Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Kategori: Drømmehaver (Page 1 of 2)

Charmerende solbrud i det store skrud

Solbrud, Helenium, er en staude, jeg egentlig aldrig har skænket ret mange tanker. Det blev der lige vendt op og ned på i sidste uge, da jeg lagde vejen forbi det meget hyggelige hollandske staudegartneri Kwekerij Jacobs i det nordlige Holland. Ganske som jeg opdagede, at min have mangler asters, Aster, da jeg besøgte Piet Oudolfs private have, står det nu lysende klart, at den også mangler solbrud til at give sensommerhavens glød en ekstra tand. Kwekerij Jacobs er et lille økologisk staudegartneri, der er placeret uden for lands lov og ret men alligevel ikke så langt fra den slagne vej. Svinget er absolut værd at slå, for foruden salg af planteskolens stauder er der fri adgang til en 6.000 m2 stor demonstrationshave, såvel som til indehavernes private have.Haven er en vild og skøn staudehave med masser af prydgræsser og virkelig masser af solbrud, der er planteskolens speciale. Faktisk i en sådan grad at haven omfatter en stor samling  af solbrud. Omkring 100 forskellige sorter er der i alle nuancer af glødende gule, orange og røde nuancer. Man går bare og smiler for sig selv, nyder farverne, duftene og tusindvis af insekters ivrige summen. Så fedt 🙂De mange sorter af solbrud er forsynet med navneskilte, så man kan finde tilbage til dem i planteskolens sortiment, der i øvrigt omfatter meget andet end solbrud. Jeg behøver vel ikke at fortælle, at der fremover også vil være solbrud at finde her i haven.

Foreløbig har jeg investeret i sorten Helenium ‘Amber Man’, der har den lækreste teglrøde farve. En dejlig souvenir fra en dejlig ud-af-haven-oplevelse. Så må det vise sig, om haven egner sig til solbrud, men det er jeg nu ikke særlig nervøs for, for jorden i planteskolen så ikke meget anderledes ud end min egen. Nu må vi se.Se flere billeder på planteskolens hollandsksprogede hjemmeside her.

Inspirerende besøg i den private have hos Piet Oudolf

Her i haven har den hollandske havedesigner Piet Oudolf noget nær gurustatus. Så da jeg opdagede, at han holdt åben have i sin private have, samtidig med, at jeg var i Holland i sidste uge, var det simpelthen nødvendigt at få presset et besøg ind i programmet. Det blev en kæmpe oplevelse, som vil stå og flimre på nethinden længe.Piet Oudolf har skabt den naturlige havestil, hvor græsser og stauder – gerne af den høje slags – væves sammen til fantastiske tæpper. Det ser vildt og vildt lækkert ud, når planterne får lov at folde sig ud i (nøje planlagt) fri dressur med veltrimmede hække i kontrast, der rammer hele herligheden ind.De mange mange græsser giver helheden den skønne, uhøjtidelige lethed, der er Piet Oudolf s varemærke. Kigget til majsmarken på den anden side af hækken er også en dejlig detalje, der er værd at lægge mærke til.Bemærkelsesværdigt er det også at opleve, hvordan staudernes frøstande er tænkt ind i helheden, hvor de bidrager smukt med spændende farver og strukturer i sensommerhaven. En virkning der må vare ved langt hen på vinteren.Græssernes fnuglette aks – her i selskab med smalbladet kattehale, Lythrum virgatum – giver haven et næsten eventyragtigt præg, synes jeg.Efter det besøg er der ingen tvivl om, at der mangler nogle stauder i min egen have. Den her guldbaldrian, Patrinia scabiosifolia, for eksempel. Sikke nu en farve.Og den her vernonia, Vernonia crinita. En to meter høj lækkerbidsken 🙂Jeg bliver helt sikkert også nødt til at have nogle flere asters, for de er da bare guld værd i sensommerhaven og helt geniale sammen med prydgræsser. Godt det er blevet plantetid 🙂

Der sker noget, når sommerblomster, kål og prydgræsser mødes

På min vej til endnu en plantefagmesse i det hollandske, passede det heldigvis lige med en pause med indlagt besøg i besøgshaven Park der Gärten i den tyske by Bad Zwischenahn. Det blev endnu en gang til en inspirerende ud-af-haven oplevelse, for hold nu op hvor går de til den med fantastiske kombinationer af stauder, sommerblomster, kål og prydgræsser.

Der er ikke kedelige eller ligegyldige farvekombinationer, havedesigneren der finder på. Ja, nogle af dem er næsten provokerende men også vildt fascinerende. Planteverdenen har meget at byde på. Den rødlilla grønkål, Brassica oleracea ‘Redbor’ er de meget glade for på de kanter, så den optræder i rigtig mange kombinationer. Her blandt anisisop, Agastache anisata, med lyslilla spir, der er ved at få lidt vintagepræg her sidst på sæsonen. Til gengæld er der fuld knald på den dramatiske rævehaleamarant, Amaranthus caudatus ‘Tower Red’, ligesom den lækre sort af håret solhat, Rudbeckia hirta ‘Cherry Brandy’ står i fuldt flot. Wow, siger jeg bare.Her er den iøjnefaldende grønkål og den høje kæmpeverbena, Verbena bonariensis, ved at forsvinde i en sky af den fnuglet præriehirse, Panicum virgatum ‘Fountain’. I det hele taget er brugen af både et- og flerårige prydgræsser i blomsterbedene et studie værd i sig selv. Kæmpeverbena er en anden gennemgående figur i de flotte bede. Her i en noget mere afdæmpet kombination – igen kål og prydgræsser – nemlig den et-årige, dungræs, Pennisetum villosum og blomsterkål, Brassica oleracea ‘Flower Sprouts Autumn Star’, der er en meget dekorativ krydsning af grønkål og rosenkål.
Jeg kom til at tage næsten 200 billeder i løbet af min kørepause i et heldigvis dejligt fotovejr … så jeg kommer nok tilbage til Park der Gärten på en regnvejrsdag, hvis nogen skulle være interesseret. Jeg skrev lidt mere om selve parken sidste år her.

Jeannett Fruergaards fantastiske sensommerhave

Som jeg nævnte sidst, bød sidste uge på en ud-af-haven-oplevelse af de helt specielle. Jeg besøgte nemlig Jeannett Fruergaard og hendes fantastiske sensommerhave i Stoholm i det midtjyske. Her spiller vajende prydgræsser sammen med årstidens lækre stauder i en simpelthen perfekt symfoni.Hvordan Jeannett får sine purpursolhat, Echinacea purpurea, til at stå så fantastisk, er mig en gåde. Det er et helt skønt og lidt magisk syn. Magisk er det også, at staudehaven blev anlagt i foråret 2016 og altså kun har et par år på bagen. Det er godt gået og et lysende eksempel på, hvad der kan lade sig gøre i haven, hvis man virkelig vil. Og det vil (og kan) Jeannett og hendes familie tydeligvis.Den store have er i det hele taget lækkert indrettet med mange afvekslende rum. Bag hækken og den smukke grønne portal gemmer sig endnu et misundelsesværdigt haverum.Her folder en enorm køkken- og især skærehave sig nemlig ud. Jeannett er vild med at binde lækre buketter – og vildt god til det – og så skal der jo være nok at binde af. Det er der også. Jeg har aldrig set sådan et slaraffenland af sommerblomster i mit liv. Jeg kunne gå der i timevis eller bare sætte mig midt i det hele og suge farverne, duftene og lyden af summende insekter i mig.Frøkenhat, Zinnia elegans i alverdens farver….

Og et glædeligt gensyn med hindebæger, Limonium sinuatum. Også lige til at blive blød i knæene af.
Til slut kommer så den gode nyhed: Jeannett åbner nemlig sin skønne sensommerhave for besøg i weekenderne 18.-19. august og 25.-26. august. Ud over at nyde haven er der mulighed for at købe planter, buketter og sørme også min bog, Slip haveglæden løs – fryd facts og fiduser. Læs mere om åben have på Jeannetts hyggelige haveblog www.jeannettfruergaard.dk

Den smukkeste præriehave fyldt med planteinspiration

På min vej hjem fra ugens arbejde i Holland blev det lige til en lille afstikker til planteskolen/besøgshaven Liannes Siergrassen i det nordlige Holland. Jeg “kender” Liannes præriehave fra Instagram og har længe drømt om at opleve den live. Det blev til en af de helt gode og meget inspirerende ud-af-haven oplevelser.

Lianne Pot er kvinden bag det mesterværk af en præriehave, der kan opleves for bare 3,5 euro. Hun er egentlig uddannet læge men lever nu af sin passion for prydgræsser blandt andet ved at designe præriehaver til både offentlige og private formål. Hendes egen præriehave fungerer som en slags showroom for designideerne og viser med al ønskelig tydelighed, hvor langt man kan nå med en god kombination af vildskab og velgennemtænkt plantning. Passionen lyser ud af hende, når hun fortæller om haven, og den er næsten til at føle på, når man går rundt i det naturlige men alligevel meget menneskeskabte plantehav. Det er bare så flot!Lianne anlagde den 3.500 kvadratmeter store have i 2009, hvor der blev plantet tusindvis af prydgræsser og stauder mellem hinanden. Der blev vandet efter plantningen men siden er arealet hverken vandet eller gødet. Planterne klippes ned i det tidlige forår.Den store præriehave er smuk i sin helhed, men kigger man den nærmere efter i sømmene, opdager man, at den er opdelt i afsnit med forskellig karakter. Dermed fungerer den også som showroom for for eksempel havefolk med drømmen om en lille præriehave i parcelhushaven, for dem der nok drømmer om vildskab men alligevel gerne vil styre farveholdningen lidt, eller for dem der går all-in og kun vil have planter, der vitterligt hører hjemme på de nordamerikanske prærier.Et nyanlagt afsnit af haven, der blev til sidste år, omfatter en flot og farverig steppebeplantning.I det hele taget er haven fyldt med inspiration til lækre plantesammensætninger og utraditionelle planter også til dem, der ikke nødvendigvis vil lægge haven om til præriehave men bare godt kan lide lidt vildskab i staudebedene. De faner vil jeg godt melde mig under.Et pitstop i den fredfyldte præriehave hos Lianne Pot, hvor tusindvis af insekters glade summen danner lydkulissen, kan varmt anbefales enhver, der er på de kanter. Jeg skal helt sikkert tilbage en sensommerdag, når prydgræsserne for alvor gi’r den gas. Det må være en fuldstændig fantastisk oplevelse. Den glæder jeg mig til 🙂
Besøg Liannes hjemmeside her.

 

Löddeköpinge plantskola er et besøg værd

De seneste par dage har budt på ud-af-haven-oplevelser på den anden side af Sundet. En af de helt gode var et besøg i Löddeköpinge Plantskola, der ligger lidt nord for Malmö. På hjemmesiden beskriver planteskolen stemningen som “annorlunda og trolsk”. Meget rammende, for det er virkelig som at komme ind i en anden og bedre, lidt eventyrlig verden at træde ind i planteskolens fredfyldte univers.Her er det ikke fest og knaldtilbud, der dominerer, men spændende planter med farver og former. Prydgræsser, bambus og bregner hører for eksempel til favoritterne. Planteskolen er ikke særlig stor, men den er indrettet som en dejlig have med et stort antal rum, hvor planterne og den lækre keramik, som Löddeköpinge plantskola også står for, præsenterer sig selv.Det er ligesom at gå på opdagelse men på den helt afslappede måde, hvor man nok er spændt på, hvad der venter, men ikke er i tvivl om, at der også er noget smukt eller hyggeligt rundt om næste hjørne. En hvid kat følger med på en del af turen men forsvinder lige så pludseligt, som den kom, bag et podie med smukke, smukke krukker. I drivhuset, hvor krukker, figurer og planter i fine stilleben tager imod, danner dæmpet musik den fineste lydkulisse.Det lille, overvoksede drivhus midt i det hele, der lige nu lyser rødt af vildvinens høstfarver, rummer en salgsudstilling med små krukker, figurer og krukkefødder. Det er en lille, smule svært at styre trangen til impulskøb. Godt man er så afslappet…Ja, okay, ikke så afslappet altså. Det var mig ikke menneskeligt muligt at lade dette smukke, hægende fuglebad blive tilbage i Sverige. Nu hænger det fra en af de nederste grene i den opstammede kristtorn midt i haven. Jeg glæder mig, til det patinerer lidt, og håber, at fuglene bliver lige så glade for det, som jeg allerede er. Löddeköpinge Plantskola er en fredfyldt shoppingoplevelse, hvor man virkelig bare har lyst til at blive lidt længere. En af den slags, der desværre er meget langt imellem. Læs mere på planteskolens egen hjemmeside her.

23 hektar haveinspiration i Appeltern Gardens

På vej hjem fra plantemessebesøg i Holland blev der lige tid til en lynvisit i Appeltern Gardens, der simpelthen er et overflødighedshorn af haveinspiration … og et virkelig skidt sted til en lynvisit. Det kræver det meste af en dag, hvis man vil se det hele. Appeltern Gardens er 23 hektar med et væld af inspirationshaver og -beplantninger i alle mulige stilarter fra de retvinklede og formelle til de vilde og ustyrlige. Mange af haverne er møblerede, og overalt ser man folk slå sig ned og sidde med et saligt smil og nyde omgivelserne. En af de ting, jeg altid tænker over, når jeg går rundt mellem de mange haveanlæg er, hvor godt prydgræsser er integreret i beplantningerne. Det er bare så smukt og giver det der lette, lidt vilde udtryk, som jeg selv holder så meget af. Appeltern ligger in the middle of no where, men et besøg kan absolut anbefales enhver havenørd, der trænger til en ud-af-haven oplevelse. Ikke mindst på denne årstid, hvor sensommerstauderne giver den max gas.

Kæmpeverbena med gode naboer

Jeg har lige haft en spændende ud-af-haven oplevelse i Park der Gärten, i den tyske by Bad Zwischenahn nær Oldenburg. Park der Gärten er et enormt område, der oprindeligt husede en af de store tyske haveudstillinger, og som har fået lov at henligge som park. Der er et hav af små demohaver, men efter min mening er de ikke den egentlige attraktion. Det er derimod de imponerende og betagende beplantninger, der smyger sig mellem demohaverne. De er en sand opvisning i, hvor meget man kan med sommerblomster, hvis man virkelig vil. Her er alle de store, de høje og de virkeligt i øjnefaldende, som man er nødt til at lave selv, hvis man vil have dem, Og her er der leget med former og farver, så man ind  bare står der i næsegrus beundring og andre gange nærmest bliver blæst bag over. Kæmpeverbena, Verbena bonariensis, som jeg selv bruger flittigt og holder meget af, er tydeligvis også gartnernes yndlingsplante, for den går igen i rigtig mange sammenhænge. Her som nabo til den forbløffende orientalsk pileurt, Polygonum orientalis, som det bare ikke vil lykkes mig at lave selv…

I de store bede er der skabt fantastiske kombinationer af sommerblomster, stauder, grønsager og prydgræsser i hæmningsløse mix helt uden smålig skelen til traditionelle opdelinger i plantegrupper. Det er bare flot og voldsomt inspirerende efter min mening. Det spektakulære prydgræs, Pennisetum glaucum ‘Purple Majesty’, troede jeg egentlig ikke, jeg kunne li’, men sammen med kæmpeverbena, og hvad vi ellers har, fungerer den til et 12’tal. Her er kæmpeverbena kommet i godt selskab med rød grønkål, Brassica ‘Redbor’ og den virkelig fnuglette prærie-hirse, Panicum virgatum ‘Fountain’, der nærmest ligger som en tåge ind gennem bedet. Den er jeg simpelthen nødt til at prøve at skaffe frø af 🙂

Det var også i Park der Gärten, jeg for nogle år siden opdagede den skønne tandstikkerurt, Amni visnaga ‘Green Mist’, som jeg siden har haft utrolig meget glæde af at så hvert år. Den er gartnerne vist også meget glade for, for den bliver meget flittigt brugt i beplantningerne. Her som et bølgende hav i selskab med kæmpeverbena. Wow.

104 hektar haveudstilling i Berlin

Gårsdagen bød på en ud-af-haven oplevelse af de større, da en sviptur til Berlin også gav anledning til at besøge den gigantiske haveudstilling IGA Berlin 2017. Udstillingen – eller hvad man nu kan kalde et arrangement, der strækker sig over 180 dage og omfatter 104 hektar – har til formål at sætte have- og landskabsdesign og havekultur i byerne i fokus ikke bare med en tysk eller europæisk synsvinkel men  globalt set og dermed skabe en platform for dialog mellem kulturer. Udstillingsområdet er delt i to, og man kan vælge at gå fra ende til anden – og dermed konstatere hvor stort området er på egne fødder – eller at tage den til lejligheden etablerede svævebane i hvert fald den ene vej…

Udstillingsområdet Gärten der Welt er et centralt element i messen, hvor arrangørerne har forsøgt at etablere haver fra forskellige dele af verden. En kæmpemæssig opgave, som man nok kan diskutere, hor godt de er sluppet fra. Der er for eksempel en kinesisk have, en japansk have, en engelsk have osv. Og selvfølgelig en meget velbesøgt rosenhave. Set gennem mine briller er en af de mest vellykkede Karl Foerster haven, hvor en smuk sammensætning af stauder er det centrale… Men nu er jeg jo også ret glad for stauder…

Selvom jeg nok er en smule skuffet over verdenshaverne, og selv om mange af udstillingens bede bærer præg af at være nytilplantede og dermed mangler en hel del wow-effekt lige nu, er der heldigvis også mange velfungerende beplantninger med masser af inspiration til haven derhjemme. Her er for eksempel nogle ret lækre farve- og plantekombinationer, jeg godt kunne finde på at prøve at efterligne lidt …

Der var også flere opvisninger i, hvor flot det kan blive, når man får kombineret gyldne og brændte farver på den rigtige måde. Hmmm – det må jeg vist også have skabt lidt plads til…

Noget af det allermest vellykkede på IGA Berlin lige nu – efter min mening – er paradoksalt nok de vidtstrakte strøg med vilde planter, der kanter stierne mellem udstillingens to dele på aller smukkeste vis. Jeg har svært ved at forestille mig, hvordan de har set ud tidligere på året, og hvordan de kommer til at se ud senere, men lige nu er de simpelthen helt vildt skønne.

Læs mere om IGA Berlin her.

CPH Garden kom super godt fra start

Haveselskabets store satsning – CPH Garden – et rigtigt flowershow efter engelsk model på dansk grund – er i gang i Valbyparken. En kæmpe havefest, hvor alle er inviteret til at være med de næste fire dage. Førstedagen, der var forbeholdt Haveselskabets medlemmer, blev et stort tilløbsstykke, og jeg havde i hvert fald en virkelig god ud-af-haven oplevelse. At dømme efter stemningen, deler jeg vist den oplevelse med mange.Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har været en lille smule skeptisk – for kunne et dansk flowershow nu også indfri forventningerne og have noget at byde på. Men det kunne det, og det havde det 🙂 Flotte, inspirerende og gennemarbejdede showhaver, spændende stande med absolut alt godt til haven, høj sol og god stemning. Al tvivl er sat til vægs. Godt gået af Haveselskabet og alle dem, der har knoklet for at få det hele til at klappe. Her er det den guldvindende have ‘Dream a little dream’ designet af Nete Højlund.Og her ‘Den blomstrende have’ designet af Lise Bollhorn, der løb med broncemedaljen. Der er ialt otte showhaver, der alle har spændende og inspirerende  elementer at byde på.Min personlige favorit til guldmedaljen var Dorthe Kvists ‘En vild og vidunderlig urban oase’. Den er fyldt med finurligheder, sjove påfund og en absolut lækker plantesammensætning med både stauder, græsser og spiselige planter. Men smag og behag er jo heldigvis forskellig, så døm selv, hvis vejen lægges forbi CPH Garden.Apropos Dorthe Kvist, benyttede hun og forlaget Koustrup & Co. lejligheden til at holde release party for den nye bog ‘Sådan skaber du rum i din have’. Den glæder jeg mig voldsomt til at forsvinde ind i, når det lige om lidt bliver sommerferietid. Læs mere om bogen her.

Men CPH Garden er andet end showhaver. Der er mere end 200 stande, hvor der sælges alverdens gode ting til haven – ikke mindst planter. Lad dette være en advarsel 🙂Som ethvert flowershow med respekt for sig selv har CPH Garden også et blomstertelt, hvor man virkelig kan finde specialiteter, hvis man fx er helt vild med pelargonier eller dahliaer.Sidst men ikke mindst hører det med til eventyret om CPH Garden, at haveudstillingen blev åbnet af en rigtig prinsesse. Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary, der samtidig takkede ja til et æresmedlemskab af Haveselskabet, erklærede CPH Garden for åben med dåben af en ny, bunddækkende rose fra Roses Forever forædlet af Rosa Eskelund. Den sart lyserøde rose fik selvfølgelig navnet CPH Garden in Bloom.

Page 1 of 2

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén