Helt hen i haven

Haveglæder, tips og tricks

Brønddæksel med krukker og matchende sommerfugl

Hvis der er noget, jeg godt kan blive lidt træt i øjnene af, så er det det dumme brønddæksel, der ligger lige midt i det hele. Men der er ikke rigtig noget at gøre ved det, for nedenunder er vores vandværk, og vand er vi jo nødt til at ha’. Men nu er der jo sjældent noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Betondækslet giver en ellers udelukket mulighed for at have krukker på græsplænen, og krukkerne skjuler nemt det grimme brønddæksel. Det er ren magi 🙂Staudebedet lige bag ved er holdt i rosa og pink nuancer, så det samme gælder som regel krukkeplanterne. Her er en lille darling nemlig pinseviol, Viola sororia ‘Rubra’. er de ikke bare helt skøn.Og så bliver det jo ikke ringere af, at der kommer matchende gæster i form af en af årets første sommerfugle, den lysegule citronsommerfugl. Den meldte sig få øjeblikke efter at krukkerne blev sat ud og er især begejstret for den fantasifulde tofarvede Primula. Gardentroll hedder serien, der omfatter en hel stribe farvekombinationer.Gruppens øvrige medlemmer er længst til venstre en sart lyserød engelskgræs, Armeria maritima, i midten en pink spansk margerit, Osteospermum Sunny og bagerst et nyt bekendtskab med det heftige navn Primula Ooh la la Pastel Pink. Det er en plantenyhed, skabt ved krydsning af to Primula arter, P. filchnerae og P. sinensis, der efter sigende kan blive helt overdådig. Nu må vi se, om det også holder stik her i haven. Det er en prøveplante, jeg har fået, så den bliver nok ikke så nem at finde i butikkerne allerede i år.

Previous

Plantebord med lys og indlagt varme

Next

Stjernevrimmel med kirgisisk tulipan

4 Comments

  1. Trine

    Kære Lotte
    Så smuk en plante kombination 🙂 🙂 skønne farver. Hvor ærgeligt, at den bagerste primula ikke er i handlen endnu, den ser da helt vidunderlig ud.
    Jeg må sige, at du er meget heldig, at du sådan får planter til afprøvning. Det kan jeg læse at du ofte gør, er det fordi du så anmelder planterne? Er det i havebladene man kan læse dine indlæg?
    Vh Trine

    • Lotte Bjarke

      Hej Trine
      Jeg skriver/anmelder først og fremmest planterne her på bloggen. Jeg arbejder til daglig i gartnerierhvervet og har derfor et stort netværk, der tit spørger, om jeg har lyst til at prøve en ny plante eller ny sort. Og det er ret svært at sige nej til.
      Mange hilsner Lotte

  2. Trine

    P.s. Jeg sætter så stor pris på, at du nævner navnene på de smukke blomster du viser – tak for det 🙂

  3. Smukke blomster og lige så smuk sommerfugl. Dejlige billeder du viser

    Knus
    Lone

Skriv et svar

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén