Nicotiana alata Alba-14Staudebedet på havens yderste kant er så fint lige nu. Den selvsåede blomsterkørvel står i fuldt flor, og de udplantede snehvide vingetobak, Nicotiana alata ‘White’ er lige begyndt at blomstre. Og i baggrunden er den blødt lysegule løvehale, der har blomsterne siddende i sjove etager også begyndt at blomstre.Phlomis samia-14Det er et par år siden løvehale, Phlomis samia, blev plantet, men indtil i år er det ikke blevet til andet end en stor, livskraftig bladtue. Så det er dejligt, at der endelig også kom blomster. Det var jo ligesom det, der var meningen. Det synes humlebierne i øvrigt også. De har virkelig travlt med at lirke blomsterne op, så de kan komme ind til godterne.Orlaya grandiflora-59Med fare for at gentage mig selv … er blomsterkørvel, Orlaya grandiflora ugens yndlingsplante her i haven. Siden de første, smukke blomsterskyer foldede sig ud i begyndelsen af ugen, er det gået stærkt. En fantastisk sommerblomst, der får staudebedet til at se ud af en hel masse, før stauderne for alvor er kommet i gang.