Det har været en perfekt dag til en af mine yndlingsbeskæftigelser i efterårsmånederne: Jeg har taget hul på den næste havesæson ved at lægge en masse forskellige blomsterløg, mens det står helt klart og tydeligt inde i mit hoved, hvor smukt det bliver til foråret. Som nogle vil vide, er jeg ret vild med prydløg, så det har måske taget en lille smule overhånd i år. Sjovt så kæmpestor forskel der er på løgene af de forskellige arter. Fra venstre er det min favorit, Allium stipitatum ‘Mount Everest’, derefter en – nåja – anden favorit Allium nigrum. De får begge de smukkeste, hvide blomsterskærme. Dernæst Allium ‘Purple Sensation’ og så den sære honninglilje, Allium nectaroscordum, der i virkeligheden ikke er en Allium men har fået sin egen slægt: Nectaroscordum siculum. De små løg er først Allium neapolitanum ‘Cowanii’ og dernæst Allium neapolitanum.
Jeg har gennem årene lagt mange løg af Allium ‘Mount Everest’, men de er desværre ikke så flinke til at komme igen. Derfor lægger jeg nye hvert år, for jeg vil nødig undvære det her forårssus.
Desværre er det jo heller ikke ret mange tulipaner, der for alvor kommer igen og igen. Nogle af dem gider bare ikke, andre bliver formentlig sat til livs af diverse gnavere. Jeg har faktisk en mistanke om, jeg har lagt mange tulipanløg, jeg aldrig har set blomsten af, så sidste år lagde jeg stort set kun løg af narcisser, der ikke appellerer til sultne gnavere.
Men når man nu elsker tulipaner og oven i købet har et nyt og jomfrueligt bed, hvor der yderligere oven i købet er plantet korsvortemælk, der har ry for at holde mosegrise på afstand, så må det ha’ en chance mere. Jeg har blandet tre tulipansorter og plantet dem efter tilfældighedsprincippet mellem hinanden. Det kommer forhåbentlig til at se fint og naturligt ud.
Sorten Tulipa ‘Spring Green’, der er en af mine yndlings tulipansorter (som faktisk kommer igen flere gange), slår farvetemaet an i det nye bed sekunderet af den lysegule Tulipa ‘Formosa’. Det er også en Viridiflora-tulipa med de karakteristiske grønne tegninger på blomsterbladene. Den sidste i trekløveret er den cremehvide Tulipa ‘Purissima’.
Kategori: Blomsterløg (Page 1 of 11)
Det lille morbærtræ, hænge-morbær, Morus alba ‘Pendula’, er temmelig specielt og for så vidt også temmelig upraktisk indrettet. Den hængende sort er podet på en kort stamme, men de lange skuds vækstkraft er så stor, at de hurtigt kommer til at ligge hen ad jorden, så træet kommer til at ligne en uordentlig bunke. Stammen burde tydeligvis have været længere, men der kan da heldigvis rettes lidt op på helhedsindtrykket med en modeklipning.Morbær hører til gruppen af træer, der kaldes blødere. Det betyder, at de skal klippes i vækstsæsonen, altså mens de har blade. Ellers har de svært ved at hele sårene. Det samme gælder fx birk, valnød og alle arter af kirsebær og blomme, så det er bare om at komme ud med saksen nu, hvis der skal beskæres.
Efter den omgang har mit morbærtræ fået pagehår, og ser langt mere let og elegant ud.
Under det tætte bladhang afslørede der sig også et vildskud af den absolut ikke hængendende type. En kraftig sag der var stærkt på vej i vejret. Det er det ikke mere.
Det lille træ sætter sine sære, søde, parfumerede bær, der kan minde lidt om brombær, over en utrolig lang periode, så plukning er lidt af et tålmodighedsarbejde, hvis der skal samles sammen til en gang syltetøj.
En ekstra grund til at få klaret beskæringen lige nu var, at den fine lille vedbendbladet alpeviol, Cyclamen hederifolium, vokser lige under træet. Den blomstrer nu på nøgne stilke, og det vil da være for tosset, hvis den skal være gemt væk under den hængende trækrone.
En af de løgvækster, jeg lægger løg af hvert eneste efterår, er det smukke, hvide prydløg, Allium stipitatum ‘Mount Everest’. Jeg går og glæder mig til blomstringen, lige fra den første spids af den store spire dukker frem – den vil jeg bare ikke undvære.
De perfekt kugleformede blomsterstande, der er sammensat af hundredevis af små stjerneblomster er bare så smukke. I lyset af hvor mange løg, jeg har lagt i årenes løb, burde der være masser af blomstrende prydløg, men de er ikke så gode til at komme igen, så for en sikkerheds skyld bliver der lagt nye løg hvert år her i haven.
En ny løgvækst, der er på prøve i år, er prærielilje, Camassia leichtlinii. Den har bestået! For det er da en ualmindelig smuk blomst. Jeg har prøvet både en blå og en hvid sort af prærielilje, og de har så absolut hver deres charme. Lidt sjovt er det, at mens den blå sort allerede er ved at være afblomstret, er den hvide kun lige begyndt. Den hvide sort hedder Camassia ‘Sacajawea’.
Blomstringen er til gengæld helt forbi for den statelige kejserkrone, Fritillaria imperialis. Men det er lige som om, den bare bliver mere og mere statelig i takt med at frøstandene udvikler sig og leder tankerne hen på et grønt scepter 🙂
Vibeæg, Fritillaria meleagris, og kejserkrone Fritillaria imperialis, er ved at være slidt op for i år, men nu er der gang deres fætter, persisk fritillaria, Fritillaria persica, der er en løgvækst i særklasse.
De næsten sorte blomsterklokker har den mest fantastiske overflade, der får mig til at tænke på en skjorte i mat, mørkviolet silke jeg havde en gang i mine unge dage.
Jeg har flere gange lagt løg af persisk fritillaria uden at få andet end blade ud af det, men i år og sidste år er det lykkedes at få blomstringen med, som meningen er. Desværre er der også i år flere såkaldt blinde løg imellem, der simpelthen ikke danner blomster. Forhåbentlig gør de det næste år, men jeg må indrømme, at jeg tvivler.
Det er især den hvidblomstrede sort, Fritillaria persica ‘Ivory Bells’, der har snydt mig. Kun et enkelt løg blomstrer allernådigst.
Mens tiden er moden til at klippe hovederne af de første tulipaner, der er afblomstrede, er der heldigvis flere på vej. I dag er denne lille skønhed sprunget ud med sine lysegule blomster over det blågrønne løv. En meget fin farvekombination i mine øjne. Tulipa ‘Honky Tonk’ hedder sorten.
En anden af de senere tulipaner, der først lige er sprunget ud, er Tulipa ‘China Town’ med farvetegninger, der er en kunstmaler værdig. Sorten tilhører gruppen af de såkaldte Viridiflora-tulipaner, der har de grønne, langsgående bånd på kronbladenes yderside til fælles. Den sene blomstring er også et karaktertræk for Viridiflora-tulipanerne, der desværre ikke er af den slags, man skal satse for meget på vil komme igen.
For en del år tilbage, lagde jeg en pose blandede bolsjer af overskydende tulipanløg langs soklen foran drivhuset i køkkenhaven med den tanke, at de da kunne bruges til en weekendbuket, og så var det det. Men af en eller anden mystisk grund bliver de bare ved med at komme igen og bliver flere og flere, mens de tilsvarende tulipaner, der omhyggeligt og farvekoordineret blev plantet i blomsterbedene, for længst er væk. Det har simpelthen udviklet sig til den dejligste tulipanskærehave med en sælsom blanding af sorter, der egentlig kan kunsten at klæde hinanden.
Selv den sarte, sorte papegøjetulipan, Tulipa ‘Black Parrot’ kommer igen i det smalle bed langs drivhussoklen. Det samme gør en række hvidløg, der har delt sig voldsomt og nu er leveringsdygtige i frisk snitgrønt fra det tidligste forår. Den overflod kalder da på en weekendbuket sammensat efter de forhåndenværende søms princip. Foruden assorterede tulipaner er der vibeæg, Fritillaria meleagris, og sommer hvidblomme, Leucojum aestivum, i buketten, der har et solidt skelet af grene af blomstrende fuglekirsebær, Prunus avium, der netop nu danner hvide blomsterskyer i luftrummet over haven.
Jeg snuppede også nogle grene af den blomstrende bærmispel, Amelanchier laevis, der er så fin lige nu med de lette, hvide blomster og det nyudsprungne bronzefarvede løv.
Løgvæksterne spiller den absolutte hovedrolle i forårsudgaven af haven her på matriklen. De myldrer simpelthen frem i alle afskygninger fra de store statelige til de små delikate og gør staudebedene værd at kigge på, selv om de fleste stauder kun lige er kommet ud af starthullerne. Senere, når stauderne kommer i gang og løgvæksterne er færdige med at se godt ud, skjuler stauderne planterne, mens de visner ned. Det er en god arbejdsfordeling, de har der 🙂
En af de super søde løgvækster er den lille botaniske tulipan, Tulipa tarda, der lyser så fint op, når den åbner blomsterne i solskinsvejr. Den er ikke mere end 10-15 cm høj, men den tiltrækker sig alligevel opmærksomhed som en lille primadonna og lukker blomsterne fornærmet i, hvis solen ikke lige stiller spotlight til rådighed for den.
Den fine sommerhvidblomme, Leucojum aestivum, er også lige sprunget ud med sine dinglende blomsterklokker på lange, elegante stængler. Den blomstrer heldigvis dejligt længe, for jeg er ret pjattet med den.
Hundetand, Erythronium toulumnense ‘Pagoda’, er en anden af mine yndlings løgvækster her i haven, hvor de sart lysegule blomster med fikst tilbagebøjede kronblade er nabo til sommerhvidblomme og påskeklokke.
Vibeæg, Fritillaria meleagris, er almindeligvis kendt for at have støvet lilla, fint ternede blomster. Med den hvide sort, Fritillaria meleagris ‘Alba’ er nu heller ikke sådan at foragte, når den dukker op som en overraskelse mellem alle de lilla.
Skulle der være nogen, der ikke har set det, er der Mors Dags tilbud på min bog, SLIP HAVEGLÆDEN LØS i webshoppen hos Forlaget Linnea. Bestil inden 8. maj og skriv kuponkoden MOR, så sparer du fragten. Du finder webshoppen her.
I efteråret lagde jeg en masse løg af kejserkrone, Fritillaria imperialis, som det ses her, efter en serie mystiske plantedødsfald, der gav mistanke om mosegrise. Teorien er, at mosegrise ikke kan fordrage den markante lugt af kejserkronen. I vinterens løb er både bede og græsplæne imidlertid blevet undermineret af gange, men der er ingen tegn på planter, der har lidt overlast, og et vildtkamera kan kun fange mus og muldvarp ved de huller, jeg troede var mosegrisens. Hmmm, måske – forhåbentlig – har det været falsk alarm, eller også virker kejserkronerne rent faktisk. De står i hvert fald stærkt skulder ved skulder med deres imponerende blomster lige nu.
Faktisk må de deles om pladsen i bedet på kanten med en anden kejserlig plante. Det er den lige så orange, tidlige tulipan, Tulipa ‘Orange Emperor’, der også står i fuldt flor og matcher så nydeligt. Tulipanløgene blev lagt i 2016, så det er en rigtig succeshistorie.
Kender I i øvrigt historien om, hvorfor kejserkronen altid græder? Det siges, at den var den eneste blomst, der var for stolt til at bøje sig i sorg, da Jesus blev korsfæstet. Den blev irettesat af en engel, og siden fælder den altid tårer og bøjer hovedet. Tårerne er i virkeligheden store dråber nektar, der udskilles fra kirtler i bunden af blomsten.
I det centrale bed blev der lagt løg af den gule kejserkrone, der også står stateligt og lyser fint op i forårsbedet lige nu.
Jeg synes, kejserkrone har sådan en sjov blomsterstand med de hængende enkeltblomster i krans og den grønne krone af blade øverst. Det er ikke til at se, at den mildt sagt spektakulære plante er nært beslægtet med den noget mere ydmyge vibeæg, Fritillaria meleagris, med de fine, ternede blomster, der er udnævnt til Ugens Yndlingsplante her på bloggen.
Narcissernes storhedstid er i fuld gang, og det sætter sit præg på alle hjørner af haven. Her er nemlig masser af narcisser, dels fordi jeg er begyndt at lægge forholdsvis flere løg af narcisser end tidligere, fordi de er mindre udsatte for gnavere end tulipanløg, dels fordi de faktisk er betydeligt bedre til at komme igen og igen end de fleste tulipaner.
En af mine erklærede yndlingsnarcisser er Narcissus ‘Thalia’ med de smukke, rent hvide blomster, der altid optræder i par. Jeg har blandt andet lagt en masse løg af ‘Thalia’ langs skovstien, der forbinder to af havens rum. Der lyser de så hyggeligt op og bliver til flere og flere, som årene går.
Sidste år “opdagede” jeg de fine små krinolinenarcisser, der straks strøg ind i toppen af min private hitliste. Den her Narcissus ‘White Petticoat’ er så fin med sine hvide krinoliner og beskedne højde på ikke engang 10 cm. Den skal af gode grunde ikke plantes for langt inde i bedene, men her langs trædestien, der går på tværs af et stort bed, passer den perfekt.
Noget af det sjove ved narcisser er, at de altid kigger samme vej, nemlig efter solen. Her er det et af årets nye bekendtskaber, der nærmest ser ud som om de har fået øje på koen ude på bakken.
Jeg kan jo ikke lade være med at afprøve nye sorter fra år til år. Den her hedder Narcissus ‘Golden Pearl’ og har nok overrasket mig lidt med sine ret voldsomme, meget fyldte blomster. Den rammer vist ikke lige top 10 listen over yndlingsnarcisser her i haven, men jeg skal love for, at der er tale om livskraftige planter.
Jeg har, som nogen vil vide, en svaghed for hvide blomster, og lige nu står nogle af de allerdejligste blomsterdelikatesser i fuldt flor i forårshaven, hvor alting pludselig foregår i et rasende tempo takket være det sommeragtige vejr. En af dem er balkananemone, Anemone blanda, der vokser mange steder i haven, fordi afblomstrede forårskrukkeeksemplarer altid bliver gravet ned et eller andet sted. Blomsterne åbner og lukker sig med lyset, som om de hilser solen velkommen.
En anden forårsfavorit, der for adskillige år siden var krukkeplante og nu gør det super godt som genbrugsplante med en dejlig blomstring år efter år, er den flødefarvede Primula Belarina ‘Cream’. De små, fyldte primulablomster ligner næsten miniature roser og er absolut ikke til at stå for.
Den hvide kugleprimula, Primula denticulata, er endnu en af forårets blomsterdelikatesser, der kom til haven som krukkeplante og siden er kommet pænt igen år efter år. Jeg er bare så vild med de perfekt kugleformede blomsterstande, og det er de første bier i øvrigt også, så det er alletiders plante at have i forårshaven.
Så kom dagen, hvor årets første tulipaner sprang ud i haven og skabte stjernevrimmel langs trappen op til fordøren. Det ligner måske ikke så meget en tulipan, men det er det i høj grad. Kirgisisk tulipan, Tulipa turkestanica, er en såkaldt botanisk tulipan eller en vildart, der adskiller sig markant fra de farvestrålende, stærkt forædlede tulipan hybrider, der blomstrer senere.
Hvis man kigger på griflen i midten af blomsten, kan man godt fornemme, at der er tale om et medlem af tulipan slægten. Men de små, stjerneformede blomster har deres helt egen ynde og samtidig markante personlighed. De folder sig nemlig sammen om natten, og hvis det er mørkt og regnfuldt for så at lyse op som rigtige stjerner, når solen skinner igen. Det giver sådan en hyggelig dynamik i haven, synes jeg.Desuden er der det gode at sige om kirgisisk tulipan, at den hører til de absolut pålidelige og trofaste tulipaner. Den kommer simpelthen igen år efter år, hvad det som oftest kniber med, når det gælder de forædlede sorter. Den kan oven i købet finde på at så sig selv på steder, hvor den trives godt, så det håber jeg, den gør her, hvor den nu blomstrer på andet år. Det kunne være så fint at have hele højen dækket af stjernevrimmel af kirgisisk tulipan i blomstringstiden.
