Når man begynder forfra på et nyt blomsterbed, er der næsten uoverskuelig lang tid, til det begynder at ligne noget. Sådan føles det i hvert fald, når man står og kigger på den jomfruelige jord med få nyplantede planter, der står og råber til hinanden. Men gang på gang bliver man – eller i hvert fald jeg – overrasket over, hvor meget planter egentlig kan, når de får lov og bliver hjulpet bare lidt på vej. Alt kan ske, når man lader tilfældet råde i hvert fald lidt.

Blomsterbed i flere etager

Et godt eksempel er det nye blomsterbed, der blomstrer i flere etager. Nogle vil måske kunne huske, at der sidste år var en lille træterrasse på dette sted. Men terrassen blev flyttet til den nye skærehave, hvor den kunne gøre mere gavn, og efterlod 10-12 kvadratmeter med ledig jord til nyplantning. Det så trist ud i det tidlige forår, da der kun var et par delte og flyttede stauder samt lidt fra overskudslageret i bedet. Heldigvis havde jeg i efteråret lagt så mange blomsterløg i bedet, at jeg udviklede tulipan-arm, så det hjalp gevaldigt på stemningen, da løgvæksterne begyndte at spire frem. Og derfra tog det virkelig fart med en behændig omend lidt tilfældig blanding af stauder, sommerblomster og selvsåede to-åtige planter, der lige nu væver sig sammen til et skønt sensommermix i et blomsterbed med blomster i flere etager.
I øverste etage er det lige nu hjortetrøst, Eupatorium maculatum, med store, rødlilla skærme, der brillerer sammen med absolut selvbestaltede vilde selvsåede natlys, Oenothera biennis, og de høje spir af den lige så vilde uldbladet kongelys, Verbascum densiflorum. Hjortetrøsten har jeg haft i flere år, men den har stået og vansmægtet et forkert sted i haven, så den blev omgående flyttet, da der blev ledig plads. Det blev den glad for, og det gjorde bier og sommerfugle også. Det er en af havens mest omsværmede planter lige nu.

Guldbaldrian, Patrinia scabiosifolia

En etage længere nede i det nye blomsterbed, er det den spændende staude guldbaldrian, Patrinia scabiosifolia, der lyser op. Det er en ikke helt almindelig sag, jeg første gang så i havedesignere Piet Oudolfs private have for et par år siden. Der stod den mellem prydgræsserne og lyste op med limegrønne efterårsskærme, så mon ikke det også går i den retning med disse, i takt med at efteråret sætter ind. Det tog lidt tid at hitte den, men til sidst fandt jeg den i en dansk webshop.
De høje spir med laksefarvede blomster er en art af tobaksblomst, der hedder Nicotiana glutinosa, som jeg selv høstede frø af sidste år, og de hvide skærme er tandstikkerurt, Anni visnaga. De blev sammen med andre overskydende sommerblomster fra skærehavearsenalet plantet ud i bedet, hvor der jo dengang var så rigeligt med plads. Det er der ikke længere 🙂

Tobaksblomst, Nicotiana alata

Jeg gik jo all in med at så tobaksblomster af hjemmehøstede frø i det tidligere forår. Og her er så resultatet af de omhyggeligt sorterede frø fra planter med forskellig farve. De nye planter får præcist den farve, det passer dem, så nu er de røde, lilla, limegrønne og meget mere mellem hinanden i det nye blomsterbed såvel som i skærehaven. Det morsomme er – og det må en eller anden godt huske mig på til foråret – at samme tobaksblomster har selvsået sig i vildskab i det eksotiske hjørne, hvor de har blomstret i månedsvis. Så jeg kunne nok godt have sparet lidt på pladsen til dem under forkultiveringen.

Håret solhat, Rudbeckia hirta

En anden skærehaveblomst, jeg heldigvis fik produceret rigeligt af, er håret solhat, Rudbeckia hirta, der også har fundet vej til det nye blomsterbed. Den dyrker jeg som sommerblomst, men det er i princippet en staude – bare en kuldskær en af slagen – så den får i hvert fald chancen for at overvintre. Jeg er lidt optimist, for jeg har en enkelt plante, godt nok en anden sort, der klarede sig igennem sidste vinter, der jo hørte til de barske. Så måske. Ellers må jeg lave flere planter næste år, for den er da bare helt skøn og hører også til de planeter, der blomstrer i månedsvis.