Halloween krukker-20

 

På en stille havevandring i den milde efterårsluft kan man fortsat lade sig overraske over alle de lækre farver, haven har at byde på. Det er højsæson for frugt og frø, og naturen udviser en imponerende opfindsomhed, når det gælder former og farver. Det blev til et helt frugtfad fyldt, da tanken først var opstået. Ikke af den spiselige slags – men til pynt på havebordet.

Datura stramonium-2

De sjove, pindsvinelignende frøstande stammer fra pigæble, Datura stramonium, der ikke alene er noget af en giftplante men samtidig er  seriøst ukrudt i “kartoffelmarken”. Planterne bliver store og frodige, blomstrer med smukke, hvide blomster, der ser helt uskyldige ud, men siden udvikler sig til de stikkende frøstande, der, hvis de får lov at modne, spreder deres frø med stor effektivitet. Så det får de ikke lov til i år.