele planten er voldsomt giftig.Desværre bliver den ved med at dukke op, selv om den bliver luget med hård hånd. Kapslerne indeholder et hav af meget spiredygtige frø, og der ligger med garanti også en masse i jorden, der vågner op til dåd, når den årlige fræsning af kartoffelstykket bringer dem op i lyset.Apropos giftigheder, så er der også dukket et par eksemplarer af den smukke men dødeligt giftige fluesvamp op i haven. I det hele taget vælter det med forskellige svampe efter en sensommer med udpræget svampevejr.At stor nælde, Urtica urens, er ondsindet ved ethvert barn. De fleste steder i haven arbejder jeg da også på at få dem ned med nakken, selv om det er en kamp med kvæstelser på begge sider. Men i de vilde hjørner får nælderne nu alligevel lov at stå, for der er så mange sommerfugle, der har brug for nældeblade til opfostring af deres larver. Sommerfuglene vil jeg jo nødigt undvære, og tanken om, at larverne gnaver løs af nælderne, er da meget rar.

Staudebørnehave i det sneglefri salatbed

En kombination af for meget høstklar salat på én gang, for lidt tid og alt for meget regnvejr har betydet, at det sneglefri salatbed er løbet løbsk for mig. De forskellige salater har lige gang i en opvisning i stokløbning tilsat fine blomster. Det er vist blevet tid til en gennemgribende oprydning.Raddichio hovederne er heldigvis ikke gået i stok men ak, alt det regnvejr har desværre sat sit klamme præg på planterne.Heldigvis kan de yderste lag rådne blade skrælles af, og inde i midten gemmer der sig de fineste små raddichio hoveder, der ikke fejler noget. Se så, nu har jeg opfundet portionsanretninger af raddichio… De små hoveder er hermed reddet, og resten af indholdet af salatbedet er havnet på komposten.Yesss! Ledig jord 🙂 Det kom lige tilpas, for siden min Hollandsekspedition med indlagte inspirationsbesøg i forrige uge, er jeg kommet til at bestille en stak must-have stauder hos staudemarken.dk. De kom (og endda lidt flere end jeg havde bestilt – tak for dem) hurtigere, end jeg nåede at komme i tanke om, at jeg ikke har nogen steder at plante dem, så længe alle sommerblomsterne og dahliaerne holder stand.Det er jo noget bøvl at skulle gå og passe planter i små potter alt for længe, så nu er der indrettet staudebørnehave i det ledige salatbed. Der står de meget bedre og kan brede deres rødder lidt længere omkring end i potterne, så der ikke skal holdes så meget øje med dem. En fin – og jo også nogenlunde sneglefri mellemstation – indtil der bliver ledig plads i staudebedene.

Skønne skærmplanter trækker sommeren i langdrag

De sanselige, forførende, vidtløftige sommerdage er forbi – hvis de da nogensinde kom. Spørger man de skønne skærmplanter, gjorde de, men nu er fornuftens time kommet, og det er tid til at tænke på slægtens fremtid. Heldigvis er det i mange tilfælde foreneligt med fortsat at se brandgodt ud. Tandstikkerurt, Amni visnaga ‘Green Mist’ fik pludselig brug for en støttepædagog, men med plantespiralen godt funderet i jorden,rettet op og blomstrer den dejligt videre med sine smukke og skønne skærme af bittesmå, hvide blomster omgivet af grønne kniplinger.Der er heldigvis stadig mange skønne blomsterskærme på vej, men samtidig bliver der tænkt på fremtidige generationer. Der dannes frø, og de før så lette, åbne skærme trækker sig sammen som for at beskytte de små. Det er fascinerende at følge.Den særlige form for yngelpleje hører skærmplante-familien, Apiaceae, til. Her er det gulerodsblomst, Daucus carota ‘Dara’, der lige giver en opvisning i, hvordan kunsten at ældes med ynde skal udføres. Nyd lige, hvor omsorgsfulde de yderste småskærme er 🙂

Vi er flere, der synes, at det er dejligt, at gulerodsblomsterne ikke har takket helt af for i år for at hellige sig yngelplejen. Planterne sår sig selv og dukker op hist og pist i forskellige variationer. Den her ligner ikke modersorten ‘Dara’ ret meget med sine helt hvide blomster, men det er hverken sommerfuglene eller jeg særligt kede af. Et fint og friskt pust i sensommerhaven 🙂

Frøhøst til næste års sommerblomster

Høstmaskinernes fjerne summen lægger hyggelig baggrundsmusik til havearbejdet i dag. Det er høsttid og høstvejr ikke bare på markerne men også i haven, hvor mange af sommerblomsterne står med frøstande fyldt med frø. Det gælder fx hjertegræs, Briza maxima, der rasler med de hjerteformede aks ligesom kornet på markerne.Det gælder jo om at få bragte modne frø i hus, mens det ikke er alt for fugtigt. Så i dag er jeg gået på frøjagt. Frøhøst er ensbetydende med gratis frø og dermed forhåbentlig planter til næste år. En ualmindelig dejlig beskæftigelse. Hjertegræsfrøene er i hvert fald helt modne, og aksenefalder nemt fra hinanden, når de bliver nulret mellem fingrene.

Jeg høster kun frø, jeg er helt sikker på, er modne. De skal rasle i frøkapslen eller slippe den uden modstand. Ellers er der jo risiko for, at de ikke er helt færdigbagte og dermed ikke spiredygtige. Fløjlsblomst, Tagetes patula ‘Ildkongen’ blomstrer stadig fint, men der er også en del frø, der allerede er modne. De er hermed høstet og hamstret 🙂

De forskellige arter og sorter af tobak, Nicotiana, blomstrer videre, men også de er begyndt at rasle med de første frøkapsler, der er fyldt med bitte-bitte små frø. Jeg husker stadig min forbavselse, da jeg i foråret åbnede en hjemkøbte pose med Nicotiana knightiana og fandt et mikro-reagensglas med en lille klat frø. Men frøene spirede godt og planterne udviklede sig fint. Jeg har været meget glad for de små limegrønne blomster, der har lyst fint op og fyldt godt ud hele sommeren. Det kunne være rart at blive selvforsynende med frø af den. Det bliver hermed afprøvet. Frø er der i hvert fald nok af.Det plejer at gå fint nok med narcistobak, Nicotiana sylvestris, der også allerede er leveringsdygtig i kapsler med modne frø, selv om blomstringen heldigvis ikke er slut endnu.De nyhøstede frø får lige lov at ligge i flade skåle inden døre i en uges tid, så jeg er sikker på, at frøene ikke er fugtige, når jeg fylder dem i papirposer.Jeg “glemmer” altid at smide de små poser med vandsugende krystaller, der følger med nye tasker og frakker, ud, for de er nyttige som en ekstra forsikring mod fugtighed på frølageret.

 

Nu skal der knibes

En af sommerens absolut hyggeligste og mest effektive havesysler er at knibe og klippe de visne blomster af roser, sommerblomster og stauder, så de får lyst til at danne flere blomster, når nu de bliver snydt for at sætte frø på dem, de allerede har leveret. Her er det rosen i Plant’n’relax serien fra Roses Forever Rosa ‘Looking in your eyes’ der får saksen.Jeg elsker simpelhen at lade mig synke ned mellem planterne og fortabe mig i opgaven med at optimere planternes dagsform, mens jeg rå-nyder floret og frodigheden og på ingen måde overanstrenger mig. Lige nu går jeg nok lidt grundigere til værks end normalt, for nu er der kun 10 dage til jeg skal holde Åben Have i forbindelse med Haveselskabets Havefestival. Den weekend må der jo gerne være så mange blomster som muligt, så jeg klipper de gamle blomster af, så snart de begynder at se lidt anløbne ud. Her går det ud over den fine sart gule stolt kavaler, Cosmos bipinnatus ‘Xanthos’ (eller i hvert fald afkommet af ‘Xanthos’). Der er Åben Have på matriklen, Sondrupvej 42, 8350 Hundslund, 8.-9. juli kl. 10-17. Traditionen tro lander der også e staude pop-up shop i carporten. Håber, vi ses 🙂Apropos Cosmos, så er den lækre chokoladeblomst, Cosmos atrosanguineus, en af de sommerblomster, det virkelig betaler sig at få knebet, efterhånden som blomsterne sætter ud. Så bliver den bare ved og ved med at danne nye.Efter en del regn de seneste dage, giver det også god mening at komme efter pelargonierne i krukkerne med saksen. De mest udsprungne blomsterstande har en tendens til at klappe sammen og få gråskimmel, så heller væk med dem i en susende fart, så nye kan komme til.

Verdens bedste grønsager

Ansporet af dagens høst har køkkenhaven lige fået en overhaling. Har den ikke lige fået det en gang, vil nogen måske spørge. Og jo, det er fuldstændig rigtigt. Det er kun 10 dage siden, der sidst blev hevet ukrudt op mellem rækkerne, men siden er der kommet masser af vand og varme oven i, og så sker er godt nok noget. Wow! Grønsagerne vokser, så man næsten kan høre det, og det samme gælder jo så desværre ukrudtet.Men det er svært at være sur over på en dag som i dag, hvor solen skinner, og høsten for alvor er gået i gang. Det er nu, det bliver rigtig sjovt at have køkkenhave. Jeg er aldrig et sekund i tvivl om, at der er tale om verdens bedste grønsager, når jeg bringer årets første høst i hus. Vinterløgene, Allium ‘Radar’, der blev sat sidst på efteråret, er så småt ved at være klar til høst. Succesen er ikke helt i samme klasse som sidste år – der er lidt udfald i rækken – men dejligt er det at kunne høste sine egne friske løg allerede nu.Vinterært, Pisum ‘Winterkefe’, blomstrer stadig med sine smukke ærteblomster, men samtidig kan de første lækre ærtebælge høstes. Når de bliver snuppet i det her tidlige stadie, ryger hele molevitten i wok’en sammen med løg, asparges og den første miniaturesquash. Det kan ikke undgå at komme til at smage godt 🙂Det blev også i dag, der for første gang blev hyppet lidt jord op omkring de spæde porrer med henblik på at få lange, hvide skafter fremprovokeret og dermed mest mulig nytte af porrerne. Samtidig fik jeg tyndet ud i både rødbeder og gulerødder, så de ikke kommer til at stå i vejen for hinanden i rækkerne. Jorden blev fluks presset til omkring hullerne, i håbet om, at gulerodsfluerne ikke bemærker den lækre lugt og derfor ikke går til angreb på årets gulerødder.

Træpæon som arvestykke

Da min kusine for efterhånden en del år siden skulle flytte fra hus og have, nænnede hun ikke helt at flytte helt fra sin meget specielle træpæon, Paeonia potaninii, så der blev gravet nogle rodklumper op, og jeg var så heldig at en af dem havnede hos mig. Jeg gentog så øvelsen, sidst vi flyttede, så træpæonen er efterhånden temmelig berejst. Det skal siges, at den breder sig – omend i adstadigt tempo – med underjordiske udløbere, så det efterlader ikke ligefrem huller i beplantningen at tage lidt af den med sig.Her i haven har den været længe om at udvikle sig til den virkelig smukke busk, den er nu. Faktisk er den udnævnt til denne uges yndlingsplante, som det fremgår af sidepanelet her på bloggen, for den er simpelthen helt uimodståelig, når de  teglfarvede blomster folder sig ud. Hvad de mangler i størrelse sammenlignet med gængse træpæoners blomster, kompenserer de for med ynde og beskeden elegance. Og så den farve… Desuden har træpæonen et meget smukt løv, der gør, at den er en masse værd for helheden i bedet hele sommerhalvåret.Jeg er i øvrigt ikke den eneste, der er vild med de lækre blomster. Der opstår nærmest tumultagtige tilstande, når bierne kæmper om at komme til nektaren nede under de utallige støvdragere. Træpæon har aldrig strejfet mig som en god biplante, men alt tyder på, at i hvert fald Paeonia potaninii er kvalificeret som sådan.

Page 1 of 11

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén