Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Category: Blomsterløg (Page 1 of 9)

Dahliaknolde på vinterferie i værkstedet

Luften har fået den skarphed, der er tegn på, at den første nat med frost lige pludselig rammer haven. Så nu har jeg besluttet mig for at grave mine dahliaknolde op og bringe dem i sikkerhed. Op med dem, af med toppen og så lynhurtigt et skilt på. Der går et splitsekund, før man (eller i hvert fald jeg) har glemt, hvilken knold der er hvilken, og det er noget bøvl, når de skal plantes igen til foråret. Jeg har gemt pappet fra poserne til de knolde, der blev indkøbt i foråret, så de kan fungerer som skilte, der minder mig om, hvordan blomsterne ser ud.Egentlig havde jeg forestillet mig, at knoldene skulle lægges til overvintring i den her flade trækasse, foret med aviser, så de kunne ligge behageligt og trygt i tør sphagnum. Men jeg kunne jo hurtigt se, at den ikke gik. Knoldene er simpelthen blevet alt for store i løbet af sommeren.I mangel af bedre, nåede jeg frem til, at det smarteste nok var at lægge dem i diverse krukker og baljer, hvor det er muligt at få dem nogenlunde dækket af den tørre sphagnum. Jeg forestiller mig, at det måske egentlig er ret smart, for det bliver da nemt at komme i gang med forspiringen, når den dejlige tid kommer. Nu er alle knoldene flyttet ind i værkstedet, hvor der er frostfrit og nogenlunde køligt. Der plejer de at kunne passe sig selv fint, indtil der er forår i luften.

Sidste udkald for at lægge tulipan løg

Jeg har været tilbageholdende med at lægge tulipan løg i år på grund af den verserende mosegrismistanke. Men helt uden går det bare ikke. Hvis nu jeg lægger løgene ganske tæt på de kejserkrone løg, der netop er lagt med det mål at holde mosegrise på afstand med deres skarpe lugt, går det forhåbentlig alligevel.Der er lige dukket yderligere bevismateriale op i sagen mod mosegrisene. En selvsået hyld, Sambucus nigra, der stod så fornuftigt, at den fik lov at blive stående, kæntrede pludselig. Det plejer hyld jo ikke at gøre, så mistanken om, at der var noget suspekt på færde, meldte sig. Et let ryk, så stod jeg med busken i hånden. Ingen rod, men stor overlevelsesevne og mange nye skud. Nu har jeg klippet toppen af den og plantet den igen, så får den en chance mere.Tulipan løg er jo nogle af de blomsterløg, der holder sig bedst og kan lægges senest, og derfor dem, det bedst kan betale sig at købe på udsalg sidst på sæsonen. Men nu er det ved at være sidste udkald, for nogle af løgene er faktisk begyndt at spire i posen. I jorden med dem i en susende fart. Det er løg af to tulipansorter, Tulipa ‘Lasting Love’ med farve som lækker rødvin, og Tulipa ‘Brown Sugar’ med en mørkt, teglfarvet nuance, der er blevet lagt sammen med de orange kejserkroner, Fritillaria imperialis. Det bliver vildt og forhåbentlig flot.Enkelte løg er ikke kommet i jorden, for de havde nogle skumle mugpletter, som ikke lige lovede godt for overlevelseschancerne. jeg vil jo nødigt putte noget i jorden, der i værste fald kan finde på at sprede sig til naboløg.

Forårsklar med krinolinenarcis og pinselilje

Sidste år lagde jeg for første gang løg af den lille fine krinolinenarcis, Narcissus bulbocodium. Det blev en stor succes i form af en dejlig, langvarig blomstringsperiode.

Det var kærlighed ved første blik, da de små, fine krinoliner  begyndte at folde kjolerne ud. Der må simpelthen flere til. Jeg har blandet løgene af tre forskellige sorter, der nu er blevet lagt langs trædestien af træfliser, der snor sig igennem det centrale bed. Krinolinenarcis bliver ikke mere end 10 cm høj, så den egner sig perfekt til formålet. Ih, hvor jeg glæder mig til gensynet.I det hele taget er jeg ret glad for narcisser, for løgene er jo lidt giftige, så mus, mosegrise og andre gnavere holder fortænderne fra dem. Jeg har blandt andet lagt løg af den helt traditionelle pinselilje, Narcissus poeticus var. recurva, for den mangler simpelthen i haven, og det går jo ikke.Den har ellers været her engang, men var vist lidt uheldigt placeret på den alt for tørre skrænt, så med årene gav løgene op. Nu har jeg lagt løg et lidt mere behageligt sted, hvor jeg håber, de vil finde sig godt til rette, for de sent blomstrende pinseliljer hører efter min mening til nogle af forsommerens smukkeste blomster.

Kejserkrone mod mosegris i ny test

Mystiske plantedødsfald i årets løb har givet næring til mistanken om, at der huserer ubudne mosegrise her på matriklen. Det er ikke lykkedes at fange nogen trods adskillige forsøg, så man kan godt gå og føle sig lidt afmægtig. I årenes løb er der også forsvundet mange tulipanløg fra bedene, men om det er mus, mosegrise eller andre, der har været på spil, er ikke endeligt afsløret. Da det er blevet tid til min yndlingssport i efterårsmånederne, nemlig at lægge blomsterløg, har det givet stof til eftertanke. Så nu sætter jeg gang i et forsøg, der forhåbentlig kan skræmme synderne væk. I hvert fald siges det, at mosegrise ikke kan udstå lugten af kejserkrone, Fritillaria imperialis, så nu har jeg tæppebombet et af de bede, der har været plaget, med kejserkrone løg.Det var unægteligt lidt besværligt at komme til med spaden, for dahliaerne fylder en hel masse, der hvor kejserkronerne skal stå, og de store løg kræver store dybe huller. Cirka 20 cm skal de ned i jorden. Jeg lægger de sære løg, der har hul i ryggen lige som elverpiger, lidt på skrå, i håbet om at der så ikke samler sig vand i hullet, der kan få løget til at rådne, og glæder mig for en gangs skyld over den hurtigt drænende sandjord.Jeg gjorde mig mine indledende erfaringer med kejserkrone i år, men nu får den altså hele armen i bedet på kanten, der bliver vildt til foråret, hvis projektet lykkes. Jeg har nemlig blandet løg af den traditionelle, teglfarvede kejserkrone med den mere røde sort, der hedder Fritillaria ‘Aurora’. Løgene er lagt lidt inde i bedet, for i forkanten er der orangefarvede tulipaner fra sidste år, hvis altså de vælger at komme igen.For lige at fuldende det vilde farveopbud, der er på vej, blev der også blandet løg af den dramatiske sortblomstrede persisk fritillaria, Fritillaria persica, imellem. Nu glæder jeg mig til foråret, når de store, stærke spirer begynder at titte frem.

Velkommen til prærielilje og Kleopatras nål

Det lykkedes mig næsten – men selvfølgelig ikke helt – at komme hjem fra ugens ekspedition til Holland uden nye planter til haven. Afdelingen med blomsterløg i et havecenter var dog mere, end jeg kunne modstå. Prærielilje, Camassia leichtlinii, har jeg haft i en tidligere have og været eget glad for, så nu må det være tid igen. Der blev til både den blå Camassia ‘Caerulea’ og den hvide Camassia ‘Sacajawae’.Kleopatras nål, Eremurus x isabellinus ‘Romance’, er vel ret beset ikke en løgplante men en staude, men også den hoppede ned i min indkøbskurv fra løgstativerne. Det er ikke en plante, jeg har forsøgt mig med før, men nu skal det være, for den efterlader mig altid i næsegrus beundring, når jeg møder den. Jeg har vist en ting med planter, der starter fra bunden hvert år og alligevel formår at udvikle sig til giganter.Kleopatras nål kræver ifølge bøgerne porøs jord, læ og sol. Samtidig har jeg været så glad for de høje narcistobak, Nicotiana sylvestris, ved trædestien i det centrale bed. Så det er da lige der, kleopatras nål skal stå og trone fremover. Velkommen til.Den tørre plante er en spøjs blækspruttelignende sag, der skal graves godt 10 cm ned i jorden. Det er hermed gjort – det bliver spændende, om den bliver til alt det, som jeg håber – eller den ender som mosegriseguf 🙁Normalt er jeg ikke meget for planteskilte i haven. (Det er jo blandt andet derfor, der er plantelister over havens flerårige planter i menuen Planterne øverst på siden her). Men da jeg jo udmærket ved, at der går max syv minutter, før jeg har glemt, hvor jeg lagde løgene, vil jeg gøre en undtagelse, så jeg ikke kommer til at grave tulipanløg eller andet ned oven i dem. Det slog mig lige, at jeg a) har en stak terra-cotta planteskilte liggende og b) har investeret i flere Posca-tuscher i forskellige farver, siden niecen introducerede begrebet, og vi malede pyntesten til drivhusbelægningen. Og ja, de smarte tuscher med maling i, som jeg købte her, egner sig også fint til at male planteskilte, så nu er det markeret, hvor løgene blev lagt. De skriver i øvrigt også fint på de zink planteskilte, jeg plejer at bruge i køkkenhaven.

Pragtlys, Eucomis Leia, udløser krukkerokade

Jeg har fået en ny plante 🙂 Den udløste det sædvanlige akutbehov for en omrokering i en krukkegruppe. Det er ellers længe siden, så det var godt både for krukkegruppen og for undertegnede, der hygger voldsomt, når jeg kan fortabe mig i at få former og farver til at gå op i en tiltænkt helhed.Det er kun den nye plante, der er ny. Resten er ren rokade. Der er jo ingen grund til at skifte planter ud, når de stadig ser godt ud. Jeg er ikke mindst imponeret over den sælsomme, næsten eventyragtige Senecio candicens ‘Angel Wings’ med de store sølvblade.  Den har stået så flot siden engang i april, da den kom på prøve som krukkeplante, som det ses her. Den har bestået testen til mere end et 12’tal. Den rødbladede grønkål, Brassica ‘Redbor’ har gjort det lige så godt, og det nyopståede møde mellem de to hører til de mere vellykkede, synes jeg.Men tilbage til min nye plante. Pragtlys hedder den på dansk, Eucomis ‘Leia’, og på engelsk det meget beskrivende pineapple lily. Blomsterstanden leder virkelig tanken hen på en ananas med de sjove blade på toppen.Bierne er helt tossede med de spændende blomster, der har en super lækker rødlilla nuance. Det er Gartneriet Svend Nielsen, der producerer Eucomis ‘Leia’, og herfra lyder anbefalingen, at de plantes i krukker, for de trives rigtig godt med sensommervejret. Det være hermed gjort 🙂 Planten kan ikke tåle frost, men løgene kan overvintres præcis ligesom Dahlia knolde. Det skal helt sikkert prøves, når den tid kommer. Indtil da har pragtlys fået ærespladsen i den nyetablerede krukkegruppe.Hvis der var en, der ikke var tilfreds med krukkerokaden, så var det fætter frø her, der lige nåede at sende mig et olmt blik, før han hoppede væk. Ikke meget “kom og kys mig” over det… Forhåbentlig bliver han lige så tilfreds med den nye krukkegruppe, som har tydeligvis var med den gamle.

Løgblomster uden for sæsonen

De smukke, smukke hvide prydløg, Allium ‘Mount Everest’, er nogle af forårets absolutte yndlingsplanter her i haven. Minderne har man jo lov at ha’, og frøstandene er da også dekorative på deres egne afdæmpede måde, så de får selvfølgelig lov at blive stående, så længe de kan.Men har man som jeg virkelig hang til prydløgenes elegante blomsterbolde, er her en plantenyhed, der er værd at lægge mærke til. Allium ‘Millennium’ hedder sorten, der arter sig mere som en staude end som en løgvækst. Jeg fik et par prøveplanter sidste år, der har overvintret fint og oven i købet fandt sig i en flytning i det tidlige forår. De nye, smalle blade skyder tidligt frem som en tue, og i modsætning til de fleste prydløg, holder bladene sig pæne hele sommeren.Blomsterne er lige begyndt at springe ud og har simpelthen den skøneste, lyslilla farve. Blomstringen varer dejligt længe – hvordan blomsterboldene ser ud i fuldt flor, kan ses her. (Jeg har ladet mig fortælle, at de pt kan fås i Plantorama).En anden løgplante, der blomstrer netop nu, står i køkkenhaven. Det er et helt almindeligt kepaløg, Allium cepa, der selvfølgelig ikke burde blomstre, men altså gør det alligevel. At dømme efter placeringen er det formentlig et løg, der er blevet glemt i farten sidste år, der nu giver køkkenhaven lidt ekstra insektappel. Så det får også lov at blive stående 🙂

Afløsning til prydløg

De smukke, hvide prydløg, Allium ‘Mount Everest’, har længe været en fryd for øjet – og er det for den sags skyld endnu, selv om de så småt er ved at blive grønne. Det er noget af det, der er så godt ved mange prydløg, nemlig at de kan kunsten at ældes med ynde. Som forvandlingskugler bliver de fine hvide blosterbolde til grønne, kugleformede frøstande, der også er en gevinst for bedene, længe efter at blomsterne er faldet. Men sæsonen for prydløg er heldigvis lang, og afløsningen i den blomstrende afdeling har meldt sig. Det er den sjove sort Allium ‘Spider’, der blomstrer i flere niveauer, så blomsterstanden leder tankerne hen på Tivolis fyrværkeri.De enkelte blomster i blomsterstanden er de fineste, purpurfarvede stjerner.I det spiselige staudebed er endnu en Allium sprunget ud. Det er pibeløg, Allium fistulosum, der gør knapt så meget væsen af sig som de overdådige prydløg. Men fine er blomsterne nu – og bladene gør gavn på menuen.Nectaroscordum siculum – intet mindre – hedder dagens sidste løgplante, der dog ikke er en Allium, selv om den vist tidligere har været kaldt det. Noget officielt dansk navn har den ikke, men den bliver ofte kaldt honninglilje, og det er da et navn, den godt kan være tjent med. Her i haven er det en usædvanligt pålidelig løgplante, der troligt kommer igen år efter år og spreder glæde med sine spøjse blomsterstande i lækre afdæmpede farvenuancer.

Prydløg med mange bolde i luften

Så er der fløjtet start for den dejlige sæson for prydløg. Jeg er helt pjattet med de smukke blomsterbolde, der løfter sig over bedene på lange, stive stængler, der svajer let i vinden men ikke er sådan at blæse ud af kurs. Her er det den hvide Allium stipitatum ‘Mount Everest’, der er en klar favorit selv blandt prydløgene her i haven.Den har næsten perfekt runde blomsterbolde sammensat af utallige, hvide blomster, der ligner små stjerner. Meget finere bliver det ikke.Samme trick kan kirgisisk prydløg, Alium aflatunense ‘Purple sensation’ blot med den forskel, at den har lilla blomsterbolde, og at stænglerne er lige knapt så høje.Et nyt bekendtskab blandt prydløgene bevæger sig i en lidt anden boldgade. Neapelprydløg, Allium neapolitanum ‘Cowani’ har meget mere løst opbyggede blomsterstande sat sammen af færre men større blomster.Planterne er ikke så høje, vel 40-50 cm og stænglerne lidt blødere i det, så indtrykket er et helt andet end af de føromtalte slægtninge, men blomsterne er da ikke til at stå for.

Fantasifulde frøstande

Selv om det selvfølgelig er lidt trist, når forårsbomsterne begynder at blomstre af, er det nu ikke svært at finde smilet frem, når de gør så meget ud af deres frøstande, som opret kobjælde, Pulsatilla vulgaris. De er faktisk lige så fine nu, som dengang de blomstrede, bare på en anden måde.Også den tidlige cremefarvede kejserkrone, Fritillaria raddeana, har fundet de fantasifulde frøstande frem, der løfter sig helt skulpturelt over bedet mellem deres blomstrende afløsere. Tænk nu, hvis de kan så sig selv. Det ville være fantastisk, for det var kærlighed ved første blik, da de for første gang blomstrede her i haven tidligere på foråret. Dem vil jeg gerne have flere af.Deres slægtning vibeæg, Fritillaria meleagris, er i hvert tilfælde god til at så sig selv, så bestanden vokser på behagelig vis stille og roligt, for frøkapslerne får selvfølgelig lov at stå, til de er modne. Det er sjovt, så blomsterstænglerne strækker sig efter afblomstring og bliver flere gange højere end dengang, de ternede blomster nikkede øverst.Nu vi er ved fine og fantasifulde frøstande, så hører den her med, selv om den jo ok hører til de mindre velkomne i de fleste haver. Mælkebøttens fnuglette frøstand med hundredevis af frø udstyret med egen faldskærm er simpelthen smart konstrueret og sikrer, som enhver haveejer vil vide, en utrolig effektiv spredning af planten. Træls måske, men det er svært at komme uden om, at den er smuk i dette stadie.

Page 1 of 9

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén