Sidste år kom jeg en postgang for sent i gang med at forebygge/bekæmpe angreb af bladlus i drivhuset, og især aubergine og peber blev sat en del tilbage på den konto. Så da jeg opdagede de første afstødte bladluspupper på auberginebladene, var det et klart signal om, at det er nu, der skal udvises rettidig omhu. Ret beset har jeg ikke set noget til bladlus i planterne, men når huderne er der, er lusene det helt sikkert også, og skal der gøres noget effektivt, skal det ske, før angrebet bliver for stort.
Nu er forsikringen mod fremtidige problemer forhåbentlig på plads. Jeg har udsat bladlus snyltehveps, der parasiterer bladlusene og dermed gør det af med dem, mens de selv bliver til flere. Det er nogle vimse små fætre, der leveres i savsmuld, der indeholder både pupper og levende bladlus snyltehveps. De voksne snyltehveps er meget ivrige efter at komme i gang og myldrer ud af glasset, så snart man åbner det. Jeg placerer det i første omgang lidt skyggefuldt under planterne, så de voksne kan komme ud og i gang, og drysser siden pupperne ud på bladene af først og fremmest aubergine og peber. Men agurk- og tomatplanterne får også et drys for en sikkerheds skyld.
Jeg har heldigvis slet ikke set noget til spindemider i år, og agurkplantens topskud, hvor de typisk vil slå til, ser fint og friskt ud. Men spindemider er bittesmå, og jeg er udmærket klar over, at sandsynligheden for, at mine bebrillede øjne opdager et begyndende angreb i tide, er minimal. Så for en sikkerheds skyld, og fordi jeg virkelig hader spindemider og deres destruktive adfærd, har jeg nu også sat spindemide rovmider ud både i det ene og et andet drivhus.
Rovmiderne er bittesmå og leveres i fint savsmuld, der skal drysses ud på bladene. Man kan lige nøjagtigt ane, at der suser noget kriblekrable rundt i savsmuldet, klar til at gå på arbejde. Hvis der virkelig ikke er spindemider til stede, sker der ikke andet, end at rovmiderne efterhånden går til, så der er tale om et meget fredsommeligt rovdyr.
Midt i drivhuset står dilden og blomstrer nok så smukt med sine fine gule skærme. Det ser måske nok lidt rodet ud, men der er mening med galskaben. Igen er det biologisk bekæmpelse, der er målet. Svirrefluer er nemlig helt vilde med blomstrende skærmplanter, og svirrefluer og ikke mindst deres glubske larver, er også pjattede med at få bladlus til middag. Så svirrefluerne, der ligner miniaturehvepse er mere end velkomne i mine drivhuse.
Kategori: Drivhuset (Page 1 of 11)
I dag var der en, der spurgte mig, om jeg er glad for mit nye drivhus, som husets eminente handyman har designet og bygget. OM jeg er glad for mit nye drivhus! Når jeg falder ned efter dagens dont i min planteoase, er det til den her udsigt i et lækkert klima. Den er svær at løsrive sig fra, så fjernsynet har ikke mange chancer i øjeblikket.
Drivhuset, der snarere er driverthus med planteværksted, er placeret, så der ikke er fuld sol, som et drivhus til tomatproduktion med videre kræver. Deraf det behagelige klima og den her udsigt, når man lægger nakken tilbage.
I begyndelsen var der flere, der spurgte til, hvorfor der er to forskellige belægninger i drivhuset: trægulv bagerst, betonfliser forrest. Det hænger sammen med, at der inde i vores hoveder altid har været to zoner i drivhuset – en hyggezone og en arbejdszone med planteværksted, hvor der er jord på gulvet og dynamik i luften. Nu synes jeg, at jeg har fået tydeliggjort zoneinddelingen ved at skille de to “rum” med en væg af planter fra gulv til loft. Det skaber samtidig den stemning af planteoase, der var min drøm.
Hængende planter, hjemmelavede kokedama og lanterner skaber det øverste af væggen. Den lækre hortensia har hængt der siden 1. april, og den er faktisk mere lækker end nogensinde nu, hvor farverne er intensiveret fra de oprindeligt lyseblå nuancer til et spektrum af blå, lilla og grønne toner. Det er en Hydrangea Magical Colours Your Home der, som det fremgår, ikke alene blomstrer utroligt længe men også byder på et markant farveskift i takt med, at blomsterne ældes med ynde. Den hængende Echerveria-kokedama stammer faktisk fra min adventsdekoration 🙂
Drivhuset giver også rum for eksperimenter med sære planter. For eksempel den her virkelig mærkelige Eucalyptus et-eller-andet, der næppe nogensinde bliver et salgshit, men i hvert fald er iøjnefaldende.
Det her virvar af en plante er en såkaldt jungleagurk, Melothria scabra, der skulle få små fine frugter, der ligner mini-vandmeloner. Den blomstrer fint med bittesmå gule blomster lige nu, så jeg håber at kunne høste de søde små frugter inden alt for længe. Fortsættelse følger. God aften fra driverthuset 🙂
Endelig oprandt den dejlige dag, hvor de første skoleagurker kunne høstes i drivhuset. De smager bedre end nogen andre agurker, og endnu er der ikke indført agurketvang på matriklen, så alle kan nyde dem. Der er kun plantet en enkelt agurkplante i år, så appetitten kan forhåbentlig holde trit med høsten.
Agurkplanten vokser, så man næsten kan høre det, så det er nødvendigt at holde den i kort snor og udøve nødvendig justits, for at det hele ikke skal ende i et virvar af agurkeranker. Derfor klipper jeg hårdhændet sideskuddene over en enkelt agurk indtil videre.Det er også nødvendigt at holde justits med tomatplanterne, der blomstrer, så det er en lyst og allerede er på vej med de første tomater. Den gule cherrytomat ‘Mirabell’ er gået helt i selvsving med sin blomstring og overvurderer totalt sin kapacitet til at modne frugterne. Derfor må blomsterklaserne reduceres betragteligt, så frugtbelastningen ikke bliver så stor, at alle tomaterne bliver bittesmå. Jeg fjerner mindst halvdelen af hver enkelt blomsterklase i håb om at skabe balance i tingene.
Tomatplanterne producerer også en strøm af sideskud, der skal knibes af. Det samme gør auberginerne, der blomstrer med de fineste lyslilla blomster.
Også her er de første frugter på vej, så det tegner alt i alt temmelig lovende for drivhusproduktionen anno 2018.
Der er imidlertid en ting i drivhuset, jeg er knapt så begejstret for. Jeg har nemlig lige opdaget et meget aktivt hvepsebo helt oppe under taget. Hvepsene har tydeligvis benyttet sig af, at der ikke har været nogen hjemme i ugens løb og er virkelig gået til den med byggeriet. Hvepseboet er vel på størrelse med en tennisbold i dag, og jeg ved ærlig talt ikke rigtig, hvordan jeg skal holde justits med det. Hvepsene har travlt med at adlyde deres dronning lige nu, så i øjeblikket generer de ikke nogen, men jeg ved jo godt, hvordan det går sidst på sommeren, når arbejdet er fuldført og de bliver fulde og utilregnelige. Forhåbentlig kan de ikke lide tomater…
Jeg dyrker altid basilikum i massevis i drivhuset, for hele familien er vild med hjemmelavet pesto. Hidtil er jeg gået efter det sikre valg – den rigtige ‘Genovese’ basilikum, der får pestoen til at smage af rigtig pesto. Men nu skal jeg love for, at den konservatisme bliver udfordret. 
Det kom sig af, at jeg besøgte Gartneriet Viumlund, der producerer et væld af lækre, spændende krydderurter til udplantning i haven, i krukkerne og i drivhuset. Blandt dem er der ikke færre en syv forskellige slags basilikum, der smager og dufter vidt forskelligt. Viumlunds krydderurter kan købes i havecentre i hele landet, hvor de er nemme at kende på det lille, danske flag.
De sørgelige rester af halvcirklen af spinat, der dels var høstet i bund dels var gået i blomst, blev fjernet og det gav lige præcis plads til etablering af et dyrknings- og pestoproduktionsforsøg med alle syv forskellige slags basilikum. Det bliver spændende, om der bliver vendt op og ned på de konservative basilikum præferencer i køkkenregionerne.
Heldigvis er en af sorterne i afprøvningen den klassiske ‘Genovese’, så det kan ikke gå helt galt 🙂 Hvordan forsøget skrider frem kan besigtiges i den kommende weekend, når vi åbner haven for alle interesserede i forbindelse med Haveselskabets Havefestival. Alle er velkomne lørdag og søndag mellem 10 og 17.
Der er åbne haver i hele landet i den weekend også hos min gode haveven Maria i Aalborg, der blogger så dejligt om sit haveliv i Livsnyderhaven, som det ses her.
I anledning af Havefestivalen sælger Maria min nye bog SLIP HAVEGLÆDEN LØS, ligesom jeg selvfølgelig selv gør lige her i haven.
Som I måske kan huske, eksperimenterede jeg i vintermørket med at producere stiklinger af sødkartoffel med en knold indkøbt til formålet i Bilka. Det gik faktisk over al forventning, og jeg er egentlig ret godt tilfreds med de flotte planter, der er kommet ud af projektet, der begyndte her.
Det vil sige, det var jeg, indtil jeg i denne uge besøgte Gartneriet Viumlund, der er gået noget mere professionelt til planteproduktionen. Se nu bare her, hvor flotte – og store – gartneriets sødkartoffel planter er. De sælges i havecentre rundt om i landet lige nu.Nu har jeg fået lov at prøve de livskraftige planter af. Sødkartoffel eller batat, Ipomoea batatas, har intet med almindelige kartofler at gøre. Det er botanisk set en pragtsnerle, og planten er smuk, med store, hjerteformede blade og lange, viltre stængler.
I forventning om at rankerne kan sno sig, er planterne nu blevet plantet ved et klatrestativ i drivhuset. Varmekrævende er de nemlig også. I første omgang får de lidt hjælp til at komme op i stativet, for det vil være betydeligt mere praktisk, hvis de vil vokse opad fremfor at invadere hele bunden af drivhuset, hvad de godt kunne se ud til at pønse på. Nu får de en masse vand oven i varmen, og så venter jeg spændt på, om der bliver egen høst af sødkartoffel senere på året.
Nu går det lige pludselig stærkt i drivhuset takket være det fantastiske vejr, og min vandingscomputer er nærmest blevet mit kæreste eje. Jeg kan allerede så småt høste dild og spinat, der blev sået omkring den cirkelformede belægning af gangarealet, det blev til i år.
Der er også fuld skrue på tomatplanterne, som allerede er klar til at blive viklet ind i tomatspiralerne, så de holder sig godt oprejst.
Det er ufatteligt så hurtigt, sådan en tomatplante producerer sideskud. Man skal ikke vende ryggen til ret længe af gangen, før der er nye skud, der skal knibes af med grønne, tomatduftende fingre til følge.
Jeg har også plantet et par auberginer, der får samme tur som tomatplanterne. Sideskuddene bliver knebet af, så planterne kan snos op i en spiral i stedet for at blive buskede og uoverskuelige.
Al den varme giver et vældigt behov for vanding i drivhuset, så lige nu er jeg for alvor glad for den vandingscomputer, jeg investerede i sidste år. Den er blevet forbundet til en siveslange, der er trukket hele vejen rundt i drivhuset, så alle planterne får vand lige der, hvor de har brug for det, nemlig ved rødderne, uden at luftfugtigheden i drivhuset bliver for høj. Den smarte vandingscomputer kan programmeres til at passe drivhuset, når vi ikke er hjemme, men i det daglige bruger jeg mest manuel betjening – det vil sige at jeg trykker på knappen, når der skal vandes, og så slukker computeren for vandet efter en halv time. Det sparer meget vand, at jeg ikke selv behøver at huske at slukke for vandet 🙂 Jeg købte min vandingscomputer her.
Mine mange forspirede sommerblomster glæder sig med garanti til at blive plantet ud i haven, så de hver især får lidt mere plads at begå sig på. Med først skal de lige lære at stå på egne ben, så nu har jeg indledt det årlige cirkus afhærdning, hvor planterne flyttes ud midt på dagen og ind igen om aftenen. De står godt på trædestien gennem bedet foran drivhuset, hvor der er nogenlunde læ og fint flimrende lys.
Den øvelse fik mig lige til at tænke lidt fremad. Tænk, der er kun en måned til den årlige havefestival, hvor vi holder åben have. Det foregår 9.-10. juni, når sommerblomsterne forhåbentlig for længst er plantet ud og begyndt at få lidt fylde. Desværre er tulipansæsonen utvivlsomt forbi til den tid, men så er der heldigvis meget andet, der blomstrer.
Jeg er i hvert fald ret sikker på, at blåregnen på portalen mellem det indre og det ydre haverum står i fuldt flor, som den gjorde på samme tid sidste år. Jeg kan også godt love, at datter Annes populære staude pop-up shop med sæsonens lækreste stauder lander i carporten igen, ligesom der bliver mulighed for at købe min bog, Slip haveglæden løs – fryd, facts og fiduser, lige her, hvor det hele begyndte. Der er flere indtryk fra sidste år på samme tid her. Sæt kryds i kalenderen og kig indenfor i haven, så vi får endnu en skøn weekend med masser af haveglade gæster og god snak. Jeg glæder mig så meget.
Sidste år var det hjemmebyggede drivhus en nyskabelse i haven. Det har dog fået nye installationer siden. Blandt andet et plantebord med indbygget varme og en snedig maskemekanisk løsning, så der kan luftes ud på varme dage som i dag. Tagrygningen kan simpelthen løftes 🙂 I det hele taget er der som altid gang i et hav af projekter her i haven. Vi er fx i fuld gang med at renovere terrassen foran huset, hvor det smalle bed har været et problembarn længe. Nu kommer der fliser, spejlbassin og masser af krukker i stedet. Det bliver så godt 😉
Sidste år designede og byggede min handyman ikke alene et drømmedrivhus helt fra bunden men også et plantebord med indlagt varme i håbet om at få aflastet vindueskarmene i forårsmånederne. Designet ses her. Nu er installationen blevet yderligere optimeret med et ekstra lille drivhus til at sætte oven på bordet i forspiringssæsonen, så varmen i bordpladen ikke bare forsvinder op i den blå luft. Både tag og front kan åbnes, så for meget varme og fugt på varme dage kan slippes ud. Det lykkes nogenlunde at holde temperaturen på 14-15 grader om dagen.
Ydermere er de vækstlyslamper, jeg investerede i til vindueskarmen sidste år, nu installeret som vækstlys i kippen på minidrivhuset i stedet. Det plantebord er jo nærmest ved at udvikle sig til et helt plantelaboratorium 🙂 🙂 🙂 Gæt hvem der er glad og i fuld gang med at så en hel masse… Læs mere om lamperne her.
Der er absolut ingen tvivl om, at de forspirede sommerblomster også er meget glade for de nye forhold. Her passer temperatur og lysniveau meget bedre sammen, end de gør i vindueskarmen, hvor der som regel er for meget varme og for lidt lys især på en grå og tåget dag som i dag.
Også operation forspiring af læggekartofler er flyttet ud i drivhuset, hvor spirerne udvikler sig helt perfekt.
Det er lidt sjovt at se, hvor stor betydning lys har for, hvordan forspiringen forløber. Til venstre den potte med papegøjeamarant, Amaranthus tricolor ‘Red Army’, der løb fra mig i mørket på gulvet i badeværelset, til højre potten med forspirede frø af anden omgang, der fik lys, så snart de var spiret. De ranglede planter bliver aldrig til ordentlige udplantningsplanter, men det tegner lovende for hold 2, der snart skal prikles.
Årets store vandpjaskeri i drivhuset, der var blevet helt grønt af alger i vinterens løb, blev sat i værk i dag, hvor der var mulighed for at gøre brug af lidt børnearbejde, idet haveglade Karen var på besøg. Nu gælder det jo snart om at være klar til drivhussæsonen.
Både glas og sprosser blev skuret og skrubbet inde og ude, og til sidst blev der spulet efter, så drivhuset blev så fint, at omgivelserne nu spejler sig i glasset. Jorden fik et godt tilskud af Champost, der blev fræset ned, i sidste weekend, så nu skulle den bare lige rives igennem for at se sæsonklar ud.
Karen og jeg blev enige om, at vores drivhusbelægning trængte til en opgradering, så vi gik i gang med at male små pyntesten med nyttedyr, der skal holde bladlus og andre ubudne gæster ude af drivhuset. 
Med inspiration fra en gammel insektbog tilsat en god portion fri fantasi blev det til både sommerfugle, guldsmede, mariehøner, edderkopper og meget mere i glade farver. De blanke, polerede sten har jeg haft liggende i en evighed, uden helt at vide, hvad jeg skulle bruge til, men til det her formål er de helt geniale. Stenene er malet med Posca tuscher, der i det hele taget er ret geniale. Jeg købte mine her.Jeg dyrker tomater og meget andet direkte i drivhusjorden – derfor det årlige tilskud af Champost – og derfor den mobile belægning, der fungerer som trædesten i sæsonen og er nemme at flytte, når der skal fræses. Det giver samtidig mulighed for at give belægningen et nyt design fra år til år – og det er vi nogen, der synes, er rigtig dejligt. Så i år fandt Karen og jeg i fællesskab frem til, at cirkelformen skal prøves af. Sådan har det aldrig set ud før, men jeg kan sagtens se fordele i den. Tanken er, at den uundværlige citrongræs, Cymbopogon citratus, der bliver til en stor, flot græstue med lækre stængler, der kan bruges til mange ting, skal trone i midten af cirklen. Nu glæder jeg mig bare til, at det bliver varmt nok til at plante i drivhuset.
På en kold novemberdag gik jeg i gang med at eksperimentere med at lave svævende stueplanter i kokedama, og øvelsen blev gentaget, da julen nærmede sig med forskellige stjerneformede sukkulenter. Det er egentlig gået ok, for planterne trives fint, men mosset er desværre dødt, og det sejlgarn, jeg brugte til at vikle omkring jordkuglen, er så småt ved at gå i opløsning. Planterne har overvintret inde, men nu er det varmt nok til, at de kan hænge ned fra loftet i drivhuset, som tanken oprindeligt var. Derfor fik jeg lige den ide at vikle myrtetråd, der er helt tynd men stærk metaltråd, omkring kuglerne for at stabilisere dem.
Det virker faktisk ret godt og ser egentlig også fint ud. Hvis ikke en svævende plante skal være glamorøs og glimte lidt af guld, hvad skal så? Den lille parasolpilea, Pilea peperomoides, blev oprindeligt snuppet fra en stueplante som stikling og stukket direkte i jordkuglen. Det har den klaret til et flot 12 tal:-)
Så nu hænger de hjemmelavede svævende stueplanter som kloder under drivhustaget og bidrager til fornemmelsen af frodig oase. Bare vent – der er mere på vej… En gang om ugen bliver de nedsænket i en skål med vand, så de kan suge, hvad de har brug for, men det er indtil videre den eneste pasning, der skal til. Ret sjovt og hyggeligt projekt, synes jeg 🙂 Du kan se her, hvordan det hele begyndte.
