Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Category: Frugt og bær (Page 1 of 4)

Efterårsmad fra haven simrer i køkkenet

Selv om køkkenhaven efterhånden ser ret miserabel ud, er der stadig gode grønsager at høste. Det er heldigt, for den besøgende datter var på ferie i Budapest i sidste uge, og forelskede sig totalt i ungarsk gullaschsuppe. Hun havde ligefrem paprika med hjem til formålet. Så nu er hun gået i gang med at fremtrylle sådan en med alt godt fra haven med inspiration fra den lækre madblog Valdemarsro og freestyling for resten.Det bliver således til efterårsmad med gulerødder, porre, selleri, hvidløg og snackpeber. Det simrer allerede lystigt i køkkenet, så hele huset dufter.Men suppen er ikke det eneste, der tegner lovende. Der er nemlig også gang i dessertkøkkenet. Så nu er jeg endnu mere glad for mine efterårsbærende hindbær af sorten ‘Autumn Bliss’, der stadig er leveringsdygtige i lækre bær. Det trækker op til en klassisk jordbærkage med hindbær og brombær – hvilket ikke gør den ringere – og selvfølgelig creme, mazarin og alt det gode, der hører til.De gule efterårshindbær af sorten ‘Fall Gold’ har aldrig ydet noget særligt, men bærrene modner da sporadisk, så dem kommer der også lidt af på dagens kage. De gule hindbær har en utrolig aromatisk næsten parfumeret smag, så det er fint at blande dem med de almindelige hindbær.

 

Brogetbladet hyld lyser op i det skyggefulde hjørne

Jeg holder umådelig meget af hyld og især af blomsternes fantastiske duft, der for mig er ensbetydende med midsommer og lange, lyse aftner på min barndoms terrasser. Når vi var rigtig heldige, lavede mor friturestegte hyldeblomster dyppet i beignet dej og drysset med rigeligt flormelis. Det var endnu bedre end pandekager 🙂 Så stor var min glæde, da jeg forleden fik en ny og spændende hyld forærende. Sambucus nigra ‘Harlequin’ hedder sorten, der har de lækreste brogede blade i hvide, limegrønne og grågrønne nuancer. Nu går jeg og pønser på den helt rigtige placering til sådan en brogetbladet hyld. Den bliver ikke så stor, halvanden meter høj og bred, så den er forholdsvis nem at få passet ind i haven. Jeg tror, den skal plantes her i det lidt skyggefulde hjørne, hvor den vil stå og lyse op og være et godt blikfang blandt hosta, påskeklokker og bregner. Sambucus ‘Harlequin’, der er en specialitet fra Gunnar Christensens planteskole, blomstrer med hvide skærme i juni og får sorte bær ganske som den helt almindelige hyld.Sambucus ‘Harlequin’ er i øvrigt ikke den eneste hyld, der står i venteposition til en plantning her i haven. For nogle uger siden investerede jeg nemlig i den rød- og fligetbladede sort, Sambucus nigra ‘Black Lace’, der bare er så flot med det næsten sorte løv og de rosa blomsterskærme, der oven i købet kan blive til lyserød hyldeblomstdrik. Den glæder jeg mig allerede til, så nu må jeg se at finde et godt sted til den også, mens det er så perfekt plantevejr.

Bronzefennikel og pæretræ danner flot par

Ind imellem opstår der partnerskaber mellem to, som ingen lige havde tænkt på, var som skabt for hinanden. Det gælder også i planteverdenen. Her kender alle for eksempel det perfekte match mellem lavendler og roser. Men hvem havde lige tænkt på, at bronzefennikel, Foeniculum purpureum, og et lille pæretræ med høstfarver, går virkelig godt i spænd? Jeg havde i hvert fald ikke, så jeg blev helt glad ved synet, da jeg gik mig en søndagstur i haven.De to små pæretræer i køkkenhaven er normalt ikke værd at skrive hjem om. De trives simpelthen umanerligt dårligt på den tørre jord og vokser nærmest ikke. Men lige nu fyrer det ene træ af sorten ‘Clara Frijs’ simpelthen et festfyrværkeri af farver af. Wow siger jeg bare 🙂Det er lidt sjovt, for lige ved siden af står det andet træ af sorten ‘Conference’, og det er stadig helt grønt. Ingen af træerne har givet en eneste pære i år, formenlig på grund af frost i blomstringsperioden.Begge træerne er let angrebet af pæregitterrust, der må være en af de mest dekorative svampesygdomme, der findes. Bladene får de mest fantastiske røde og orange pletter, der er fyldt med svampesporer. Så vil man af med sygdommen, må de angrebne blade destrueres.Bronzefennikel er i anledning af søndagen ekstra fin, for den er pyntet med glitrende vanddråber, der hænger som diamanter fra blomsterskærmenes tynde stængler og det fine løv. En dejlig, lakridsduftende krydderstaude, der hører til kæmperne med sine to meter men alligevel er let og luftig og dermed lige så god i et staudebed som i en krydderurtehave.

Figen, figenkaktus og artiskok klarer sig trods kulden

Figen, Ficus carica, i køkkenhaven har efterhånden mange år på bagen og har aldrig for alvor vist tegn på ikke at bryde sig om klimaet. Det er en fin og frodig busk med en ret særpræget, åben vækstform og de store, karakteristiske figenblade, som jeg synes er ret lækre. Det eneset lille tegn på, at voksestedet i køkkenhaven uden lunende mur eller lignende i ryggen, kunne være bedre, er, at den ikke giver ret mange figner. Nogen bliver det dog til, og de bliver selvfølgelig nydt med andagt. Planten er et vaskeægte impulskøb i et hollandsk havecenter, så jeg har ingen anelse om, hvad sorten hedder.

Til gengæld har jeg store forventninger til en anden figen, der blev plantet i det lune “eksotiske” hjørne af haven for et par år siden – også for så vidt angår frugtsætning. Den er bare ikke rigtig kommet i gang med at bære endnu. Ficus carica ‘Røsnæs’ er en dansk udviklet og dansk produceret sort, der derfor er tilpasset klimaet på vores breddegrader. Håber, den er stor nok til at få figner næste år. Læs mere om sorten her.Figenkaktus, Opuntia ficus-indica, har ikke noget med figen at gøre ud over navnet, men jeg er lidt paf over, hvor godt det eksemplar, datter Anne forærede mig i foråret, er kommet fra start i samme lune hjørne af haven. Det kunne være så fedt, hvis den ville vokse sig stor og for alvor eksotisk 🙂 Det bliver spændende, om den vil overvintre her i haven. Det skulle være muligt, men det er lidt svært at tro på.De smukkeste planter i det eksotiske hjørne lige nu må være artiskokkerne med deres fantastiske blomster. Den ultimative spiselige blomst. Det er nødvendigt med et nærbillede, for planterne har lidt under den kolde sommer og er ikke blevet til meget i år. Heldigvis fejler blomsterne ikke noget.

Kuk i kommentarfeltet

Der er sket et eller andet mystisk i en opdatering af bloggen, så kommentarfeltet er forsvundet. Man kan kun komme til det ved at kommentere direkte fra nyhedsmailen, som kun bloggens følgere får. Der arbejdes intenst på at finde en årsag og en løsning 🙂

Drivhuset leverer citrongræs til tonic sirup og basilikum til pesto

Som altid, når datter Anne aflægger visit, har der været hektisk aktivitet i køkkenregionerne her i eftermiddag, hvor vi har haft gang i produktionen af diverse delikatesser i kategorien havemad til vinterlageret. Efterårshindbærrene, Rubus idaeus ‘Autumn Bliss’ er lige begyndt at bære, og det passer med, at den lækre hindbæreddike fra sidste år er ved at være brugt op. Så nu er en ny årgang sat i søen. Man tager et glas fuld hindbær og tilsætter klar lagereddike. Lader det trække et par uger, og så har man den lækreste, aromatiske og sødmefyldte eddike til salaten. (OBS – ved jeg har nævnt dem før, men Posca tuscher kan altså også skrive på glas).I drivhuset har citrongræs, Cymbopogon flexosus, klaret skærene trods voldsom konkurrence fra den viltre agurkplante. Jeg har klippet de nederste blade af agurkplanten efterhånden for at sikre lys og luft til citrongræs, og det har været nok hjælp til, at der nu kan høstes ganske pæne stængler af fantastisk duftende citrongræs. Ikke så tykke som dem man kan købe sig til fra fjerne lande men absolut anvendelige i køkkenregionerne til mangt og meget.

En meget fornuftig anvendelse af citrongræs er til produktion af hjemmelavet tonic sirup, opdagede jeg sidste sommer. Tonic sirup, der bare skal tilsættes danskvand og gin og en lille skive citron for at blive til lækre drinks 🙂 En anden vigtig bestanddel af tonic sirup er kinabark fra kinabarktræet, Cinchona succiruba, der giver tonic’en den karakteristiske bitre smag. Der går grænsen desværre for, hvad der kan dyrkes i egen have her til lands, men heldigvis kan man købe sig til barken her  Det skal siges, at en pakke kinabark rækker til umådelig meget tonic sirup. Opskriften på tonic sirup fandt jeg her.

I drivhuset er basilikum, Ocimum basilicum, gået lidt amok, og nu vil planterne også til at blomstre. Så det er på høje tid at få høstet til præcis det, der var meningen med at plante den, nemlig basilikum pesto. Det blev til et ordentligt bundt, der også efter sortering og vask rakte til en solid portion pesto ved hjælp af hvidløg fra haven, parmesan fra Italien, pinjekerner fra Bilka og olivenolie fra Grækenland. Dermed er der selvfølgelig pesto på menuen i dag og mange små bøtter og glas i fryseren, som vi bliver rigtig glade for til vinter 🙂

 

Kiwi, figenkaktus og malabarspinat med fart på

Indrømmet, at kalde en smal stribe sandjord nedenfor en frønnet gammel mur for det eksotiske hjørne, er nok en anelse prætentiøst. Men der er nu alligevel nogle dyrkningsmuligheder i hjørnet, som der ikke er andre steder i haven, så med tiden lykkes det forhåbentlig at skabe et lækkert lille haverum her også. Lige nu gør majsplanterne i hvert fald deres for at løfte stemningen lidt ud over det normale østjyske, synes jeg. Bortset fra det, så er der nu rigtig meget gang i den kiwi, Actinidia chinensis, jeg plantede som et eksperiment sidste år. Den har overvintret ved muren uden hjælp i øvrigt, og den vokser, så man næsten kan høre det og synes tydeligvis, at rionettet er alle tiders at klatre rundt i. Desværre har der ikke været skyggen af blomster og dermed heller ikke frugter, men så længe der er liv, er der håb.En anden glædelig overraskelse er, at den lille laurbær, Laurus nobilis, har overvintret og er begyndt at skyde med fine, friske laurbærblade lige til at plukke af. Jeg har haft planten i nogle år, men har aldrig høstet et blad. Først fordi det var sådan en italiensk produceret sag, hvor jeg ikke følte mig helt sikker på, hvordan den var dyrket. Så blev den plantet i det gamle drivhus og fluks fyldt med skjoldlus og dertil hørende uappetitlig sort svampevækst på bladene. Da drivhuset blev væltet for at give plads til det nye, blev planten gravet op og flyttet til det eksotiske hjørne. I foråret så den meget trist ud og de gamle skud visnede ned. Men nu ser det da ud som om, der er håb forude 🙂

Sidste efterår plantede jeg også på forsøgsbasis en figenkaktus, Opuntia ficus-indica, tæt ved muren. Den var absolut død, da foråret kom, men så fik jeg en ny forærende af datter Anne, der hårdnakket hævder, at det kan lade sig gøre at få den til at overvintre. Nu må vi se. Foreløbig ser den i hvert fald meget optimistisk ud med sine fine nye skud. Måske skal den bare plantes om foråret.Malabarspinat, Basella alba var rubra, der blev plantet ud i foråret med det drømmesyn for øje, at de frodige planter nemt kunne dække den del af rionettet, kiwiens ranker ikke kunne nå, har mildt sagt haft det svært. For det første synes sneglene – og her hører vinbjergsneglene med til synderne – at bladene er super lækre. Desuden har det nok været lidt koldere, end malabarspinaten synes er sjovt. Men også her er der håb endnu. Rankerne slynger sig fint opad, de blomstrer sødt, og med lidt held kommer de så højt til vejrs, at sneglene giver op, så der kan komme eksotisk spinat på menuen.

Ribsplukning på den magelige måde

Ribsbuskene er gået helt amok i år. Ikke engang fuglene kan følge med og gøre et seriøst indhug i overfloden. Sjovt nok guffer de bærrene på den enlige busk i køkkenhaven, mens striben af ribsbuske i frugthaven står uberørte af fuglenæb hen og simpelthen bugner af modne bær. Det kræver vist en fuglepsykolog at forklare hvorfor.

For mig er ribsplukning synonymt med sommer i Danmark. Jeg holder meget af at lade mig synke ned mellem buskene og nyde synet af de lakrøde, perfekte bær i lange klaser, og jeg synes, det er en ret meditativ beskæftigelse at fylde Margretheskåle med bær til fryseren. 3 kg i timen resulterede eftermiddagens indsats i. Ribs må være noget af det nemmeste og bedst ydende, man kan dyrke i haven. Mens æbletræerne i frugthaven ærlig talt ser ud som om, de burde have været tvangsfjernet for længe siden, er der aldrig tegn på tørkestress eller andre fortrædeligheder, når det gælder ribsbuskene.

Selv om jeg sidder der i nydningen og inhalerer farvespillet, fuglesangen og fornemmelsen af rigdom i takt med, at fryseren bliver fyldt op, kan jeg godt blive ret træt i ryggen. Men det er der også en god løsning på. Ribsbuskene skal jo beskæres efter høst, og de grene, der tynget af bærvægten har lagt sig ned i hindbærplanterne ved siden af, skal under alle omstændigheder fjernes. Så kan man jo lige så godt slå to fluer med et smæk og klippe grenene af, før bærrene plukkes. Dermed kan man sidde nok så mageligt i fornuftig arbejdsstilling og gøre sin ribsplukning til en endnu større fornøjelse.

Det eksotiske hjørne tager form

Det eksotiske hjørne – eller the walled garden – lyder stadig af en hel del mere, end det er. Men potentialet begynder at manifestere sig, og billederne i havedrømmene fejler i hvert fald ikke noget. Bedet blev etableret sidste år foran en gammel mur nederst på den sydvendte skråning, haven ligger på. Der er lunt over middel og desværre også umådelig tørt. Men når det er sagt, så er der altså ekstra gode muligheder for at dyrke og især overvintre planter, der normalt småfryser her til lands. Lægesalvie, Salvia officinalis, er kommet godt fra start, og står allerede i blomst.Det er jo ikke så usædvanligt, men jeg havde ikke forventet, at almindelig kiwi, Actinidia chinensis, kunne overvintre her i haven. Den var et totalt impulskøb sidste år, da det eksotiske hjørne lige var blevet ryddet for brombærkrat. Egentlig ville jeg have haft en stikkelsbærkiwi, Actinidia argurta, som jo i højere grad er vinterhårdfør, men jubeloptimismen greb mig altså.Jeg ved ikke, om der kommer blomster og frugter på, men i hvert fald har de slyngende ranker fart på og er tydeligt tilfredse med at kravle rundt i rio-nettet, der er blevet monteret på muren som klatrestativ. Det bliver spændende at følge den hen over sommeren.For år tilbage forelskede jeg mig hovedkuls på en rejse til England. Den udkårne var Ceanothus pallidus, og stor var hjertesorgen over, at den lille busk med blanke blade og smukke blå blomster med pjattede gule støvknapper sjældent er hårdfør på vores breddegrader.Men se nu lige her 🙂 Tæt op ad muren har busken det fint. Den har overvintret uden problemer og er nu fyldt med blomster og blomsterknopper. Jeg købte den i Holland for flere år siden fuld af forhåbninger, men den decideret mistrivedes længere oppe i haven. Da det eksotiske hjørne blev til, blev den flyttet, og det har tydeligvis passet den rigtig godt. Succeshistorierne understreger, at der er muligheder for at få et spændende haverum ud af det fjerne hjørne af haven. Nu skal jeg bare lige have regnet ud, hvordan det skal indrettes.

Duften af æbleblomst

Der, hvor køkkenhaven bliver til skovhaven, står der et aldrende, vildt æbletræ, der udmærker sig ved at have fuldstændig uspiselige æbler. Men det er lige meget, for en anden af træets kvaliteter er, at det er ualmindelig smukt og malerisk.Og lige nu er det helt fyldt af de smukkeste hvide æbleblomster med et strejf af lyserødt. Og en duft, som ingen parfume nogensinde kommer på højde med.Stemningen fra hjørnet af køkkenhaven, har jeg forsøgt at overføre til et andet sted i haven ved at plante sargentæble, Malus sargentii. Ret vellykket, når jeg selv skal sige det, for busken har udviklet sig smukt under de barske, tørre betingelser, og lige nu er den dækket af de dejligste blomster, der dufter sødt som æbleblomst skal.På den anden side af græsgangen, der fører hen til trappen mod frugthaven, blev der sidste år plantet endnu en sargentæble. Jeg fik nemlig en prøveplante fra Nygaards Planteskole af den mørkbladede og lyserødt blomstrende sort, Malus sargentii ‘Spellbound’.En hurtig eksamen til den giver rigtig fine karakterer. Den har klaret vinteren uden problemer og står lige nu fyldt med de lækreste pink æbleblomster. Der kom vist lige en ny yndlingsplante på listen. Læs mere om den her.Æbletræerne i frugthaven er fortsat lidt til den ynkelige side. Jeg er simpelthen nødt til at få fremskaffet nogle æbletræer på kraftigere grundstammer til den her sandjord. Træet her er 5-6 år gammelt…Hvad de små træer mangler i vækstkraft kompenserer de for med en helt overdådig og dejligt duftende blomstring. Der er nu intet som æbleblomster.

Frugt før lukketid

pyrus-communis-46Jeg bliver nødt til at få anskaffet mig nogle frugttræer på vildstamme, for de gængse frugttræer til almindelig havejord trives simpelthen for dårligt på sandjorden. At det lille, forkrøblede pæretræ så er ualmindelig standhaftigt, er en anden sag. Det er stort set ikke vokset, siden det blev plantet for 6-7 år siden, der er vind og skævt og er blevet mishandlet af fejende rådyr, men det bærer troligt pærer og lader sig, som det fremgår, ikke anfægte af efterår og løvfald. Conference pærerne ligner næsten julepynt, som de hænger der og dingler fra grenene.ficus-carica-46Et andet tappert træ er figentræet, Ficus carica, i hjørnet af køkkenhaven. Det var faktisk lige på nippet til at nå at modne anden omgang frugter i år, men nu tvivler jeg altså på, at det lykkes.cucurbita-46Jeg må nok også se i øjnene, at det er årets sidste hokkaido græskar, der hænger der og venter på at blive høstet. Planten er ved at visne, så de små uudviklede græskar har ikke mange chancer for at blive til noget. Det var en god ide, at give græskarplanterne et klatrestativ. Det har set så fint ud og givet godt, og det har holdt styr på de vildtvoksende ranker og dermed ikke krævet så meget plads.mespilus-germanica-46Mispeltræet, Mespilus germanica, har også så mange frugter i år, at de nærmest tynger grenene ned. De er stadig stenhårde og ser mere sære og sjove end egentlig appetitlige ud, så de får lov at blive siddende til pynt og fuglemad, hvis der ellers er nogen, der kan indtage dem.

Page 1 of 4

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén