Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Kategori: Drivhuset (Page 1 of 12)

Drivhushygge med lys og stueplanter

Det er sæson for drivhushygge, og pludselig er stemningen under glastaget som ved et trylleslag helt forandret, som om nogen har drejet på en lysdæmperkontakt. Det er nu ikke tilfældet, men vinden fik de sidste blade på den gamle eg til at falde, og en god del af dem har lagt sig på drivhustaget og filtrerer nu lyset, der er blevet blødt og dæmpet, selv når solen skinner.Nu fik jeg så lige ryddet lidt op og genskabt ro og rum til drivhushygge i stearinlysenes skær og desuden tilføjet lidt julestemning med fine stjerner af bøjede grene. De seneste uger har været præget af hovsaløsninger, når jeg lige er kommet i tanke om, at den ene eller den anden krukke hellere måtte komme i ly, nu da det er begyndt at blive koldt for alvor. Det gælder blandt andet de smukke, royale pelargonier, Pelargonium ‘Felix’, der har vokset sig store hen over sommeren og stadig har masser af blomster, som det vil være dumt ikke at glæde sig over i drivhuset lidt endnu.Vi er nået dertil, hvor drivhushygge kræver godt med tøj og tæpper og masser af stearinlys til at tage brodden af kulden. Så længe det ikke fryser, er det stadig muligt at bevare den frodige stemning under glastaget, hvor mange af de planter, der egentlig betragtes som stueplanter, stadig gør det fint som drivhusplanter. Sådan en lille flok miniplanter klæder hinanden og bloklys så fint, synes jeg.Til dem hører også novemberkaktus, Schlumbergera, som her ses i en helt ny, dansk forædlet version med frynsede blomsterknopper. Wild Cactus kaldes serien med flere farver, som Gartneriet Thoruplund/Flowers4You har udviklet. Til højere er det den smukke prydpeber, Capsicum ‘Calico’ med det fantastiske marmorerede løv, der står fuld af små sorte chilifrugter. Også den har det, som den længe har haft, fortsat super fint i drivhuset, så længe der ikke bliver frostgrader.

Opløftende høst af citrongræs, palmekål og porrer

På sådan en tung og mørk novemberdag, hvor man føler, skyerne hænger helt nede om ørerne på en, mens en stor del af haven er ved at gå i vinterhi, er det opløftende at komme om i køkkenhaven, der stadig har gode sager at byde på. Palmekålen er ligefrem dekorativ, som stokkene står – okay halvvejs ligger midt i den udtjente fennikel – med deres markante, buklede blågrønne blade i den døsige luft.Også porrer og bladselleri er der masser af krudt i, selv om det er nok så meget november, så der er rigeligt til en opløftende høst til en wokret. I midten er det citrongræs, der skal doseres med følelse, så der er alt for meget til dagens ret.Men den store flotte tue af citrongræs, Cymbopogon citratus, står stadig nok så flot og troner i drivhuset, hvor tomat- og agurkplanter for længst har givet op. Lidt sjovt, for citrongræs er da så absolut den mest eksotiske af de planter. Da jeg ikke rigtig tør tro på, at det varer ved, er der nu høstet og hakket rigeligt og puttet i fryseren til drysning i vinterens kokkerier. Jeg går og lurer lidt på, om jeg skal klippe tuen ned og prøve at vinterdække den. Jeg har svært ved at tro, at den kan overvintre, men det skader jo ikke at gøre forsøget.

Tomathøsten synger på sidste vers for i år

Det mest fantastiske tomatår i mands minde lakker mod enden, men der hænger stadig kilovis af modnende tomater på planterne. Især cherrytomaten ‘Gardeners Delight’ har givet helt utroligt godt i år, og der er fortsat ikke alvorlige spor af den gråskimmel, der plejer at sætte en brat stopper for produktionen. Jeg tror tomathøsten sætter ny rekord.Det er vel en måneds tid siden, jeg indstillede vandingen i drivhuset for at holde luftfugtigheden nede. Jeg dyrker jo planterne direkte i drivhusjorden, så rødderne er gået så meget i dybden, at de sagtens selv kan finde vand. Men selv om det hjælper på luftfugtigheden, og selv om drivhusdøren altid står åben for at sikre luftskiftet, nu det er så koldt, at vinduerne ikke går op, er kampen efterhånden forgæves. Det afspejler sig i, at de modne tomater revner, bare jeg stirrer stift på dem, så det gælder om at få høstet i tide, selv om jeg så må give lidt køb på sødmen.Mens de øvrige tomatplanter fik kappet toppen i august, fik den gule cherrytomat med den imponerende vækstkraft lov at vokse videre, fordi jeg syntes det ville se så dejligt ud med tomatranker hængende ned fra taget. Og det lykkedes faktisk i år.‘Mirabell’ hedder sorten med de både dekorative og velsmagende tomater. Den har blomstret helt ustyrligt hele sommeren, så jeg har klippet og klippet i klaserne, indtil jeg opgav at følge med. Alligevel er planten fortsat med at bidrage til tomathøsten ved at producere bunker af tomater, og den gør det, som det fremgår endnu. Tak for mad, siger jeg bare.

Kuldskære planter flytter ind i drivhus og anneks

Hele sommeren har jeg kunnet takke en hel stribe stueplanter for at sørge for frodigheden i drivhuset. De har på deres side være rigtig glade for de gode lysforhold i drivhuset, så de er vokset helt ustyrligt. Men nu er der så meget skarphed i luften om morgenen, at jeg ikke tør lade dem stå længere. Parasolpilea, Pilea peperomoides, er en af de kuldskære planter, der derfor nu er blevet flyttet inden døre på vinterferie.Væddeløber, Chlorophytum comosum, er jo også først og fremmest en stueplante, selv om den tydeligvis trives som drivhusplante i sommerhalvåret, bare den får vand nok. I virkeligheden er flere af de kuldskære planter lige vel overdimensionerede til vinduekarmen, men det er nu der, de er havnet. Væddeløber høre sammen med fredslilje, Spathiphyllum wallisii, der også var et par gedigne eksemplarer af, til de planter, der beviseligt effektivt renser luften. Frodigheden i annekset taget i betragtning, må der blive helt vildt god luft i de næste måneder 🙂Den rokade gik i første omgang hårdt ud over den frodighed i drivhuest, som jeg holder så meget af. Synd og skam, for der er stadig mange gode hyggestunder at få under glastaget her i efterårsmånederne. Heldigvis var der så også en del krukker med kuldskære planter under åben himmel, der vil få forlænget sæsonen ved at komme i ly for det værste efterårsvejr i drivhuset. Og vupti blev frodigheden genskabt i en ny version.Pletter i luften, Muehlenbeckia complexa, har overtaget en af de hængende potter der blev ledig i forbindelse med indflytningen. Og de fine, hvide pelargonier, Pelargonium zonale ‘Felix’, jeg fik ved et arrangement i Gartneriet 3kanten i det tidligste forår, er også flyttet ind i drivhuset. De har blomstret hele sommeren og ser egentlig ikke ud til, at de har tænkt sig at stoppe. Det kan jeg jo lige så godt nyde i drivhuet.Australsk viol, Viola hederacea, har haft en hård sommer, for den blev voldsomt angrebet af nogle sommerfuglelarver, der åbenbart foretrækker violer på menuen. De fik næsten gumlet bladene helt væk, før de forlod planten, men nu er den kommet sig og er oven i købet begyndt at blomstre så sødt. Den får lov at blomstre videre i drivhuset.

Forsøg med dyrkning af sødkartofler i drivhuset 2.0

Vi er nået til den årstid, hvor det gælder om at holde styr på luftfugtigheden i drivhuset, hvis festen ikke skal ende alt for brat med gråskimmel og revnede tomater. I mit tilfælde vil det være en fornuftig disposition at lægge bare en lille dæmper på frodigheden i drivhuset (!), så der bliver lidt mere luft mellem planterne.Derfor har jeg vedtaget, at det er i dag, mit forsøg med dyrkning af sødkartofler, Ipomoea batatas, i drivhuset skal gøres op. Planterne, som jeg fik fra Gartneriet Viumlund sidst i maj, har vokset med forbløffende hastighed. De ser nærmest ud som om, de prøver at komme ud gennem glasset, og rankerne er kravlet hele vejen rundt langs drivhusets sokkel. Nogle af dem er mere end 10 meter lange. Den enorme bladmasse bidrager massivt til at holde luftfugtigheden høj, så nu må den ud.Samtidig opdagede jeg, at der kravlede en del af de her fætre rundt på sødkartoffelplanternes fine, hjerteformede blade.Ja, det vil sige, efter for mange af den slags visitter, er bladene knapt så fine og larvernes mange efterladenskaber er ærlig talt også til den klamme side. Endnu en grund til at få gjort forsøget op. Gad vide, hvad det er for en sødkartoffelelskende sommerfugl, der har været forbi.Tadaaa 🙂 Det lykkedes. Det kan faktisk lade sig gøre at producere fuldgyldige sødkartofler i drivhuset – hvis der vel at mærke er plads nok, og man er klar til at holde de vildtvoksende ranker lidt i ave hen over sommeren. Planterne har ikke fået nogen særlig pleje, men er bare blevet vandet med sivevanding af vandingscomputeren samtidig med tomatplanter med videre. Gødning er der i øvrigt heller ikke tilført i løbet af sommeren, så man må sige, at den Champost, drivhusjorden fik i det tidlige forår var alle pengene værd.Jeg har også plantet nogle sødkartofler på friland. De har haft det hårdt under tørken men er faktisk begyndt at vokse lidt igen, nu hvor de har fået vand. Derfor får de lov at vokse videre lidt endnu, før den del af forsøget bliver gjort op.

Det vildeste tomatår nogensinde i drivhuset

I alle mine mange år som tomatdyrker har jeg aldrig oplevet noget lignende. 2018 er hermed udnævnt til det vildeste tomatår nogensinde. Jeg har lige plukket 2 kg cherrytomater på fire planter, og det er bare i dag. Det er sorten ‘Gardener’s Delight’, der er gået fuldstændig amok og simpelthen bugner af store, solmodne lækkerier.Men de gule, pæreformede cherrytomater af sorten ‘Mirabel følger nu godt med. Jeg troede ellers, planten havde overvurderet egne evner i sin iver efter at blomstre – og jeg har da også beskåret klaserne en del – men nu modner der rigtig mange, fine og velsmagende gule tomater.Fryseren er for længst fyldt op med tomater til vinteren, så nu er jeg gået i gang med at finde andre konserveringsmetoder til den dejlige høst fra det perfekte tomatår skabt af sol og varme. Lige nu står en del af dagens overflod og koger sagte på komfuret. Jeg er ved at free-style en ketchup opskrift med alt godt fra haven. Håber, det går godt. Det dufter i hvert fald men ser noget tyndt ud. Mon ikke inddampning kan råde bod på det? Gode ideer til lækkerier med solmodne tomater er velkomne 🙂

Blomstrende passionsblomst og miniature vindrueklaser

Stille og roligt er projekt junglestemning i drivhuset bogstavelig talt ved at bære frugt. I hvert fald har passionsblomst, Passiflora caerulea, med lidt hjælp fået viklet sine vildtvoksende ranker godt og grundigt rundt om metalstiverne under drivhustaget i hele husets bredde.Og efter lang tids venten er passionsblomst rankerne nu også begyndt at blomstre med de sælsomme blomster, der siges at fortælle Kristi lidelseshistorie. Blomsterne holder kun kort, men der kommer nye hver dag. Nu bliver det spændende, om de også finder på at sætte frugter. Det kan lade sig gøre, ved jeg.Frodigheden griber i det hele taget om sig i hyggedrivhuset. Også i den anden ende af huset er der – mere uventet – begyndt at brede sig grønne ranker under taget.Jeg burde selvfølgelig ikke undre mig, når nu det er en vin, Vitis vinifera ‘Marechal Foch’, der for fuld fart sender sine ranker til vejrs. Men sagen er den, at planten så helt anderledes ud, da jeg købte den sidste år. Busket og kompakt med bittesmå vindrueklaser. Klaserne er også i år små og meget dekorative, men selve planten arter sig mere, som en vinplanter normalt gør, så jeg klipper og beskærer, så det er en lyst for at bevare kontrollen. Jeg må vist lige have regnet på en bedre placering end på plantebordet til næste år. Det kunne være ganske fint med en mere permanent voksested til vinen, hvis den skal have lov at brede sig under drivhustaget. Og det skal den da 🙂

 

Citrongræs og sødkartoffel tager magten i drivhuset

Der er fart over feltet i drivhuset, hvor sol, varme og vandingscomputer i fællesskab sørger for, at de varmekrævende planter har det godt. Vandingscomputeren doserer vand via siveslangerne en time hver nat, så planterne kommer aldrig til at mangle vand. Jeg har ikke vandet manuelt hele sommeren. (Jeg købte den her sidste år).
Jeg er vildt imponeret over, hvor flot min citrongræs, Cymbopogon citratus, er blevet i år. Den kan vist virkelig godt lide vejret. De tykkeste af stænglerne ligner næsten det importerede citrongræs, man kan købe i butikkerne, og der er en liflig duft af citron under glastaget.Mit eksperiment med at dyrke sødkartoffel, Ipomoea batatas, i drivhuset kører også på skinner. Ja, jeg har selvfølgelig ingen anelse om, om der rent faktisk er knolde under jorden, for de skal først høstes senere på året, men blade er planterne i hvert fald gode til at producere.I forventning om at sødkartoffel var en klatreplante, fik den tildelt et klatrestativ i hjørnet af drivhuset til at komme til vejrs i. Men det er den nu ikke særlig interesseret i. Der er vist mere tale om en kravleplante end en klatreplante. I hvert fald er rankerne efterhånden kravlet hele drivhuset rundt, som om de leder efter et eller andet.Meget mindre vellykket er årets melondyrkning. Den enlige plante skyder flittigt men lynhurtigt får de nye blade svampebelægninger af meldug. Det ser ganske fint ud med de sølvhvide blade, som melduggen resulterer i, men de visner hurtigt, og dermed er der vist ikke udsigt til melonhøst i år. Så nu har jeg klippet den sølle plante forsigtigt i stykker og fragtet den ud af drivhuset i en pose uden at sprede svampesporerne for meget.Med den aktivitet i bunden af drivhuset er det godt, at agurk- og tomatplanterne forstår at udnytte førstesalen. Jeg har nu toppet de fleste af tomatplanterne, så de kan koncentrere sig om at modne en masse tomater, men den gule sort, der virkelig vil fremad, har ligesom agurkplanten fået lov til at runde af med at vokse vandret. Det kunne se så sejt ud, hvis der kom til at hænge tomatklaser ned fra loftet 🙂

 

Sommerblomster med slyngtråde vil virkelig til vejrs

Jeg kan godt lide, at der er nogle af planterne i mine krukkegrupper, der har lidt højde. Her kommer sommerblomster med slyngtråde, der kan klatre til vejrs i et passende klatrestativ ind i billedet. I år er der for eksempel plantet rosenslynge, Rhodochiton atrosanguineus, i krukkegruppen ved fordøren.Jeg synes, rosenslynge er en både smuk og fascinerende plante, og så er den dejligt effektiv, når det gælder om at slynge sig op i et klatrestativ. De sære rødviolette blomster starter som bittesmå og udvikler sig efterhånden til fuld størrelse. Det ser så fint ud, når blomster i aftagende størrelse mod skudspidserne hænger fra rankerne.I det grønne zen-hjørne på terrassen har jeg prøvet en ny sommerblomst med slyngtråde i år. Ballonvin, Cardiospermum halicacabum, hedder slyngplanten, der blev forspiret i drivhuset, udplantet og nu virkelig vil frem og op. Den har ikke noget med en vin at gøre, men bladene og vækstformen giver associationen.Ballonvin har bittesmå, uanselige hvide blomster, som insekterne er glade for, men plantens virkelige attraktion er de sjove, oppustede frøkapsler, der vitterligt ligner små lysegrønne balloner. Dem bliver der flere og flere af.Inde i hyggedrivhuset har jeg plantet en passionsblomst, Passiflora caerulea, til at sørge for frodighed i højden. Den fik indledningsvist nogle snore med hulsten som vægte at klatre til vejrs i. Men det gik bare over stok og sten med at nå metalstiverne under taget, og nu har den faktisk slynget sig hele vejen på tværs af drivhuset og må vist ledes tilbage til udgangspunktet igen. Dermed har den gjort sit arbejde for så vidt det at skabe den frodige atmosfære i drivhuset, som jeg drømte om, men jeg havde egentlig forventet, at rankerne også ville være fyldt med duftende passionsblomster. Den oplevelse har jeg endnu til gode, men forhåbentlig kommer den. Sommeren er jo lang endnu 🙂

Nuttet jungleagurk, sær aspargesært og delikat valsk bønne

Vi begynder at kunne høste af årets eksperimener i den spiselige afdeling. I drivhuset har jungleagurk, Melothria scabra, vokset med raketfart, og de lange ranker med effektive slyngtråde er her og der og alle vegne og ikke bare på klatrestativet, hvor de burde være. Jeg tror nu ikke, det varer så meget længere. For planten er slemt angrebet af meldug og er begyndt at tabe bladene.Til gengæld har den sat massevis af sine små, sjove frugter, der ligner miniaturevandmeloner. Jungleagurk er botanisk set slet ikke en agurk, men smagen minder om agurk, der er dryppet med citronsaft. Frisk og ganske lækker, og dekorative, det er de små frugter i hvert tilfælde.

I køkkenhaven har jeg længe gået og luret på aspargesært, Tetragonolobus purpureus, der har blomstret længe med fine små ærteblomster i en lækker rød farve.Nu er planterne så også begyndt at danne sine sære, vingede bælge. De blev prøvesmagt i en pastaret i går, og jeg kan oplyse, at de smager udmærket men ikke af ret meget. Aspargesært er hverken ært eller asparges, men smagen skulle efter sigende minde om asparges. Det, synes jeg nu, er lidt af en tilsnigelse, men et sjovt tilskud til husholdningen er bælgene, der skal høstes, mens de er små.Valsk bønne, Vicia faba, er ikke nogen nyhed her i haven, hvor den efter et par år har fået status af nødvendighed. Der er ikke tale om en bønne men om en vikke, der er leveringsdygtig i en virkelig delikatesse fra grøntsagsafdelingen.Delikatessen gemmer sig inden i de store, ikke særligt kønne bælge. Her ligger de store, lækre frø blødt emballeret i vat og venter på at blive pakket ud. De skal smuttes ud af den yderste skal – det er nemt nok, hvis man hælder kogende vand over – og så skal de lige sauteres en gang. Mums – de smager så godt, at det er svært at tro, at de også kan være sunde 🙂

Page 1 of 12

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén