Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Forfatter: Lotte Bjarke (Page 1 of 116)

Græskarlanterner og dansende flammer hygger i mørket

De seneste aftner med mildt og stille oktobervejr har kaldt på efterårshygge i haven. Det bliver efterhånden tidligt mørkt, men det kan man jo heldigvis pynte på med enkle midler. Det er højsæson for græskarlanterner, og et lille bål forlænger terrassetiden, hvis man lige tager et par lune tæpper til hjælp. Senere er det fint at kigge ud på inde fra stuen.

Jeg fik et par eftermiddagstimer i går til at gå med at kreere årets græskarlanterner. Det krævede nærmest hammer og mejsel at udhule det smukke, grågrønne græskar. Det vil jeg godt advare imod. Men det lykkedes da til sidst, og vist endda uden at jeg har pådraget mig varige men. Hullerne var til gengæld nemme at lave ved hjælp af et fladbor i boremaskinen.

Bålfadet er også ganske nyt. Jeg har været så glad for mit spejlbassin hen over sommeren, at det forekom som et naturligt supplement til hyggehjørnet på terrassen. Det er simpelthen en lidt mindre model af sejlbassinet fremstillet solidt og lokalt af cortenstål, der ruster så smukt. Det bliver jeg også superglad for, kan jeg allerede mærke. Jeg reklamerer gerne lidt for at både bålfad og spejlbassin kan købes her.

 

Forårsklar med fem slags prydløg og tre tulipansorter

Det har været en perfekt dag til en af mine yndlingsbeskæftigelser i efterårsmånederne: Jeg har taget hul på den næste havesæson ved at lægge en masse forskellige blomsterløg, mens det står helt klart og tydeligt inde i mit hoved, hvor smukt det bliver til foråret. Som nogle vil vide, er jeg ret vild med prydløg, så det har måske taget en lille smule overhånd i år. Sjovt så kæmpestor forskel der er på løgene af de forskellige arter. Fra venstre er det min favorit, Allium stipitatum ‘Mount Everest’, derefter en – nåja – anden favorit Allium nigrum. De får begge de smukkeste, hvide blomsterskærme. Dernæst Allium ‘Purple Sensation’ og så den sære honninglilje, Allium nectaroscordum, der i virkeligheden ikke er en Allium men har fået sin egen slægt: Nectaroscordum siculum. De små løg er først Allium neapolitanum ‘Cowanii’ og dernæst Allium neapolitanum.Jeg har gennem årene lagt mange løg af Allium ‘Mount Everest’, men de er desværre ikke så flinke til at komme igen. Derfor lægger jeg nye hvert år, for jeg vil nødig undvære det her forårssus.Desværre er det jo heller ikke ret mange tulipaner, der for alvor kommer igen og igen. Nogle af dem gider bare ikke, andre bliver formentlig sat til livs af diverse gnavere. Jeg har faktisk en mistanke om, jeg har lagt mange tulipanløg, jeg aldrig har set blomsten af, så sidste år lagde jeg stort set kun løg af narcisser, der ikke appellerer til sultne gnavere.Men når man nu elsker tulipaner og oven i købet har et nyt og jomfrueligt bed, hvor der yderligere oven i købet er plantet korsvortemælk, der har ry for at holde mosegrise på afstand, så må det ha’ en chance mere. Jeg har blandet tre tulipansorter og plantet dem efter tilfældighedsprincippet mellem hinanden. Det kommer forhåbentlig til at se fint og naturligt ud.Sorten Tulipa ‘Spring Green’, der er en af mine yndlings tulipansorter (som faktisk kommer igen flere gange), slår farvetemaet an i det nye bed sekunderet af den lysegule Tulipa ‘Formosa’. Det er også en Viridiflora-tulipa med de karakteristiske grønne tegninger på blomsterbladene. Den sidste i trekløveret er den cremehvide Tulipa ‘Purissima’.

To slags vortemælk lyser op i krukkegruppen

Krukkegruppen på plantebænken på terrassen er lige blevet shinet lidt op og har dermed fået lidt mere farve. Jeg kan rigtig godt lide at lege med farveskalaen sølvgrå, limegrøn og sart ferskenfarvet, for jeg synes, nuancerne klæder hinanden og efteråret på aller bedste vis og spreder god stemning omkring sig.En af mine yndlingssommerblomster er selvfølgelig med i opløbet her allersidst på sæsonen. Det er den skønne vortemælk, Euphorbia hypericifolia ‘Diamond Frost’, der som altid har præsteret en mega-lang blomstringsperiode og fortsat ser fin og sommeragtig ud med en sky af små hvide blomster.

Det afslører sig ikke lige umiddelbart, at ‘Diamond Frost’ og ‘Silver Swan’ er nære slægtninge i den store vortemælk slægt, men det er de. Middelhavsvortemælk, Euphorbia characias ‘Silver Swan’, hedder den. Så fin med de sølvgrå blade med hvid kant i smuk formation.Lad mig lige slutte af med et reklameindslag. For nu er det nemlig ganske vist. Om præcis en uge står jeg på Bogforum i BellaCenter for at præsentere min havebog, SLIP HAVEGLÆDEN LØS – fryd facts og fiduser. Ih, hvor jeg glæder mig.
Som nogle måske husker, samlede jeg en ordentlig bunke frø af den smukke, rødbladede skovangelik, Angelica sylvestris, tidligere på året. Frøene er blevet fordelt i 100 små frøposer, der bliver delt ud på messen. Du kan også være med i agernkonkurrencen, som du kan læse mere om her, og så er der selvfølgelig messetilbud på min bog og mulighed for at få den signeret om ønsket.
Vi ses til havefest fredag og lørdag hos Forlaget Linnea på NewPub standen i Centerhallen.

Kærlig hilsen Lotte

Tobaksblomster i fuldt flor fra maj til oktober

Vingetobak, Nicotiana alata ‘Baby Bella’ er ikke bare en sommerblomst. Det er faktisk også en forårsblomst og en efterårsblomst. De første fine, dybt røde blomster sprang ud i maj, og planterne så egentlig ud til at være færdige og var i hvert fald fulde af frø, da tørken slap sit greb om haven. Men så kom regnen, og planterne fik deres anden ungdom. Nu blomstrer de ivrigt igen. Det kan man da kalde en maraton præstation.Jeg holder generelt virkelig meget af tobaksblomster, så jeg sørger altid for at høste frø af mine planter. Det giver også den gevinst, at jeg kan starte planteværkstedet op tidligt, når jeg virkelig trænger til jord under neglene, for de ultra små frø er lidt længe om at komme i gang. Men når de så er i gang … De hjemmelavede frø af den særlige tobaksblomst her, Nicotiana mutabilis, er faldet ud på vidt forskellig vis. Nogle har blomstret længe, andre er lige begyndt. Den her plante er nok 2,5 meter høj nu og står i fuldt flor med et helt skønt mix af violette, lyserøde og hvide blomster. Er den ikke bare lækker? Det er altid spændende, hvad der kommer ud af frø, der er produceret efter naturmetoden og ikke under frøfirmaernes kontrollerede forhold.En af de tobaksblomster, det af uforklarlige årsager er flere år siden, jeg har haft i haven, er grøn tobak, Nicotiana langsdorfii. Alligevel er den pludselig dukket op som uventet gæst midt i det sneglefri salatbed, hvor de sidste salatplanter også er gået i blomst. Meget mystisk. Men den er nu så fin med sine nikkende grønne blomster, så jeg holder godt øje med planten nu i håbet om, at den også sætter frø, jeg kan redde til det gul-grønne blomsterbed, jeg går og pønser på til næste år.

Fra grøn zen til efterårsglød omkring spejlbassinet

Man kan blive i helt Homer’sk humør, når den rosenfingrede dagning indhyller det dorsk fremvraltende hornkvæg på bakken og får hyggehjørnet ved spejlbassinet til at lyse op i bløde farver en kort men intens morgenstund.Farvepaletten, der jo ellers har været grønt i grønt for at skabe afslappende zen stemning hele sommeren, er fuldstændig forvandlet. Efterårets gule, orange og røde nuancer har meldt sig og vendt helt op og ned på helhedsindtrykket – og på stemingen. Festligt, fyrigt og farverigt. Her bliver da sagt farvel til sommeren med manér 🙂Det er ikke så tit, man tænker på stauder, når man er på jagt efter planter med flotte høstfarver til haven. Men der er faktisk mange stauder, der godt kan være med til at give efterårshaven glød. Hosta er så absolut en af dem.De små løvtræer, der er plantet i krukker omkring spejlbassinet, er også hoppet i efterårsdragten, hvis de da ikke allerede har smidt bladene. Den lille røn, Sorbus aucuparia, er den absolut mest spektakulære lige nu med blade i samme farve som morgenrøden. De små træer er alle selvsåede eksemplarer, der er gravet op rundt omkring på grunden og plantet i lidt for små krukker, så de ikke vokser alt for hurtigt.Spejlbassinet har været årets absolut bedste haveinvestering, mener både jeg og alle de småfugle, der har fået både drikkevandsforsyning og badeanstalt ud af den. Jeg nyder synet på daglig basis og er ikke mindre glad for den ansigtsløftning, det har givet hyggehjørnet på terrassen, nu, end jeg var midt på sommeren.
Der plejer at være nogle, der spørger, så jeg vil lige nævne, at jeg købte spejlbassinet  her.

Dyrk dit eget baby egetræ og vind en bog

Sidste år hyggede jeg mig meget med at spire agern fra haven på glas. Sådan et agern spirer villigt og udvikler sig hurtigt til det fineste baby egetræ, der pynter inden døre hele vinteren og kan plantes ud, når det bliver forår.Nu rasler det igen ned med agern. Jeg får et chok, hver gang et rammer drivhustaget, for det lyder præcist som et skud. Så jeg har søsat endnu et baby egetræ projekt. De her agern blev “sat over” for et par uger siden, og har, som det fremgår, allerede fuld fart på.Jeg tror aldrig, der har været så mange og så store, flotte agern på havens egetræer. De ligger nærmest i bunker i græsplænen, og mange er så småt begyndt at spire. Det er jo noget rod midt i plænen, så jeg har samlet en ordentlig bunke agern sammen. Tænk engang, hvor mange baby egetræer, de kan blive til.Den tanke gav mig lige en ide. Nu er der jo kun et par uger til, jeg skal med Forlaget Linnea på bogmessen Bogforum i BellaCenter for at præsentere min havebog “Slip haveglæden løs”. Så jeg tager selvfølgelig de mange dejlige agern med og deler ud til mine messegæster. Jeg har også skaffet en masse reagensglas, så du kan spire dit eget baby egetræ standsmæssigt. Du finder Forlaget Linnea i Centerhallen på NewPub standen den 26. og 27. oktober. Jeg håber, vi ses.
Som en ekstra gimmick udskriver jeg en Instagram konkurrence: Snup et agern, lad det spire, tag et foto og del på Instagram inden 22. december kl. 18 med #sliphaveglædenløs og #forlagetlinnea. Den, der dyrker det sødeste, sejeste eller sjoveste baby egetræ, får sig en ekstra julegave i form af et eksemplar af “Slip haveglæden løs”. Bogen sælges til messepris på Bogforum men kan selvfølgelig også som altid bestilles hos din boghandler eller direkte hos forlaget her.

Gassen er gået af ballonvin men frøene er fine

Den sjove ballonvin med det herlige botaniske navn Cardiospermum halicacabum har pyntet i hyggehjørnet på terrassen hele sommeren, og de nærmest uregerlige ranker er nået vidt omkring. Men nu er gassen bogstavligt talt gået af ballonen. De limegrønne balloner er blevet brune, bladene er visnet, og som om det ikke var nok, væltede krukken med stativ og det hele i blæsevejret forleden og gik i stykker.Der var med andre ord behov for en oprydning. Da var det, jeg opdagede, at de brune balloner rasler lovende, og sandelig om ikke hver enkelt ballon gemmer på tre fine frø. Jeg såede min ballonvin i foråret og plantede siden de små planter ud i en krukke. Ballonvin er en et-årig plante, men nu har jeg da frø, så jeg kan få den igen næste år.Og hvilke frø! de er simpelthen noget af det fineste, jeg længe har set. Underligt nok lagde jeg slet ikke mærke til det i foråret, da jeg såede de indkøbte frø, men hvert enkelt lille frø er en matsort kugle dekoreret med et hvidt hjerte. De ligner noget fra et smykkeværksted, synes jeg. Det er utroligt, hvad naturen kan finde på. Men når jeg nu tænker efter, så betyder ‘cardio’ jo hjerte på latin, og ‘spermum’ betyder frø. Jeg er tydeligvis ikke den første, der har gjort den opdagelse. Hjertefrø – det er da sødt.

Imperialistiske sommerblomster har besat køkkenhaven

Køkkenhaven har ikke så meget mere at byde på rent kulinarisk for i år, men der er trods alt stadig et par gulerødder og rødbeder tilbage i rækkerne, ligesom der kan høstes af både rød grønkål og palmekål, selv om planterne er mere eller mindre nedliggende. Og porrerne 🙂 De står fine og ranke, parat til at blive høstet løbende i de kommende måneder, når vi trænger til lidt hjemmedyrkede vitaminer. Min køkkenhaveplet er nu under alle omstændigheder, høst eller ej, et dejligt, fredfyldt og frodigt sted på jorden at opholde sig på en farverig oktoberdag – også selvom – eller måske fordi – den ser lidt kaotisk ud.Især en planteart sørger for, at frodigheden varer ved langt ud på efteråret. Det er de temmelig imperialistiske sommerblomster, selvsået blomsterkarse, Tropaeolum majus, der nærmest har besat køkkenhaven bid for bid i takt med at grønsagerne er blevet høstet, så der er opstået ledig plads. Det ser lidt voldsomt men også ret skønt ud, at blomsterkarsen sådan har fået sin anden ungdom og blomstrer lystigt efter at have været næsten tam sidst i tørkeperioden. Jeg nænner ikke at luge den, og da den smider vildt om sig med frø, er jeg sikker på, at den nok skal komme igen for fuld styrke næste år, lige meget om jeg synes eller ikke synes om det. men det synes jeg nu…

Nu holder høstfarverne deres indtog

Haven er stadig på mange måder grøn og frodig, men høstfarverne er for alvor begyndt at melde sig som gule, orange og røde pletter i havebilledet. Her er det den smukke bærmispel, Amelanchier laevis, der er trukket i årstidens messingfarvede skrud. Græsset på bakken er til gengæld grønt og saftigt som aldrig før i denne sommer. Det nyder den jævnligt forbipasserende cow-parade tydeligvis. Man kan ligefrem høre, hvor de gumler løs. Det er så hyggeligt.Det er sjovt så forskelligt de forskellige træer og buske timer deres farveskift. Det lille Clara Frijs pæretræ er trukket i de mest fantastiske røde nuancer, menshøstfarverne endnu slet ikke er fundet frem i Conference træet lige ved siden af, der kæmper for at holde sig oprejst under vægten af pærer.Høstfarverne skaber smukke og hyggelige nye havebilleder og havens siddepladser kader med tilbud om afslapning, mens det endnu er lunt nok til bare at slå sig ned spontant.Amerikansk blåbær, Vaccinium corumbosum, er en af de allerførste til at finde høstfarverne frem. Det gør de i en helt vild farveeksplosion af lysende røde nuancer, men showet er desværre allerede ved at være forbi for i år.

Til gengæld er troldnød, Hamamelis x intermedia, først lige begyndt på sit show, der så absolut er et af havens mere spektakulære. Busken fyrer den af med gule, røde, orange og grønne farver i en heftig symfoni, mens de nye blomsterknopper allerede sidder sammenkrøllede og ser til og venter på, at det bliver deres tur til at indtage scenen med deres forunderlige vinterblomstring. Behøver jeg at nævne, at jeg er ret vild med troldnød?

Svampetur i haven inspireret af ny bog

Det er højsæson for svampe, og de sære og smukke organismer dukker op de underligste steder, så nu har jeg været på svampetur i haven inspireret af en ny bog, jeg har læst. Jeg har altid være fascineret af svampe men har desværre ikke en pind forstand på dem, ud over at jeg nyder synet af de kunstfærdige strukturer og at følge deres udvikling, der ofte forløber over ganske kort tid før puff – den ellers så stolte svamp som ved et trylleslag er forvandlet til det rene ingenting igen. Jeg kan kende en cikorie i grøftekanten eller en blåregn i haven i forbifarten med 80 km i timen, men svamperiget er stadig et mysterium, jeg har til gode at sætte mig ind i. Jeg ved dog så meget, som at den røde fluesvamp, Armanita muscaria, der er en af de mest spektakulære af vore svampearter, ikke er en af dem, man skal putte i svampestuvningen. Tænk, den vokser i min have.Men jeg er faktisk blevet en lille smule klogere på svamperiget i denne uge, hvor jeg har slugt Long Litt Woon’s nye bog ‘Om svampe og sorg’. Lad det være sagt med det samme – jeg er meget lidt god til sørgelige bøger – det er alt for dyrt i lommeletter – så det var ikke uden bekymring, at jeg takkede ja til et anmeldereksemplar af bogen. Det har jeg ikke fortrudt, for selv om forfatteren på meget usædvanlig vis kombinerer historien om sit sorgarbejde efter hendes mands pludselige og alt for tidlige død med sin introduktion til svampenes forunderlige verden, lykkes det at formidle begge dele. Ja, der blev behov for et par af lommeletterne, især i begyndelsen, men Litt Wong Woon bevarer en reflekterende og nøgtern tilgang til sit tab og sin sorg, som hendes voksende interesse for og indsigt i svamperiget hjalp hende med at komme igennem. Hun skriver om omverdenens hjælp og ikke hjælp i situationen – nej, det hjælper ikke at tie, og nej, det hjælper ikke at foreslå at købe en hund. Og hun skriver om de ting, hun pludselig selv måtte klare. For eksempel at ‘nød også kan lære tøvende enker at spænde en musefælde’.Svampene hjalp Litt Wong Woon gennem sorgen. Det begyndte med et begynderkursus og udviklede sig til en dyb interesse og et stort kendskab – og ikke mindst en indlemmelse i svampekendernes lukkede og lidt mystiske verden, hvor man ikke bare deler sine svampesteder med andre, selv om man er på svampetur sammen. I bogen beskriver hun sin første svampetur og de mange, der fulgte. Hun beskriver den svampelykke, der griber begynderen, der finder sin første svamp og den forbløffende ‘svampekult’, der i hvert fald eksisterer blandt norske svampejægere. Et næsten parallelsamfund med særlige regler og sit eget hieraki, hvor ‘kantarellister’, der bare er på udkig efter spiselige svampe, ikke har høj status.

Samtidig er bogen fyldt med information og praktisk vejledning om svampe. Om at finde dem, høste dem, bestemme dem og tilberede dem. Jeg føler mig virkelig opdateret på mange fronter efter læseoplevelsen og har såmænd fundet min gamle svampebog på hylden. Måske jeg en skønne dag kommer skridtet videre fra planteriget til svamperiget. Læs mere om bogen og køb den her. Varme anbefalinger her fra.
Og lad mig så lige slutte med et citat fra bogen, som jeg holder rigtig meget af: ‘Efter at jeg har opdaget lugearbejdets charme, er min konklusion, at det er undervurderet som sorgterapi’. Lad mig tilføje, som mange slags terapi. Det er jo netop en af pointerne i min egen bog, Slip haveglæden løs. Den kan du læse mere om og bestille her – eller du kan kigge forbi på bogmessen BogForum i BellaCenter 26. eller 27. oktober og få et kig i bogen og en havesnak. Jeg håber, vi ses.

Page 1 of 116

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén